Rid monster! Rid!

Det handler om den unge pige Cicelle. Der må ride en farlig tur, for at rede sin mors liv. Men er det overhovedet muligt at ride gennem et Dødsland på et monster?

1Likes
3Kommentarer
868Visninger
AA

1. En Mission

 

Det var nu. Hele mit 14 årige liv har jeg undgået det uhyggelige væsen der kaldes en hest. Jeg havde aldrig redet i hele mit liv. Og nu stod jeg er og var tvunget til at ride, gud ved hvor langt, for at rede min mors liv. Saboe stod og kiggede utålmodigt på mig. I det mindste kunne jeg morer mig med at han skulle hænge på mig. Alle Bisctutter hadede mig, "Den Smukkes flabede datter" det var hvad jeg blev kaldt hos dem. I virkeligheden hedder jeg Cicelle, men ingen kalder mig det, jeg bliver kaldt Tapé, spørg ikke hvorfor.

"Er du snart færdig tøs?" sagde han på den mest Saboe-agtige måde man kan sige noget på. Det var som om at den eneste grund til at den 17 årige pistilens var født, var at drive mig til vanvid.

"Hør her: Jeg har aldrig i mit liv bare rørt ved en hest, så lad hver med at forvente at jeg kan give den det her stads på," jeg rystede med det-som-hesten-skal-have-på hovedet, "på fem sekunder!" Jeg var vred -som jeg altid var i Saboes selskab- og det kunne hesten mærke, den rystede med hovedet.

"Det hedder hovedtøj" rettede Saboe mig, og det var nok. Jeg smed hovedtøjet og gik løs på ham. Saboe var god til at slås, (det var alle Biscutter) men det var jeg fandme også. 

Saboe slog ud efter mig, og jeg parrede perfekt. Jeg hoppede et skridt tilbage og indledte et spark mod hans højre side. Perfekt! Han fløj et par meter til siden, men var hurtigt klar igen. Faktisk så hurtigt at jeg slet ikke var klar på det slag jeg fik lige i fjæset. Der lød en knusende lyd, men det gjorde ikke kampen mindre vild. Faktisk lige det modsatte. Kampen blev hårdere, mere intens. Jeg elskede at slås med Saboe, han var den eneste der gav mig modstand. Og jeg gav faktisk også ham lidt modstand, selvom at han var Biscutti og en født kriger. Fordi at jeg var trænet i nævekamp, mens at kun han var trænet i alt andet.

Efter 10 minutters intens kamp lå vi forpustede i græsset. Jeg havde nok brækket næsen, det blødte i hvert fald meget, men jeg havde også lykkes mig at flække hans øjenbryn. I mens at vi havde haft vores slåskamp havde hesten tålmodigt ventet. Jeg så vredt på den, "kunne du ikke bare ha' løbet din vej mens hans opmærksomhed var afledt." Hesten rystede med hovedet og jeg begyndte at lægge hovedtøjet på.

"Hvodan vil du kunne følge mig?" Spurgte jeg Saboe da jeg var igang med at stramme gjorden. (Jeg fik da lært hvad den ting rundt om maven hedder.)

"Jeg flyver da bare" jeg vendte mig om og så på Saboe, jeg gispede. Jeg var for længst kommet mig over chokket da jeg fik af vide at Biscutter kunne flyve. Det var ikke det, det var Saboe, han så anderledes ud. Smuk. Jeg havde hørt historier om at Biscutter kunne heale sig selv. Men det troede jeg bare var et rygte. Mine øjne styrede op mod hans øjenbryn, det var normalt!

"Hva' fanden!" Udbrød jeg, så blinkede jeg og Saboe var normal igen. Han brune hår var ikke længere lysende smukt og stærkt, arrene der fyldte hans ansigt var der stadig og de lilla rende der altid var under hans øjne var også kommet tilbage.

Hesten prustede og jeg gik hen til den. Jeg fik ordnet det sidste på hesten og så så jeg på ham. "Hvor lang tid har jeg?" Han bed sig i læben og tænkte sig lidt om; "To uger" sagde han så. "Jahh!" Min stemme var som altid sarkastisk. Jeg svang mig op på hesten og satte den i trav. Jeg efterlod min hjemby på et væsen jeg helst ville være fri for, med et andet væsen -som jeg også meget gerne var fri for- flyvende over mig.

Jeg knugede min gamle medaljon. "Jeg kommer mor!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...