Can't Stop Love '1D'

Emily er 19 år gammel og lige flyttet hjemmefra. Og ikke nok med det, så er hun flyttet helt til London! Hun får hurtigt anskaffet sig et job, men hvad sker der, når hun pludselig møder sin ellers så ukendte kusine? Og hvad er der med de fem drenge, der hele tiden besøger caféen hun arbejder på?

13Likes
22Kommentarer
2137Visninger
AA

3. "Tha Party"

Vi, Amy og jeg, ankom lidt i otte ved festen. Trods det tidlige tidspunkt var festen allerede godt i gang. Vi kiggede overraskede på hinanden, hvem ville have troet at festen allerede var så godt i gang. Jeg kiggede på Amy med et smil.

"Skal vi ikke gå ud på danse gulvet, og gi' den gas?" Spurgte jeg ivrigt. Hun svarede ikke, men tog bare fat i min arm, og hev mig ud på gulvet. Efter lidt tid kom der en op på scenen, og  råbte ud til os alle: "Lad og byde velkommen til One Direction, og hey, nu ikke alt for meget skrigeri, vel? Hahahaha, her kommer de mine damer og herre!".

Der var en massere af piger, der begyndte at skrige. Amy og jeg, havde som de eneste sat os behageligt til rette i en sofa med god udsigt til scenen. Efter manden, der havde præsenteret det verdenskendte band, kom alle de fem drenge løbende op på scenen. Alle sammen med et smil på læben og i højt humør. Amy og jeg fik hurtigt øjenkontakt. Og jeg vidste med sikkerhed, hvad vi begge to tænkte: 'De er sgu da for hotte!'

Bandet begyndte at spille deres første sang denne aften. Jeg havde hundrede procent hørt den før, og hvis jeg ikke tog meget fejl, så var det deres mest populære sang, kaldet 'What makes you beautiful'. Amy hev mig op af sofaen og trak mig hele vejen gennem menneskemængden, til vi stod helt forrest på scenen. Vi havde efterhånden stået - med tungen hængende ud af munden - i lang tid, da den ene af drengene, som tidligere havde præsenteret sig som Harry, sang sin solo, han havde de dejligste små brune krøller. Pludselig gik hen i retningen af mig, med et smil på læben, og sang:

"Baby you light up my world like nobody else.

The way that you flip your hair gets me overwhelmed,

but when you smile at the ground it ain't hard to tell"

Derefter løb han tilbage til de andre drenge, og de fik sunget sangen færdig. Jeg kiggede efter et ur i rummet, og blev alligevel overrasket over, at det var blevet så sent.

"Skal vi ikke tage hjem, Amy. Jeg er træt," mumlede jeg til Amy.

"Jo, lad os det," svarede hun smilende og tog mig i hånden. Vi fandt min bil, satte os ind og kørte hjem...

Da jeg havde sat Amy af ved sin lejlighed, tog jeg selv hjem til min, hvor jeg fandt min mor sovende på sofaen, mens fjernsynet kørte. Jeg smilede af hende, puttede hende med et tæppe, slukkede fjernsynet og gik så selv i seng med det samme. Hold op hvor var jeg træt!

 

 

Harrys synsvinkel:

Jeg havde set den smukkeste pige nogensinde. Problemet var bare det, at jeg aldrig fik snakket med hende, men jeg sang dog min solo til hende. Eller jeg kiggede på hende imens. Hendes lange smukke lysebrunt hår, hendes dejlige grønblå øjne og det kæreste smil, det var lige til at dø for!

Der er nogen der prikkede til mig, og jeg vendte mig irriteret om. Jeg kunne ikke tænke på andet, end den smukke pige. "HARRY HALLO," var der nogen, der bare gentog.

"HVAD?" råbte jeg.

"Harry, vi spurgte bare, om du vil se en film. Hvad tænker du på Hazza"? Sagde Louis med et lille grin på læben.

"Hmm, det er bare en pige, jeg så til koncerten på klubben, hende jeg sang til. Jeg kan ikke få hende ud af hoved, Louis!" Sagde jeg lavt

"Ååårh, Hazza er forelsket," sagde Liam med en barnlig stemme.

"Jeg kommer sikkert aldrig til at se hende igen," mumlede jeg trist. Der var ingen der svarede, de grinede bare af ren morskab.

Jeg sendte drengene et ondt blik, inden jeg traskede ind på mit værelse og gik i seng. Jeg vågnede næste morgen kun med et spørgsmål i hovedet: "Kommer jeg nogensinde til, at se dig igen?" Jeg stod ud af sengen, strakte mig og gabte så højlydt. Jeg tog tøj på og gik ned i køkkenet hvor de andre drenge allerede sad.

"Hva skal vi lave i dag?" Spurgte jeg drengene.

"Skal vi ikke tage på cafe, eller hvad med stranden?" Kom det fra Zayn.

"Begge! Lad os både tage på café og stranden!" Udbrud Niall. Altså startede vi med, at tage på stranden.

 

 

Emilys synsvinkel:

Jeg sad foran TV-et og så et og landet totalt kedeligt program, men der var ikke rigtigt andet i fjernsynet, så hvorfor ikke?

Min mobil begyndte at brumme. Jeg tog den og sagde: "Hej det er Emily. Hvem snakker jeg med?".

"Hej Emily. Det er Josephine. Du var til jobsamtale her for noget tid siden, det er mig." Sagde Josephine. Åh, jeg huskede hende godt nu. God, hun havde været muggen!

"Jamen, hej! Hvad kan jeg hjælpe dig med?" Sagde jeg.

"Ja, jeg ville bare lige sige, at du har fået jobbet. Og jeg ville også høre om det passer dig, at starte næste mandag?" Sagde Josephine.

 

                                                                                            ***

 

Det var to uger siden, jeg fik jobbet på cafen. Der har ikke været så meget at lave indtil nu. Der var ikke specielt mange kunder i dag, det måtte være en af de stille dage.

"Jeg tænder lige radioen," råbte jeg til Mike, der var ansat ude i køkkenet.

Jeg tændte for The Voice og, der kom en sang fra One Direction. De var nu meget gode - jeg havde hørt dem en del efter festen. Det var 'What makes you beautiful' der kørte i radioen lige nu, hmm, den sang mindede mig om koncerten. Jeg kunne den efterhånden uden ad så jeg begyndte at synge med på den. Mike han stod bare og sang halvt med og halvt grinede.

Jeg bed kort mærke i, at der kom fem drenge ind ad døren, alle i ført hættetrøje og solbriller. De vækkede særlig meget opmærksomhed, da de grinte og fjollede hele vejen hen til et ledigt bord på caféen.

De satte sig over i et lille hjørne, og underligt nok tog ingen af dem hverken solbriller eller hættetrøje af. Jeg tog en favnfuld menukort med hen til dem.

"Hej! Sig bare til, hvis der er noget, jeg kan hjælpe jer med?" Sagde jeg venligt. Den ene af drengene, nikkede blot med et charmerende smil. Da jeg gik tilbage til disken, kunne jeg høre en, der hviskede noget til de andre, men jeg kunne ikke høre, hvad han sagde. Hm, mærkværdigt.

 

Kapitel skrevet af: Emi1234

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...