Er døden bedre end livet?

Bre har haft det svært siden hendes far døde, det er 2 år siden, alt er gået skævt for Bre hun bliver mobbet i skolen og slået der hjemme, af hendes pap far det her liv er ikke vær at leve eller er det? Det for Bre svar på da hendes liv ender, var det virkelig vær at leve eller er døden bedre?


11Likes
19Kommentarer
1338Visninger
AA

3. 3. kapitel

Jeg kiggede mig forvirret omkring men så kun mørket det kolde mørke. Hvad var der sket? Det sidste jeg huskede var lugten af blod og så mørke. Jeg prøvede stille at famle mig rundt i håb om at finde ud af mørket. Jeg kunne pludselig skimte et lille lys længer henne, jeg begyndte straks at gå mod lyset. Jeg slog øjnene op med et sæt, jeg måtte være besvimede ellers ville jeg havde set dem. Jeg prøvede forgæves at rejse mig op, jeg vidste godt det ville være umuligt men hvad gjorde det at prøve? Jeg sad krummede sammen i et lille hjørne af det skolen nu kaldte en skolegård. Den såkaldte skolegård var bare et lille flisebelagt område i skolens mørke kvarter. Smerterne var overalt, på min krop men den største smerte var i mit venstre ben.  Benet var så bestemt ikke ud som det skulle, det var nærmest blevet drejet rundt. Jeg gøs stille ved tanken og prøvede at rejse mig op igen. Jeg stalde mig forsigtigt på min højre fod, og begyndte at støtte mig til væggen. Da væggen stoppede, kunne jeg se lyset fra lygtepælene, jeg måtte være havnede på gaden. Jeg åndende lettet op, vi havde altid boede 4 minutter fra skolen. Jeg vente mig, og satte forsigtigt, min venstre fod på jorden, for at se om den kunne bruges. Jeg gispede højt da den ramte jorden, av for Helvede, jeg lænede mig op af et træ og tog mig til benet. Jeg skar en at grimmase, og besluttede der efter at humpe resten af vejen. Jeg nåede til en havelåge der godt kunne ligne vores, jeg kiggede lidt nærmere på navneskiltet der var fast gjort. Ulrik Jensen, Ulla Jensen, og Bre Jensen, Bre Jensen hvad er det dog for et navn? Langsomt gik det op for mig at Bre Jensen var mit navn, mit elendige grimme navn. Jeg åbnede den knirkene låge, og humpede mod døren.

med et ramte jeg jorden, jeg sukker tungt, og prøver at ignorer smerterne der opstod, ved det pludselige sammen stød med jorden. Jeg kigger mod det sted, hvor jeg gik før jeg faldt for at se, hvad jeg faldt over. Det første jeg så var en tyk gren, typisk hvorfor skal ting som grene altid lægge der hvor jeg træder? Jeg kravlede på alle fire hen mod døren, jeg støttede mig til dørkammen, da jeg nåede så langt og trak mig stille, op og stå. Pludselig blev døren revet op og en mand stod i døren, han stod lidt og svajede fra side til side. Typisk hvorfor kunne min far ikke bare være ligesom alle andre fædre? Da jeg havde stået, og betragtede ham, i lidt tid opdage jeg at han havde en kniv, i den ene hånd. Jeg kiggede overaskede på ham, han bemærkede det og gik hurtigt ud af sin trance. Hans udtryksløse ansigt viste nu vrede og had, han tog et skridt hen mod mig og jeg bakkede straks forfærdede. Jeg nåede ikke rigtig at se at kniven hævede sig før den skar sig igennem min hud. Jeg skreg da jeg mærkede kniven, skære sig igennem min mave. Jeg bakkede hurtigt væk fra ham igen og løb, løb alt hvad jeg kunne væk, bare væk fra alting. Pludselig stoppede jeg op da jeg nåede til en blind gyde, jeg nåede lige at kigge mig omkring inden jeg faldt om på jorden

nå men det var da lidt længere ikke?:P er igang med at skrive meget mere:D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...