Can't Stop Love '1D'

Emily er 19 år gammel og lige flyttet hjemmefra. Og ikke nok med det, så er hun flyttet helt til London! Hun får hurtigt anskaffet sig et job, men hvad sker der, når hun pludselig møder sin ellers så ukendte kusine? Og hvad er der med de fem drenge, der hele tiden besøger caféen hun arbejder på?

13Likes
22Kommentarer
2101Visninger
AA

2. Old & New Bond Street

Bilen holdt parkeret i et parkeringshus et par gader længere henne. Min mor havde vidst været i byen dagen i forvejen og havde ladet bilen stå derhenne. Jeg lod afslappet en hånd glide hen over bilens sorte forklap. Jeg satte mig roligt ind i bilen og startede motoren, inden jeg næsten lydløst trillede ud af parkeringskælderen. Nu gik turen til caféen.

Jeg hev mine solbriller op fra min taske og beklædte mit ansigt med dem. Bilens vindue havde jeg rullet helt ned, så vinden blæste mit hår op i ansigtet på mig, men jeg kunne lide fornemmelsen af at være fri. Mit smil blev større, men mit hjerte bankede hurtigere jo nærmere, jeg kom caféen. Jeg var en smule nervøs, for jeg ville nu alligevel gerne have det job på caféen. Jeg måtte indrømme, at jeg ville blive skuffet, hvis jeg ikke fik det. For hvad i alverden skulle jeg så finde på?

Jeg parkerede tæt ved caféen. Eller jeg regnede i hvert fald med, at det var tæt på. Jeg steg ud af bilen, låste efter mig og begyndte ellers at traske af sted. Det tog hele ti minutter før jeg kunne se caféen, men den var dog også utrolig tydelig. Caféen var på det nærmeste selvlysende. Jeg gik roligt ind i caféen. En lav baggrundsmusik kunne svagt anes. Jeg bed mig i læben og kiggede søgende rundt. Jeg var for tidligt på den, så jeg valgte mig en plads tæt på bardisken. Jeg fandt mit lille lommespejl op af tasken og undersøgte min makeup. Jeg gav mine kinder et ekstra lag rose og mine læber et lag opfriskende lipgloss. Der gik et par minutter, før der kom en dame hen til mig. Hun nikkede til mig, og jeg gik hen til hende. "Jeg skal til jobsamtale," forklarede jeg i et venligt toneleje.

"Hej jeg hedder Josephine," sagde damen med et lidt for falsk smil.

"Hej Josephine. Jeg hedder Emily," svarede jeg. Mon hun var personen jeg skulle til samtale hos?

Josephine nikkede uden yderligere kommentarer og viftede mig hen mod en dør. Hun åbnede den, og skubbede mig på det nærmeste ind af den. Rummet vi var kommet ind i var stort og fyldt med behagelige stole, et skrivebord og diverse skabe. Josephine satte sig i en rød læderstol, og gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig på stolen overfor hende. Da jeg havde sat mig, stadig undrende, kiggede hun længe på mig uden at trække en mine.

"Hvorfor vil du have jobbet?" Spurgte hun pludesligt. Okay, så var det nok hende jeg skulle til jobsamtale hos!

"Jo, altså. Jeg er lige flyttet her til fra Danmark. Og... I Danmark arbejdede jeg også på en café, hvilket jeg elskede! Plus, at jeg elsker at hjælpe og snakke med folk. I det hele taget, føler jeg mig veltilpas, når jeg arbejder i disse omgivelser," sagde jeg inderligt. Josephine nikkede med et stift smil.

"Og du går ikke i gymnasiet?" Spurgte hun.

Jeg rystede på hovedet, "jeg gjorde sidste år færdigt i Danmark for godt og vel et år siden."

"Foretrækker du så at arbejde fuldtid, eller hvad?" Spurgte hun i en lettere hård tone.

"Ja, meget gerne! Jeg har masser af tid, hver dag." Jeg gjorde et kast med hånden for at illustrere hvor meget tid jeg havde.

Hun gav mig igen det meget falske smil, som hun havde gjort i starten.

"Du hører fra os i løbet af ugen," sagde hun stadig med den lettere hårde tone.

"Okay, tak. Jeg vil da krydse fingre for, at jeg får det," sagde jeg stramt. Josephine nikkede blot - Hun var ved at gå mig på nerverne, så jeg rakte min hånd frem mod hende, og gav hende et løst håndtryk, inden jeg drejede om på hælene og skyndte mig ud.

