Generation Reality-tv

Et essay som beskriver hvorfor vi har trang til at følge med i reality-stjernernes verden?

4Likes
2Kommentarer
2688Visninger
AA

1. Generation Reality-tv

Generation Reality

Klokken ringede ind til første time for et par minutter siden, og jeg kommer døsende ind i det lumre klasselokale. Jeg sætter mig bagerst i lokalet, og iagttager vores fysik lærer. Han forsøger engageret at få presset en smule viden ind vores i knolde, men han snakker for døve øre. Jeg kan ikke få øje på en eneste af mine klassekammerater, som er opmærksomme på hvad vores lærer forklarer os. De er travlt beskæftiget med at diskuterer gårsdagens overlevningsudflugt i tv-programmet ”Divaer i Junglen”, og jeg lytter selv intenst med til hvilke skandaler deltagerne har foretaget sig. Jeg følger ikke selv med i diverse reality-shows, men når jeg tænder for fjernsynet, og den ene reality-stjerne efter den anden fremtræder, indrømmer jeg blankt at jeg bliver fanget. Men hvad er det som fascinere os ved reality-tv?

 

Jeg mener, hvis jeg husker rigtigt, at det var i starten af 90’erne reality-tv fik sit gennembrud i dansk fjernsyn. Amerikanerne havde i lang tid haft kæmpe succes, med denne nye form for tv-genre, og reality blev hurtigt et hit hos de danske seere. Programmerne lader seerne indtage en rolle som en flue på væggen. Vi ser alt, vi hører alt, og vi bedømmer deltagerne ned til mindste detalje.

Reality-tv har tilhængere i alle aldre, og det skræmte mig da jeg opdagede at min lillesøster var hoppet med på bølgen. Hun spurgte mig forleden omkring ”Paradise Hotel”, hun ville vide hvad det var, hendes venner snakkede omkring ovre i skolen. Hun ville deltage aktivt i samtalen om fester, parceremonier og den uhæmmede sex som bliver vist i programmet. Jeg prøvede at overbevise hende om at det var noget lort, men hun var fast besluttet på at sidde limet til skærmen til hendes runde øjne blev til firkanter. For at få et godt grin sammen med vennerne dagen efter, ved at gøre grin med deltagerne.

Selv min 48-årige håndboldtræner sluger reality-programmerne i sig, som en myresluger sluger myrer. Det medfører at der til hvert holdmøde opstår et nyt punkt, som omhandler det seneste afsnit af den seneste sæson indenfor reality-genren.

 

Jens Christian Nielsen, leder af center for Ungdomsforskning fortæller i Berlingske Tidende at de unge ser reality-stjernerne som idoler, og at det ikke undrer ham. ”De er udadvendte, de kommer med sjove kommentarer og har succes hos det modsatte køn” siger han omkring deltagerne. Når jeg spørger mine venner om de kan identificere sig med nogle af deltagerne, eller ønsker at blive som dem, er svaret klart nej hos de fleste. For de fleste er reality-tv ren underholdning, det er for at se andre middel aldrende dumme sig, og opfører sig åndsvagt på den åbne skærm. For andre har reality-tv stor betydning for dem, og det bliver til en sport at følge med i programmerne, og vide alt om alle deltagerne i showet.

 

Reality-verden bliver et til flugtningssted for seeren til en anden virkelighed. Hvor seeren kan identificere sig med deltagerne. Man bliver som seer en del af et fællesskab omkring programmet. Det er jeg ikke med i, og det gør mig passiv i samtaler mellem mine venner omkring programmerne. Jeg lytter med, men kan ikke byde ind til samtalen med andet end en frisk bemærkning engang imellem. Jeg kender ikke til deltagerne eller programmets konsistens, og det gør mig delvis uinteressant i samtalen, ved mindre jeg skal have forklaret hvor Gustav fra programmet ”For lækker til Love” foretrækker at blive spray-tanned henne.

