The love, that can never be

Hvad gør man, når man ved, at kærligheden til en stalddreng er forbudt og forkert, men man alligevel er dybt forelsket?
Når man er højest i fødekæden og han er nederst?
Og i 1890'erne kan man ikke gøre så meget for at få den, man vil have, hvis alle andre er imod det.
Skal man stikke af?

0Likes
5Kommentarer
934Visninger
AA

4. Side 3

Åh, nej! Det var jo ikke det her, der skulle ske. Nu bliver han nok fyret. Jeg evner næsten ikke at gøre modstand, så jeg siger tak for mad og går ud for at opsøge malkepigen. Hun er nem at finde; hun er stadig ude på dasset, og jeg kan høre, at hun pudrer næsen. Jeg banker forsigtigt på døren med ordene: ”Har du det godt?” Jeg kan mærke, at hun bliver overrasket, for snøft og gråd holder straks inde. De ansatte er ikke vant til at vi taler således til dem, de modtager ofte bare ordrer. Hun åbner døren på klem, og jeg trækker hende med ind i kostalden.

”Hvorfor har du ikke sagt noget til mine forældre?” hun snøfter og svarer:

”Jeg er forelsket i Magnus. Det er mig, der skal have ham!”

 

Ups! Den havde jeg ikke set komme. Jeg er helt mundlam, selvom jeg desperat prøver at sige noget. Hvorfor skal mit kærlighedsliv altid være så vildtfarende og indviklet? Vi sætter os begge opgivende ned i det bløde hø, velvidende om, at en af os går ud af det her med et knust hjerte, hvis ikke os alle tre.

Da vi sidder der, tænker jeg over, hvorfor jeg egentlig synes at svinedrengen, som jeg nu ved, hedder Magnus, er mere tiltrækkende end enhver smuk pige. Er det hans muskuløse overkrop, hans intime, dybe stemme, eller kan det være hans øjne, der skinner som tusind små stjerner? Jeg ved bare, at hver eneste gang, jeg ser ham, så springer mit hjerte et slag over, og mine hænder bliver svedige og rystende. Jeg har bare lyst til at være sammen med ham hele tiden. Jeg har lyst til ham. Malkepigen er faktisk også ret smuk, og jeg prøver ihærdigt, selvom det er umuligt, at få den samme følelse i maven, som jeg får af at kigge på min svinedreng. Jeg lukker øjnene og ønsker mig væk herfra.

Jeg må være faldet i søvn, for da jeg åbner øjnene kan jeg se, at himlen er blevet mørk, og et glimt fra månen strømmer ind af det lille vindue oppe på høloftet, hvor katten står og mjav ‘er. Malke-pigen er gået, og jeg rejser mig også op og går lydløst over gårdspladsen og op til mine gemakker på femte sal. Jeg lægger mig i sengen og håber, at dette mareridt snart er ovre.

 

Næste morgen er det koldt, og en tung sky hænger over gården. Jeg har en følelse af frygt, rædsel og kvalme, som jeg ikke ved, hvor kommer fra. Men jeg ryster følelserne lidt væk og trækker i mit tøj. Jeg går nedenunder, bare for at finde en endnu mere dyster stemning. Min mor kommer hen mod mig, grædende.

”Min elskede, lille skat” græder hun, ”der er sket noget forfærdeligt i nat. En af vores tjenestefolk har hængt sig i oldefars gamle egetræer.”

Jeg tænker straks, at det er Magnus, der har taget livet af sig selv. Min Magnus. En stor, sort klap går ned for mig, og jeg er lige ved at bryde ud i gråd ligesom min mor. Jeg kan ikke tro det; har han virkelig gjort det her mod mig? Mit liv er forbi, og jeg er allerede ved at planlægge min egen død. For et liv uden Magnus er ikke et liv.

 

Vi går ud mod træerne, selvom jeg udmærket ved, hvad der vil vente mig. Jeg går fattet, men alle mine muskler er spændt til det yderste. Jeg passer på, at jeg ikke bryder sammen, for hvis jeg ikke virkelig koncentrerer mig, vil jeg straks gøre det. Da vi kommer tættere på, kan jeg se, at det alligevel ikke er Magnus.

Jeg er lige ved at juble. Jeg tager min heldigvis i det, det ville jo være fuldstændig upassende. I stedet for Magnus er det malkepigen, der også var ulykkeligt forelsket i ham, der hænger i træet. Og pludselig kommer jeg i tanke om, at jeg måske kan have haft en finger med i spillet, men benægter det over for mig selv. Hun ser trist ud, og jeg går hen mod hende, holder i hendes hånd og kan se, at hun har grædt. Jeg fælder en lille tåre, der dermed udløser et vandfald. Jeg græder og græder. For jeg ved jo godt hvorfor der hænger en malkepige i dette træ; jeg har taget hende af dage. Det hele har været min skyld. Hun må virkelig have været glad for Magnus. Og jeg ved, at jeg virkelig skal elske ham, for ellers har hendes liv været spildt. Mon det har været det, hun har prøvet at fortælle mig? At jeg skal kæmpe for Magnus, hvad end det vil komme til at koste.

Men jeg kan virkelig ikke få det ud af hovedet, at jeg har slået en uskyldig person ihjel. Dette vil hjemsøge mig resten af mine dage.

Hvorfor kunne jeg ikke bare blive forelsket i en pige? Mit liv styrter i graven, og jeg har bare lyst til at komme væk herfra.

 

Jeg løber ind og op til mit loftsrum. Mor kommer efter nogle minutter og banker på, men jeg har hverken brug for eller lyst til selskab. Alligevel lister hun ind, og mens jeg ligger med hovedet ned i min seng, aer hun mig over håret. Det trøster lidt og gør tilværelsen en smule bedre, men jeg ved desværre også, at det kun er for en kort stund, for jeg er nødt til at konfrontere hende med det. Det skylder jeg hende i det mindste.

Så jeg siger det til hende. Og til min egen store forundring, så bliver hun hverken panisk eller chokeret. Hun siger bare, at ”det ved jeg da godt, min lille skat”. Jeg er lige ved at spørge hvordan, da hun svarer: ”Enhver mor skal kende sit barn, som hun elsker det”.

 

Det går op for mig, at mor muligvis har vidst det hele tiden. Jeg er lamslået, og forstår ikke noget. Hvorfor i alverden har hun så snakket med far om andre drenge, der har det på samme måde som mig, som hun har. Har det bare været en facade? Men i stedet for at svare på nogle af mine spørgsmål, giver hun mig et kram. Og det er måske også det, jeg har mest brug for lige nu; hendes kærlighed og anerkendelse.

 

Da jeg har sundet mig lidt, går jeg ud for at opsøge Magnus.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...