Dødelige højder

Historien handler om kærligheden mellem to mennesker. Mere vil jeg ikke sige.

4Likes
8Kommentarer
915Visninger

1. Hvorfor?

 

Cassie og jeg mødtes første gang på toppen af Frihedsgudinden på en undvisning. Efter det så vi ikke mere til hinanden, men to år efter ringede hun og havde brug for en ven at snakke med, fordi hendes far var død. Jeg inviterede hende hjem, og til at starte med var hun helt knust, men det endte med, at vi kom til at tale om alt muligt andet til langt ud på natten. Hun tog hjem igen, men denne gang holdt vi kontakten. Vi begyndte at være mere og mere sammen, og det endte med, at vi flyttede sammen som kærester.

”Oliver! Kom herind!” Jeg løber ovenpå til Cassie, som står med tøj til knæene og en alt for lille kuffert. ”Vil du ikke hjælpe mig? Jeg ved ikke, hvad jeg skal tage med til London.” Jeg sukker højlydt og begynder at rydde op i tøjet.

”Den her skal du tage med,” insisterer jeg med en hvid skjorte i hænderne. ”Vi kan lige så godt fjerne alt det, du ikke skal have med. Det er en forretningsrejse…” Jeg snakker lidt med mig selv. Jeg tager en sort nederdel; matchende til den hvide skjorte, og Cassie putter den i kufferten. Halvanden time senere har vi pakket hendes kuffert og ryddet værelset for tøj. Pludselig ser jeg, hvad klokken er, og jeg styrter ud ad døren med Cassies kuffert i hånden og Cassie lige i hælene på mig. Vi sætter os i bilen og skynder os af sted mod lufthavnen. Da Cassie er ved gaten, siger jeg farvel og vender mig om. Idet jeg gør det løber Cassie over mod mig og kysser mig farvel. Hun løber tilbage til gaten, og jeg går ud til bilen, da jeg hører flyets susen. Jeg kigger op og sender et luftkys mod flyet. Om en uge er Cassie tilbage igen.

Natten derefter bliver jeg ringet op af flyselskabet. De fortæller mig, at Cassies fly er meldt savnet. En tåre dukker op i mit øje, men jeg blinker den væk. Hvordan skulle det nogensinde kunne ske for mig? For os! Jeg lægger på og griner lidt for mig selv.

Dagen, hvor Cassie skulle komme hjem går, og hun kommer ikke. En uge senere er hun stadig ikke kommet hjem. Jeg begynder at gå ind i mig selv og være asocial, og jeg tror mere og mere på, at hun er død.

Jeg kører hen til Frihedsgudinden, hvor vi mødtes første gang.

”Cassie! Det var kærlighed ved første blik. Jeg vil altid elske dig, lige meget hvad, hvisker jeg. En tåre bevæger sig langsomt ned ad min kind. Jeg kigger ud over kanten. Det er som at kigge ned i noget dræbende sort vand. ”Jeg kan ikke leve videre uden dig, Cassie! Det håber jeg, du forstår.” Jeg læner fremover og lukker øjnene, samtidig med, at jeg mister fodfæstet. Alle mine og Cassies gode øjeblikke viser sig for mit indre, mens jeg falder ned i mørket. Suset i min mave er så stort. Nu er jeg meget tættere på jorden, men det føles alligevel som timer, jeg hænger i luften. Adrenalinen pumper rundt i mit blod. Jeg kigger ned og ser folk stå rundt omkring på gaden. Alle deres blikke er fæstnede på mig. Jeg smiler og råber så: ”Cassie! Vi vil altid leve videre – sammen!” Nu er jorden meget tæt på. Min stemme er helt forgrædt, og mine øjne er røde. Jeg hører en sirene komme nærmere, men det er for sent. Nu rammer jeg jorden. Folk omkring mig gisper. Enkelte børn skriger, og jeg får svært ved at trække vejret. Hele min krop gør ondt.

”Oliver, hvad har du gjort?” Cassies stemme lyder i mine ører. Hun er panikslagen. Men Cassie er død.

”Hvorfor gjorde du det? Jeg elsker dig, Oliver!” Nu ville jeg ønske, sirenen havde nået at komme i tide. Jeg prøver at åbne mine øjne for at få et sidste glimt af hende, men for sent. Jeg ånder ud for sidste gang i midten af gråd og Cassies stemme, der skriger på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...