Evig Kærlighed

Vi bliver taget tilbage i tiden på Vibekes rejse for at finde sin store kærlighed.

6Likes
5Kommentarer
1035Visninger
AA

1. Evig Kærlighed

EVIG KÆRLIGHED

Evig Kærlighed er sunget og skrevet af den etablerede rapper Nicholas Westwood, som er kendt under kunstnernavnet KIDD i det københavnske undergrundsmusik miljø. Sangen er produceret af pladeselskabet Cheff Records, og blev for første gang spillet i dansk radio af P6 BEAT d. 5 oktober 2011.  

 

De viser film hver fredag kl. 18:00 i den store sal, og i aften sætter de ”Den usynliger Hær” på. Det banker på døren, og jeg fastholder blikket mod vinduet. Tågen ligger tungt over landskabet, og ruden er dugget til. Jeg følger en dråbe med øjnene, der glider ned over den duggede rude, den vasker duggen væk på sin vej, og flere dråber følger efter. Døren åbner sig, men jeg tager ikke øjnene fra vinduet.  

 

”God aften Vibeke” lyder det fra døren. Jeg kan høre det er Klara. Hende kan jeg godt lide, det kan de andre også. Hun spørger ikke ind til vores fortid, og hun melder os ikke spontant til bevægelsestræning for ældre i Ikast svømmehal, hvor vi bliver iført svømmedragter og hæslige badehætter.

Jeg drejer rundt på kørestolen, så jeg er vendt mod hende. Jeg nikker henkastet, og hun behøver ikke engang spørge om jeg vil se film. Hun ved at jeg holder meget af at se film især krigsfilm, endda mere end de enkle dage hvor mine døtre besøger mig. Siden skilsmissen tog Jørgen sig af børnene, og jeg har kun set dem få gange i løbet af de sidste 16 år. De kan have være gået bort, uden jeg ville kende til det.   

 

Klara stiller sig bag mig, og tager fat i håndtagene på stolen. Jeg er egentlig ikke for svag til selv at gå, men det holder jeg for mig selv, det er rart at blive kørt hvorhen jeg vil. Jeg bliver rullet gennem den lange gang med de forfaldne gul malede vægge, og ind i den store sal, hvor de andre sidder foran det hvide lærred. Klara skubber mig hen på forreste række, så jeg har et godt udsyn, det generer ikke de andre.

Lyset i lokalet dæmpes, og de sort-hvide billeder ruller ind over lærredet. Jeg læner mig tilbage, tager en dyb indånding og folder hænderne over mit skød.

 

Adolf Hitler står ved talerstolen, og kigger ud over den uendelige folkemængde, som hver og en stolt og rankt holder venstre arm frem i strakt arm. De er alle tilhængere af det nynazistiske parti Adolf er partileder af. Hans parti har netop vundet valget, og indført den totalitære ideologi i Tyskland, med ham som fører. Ved hans side står en række tyske soldater, parat til at tage sig af ethvert individ der udtrykker sig af anden forfatning og derved pågår forræderi eller kætteri mod den tyske regering.

 

En af de tyske soldater skiller sig ud. Han ligner ellers de andre. Høj og mørkhåret men der er alligevel noget ekstraordinærdigt over ham. Jeg kan genkende blikket i hans øje. Hans øjne minder om Hjalmers. Jeg lukker øjnene i, og bliver taget tilbage til foråret i 19__. Danmark var under besættelse, og jeg var studerende sygeplejerske på Københavns medicinskole. Alle medicin studerende blev under den tyske besættelses periode taget ud af studierne, og skulle i gang med at behandle de tyske tropper. Det var en stor omvæltning for mig, og jeg kan huske at jeg i de første måneder var meget nervøs for om jeg behandlede de tyske soldater ordenligt. Efterhånden blev jeg mere rolig, og begyndte endda at snakke med soldaterne, de fortalt gerne om deres hjemland og de trumfer og erobringer de havde foretager sig. Jeg synes det var meget spændende at høre omkring det store kollektiv der fandtes i Tyskland, og jeg fik lyst til at være en del af det tyske riges fremgang. Jeg ville bosætte mig i Tyskland, men det ændrede Hjalmer på. Han besad af en anden politisk holdning end de andre soldater, og han ville ikke deltage i hvad han kaldte Hitlers slagtning, men han ville ikke skuffe sine forælde. Han fortalte at de havde store forventninger til hans deltagelse i krigen, og var meget stolte af ham, derfor valgte han at blive, men han svor at han aldrig havde dræbt et andet menneske, når de lå i skyttegravene sørgede han altid for at skyde op i luften.

 

Han havde sprunget sit ledbånd over, og havde fået ordrer til at forholde sig i ro i et par måneder, og blive i Danmark. Det var den bedste tid i mit liv. Hver enkelt samtale jeg havde med Hjalmer blev jeg hundrede gange klogere af, jeg følte mig yngre med ham, og han vidste altid hvad jeg tænkte på. Da opringningen fra obersten kom, og du blev sendt tilbage i marken for at tjene dit fædreland, var jeg ikke i tvivl omkring at jeg ville få dig at se igen.

Vi sendte breve til hinanden på tværs af landes grænser, men en dag bragte postbuddet ikke noget brev fra ham med i sin pose, og det havde det næste bud heller ikke, eller det næste. Som årene gik braste Tysklands imperier sammen i ruiner. Danmark blev fristillet af besættelsen, og det blev forbudt at omgås med tyskere, hvis man havde et forhold til nogle tyskere blev man idømt straf, og skulle af sidde en dom i fængsel. Jeg opgav at høre fra Hjalmer, og jeg mødte Jørgen. Vi blev gift og fik børn, men jeg kunne ikke abstrahere for at jeg konstant drømte om en dag at møde Hjalmer, så jeg søgte efter en skilsmisse hos vores advokat, og tog toget til Tyskland. Jeg spiste intet på turen, min mave var fyldt op med forventning og længsel efter Hjalmer. Hans duft af den grove tobak opslugte min næse, og jeg kunne ikke vente med at være i hans store muskuløse arme. Jeg opsøgte huset på den adresse han havde givet mig for 18 år siden i et brev, men da døren åbnede viste en enlig kvinde med huset fyldt af katte sig frem, men det slog mig ikke ud. Jeg fortsatte min søgen efter Hjalmer i det sorgfulde land, hvor befolkningen stadig beder om forladelse og nåde.

Hjalmer stod ikke registreret nogle steder, og da det virkede allermest håbløst søgte jeg hjælp i Scharzenkophs kirke. Jeg satte mig ved alteret og bad til Gud om at Hjalmer og jeg ville finde sammen igen. Det støvede lys ramte mit ansigt gennem de farvede ruder i kirken,  mine håndflader var blevet varme og svedige, og jeg havde brug for den at mærke vinterens kolde vind mod mit ansigt. Da jeg trådte ud i sneen fangede en gravsten mit blik, det var som om den kaldte på mig, og da jeg trådte nærmere så jeg det var hans. Det isnede igennem mig, og mine knæ blev slappe, jeg faldt ned i sneen, og mørkede mit hjerte knuse i stykker. 

 

 

 

 

 

 

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...