 

Jeg kan dog ikke se hvordan min 10-årige søster skal kunne relaterer til deltagerne, men måske kan hun i det overordnede forstå sammenhængen til den tilværelse vi lever i og reality-tv. Fremtidsforskeren Maria-Therese deler sin opfattelse i Ekstra Bladet, hvor hun siger følgende; ”Programmer som Robinson Ekspeditionen og Paradise Hotel handler dybest set om fællesskab. Om det at blive

valgt fra af gruppen.” det tabu der er bygget op omkring mobning bliver derved nedbrudt, ved at de unge ser reality-programmer. I programmer som X-factor, Voice og Talent bedømmes deltagerne ud fra deres talent og delvist deres personlighed. Dem med mangel indenfor den gældende kunstart kasseres.

Reality-programmerne accepterer altså mobning, men ændrer det unges opfattelse af mobning, bliver det så etisk korrekt, at der ikke længere plads til én mere i legen? Er det skadeligt for samfundet at nedbryde tabuer, eller er det en god ting? Man skammer sig ikke længere over at dyrke sex mens kameraerne ruller. Det skaber i stedet respekt, i hvert fald blandt tilhængerne af det gældende reality-program. 

 

Hvor bliver den moralske grænsen så trukket, er det ved kamp om døden eller tortur. Der bliver i forvejen vist dødsfald i Tv2-nyhederne, imens vi nyder vores aftensmad, og selvom vi kan skelne mellem virkelighed og fiktion, så ser vi blodige menneske kroppe, som sprættes op i film i biografen. Hvem bestemmer hvor grænsen den er? Man kunne lægge skylden på reality-tv’s producenters skuldre.

Tv3’s programdirektør for ”Paradise Hotel”, Steffen Bjergved, dementere i et interview med Ekstra Bladet at programmets ambitioner er at rykke grænser. Han mener ikke at det er grænseoverskridende at vise Stina med bar røv og opkast. Det giver jeg ham ret i. Det støder mig ikke, det er blevet en norm for min at se en deltager i et reality-show opfører sig uanstændigt. Derimod tror jeg at min mormor ville bliver forarget af at se f.eks. ”Paradise Hotel” i fjernsynet lørdag aften. Jeg tror det har noget med generationer at gøre. Programmerne skal hele tiden være innovative og kreative, de skal finde på episoder som ikke før er blevet set i dansk tv, og som giver seerne hvad vi ønsker. Grænsen mellem det offentlige og det private liv opløses dermed i sandet i takt med at nye generationer fødes.

 

Men er vores tilværelse og den virkelighed programmerne udstiller den samme? Det er helt normale mennesker, som du og jeg, som bliver hevet ind i reality-verden, og omdannet til rollemodeller i reality-programmer. Vi får udfordringer vi skal gennemfører af produceren. Vi får et image at skulle passe, og en stereotype at forholde os til. Hvad sker der så når reality-showet vi medvirker i slutter. Bliver vi glemt i medieverdenen, eller sender vi ansøgninger til kommende reality programmer.

Det er blevet til en profession at blive reality-tv-stjerne, det at deltage i et reality-show, program eller magasin er en direkte billet til de berømtes verden, og det er der mange unge som drømmer om.

 

Hvorfor vi bliver så betaget af reality-tv står mig stadig uklart. Er vores dagligdag så ensartet, at vi har brug for et afbræk i vores hverdag til at følge med i andres opsatte problemer, eller er det ren og skær underholdning. Jeg har blandede meninger omkring reality-tv, og min holdning er forskellige afhængig af hvilket program der er tale om. Programmer som ”Paradise Hotel” synes jeg er kedelige. Problemerne er planlagt, og selvom deltagerne har massere af personlighed, så virker det som om at de har et manuskript som begrænser dem.

Talent programmer som x-factor er jeg skeptisk overfor. Jeg synes det er et godt koncept, at det er et program som skal samle familien foran fjernsynet, mens der bliver spillet noget god musik, men det med at deltagerne bliver gjort til stjerner så snart de bliver vist på fjernsynet bryder jeg mig ikke om. Man skal selv kæmpe sig op ad stigen. Det andet er for let, men det er et underholdende program.

Jeg tror Reality-tv går ind i en lys fremtid i møde, der vil forsat være interesse for programmerne da de nye generationer vil være interesseret i at følge med i de nye deltageres udfordringer. Men vil vi fortsat synes at det er interessant, og ende op med at se ”Paradise Hotel” med vores børnebørn? 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...