Jeg kørte en hånd gennem håret, og hev mine solbriller op af tasken. Solen skinnede kraftigt og luften var lun. Jeg var sikker på, at der lå en Starbucks et par gader længere fremme, så jeg satte beslutsomt af sted i den retning jeg mente ville føre mig til den. Min stedsans havde været bedre end normalt, for efter blot fem minutter kunne jeg gå ind i Starbucks. Mit humør blev straks bedre, og jeg smilte venligt til folk jeg ikke kendte. Jeg stilte mig i kø, mens jeg skimtede de forskellige slags kaffer. Jeg ville nok bare vælge den normale, som jeg nu elskede så meget. Jeg fik et større chok, da jeg kom tættere på kassen. Kvinden bag disken var min kusine på alder med mig. Jeg flækkede i et smil og viftede med armene, indtil hun vendte opmærksomheden mod mig. Hun spærrede øjnene op og smilte bredt.

"Emily! Er det dig?" Sagde hun med sin britiske accent. Jeg havde fuldstændig glemt, at hun arbejde i Starbucks. Amy, min kusine, var det eneste familiemedlem - udover min fætter og moster - altså hendes bror og mor, der boede i London.

"Hello Amy! Hvor er det godt at se dig!" Sagde jeg. Vi lænede os ind over disken, for at give hinanden et kram.

"Moster Camilla fortalte godt, at I flyttede herover. Jeg er så glad for det!" Udbrød hun. Jeg nikkede. Jeg havde aldrig været meget sammen med Amy, men kun fordi hun altid havde boet i England og jeg i Danmark.

"Åh, Emmy! Jeg har fri om en time. Hvad siger du til, at vi tager ud og fester? Det kunne bare være så hyggeligt!" Grinede hun. Jeg grinte af hende. Jeg havde jo faktisk ikke planer for i aften, så hvorfor ikke?

"Så kun fordi det er dig, Amsy," smilte jeg. Hun rynkede på brynene af hendes kælenavn.

"Okay så! Jeg henter dig senere, jeg ringer. Okay?" Hun plaprede løs, som hun plejede uden omtanke for andet.

"Jaja, lad os sige det, Amyyy..." Mumlede jeg. "Og må jeg så bede om en kaffe latte?"

"På husets regning," sagde hun og rakte mig en take-away koppen.

"Mange tak. Vi ses senere," sagde jeg. Vi gav hinanden high five, inden jeg skyndte mig ud på den travle gade.

Jeg begyndte at traske hen til bilen, men jeg havde egentlig glemt hvor langt der var hen til parkeringskælderen. Efter lang tid, fandt jeg endelig derhen, og dér var mine fødder allerede helt ømme. Jeg satte mig ind i bilen og tændte for radioen. Nu ville jeg tage hen til den nærmeste, og bedste shoppegade. Jeg trængte sådan til noget tøj... 

Jeg nynnede med på sangen i radioen, mens jeg kørte ud af parkeringskælderen. Jeg satte gps'en i bilen til, så nemt gik det med at finde gaden "Old & New Bond Street", jeg havde været på et par gange før. Gaden var spækket med massevis af designer rigtige butikker, lækre mærker og god kvalitet. Jeg vidste, at jeg måtte holde igen med at shoppe, da jeg jo intet job havde endnu og dermed ikke særlig mange penge. Dog havde jeg stadig en rimelig del af de penge, jeg havde tjent i Danmark. Jeg smilede for mig selv, da jeg parkerede et stykke væk. Jeg kæmpede mig vej gennem folkemængden med mine ømme fødder. Den første skobutik jeg så, skyndte jeg mig ind i. Den var gigantisk og fyldt med alle former for sko. Jeg sukkede højlydt af lykke. Jeg elskede sko!

"Goddag. Kan jeg hjælpe dig med noget?" Spurgte en kvinde, klædt i arbejdstøj.

"Ellers tak, jeg kigger bare," svarede jeg. Og det gjorde jeg virkelig også. Mine øjne farede rundt i butikken efter det mest sprøde par stiletter. Åh. Jeg tog mig til hovedet.

"Ingen stiletter, Emily," mindede jeg mig selv om. Kvinden stirrede underligt på mig - sikkert fordi jeg lige havde snakket dansk til mig selv - så jeg smilte venligt til hende og gik så længere ind i butikken. Jeg skulle finde mig et par behagelige sko nu, så jeg kunne klare resten af dagen. Min mor havde nok haft ret i, at de var svære at gå i. Jeg sukkede. Men snart ville min mor, slet ikke være i nærheden af mig mere. Jeg bed mig i læben ved tanken. Jeg ville komme til at savne hendes humør og hjælpsomhed. Jeg var jo sådan set flyttet hjemmefra - til London. Men min mor havde alligevel insisteret, at bo det første stykke tid med mig, så jeg kunne vende mig til det hele. Jeg var egentlig meget glad for det. Jeg kørte en hånd igennem mig hår og studerede et par vans i en bordeaux rød. Ja, jeg havde allerede tre par vans derhjemme, men ikke lige i denne flotte farve. Jeg smilte for mig selv. Jeg elskede at gå i vans, så hvorfor ikke? Jeg fandt kassen med den rigtige størrelse og bar dem hen til kassen.

