Forandring fryder - en Hunger Games fanfiction

Malou McGraw er en af spillemestrene i det så populære spil Dødsspillet. Hun bor i en lejlighed i Capitol hvor hun altid har boet. Hun er efterhånden vant til at se soner efter soner falde og hun er med tiden blevet kold overfor disse dødsfald. Et år bliver det besluttet at der skal ske forandring. Dødsspillet må ikke miste gnisten, og dette vil bestemt gøre folk interesserede. Malou, som står bag denne idé, bliver med til at skabe nye parenteser indenfor dødsspillets regler. Men dette får konsekvenser. Om det gør. OBS: Inden hvert kapitel har jeg skrevet en sang. I kan selv vælge om I vil høre sangen eller ignorere det. Men det skal lige nævnes, at alle sangene ikke kan findes på YouTube, med derimod på Spotify...

3Likes
3Kommentarer
1207Visninger
AA

1. 1. Moving alone

 ~Moving alone : Lukas Graham~

 

Jeg smækkede kaffekoppen ned på bordpladen og kiggede op. ”I år,” begyndte jeg, og gled ned på min kontorstol ”bliver et anderledes år.” Alle tre kiggede interesserede på mig. ”I år bliver et år som vil blive husket. Det vil blive Capitols storhedstid, det lover jeg”. Jeg tog en lille pause og rodede lidt ved nogle papirer. ”I år vil vi blive husket for kreativitet og opfindsomhed. I år vil folk sidde klinet til skærmene. -Hvis I altså er interesserede i at lytte” sagde jeg og løftede irriteret et øjenbryn mod Ethan. Han kiggede hurtigt op og lagde så sin blok fra sig. Jeg afskyede folk der ikke koncentrerede sig når jeg snakkede til dem. ”Dette vil forhåbentlig tiltrække nye entusiastiske deltagere fra de lidt sløvere distrikter.” Det burde ikke være svært at forstå meningen. Mine tre medarbejdere måtte klart tænke det samme: Distrikt 9 og 11.

”For det første,” begyndte jeg og sendte et sigende blik rundt. ”mere action. Der kan ikke gå 12 timer uden blod. Dette er regel nr. 1. Altid blod, altid sårede sonere. Sørg så vidt som muligt for at overholde det. Hvis det skulle blive nødvendigt så jagt dem. Helst imod hinanden. For det andet,” Ethan kiggede ivrigt op fra sin blok som han havde hugget til sig igen, ”I år skal sonerne ikke have mulighed for at flygte fra Overflødighedshornet. Sæt en flok griffer til at danne kreds om blodbadet. Men det hele skal ikke ske på første dag, så træk grifferne væk efter en halv times tid. De skal dog ikke fjernes – de vil befinde sig rundt omkring i arenaen som forhindringer.” Jane, min fremtidige Højre Hånd, så smilende op på mig. Jeg nikkede bestemt til hende, og kiggede ned i mine papirer igen. ”Nå ja,” sagde jeg, ”så er der sponsorerne. Fra denne dag af – vores værste fjender. De er der altid til at spolere spændingen. Gør det svært for dem. Gør det så helvedes svært for deltagerne at modtage gaver.” Damien, min sidste kollega, kiggede spørgende op på mig. ”Jag dem. Jag sonerne konstant, lad dem ikke hvile. Hvis de konstant er i bevægelse, vil det være enormt svært for sponsorerne at sende gaverne ud. Nogle spørgsmål?” Jeg kiggede rundt – ingen sagde noget. ”Godt. Som Jane nok har oplyst jer andre om,” jeg nikkede smilende over mod Jane, ”kan jeg ikke deltage i det store møde med de andre spillemestre. Det er mødet hvor klimaet og miljøet i arenaen bliver besluttet. Jeg glæder mig til at høre resultaterne” Så rejste jeg mig, og greb min taske.

”Du gjorde det super godt!” Sagde Jane idet døren til kontoret lukkedes bag hende. Hun gav min skulder et klem. ”Det skal nok blive et hyggeligt spil i år”. Hun smilede ondskabsfuldt, og jeg rystede opgivende på hovedet. ”Jane, det er Dødsspillet! Jeg er ikke sikker på at folk fra distrikt 12 ville synes om at du snakkede sådan om deres død!” Men jeg fnisede alligevel og tog hendes hånd. Bag os hørte jeg en dør smække, og Ethans lyse stemme lød. Jeg lagde ikke skjul på at jeg var irriteret over at skulle arbejde sammen med ham. Han var sådan et sjuskehoved og jeg kunne ikke klare hans konstante skriblen på den dumme blok. ”Det bliver godt i år” smilede Jane da vi tog afsked. Jeg erklærede mig straks enig, og vi gik hver til sit.

Da mit sidste møde sluttede klokken ni, kunne jeg endelig tage afsked med den så velkendte bygning. Snart efter, strømmede den hjemlige duft af violer imod mig. Jeg lukkede øjnene kort og satte min taske fra mig. Så åbnede jeg døren til stuen og gik langsomt ind. ”Jack?” spurgte jeg stille, og lod mig dumpe ned i sofaen. Jack kom til syne, og jeg smilede til ham. ”Hård dag?” spurgte han. Jeg nikkede træt. Han satte sig forsigtigt ved min side og rømmede sig kort. ”Hør, Malou…” Jeg kiggede undrende op – hvad nu? ”Du ved … Jeg mener, vi har ikke længere… så meget tid til hinanden. Du har travlt med Dødsspillet, og jeg er for det meste rundt i distrikt 3 og 4 med varer. Og angående distrikt 4… Ser du” Han hostede nervøst og vred sine hænder ”Jeg har mødt en anden.” Sagde han så og så undskyldende op på mig. Jeg gjorde store øjne. Hvad? Tiden stod stille i et par sekunder før jeg mødte hans øjne. Jeg nikkede kort. ”Hvad med Molly?” spurgte jeg desperat. Den havde jeg ikke set komme. ”Jo, jeg tænkte…” hans øjne flakkede, ”jeg tænkte at hun havde brug for at opleve noget andet end storby”

 

_____________________________________________________________________________________________

Jeg ved at kapitlet ikke blev særligt langt, men det er jo også kun første kapitel ;-)

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...