Remember the time - 1D

Før Harry Styles meldte sig til X-factor, boede han i Holmes Chapel. Hans bedste veninde, Anna Roberts, og ham selv sang meget sammen, men dagen hvor Harry foreslog at de kunne melde sig til X-factor UK sammen, mistede Anna troen til at de var lige så ens som hun regnede med. Hun mente at dem fra X-factor var overfladiske og at man aldrig kom langt. Harry mente dog noget andet. Efter det lille skænderi var de uvenner og snakkede ikke med hinanden. Harry gjorde som han ville, meldte sig til X-factor og det så Anna. Dog stemte hun ikke på ham og det eneste hun hørte, var at han røg i en eller anden gruppe. Anna hørte ikke noget til Harry personligt, dog hørte hun lidt fra hans gruppe og Anna selv blev musiker. Dog en hel del anderledes en Harrys egen musik. Hvad sker der den dag de to venner bliver genforenet? Og er de overhovedet venner længere? Kan de huske hinanden?

36Likes
56Kommentarer
4239Visninger
AA

3. 1

Jeg lod hånden glide ned af min krop, og lod lydene af de mange skrig bore sig igennem mit hoved. De sidste takter blev spillet og jeg gik elegant op på den højeste del af scenen, mens jeg gennemgik den sidste linje i sangen.

Jeg vendte mig om mod publikum og blev overvældet af de mange mennesker, så et smil bredte sig om mine læber og jeg tog mikrofonen op til munden, lige i tide til at synge den sidste linje.

Da linjen var sunget, blev jeg angrebet af skrig. En rose blev kastet op og jeg nåede at gribe den, inden den ville have faldet til jords. Jeg smilede stort og bukkede.

"Tak!" sagde jeg ind i mikrofonen og efter de ord, flippede publikum helt ud. "I har været fantastiske!" Jeg sendte luftkys ud til dem og nejede så. Jeg løftede rosen op i luften og gik så forsigtigt ned af den lille trappe, som førte væk fra scenen og om bag scenen.

Da jeg trådte ned fra det sidste trin, fik jeg kastet et hvidt og rent håndklæde hen mod mig og straks kom min manager, Joan Lorency, hen mod mig.

"Du var fantastisk i dag!" roste hun og smilede stort til mig. Jeg smilede forsigtigt tilbage til hende og rakte hende den røde rose, og da hun fik den, duftede hun forsigtigt til den.

Jeg tørrede forsigtigt min pande med det hvide håndklæde og rakte det så til Joan, som tog imod det og gav det videre til en af de mange mennesker omkring.

Joan forsvandt i mængden og jeg stod tilbage og fik vejret, imens alle de mange mennesker rendte rundt og snakkede, råbte og puffede til hinanden. Først da Joan kom tilbage, lagde jeg mærke til hvordan hun så ud i dag. Hendes brune bølgede hår var som altid op i en stram knold, men to totter hår i hver side hang langs hendes flotte, trekantede ansigt. Hendes næse var lille og tynd, hendes mund var fyldig og den røde læbestift lå perfekt, mens hendes øjne skilte sig ud i hendes ellers meget damede look. De var store, barnlige og grønne. Jeg elskede hendes øjne.

"Hey, Anna!" Jeg vågnede fra min trance og kiggede hen på Joan, mens jeg hurtigt fangede hvad hun havde på. En stram sort nederdel, som gik til over knæene, en hvid skjorte med sorte knapper og en sort blazer. Hun havde bare ben og jeg gyste automatisk, men hvorfor gjorde jeg det? Jeg havde selv et miniskørt på og en tynd top fyldt med palietter.

"Her," sagde Joan og rakte mig en bunke tøj. Jeg skævede ned til det og tog det så i mine hænder imens jeg kiggede på hvert enkelt stykke tøj. Der var et par sorte stramme bukser, en hvid ærmeløs trøje og en hvid striktrøje, som var alt for stor til mig. Det ene ærme hang altid væk fra min skulder og klumpede ved mit håndled, men jeg elskede den og Joan vidste det. Hun fandt den altid til mig efter en koncert. "Du kan gå ind og skifte nu."

Jeg stak hende et lille smil og gik så igennem den store mængde af mennesker og hen til den lille gang med garderober. På en af dørene hang der et papir, hvor på der stod "ANNA ROBERTS". Jeg åbnede døren og gik derind, hvorefter jeg lukkede døren. Snart ville det papir tages ned, men det ville blive hængende to dage endnu. Efter det ville det blive taget ned, krølles sammen og smides ud.

Jeg kiggede rundt i garderoben, men den var ikke specielt stor. Der var en sofa i det højre hjørne, et tøjstativ og et makeup bord med et stort spejl over. Jeg satte mig ikke, men trådte forsigtigt ud af mine høje stiletter.