"Disse," smilede jeg og fandt min pung frem. Da jeg havde betalt for dem skiftede jeg straks sko. Jeg smed skokassen ud, og lagde mine stiletter ned i tasken. Vans'ene sad godt på mine fødder, og jeg følte mig straks godt tilpas. Jeg småløb hen til den næste butik, Zara. En butik jeg satte meget pris på, når jeg var i pengenød. Der duftede af parfume, så snart jeg trådte ind i butikken. Stanken var for sød til min smag, så jeg skyndte mig gennem den mere damede afdeling, indtil der lugtede knap så meget af parfume. Jeg lod mine fingre køre over et tilfældigt stykke tøj, som var silkeblødt. Jeg smilede ved tanken, om at have dette stykke stof omkring sin hud. Jeg rørte ved mit eget silketørklæde, men det kunne ikke helt måle sig med det andet. Jeg spidsede mine læber i en bue, mens jeg nøje vurderede tøjet på knagerne, hylderne og bordene.

 

Efter tyve minutter havde jeg udvalgt mig to stykker tøj, som jeg regnede med, at få brug for til festen i aften - hvis det skulle blive koldt - med min kusine. Jeg lagde den mørkegrå hættetrøje og de stramme mørkeblå jeans op ved kassen og nikkede venligt til ekspedienten. Hun lagde dem ned i en pose og rakte den til mig, efter jeg havde betalt.

"Tak," sagde jeg og gik glad ud af butikken. Nu skulle jeg sådan set bare vente på, at min kusine ringede. Jeg smilte ved tanken.

Jeg slentrede rundt ude på gaden indtil min mobil ringede.

"Hej Emsy!" Amy råbte ind i telefonen, det var tydeligt, men der lød også en del baggrundstøj i hendes mobil.

"Hej Amy.." Sagde jeg afventende.

"Undskyyyld jeg ikke før ringer nu, jeg skulle lige hjem og klæde om, men ehm, hvor vil du hentes?" Råbte Amy.

"Det er fint, Amy. Jeg er ved Old & New Bond Street," svarede jeg roligt. Jeg begav mig hen mod starten af gaden, "Jeg er lige ved 'indgangen' Amy, okay?" Sagde jeg.

"Okay, er der om fem." Hun lagde på uden videre. Jeg satte mig på en bænk og ventede. Ganske rigtigt, fem minutter senere kom hun kørende. Jeg hoppede ind i bilen.

"Hej tøs!" Sagde hun. Hendes radio kørte på fuld tryk. Intet under at hun måtte råbe.

"Skru lige ned!" Råbte jeg irriteret og pegede anklagende på radioen."

"Kan ikke, den er gået i stykker.." Hun trak på skuldrende.

"Så tager vi altså min bil," mumlede jeg lige højt nok til at hun kunne høre det. Hun sukkede.

"Okay," sagde hun. Vi steg begge ud

 

Efter et par minutter sad vi atter i en bil. Denne gang uden en ødelagt radio; min bil. Jeg smilede tilfreds og satte bilen i gear.

"Hvor vil du hen?" Spurgte jeg, og tændte min GPS. Amy stirrede et øjeblik på min bilskærm, inden hendes fingre røg over tasterne. Jeg kendte ikke umiddelbart stedet, vi skulle hen, men det lå en halv time herfra.

"Hvad sker der ved festen?" Spurgte jeg nysgerrigt.

"Årh, der kommer et par kendte bands og optræder. Blandt andet 'Snow Patrol'. Æh, jeg er helt vildt med det bandt!" Sagde Amy muntert.

Jeg smilede til hende, opmuntrende. I mens vi stille trillede ud på motorvejen smugkiggede jeg på hendes tøj; et par stramme sorte jeans, en stram gul top der stoppede ved navlen og et par mørkeblå høje stiletter. Hendes stil var stadig farverig, som den altid havde været. Jeg smågrinede indvendigt for mig selv.

"Hvordan går det egentlig med Lou?" Spurgte Amy, og hentydede til min mor. Min glade mor.

"Hun har det godt. Slapper bare af lige nu i London. Du ved, hun er taget med mig hertil for en stund. Snart skal hun tilbage til sit malerværksted," forklarede jeg. Min mor, Louise - bedre kendt som 'Lou' - havde sit eget lidt for mærkelige malerværksted, hvor hun solgte de malerier hun gik og lavede, når hun havde lyst. Amy og jeg snakkede videre om familie, venner og andre overfladiske ting vi fandt vigtige at tale om. Jeg kunne godt lide at være sammen med min kusine, men vi havde ikke noget specielt særligt forhold, så vores samtaler var altid lidt lamme, eller fjollede. Jeg bed mig i læben. Nu var vi der snart. Til en fest hvor den eneste person jeg kendte var min kusine, som jeg ikke engang kendte særlig godt. Jeg sukkede. Igen.

 

Kapitel skrevet af: Emi1234 & Petraxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...