You are not alone - One Direction

Sophia og Louis harværet bedste venner så længe de kan huske. De har altid været der for hinanden, og altid støtte op om hinanden. Men da Louis deltager i x-factor og kommer med i gruppen One Direction bliver alting anderledes. Han har ikke længere tid til Sophia, for alle koncerterne, tv-shows, tour's og alt det andet stjerne gøgl. Imens går Sophia's liv stejlt ned af bakke. Hendes forældre bliver skilt, hun bliver mobbet på sin nye skole og værst af alt, hun savner Louis. Derfor beslutter de at Sophia sammen med en veninde, skal flytte ind i lejligeheden ved siden af. Men vil Louis' nye venner mon syntes om hende? Og hvorfor er det nu lige, at Louis bedste ven skal være så forbandet sød?

10Likes
6Kommentarer
1470Visninger
AA

2. Kapitel 1.

 

 

Vi gik sammen op ad trappen mod det, der skulle være mit hjem for en tid. Mit nye hjem. Det lød så underligt, men alligevel var det en god følelse. Både at komme væk fra mor og far, der ikke kunne være i det samme rum uden at være ved at rive hovederne af hinanden. Men mest af alt, at jeg nu kunne være sammen med Louis igen. Da jeg endelig stod der i lejligheden og bare nød duften af maling, nød stilheden, ringede min telefon. Da jeg endelig havde fået famlet den op af lommen, var det for sent. Men jeg kunne se at det var Angela. Jeg ringede op igen. ”Hej Angel, du har ringet… Ja, jeg er her allerede… Super!... Selvfølgelig… Super, så ses vi bare om lidt.” Jeg lagde på og så på Louis. ”Angela er her om lidt” sagde jeg med et smil. ”Super. Og hvis i har brug for hjælp, så har jeg forstærkning i form af 4 friske drenge, der alligevel godt kunne trænge til noget at lave” smågrinte han. Vi gik lidt rundt i lejligheden. Den var ikke så stor, men det var også lige meget, så længe jeg kunne være sammen med mine venner. Vi hørte et dyt nede fra, og Angela sad og smilede i sin gamle blå varevogn.

Vi stod og kiggede på kasserne og møblerne i det store bagagerum. Der var ingen af os der sagde noget. Vi stod bare der og kiggede. Louis rømmede sig, ”tror i at i kan klare det selv, eller skal jeg få fat i noget hjælp” Og uenige som vi altid er svarede vi, i kor, både ja og nej. Louis kluklo lidt og sagde så ”Jeg tror bare at jeg henter drengene” Han så begejstret på mig ”Og så kan du jo også møde dem!” Jeg sendte ham et kærligt smil som svar.  Jeg havde ikke tænkt over det før nu, men de var jo også blevet en stor del af hans liv. Han nærmest løb op ad trappen. Overraskende hurtigt kom han ud igen med en telefon i hånden. Jeg ved ikke hvem han snakkede med, men det var noget med at ’du skal bare sige til ham at jeg giver mad på Nando’s hvis han hjælper.’ Han lagde telefonen i lommen og så sig tilbage. Han sukkede kort ”ej, hold nu op hvor er han langsom.” utålmodigt gik han tilbage mod bygningen. Mig og Angela gik i gang med at tage flyttekasser og de møbler vi nu kunne bære, ud fra bilen og sætte den ude foran. Louis kom nu endnu engang ud fra bygningen, og denne gang havde han en med på slæb. Han var lidt højere en Louis, og havde de flotteste, bløde krøller jeg i mit liv har set. Han gik langsomt og virkede ikke videre begejstret. Men det var Louis tværtimod.  Meget faktisk. Glad tog han min hånd og hev mig med over til drengen med det krøllede hår. Da jeg stod lige foran ham, kunne jeg se hans øjne. Gud nogle flotte øjne. Grønne, og funklende. Der var noget specielt over hans ansigt. Jeg ved ikke hvad, men noget var der. Noget smukt og fantastisk. Han rakte hånden frem og da jeg tog den, var det som at få stød. Pludselig begyndte han så at smile. Et blændende, charmerende og helt igennem dejligt smil. Jeg smilede tilbage. Jeg ved ikke hvor længe vi bare stod der og smilede til hinanden, men pludselig rømmede Louis sig og vi så begge ned i jorden. Han så op igen og sagde så ”jeg hedder for resten Harry.” 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...