Satans, tænkte jeg. Det er de eneste sko, jeg har med. Jeg hev mit lille skørt af, derefter min top og hoppede hurtigt ned i mine bukser. Så hev jeg den rene top over hovedet og derefter striktrøjen. Jeg kiggede forsigtigt rundt i garderoben, da mine tanker faldt på min taske og mit blik faldt på sofaen i hjørnet, hvor min sorte taske lå. Jeg gik i bare tæer derhen, imens jeg tænkte over koncerten på fredag, som var om to dage. Jeg smilede skævt, men jeg kunne ikke huske hvem jeg skulle synge sammen med. Jeg var den sidste og jeg skulle vist nok mødes med et band bagefter, som var på min alder, men jeg kunne ikke huske hvad de hed. Der var så mange for tiden. Jeg tog min taske og gik tilbage og tog mine stiletter på.

Der blev banket på døren og derefter blev håndtaget trukket ned. Jeg tog automatisk mine hænder op foran mig, hvis jeg skulle slå nogen. Det havde altid været en vane, men det var bare Joan, så jeg tog hænderne ned og gik hen til hende.

"Martin er her. Er du klar?" spurgte hun og jeg nikkede. Hun smilede og flyttede sig, så jeg kunne komme forbi. Jeg gik forsigtigt forbi hende og hun slukkede lyset bag mig.

Da jeg trådte ud, kunne jeg straks se Martin. Han var høj, bred og med kort småkrøllet, rødt hår. Jeg smilede til ham og han smilede tilbage. Han tog hænderne på mine skuldre, mens Joan gik foran mig og fulgte mig så ud af en dør. Der stod en masse mennesker og skreg, men der var også en masse vagter, der holdt dem tilbage, men alligevel strammede Martin grebet om mine skuldre. Han var nok den bedste bodyguard og chauffør. Nok også kæreste, Joan snakkede ret meget om ham og de var lykkelige sammen.

Da vi nåede hen til den store sorte bil, åbnede Martin døren for mig og jeg hoppede ind i den anden side, mens Joan gik ind fra den anden side og Martin hoppede ind på forsædet og tændte forsigtigt bilen, men hurtigt nok til at alle de mange fans opdagede det og trak sig lidt tilbage.

Efter at have kørt i lidt tid, slap vi væk fra alle de vilde fans og fotografer. Jeg smilede lidt og slappede af, men så begyndte Joan at snakke og min opmærksomhed røg over på hende.

"Jeg har noget til dig," sagde hun og gravede nede i sin taske og hev en lille plastikflaske frem. Det var en smoothie og jeg kiggede taknemligt på hende. Jeg tog imod den, åbnede den og tog en stor slurk.

"Også på fredag.." fortsatte Joan og jeg nikkede. "Du er til sidst og slutter af med de her to numre." Joan pegede på sine papirer og jeg nikkede, imens jeg tog en tår mere. Joan rodede lidt rundt i sin taske og jeg vendte opmærksomhed mod vejen foran mig og smilede så kort. Jeg savnede selv at køre, men kunne nu også godt lide at blive kørt.

"Og, her.." sagde Joan og rakte mig et papir, hvor der stod nogle kunstere. "De står vidst her, ja. Der." Hun pegede på et navn, der stod over mit - næstsidst. One Direction, stod der og det ringede en lille klokke hos mig, men præcist hvad kunne jeg ikke huske.

"One Direction skal du møde efter koncerten." sagde Joan og smilede forsigtigt til mig. Jeg kiggede på hende, som om at hun skulle fortælle noget om dem. "De er fem drenge. Nogenlunde på din alder."

Jeg nikkede og smilede. Jeg skulle snart finde ud af nogle, jeg skulle synge sammen med på mit næste album, så jeg glædede mig til at møde nogle forskellige mennesker.

Martin drejede ind ved parkerings pladsen til min lejlighed og jeg klikkede selen op, tog min taske og vinkede til Joan. "Vi ses på fredag! Jeg er klar klokken to." sagde jeg til hende og åbnede døren, gik ud og lukkede den så efter mig.

Det havde regnet, for der var vandpytter på jorden og jeg gik uden problemer uden om dem. Da jeg nåede til døren til min lejlighed, fandt jeg hurtigt mine nøgler, låste døren op og gik så hen til elevatoren og trykkede på Etage 7. Elevator dørene lukkede og kort efter åbnede de igen, og jeg gik ud af elevatoren og låste mig ind til min lejlighed.

Efter at have smidt min taske, sat noget kaffe over og redt mit hår igennem, tændte jeg for min computer og gik så ind på internettet og søgte på One Direction, men jeg nåede kun at gå ind på én side før min kaffe var færdig og jeg rejste mig fra stolen og gik hen og hentede min kaffe.

Da jeg gik tilbage, tog jeg forsigtigt en tår af min kaffe og kiggede så lidt på siden. Jeg fandt noget der interesserede mig. HVEM ER I GRUPPEN? stod der og jeg klikkede på den. I mens jeg læste, drak jeg noget af min kaffe. Niall Horan, Louis Tomlinson, Liam Payne, Zayn Malik og.. Jeg spyttede nærmest kaffen ud, da jeg læste den sidste. Jeg hostede kraftigt, stillede kaffen på bordet og læste det igen for at være sikker.

Harry Styles. Min Harry.

__________________________

HEJ, jeg ville blive rigtig glad, hvis I gad like den, evt. kommentere den eller putte den på jeres favoritter. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...