My last wish - Justin Bieber

Sophia Maria Lilian og Justin Bieber har et unikt bånd til hinanden, et unikt kærlighed til hinanden. De har gået igennem ild og vand for hinanden, men vil det blive ved? Vil deres unikke bånd stadige være det sammen efter at Sophia har max. en måned tilbage? Vil det hele opløse inden hun forlader verden med et brag

9Likes
39Kommentarer
2063Visninger
AA

9. 1.8

Jeg lukkede stille mine øjne sammen imens tårene bare presset sig på. Jeg havde aldrig troede at Justin ville gå, jeg troede Justin ville være ved min side. Trøste mig, men det valgte han så ikke at gøre. Men hvem kan jeg overhovedet bebrejde. 

"Sophia, der er mad" råbte min far imens jeg kunne fornemme at han så bare vente på svar. Men jeg kunne bare ikke formulere en eneste sætning. Så jeg valgte bare at gå ned, dog var det den længste tur ned. Men det skulle jo til, jeg ville ikke overgive mig til kræften. Jeg ville kæmpe til min sidste åndedræt. Kæmpe for mig og Justin, for mig og min familie.

"Sophia, hvor er vi glade for at se dig her nede. Vi var bange for vi skulle komme op med det" smilede min mor bekymret imens hendes moderligetrak steg frem og bare lod det bruse ud af hendes. Hun havde altid haft selvtillid, men nogengang også alt for meget.

"Mor, gider du bare ikke behandle mig som du gjorde før?" sagde jeg en anelse vredt, eller nærmer ligegyldig. "Jamen..." sagde hun forvirret, imens hun satte sig ned og bare kiggede afventende på mig. 

"Hvad? Jeg er ikke sulten mere!" sagde jeg svagt imens jeg vente om og begyndte stille at gå ud mod døren imens smerten steg op. Men jeg var ligeglad, det der betød noget var at jeg ville have fat på Justin. Lige meget hvad, han er mit et og alt. Mit luft, mit åndedrag.

 

Jeg gik stille igennem de øde gader imens jeg holde stramt om min mave med den ene hånd. Hele min mave brændte, nærmeste som at have en brændene tændstik liggende nede i maven på mig. Brændende, smertefuldt.

"Sophia, hvad laver du her?" smilede Ryan imens han kom smilende hen mod mig. Og derefter lukket han hans varme hænder omkring mig. "Jeg skal hen til Justin" hvæset jeg surt, dog var det slet ikke meningen den skulle komme sådan ud. Men det gjorde den altså, og det følelse for engangskyld fanatisk.

"Så lad mig hjælpe dig" smilede han opmuntrende imens han stadige holdet om min hofter

"Jeg kan godt selv!" hvæset jeg vredt imens mine øjne lynede af ild. Jeg havde ikke brug for hjælp, jeg kan selv. Jeg er opdraget til at kunne tingende selv.

Ryan stirret chokeret på mig. Jeg havde aldrig råbt af ham, vi havde været som ying og jang. Og det var vi stadige, bare nogle enkel uger endnu.

"Ryan. Lad mig nu bare værre. Det er nok med Justin skred fra mig" mumlede jeg stift imens jeg kunne fornemme at grøden steg op. Men det nåede aldrig så lang, jeg var forbedredt på det. Men i stedet for stak der nærmeste en kniv igennem min mave. Min mave der gav et skrig fra sig inden jeg faldt sammen. Jeg lå bare og krøb sammen, sammen imens grøden havde overtaget kontrollen. 

 

***  

 

Jeg lå stille en tryg favn. Jeg regnet stærkt med at det var Ryan da han var den sidste jeg havde snakket med. Men mine øjne var for tunge til at jeg kunne åbnede dem. De var som mursten. Sten der vejede en tons. 

Jeg kunne fornemme en der stille ringede på klokken. Ringeklokken ind til et hus, det lød så bekend, og alligevel ikke.  "Søde. Vi er ved Justin nu" hvisket Ryan ned i håret på mig. Jeg havde en dejlig følelse, han hjalp mig. Hjalp mig selvom jeg inderlig havde bedt ham om at lade vær. Men det ville han jo ikke, det beundre jeg ham for.

"Hvorfor? Han vil jo alligevel ikke se mig" hvisket jeg svagt tilbage. Jeg blev hurtig overvældet af den kræft jeg havde i min stemme. Jeg havde aldrig troede den ville lyde så kræftfuld som den gjorde.

"Sludder" smilet han, jeg kunne tydelig høre det på hans stemme. Jeg kendte ham så godt at jeg viste det. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, bare hans stemme gjorde mig berolig.

Mere noget jeg ikke før jeg hørte døren gå op. Jeg slog med besvær mine øjne op og stirret på en vidunderlig Justin. Hans udstråle. 

"Hvad laver hun her?" sagde han koldt og kiggede ned mod mig. Jeg kunne mærke tårende presse sig på. Hvorfor var han så kold?

"Justin." hvisket jeg lavt imens jeg derefter brød ud i gråd. Jeg kunne tydelig mærke tårende trille ned af mine kinder imens min mave slog en knude. Ikke på den gode måde når man er forelsket, nej den dannet hurtig en knude der hurtig fik mit hjerte til at slå en del hårde. Hvert slag mit hjerte tog, jo flere smertefulde støn udbrød jeg. Det gjorde virkelig ondt, og at vide Justin ikke var der for mig. Ja det gjorde det ikke bedre.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...