The love, that can never be

Hvad gør man, når man ved, at kærligheden til en stalddreng er forbudt og forkert, men man alligevel er dybt forelsket?
Når man er højest i fødekæden og han er nederst?
Og i 1890'erne kan man ikke gøre så meget for at få den, man vil have, hvis alle andre er imod det.
Skal man stikke af?

0Likes
5Kommentarer
938Visninger
AA

2. Side 1

Hans læber rører mine, og jeg ved, at det vi gør, er forkert på så mange måder, men på samme tid er det så rigtigt på dobbelt så mange måder. Jeg er faldet for en stalddreng, en tjener. Det er meningen at han skal kysse mine fødder, men i stedet kysser han mine læber med den blideste ømhed og de sprødeste læber. Jeg kan smage ham, lugte ham, det hele er perfekt. Jeg vil aldrig give slip, men bare stå her, i ly af de mange blikke, stå og kysse ham. Hvad vil far ikke lige sige? det her kan aldrig gå, men jeg ønsker det så inderligt. Det skal fungere, koste hvad det vil.

Jeg sidder i mit kammer øverst oppe, jeg kan næsten række armene op og røre ved skyerne. Jeg sidder og tænker, mens en uskyldig tåre triller ned af kinden, og jeg er ved at give op. Hvad er livet værd uden stalddrengen, der kyssede mig så ømt og så inderligt? Hvor er al kærligheden? Og endnu vigtigere; næstekærligheden. Hvis de nogensinde fandt ud af det, så ville jeg helt sikkert blive bandlyst fra slottet. Og fra familien. Er det hvad jeg ønsker? Vil jeg virkelig opgive alt for ham? Jeg ved det ikke. Og det er det, der gør, at jeg er splittet. Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, og at han presser mig til et svar, det gør jo ikke situationen bedre.

Det er derfor jeg sidder her, fordi jeg har brug for en tænkepause. På den ene side er jeg nemlig klar til at tage af sted, og mine hænder er fuldstændig klar til at gå hen og pakke, de skal bare have lov. Men den anden halvdel af mig vil ikke forlade dette sted. Det er her, jeg er vokset op, og det burde også være her, jeg dør. Men det hele er bare så svært. Så jeg beslutter mig for at gå en tur.

Alting bliver lidt lettere, når man bare får lov til at tænke over det mellem mors store, smukke egetræer, hendes farfar plantede her for 100 år siden.

 

Jeg sætter mig under det største af træerne og læner mig op af det. Udsigten heroppefra er smuk. Jeg kan se slottet i totalbillede, og haven foran, der omhyggeligt bliver holdt nede af gartnerne. Og stalden lidt til venstre, der er fyldt op med heste, grise, køer og alle de ansatte. Inklusive min elskede; Svinedrengen. Jeg ved faktisk ikke engang hvad han hedder. Tænk, at man kan blive så forelsket i en, man ikke engang ved, hvad hedder.

Jeg føler mig helt nøgen i hans nærvær. Jeg får kuldegysninger, og mit nakkehår rejser sig, ligesom en hvis legemsdel, der bare gør det ekstra svært for mig at få min drømmemand. Hvorfor skulle jeg dog fødes som dreng? Hvis jeg dog bare havde fået former og en lysere stemme, så ville jeg meget nemmere kunne forklare mig ud af mit dilemma. Men jeg skulle forbandes.

 

Da kokkepigen ringer med klokken, der siger, at maden er klar, beslutter jeg mig for, at jeg vil tage dilemmaet op under middagen, selvom jeg ved, at min far vil gå helt op i sømmene og blive så rasende, at vi ikke vil kunne se hinanden i øjnene nogensinde igen. Og ved den tanke mister jeg lidt modet og beslutter mig for, at det må blive i morgen.

Men jeg ved, at jeg vil fortsætte sådan, bare blive ved med at henlægge problemet. Og så vil jeg først tage mod til mig i 1960’erne, og der er jeg over firs, og har sikkert allerede stillet træskoene. Er det virkelig meningen, at jeg skal dø som en gudsforladt stakkel?

 

I løbet af de næste par dage bliver jeg endnu mere anspændt, og jeg ved overhovedet ikke, hvordan jeg skal gribe dette her an. Jeg trækker mig mere og mere ind i mig selv, og tårer og frustration bliver langsomt, men sikkert en del af min hverdag. Jeg er helt ude af den, og mine gemakker øverst oppe bliver som vestre landsfængsel. Et mareridt uden ende. Jeg undgår stalddrengen. Det gør simpelthen for ondt at se ham, hans perfekte ansigtstræk, hans stærke krop, og det uskyldige, og derfor helt igennem smukke og fantastiske sind, der gemmer sig bagved det smukke ydre. Men jeg har svært ved at holde til det. Jeg bliver nødt til at gå langt uden om hans bolig, og hver gang jeg ser en ansat, hvad enten det er en stærk mand med hat eller en lille pige i kjole, så hopper mit hjerte et slag over.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...