Mor siger, at du ikke må.

dette er en novelle, som jeg skrev til dette års projekt på min skole. den handler om alkohol, stoffer, og hvor slemt det kan være at havne helt nede i bunden. nyd den^^

0Likes
1Kommentarer
502Visninger
AA

1. mor siger, at du ikke må (kun et kapitel!)

 

Daniella var lige kommet hjem. Hun gemte en flaske Martini inde under sin beskidte kjole. Det var sent, og hun lugtede ikke så godt mere. Hun ville bare op og i seng. Men der løb stadig en smule speed i hendes blod, så hun kunne ikke sove endnu. Hvor gerne hun end ville.

Hun vaklede op af trappen, var lige ved at falde, men gjorde det ikke. Hun var stadigvæk fuld. Og nu skulle hun op på værelset og drikke smerterne væk. Sikke et lorteliv hun havde. Snitsår over det hele, bumser, for store øjne, bryster som ikke var så store som alle de andres... Hun hadede dem. Alle sammen. Hun hadede sine venner, sin familie, sig selv... Det var dem som havde kørt hende ud i alt det her. Men hun blev nødt til at hoppe med på det, for at være med på beatet.

Den eneste hun ikke hadede var hendes elskede lillesøster. Hun var så lille og uskyldig. Ingen kunne se noget dårligt i hende. Heller ikke Daniella. Hun elskede hende af hele sit hjerte.

Pludselig mærkede hun en ubeskrivelig smerte i knæet. Hun var gået omkuld på gulvet. Hun tog sig til hovedet og rejste den væltede flaske op igen, hvorefter hun greb fat i reolen ved siden af for at kæmpe sig op. Endelig kom hun ind på sit værelse, efter at have brugt 5 minutter på at finde håndtaget. Hun vaklede ind i det mørke værelse og smed sig på sengen, uden at tænke over, om hun overhovedet ramte. Hun fik endnu værre hovedpine, så noget kunne tyde på, at hun ikke havde ramt helt perfekt. Hendes baghoved var slået ind i radiatoren, og blodet strømmede ud. Men hun orkede ikke at gøre noget ved det. Faktisk kunne hun ikke rigtig mærke det. Det måtte være alkohollen.

Hun fandt flasken frem og tog en ordentlig slurk, da hun hørte andre i værelset.

”Mor siger, at du ikke må.” Lød det ovre fra hjørnet. Daniella kiggede op. Det var hendes lillesøster, Alberte. Hvad lavede hun dog herinde? ”Mor siger at du ikke må drikke alkohol.” Sagde lille Alberte og kiggede over på Daniella med sine små uskyldige øjne. Daniella trak vejret dybt. ”Alberte, du ved da godt, at du ikke må være herinde uden at banke på først” Sagde hun. Man kunne tydeligt høre at hun var fuld. Uden at tænke videre over Alberte, fandt hun en cigaret frem og tændte den. En smøg var lige det hun havde brug for lige nu. ”Mor siger, at du ikke må ryge.” Fortsatte Alberte og gik et skridt nærmere Daniella. Daniella tog ikke den store notits af hende, og fandt sit sædvanlige glasskår frem for at begynde at skære i sig selv. Det hjalp altid mod hverdagens smerter, og fik hende til at glemme, at hun bare var et lille nul, der ville være ligesom alle de andre. ”Mor siger, at du ikke må skære i dig selv.” Sagde Alberte og satte sig hen ved siden af Daniella.

Tårerne trillede fra Daniellas øjne, og søsteren kunne tydeligt se, at hun ikke havde det godt. Hun tørrede tårerne væk fra hendes kinder. Hun virkede mere som en mor, end deres mor gjorde. Hvis Daniella var ked af det, ville deres mor bare give hende en lussing og skrige ”Tag dig sammen, kvinde!” eller noget i den retning. Hun var ikke en mor. Ikke en ordentlig en i hvert fald.

Daniella kunne ikke holde sit udbrud tilbage længere, og pludselig røg det bare ud:

”Ved du, hvorfor jeg drikker? Og ryger? Og skærer i mig selv? Det skal jeg sige dig; jeg gør det, fordi at det hjælper. Det holder smerten væk. Det for mig til at glemme. Glemme alt om mor, om mine venner, om far... og det har jeg godt af! Det må jeg godt! Mor kan bare ikke se det, fordi hun er så blind som hun er! De er alle sammen blinde! Vi lever i en mørkeverden, hvor ingen kan se noget. Ikke engang dig. Eller mig. Vi bliver alle sammen overset. Ingen bekymrer sig om hinanden længere. Og ved du hvad? Jeg er ked af det. Jeg er ked af denne verden. Jeg er ked af, at du vokser op i denne verden. Det er derfor jeg gør alt dette. For at glemme. Og jeg er ligeglad med, hvad mor og alle andre siger om det.”

Hun trak vejret dybt. Tænk at hun lige havde siddet og råbt alt det her over for sin lillesøster. Overfor Alberte. Det kunne hun aldrig tilgive sig selv. Men hun måtte jo få det at vide på et eller andet tidspunkt. Hun lagde sig ned i sengen. Puden blev blodrød. Hun blødte stadig. Men hun kunne ikke mærke smerten. Kort efter faldt hun i søvn.

Mange timer efter vågnede hun med en dundrende hovedpine. Værelset var fuldt af røg. Hun trådte ud af sengen. Gulvet var vådt. Hun kiggede ned og gispede. Der lå Alberte. Cigaretterne lå alle vegne rundt om hende. Flasken var tom, det sidste var løbet ud på gulvet. Og hun havde snitsår. Daniella bøjede sig ned over Alberte. Hun trak stadig vejret, men svagt. Hvad var det dog for et forbillede Daniella havde været! Hvad havde hun gjort... Det her kunne hun aldrig tilgive sig selv. Aldrig!

Alberte åbnede langsomt øjnene, som virkede helt følelsesløse og kolde, ligesom hendes krop. Hun kiggede op på Daniella. Hun hviskede noget, som Daniella ikke kunne høre. Daniella lagde sig helt ned til hende. Alberte drejede sig, så godt hun kunne og kiggede Daniella i øjnene. ”Vil jeg glemme nu?” Hviskede hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...