2 different worlds. {1D}

Den 17-årige Valerie McQueen lever det luksiriøse liv. Hun er datter af en verdensberømt designer, så hun får hvad hun vil have. Men Valerie er ikke snobbet på nogen områder, og behandler folk som de behandler hende. En dag finder hun en mobil ude i byen, og den tilhører en Zayn Malik. Hun bliver nød til at tjekke den igennem for at finde en hun kan ringe til, og da hun får kontakt til Zayn, beskylder han hende straks for at være en sindssyg fan som har stjålet den. Men hvad sker der, når en af de andre drenge tager kontakt til hende?

1687Likes
1575Kommentarer
199857Visninger
AA

2. Zayn Malik

 

Jeg burde nok gide jer en velkomst og fortælle om mit overfede overklasse liv, men der er egentlig ikke noget særlig ’fedt’ over mit liv. Min far er ejer af et af verdens største designer firma, så som I kan regne ud, så ser jeg ikke særlig meget til min far. Eller det gør jeg, men det er på en anderledes måde. Jeg ser ham – ofte. Ikke hver dag, men det har jeg lært at leve med. Han er en travl mand, men alligevel sætter han stor pris på, at have sin datter med til alle hans arrangemanger, og mere til. Så som I nok også kan regne ud, så levet jeg i et meget fint miljø, for jeg, pænt sagt, får hvad jeg peger på.

Men lykken er jo ikke hvad man har, vel? For hvis det var det, så burde jeg være overlykkelig, men det er jeg ikke. Jeg går i gymnasiet ligesom enhver anden pige på min alder gør, og jeg laver lektier som enhver anden pige på min alder gør. Så for at sige det ligeud, så er jeg en ligeså normal pige som dem jeg går i klasse med. Problemet er bare, at de ikke ser sådan på det. I deres øjne er jeg ikke Valerie, der er jeg datter  af en utrolig rig mand. For at sige det pænt, så er de piv falske, og røvslikker mig på det groveste. De tror ikke jeg ved det, men sandheden er, at jeg kan pege hver eneste person ud og fortælle hvordan de er. Jeg er god til at læse mennesker, og det kan sommetider både være godt og skidt.

*

Jeg sendte et smil til alle jeg kom gående forbi. Nogen smilede tilbage, mens andre stoppede op for at hilse, og spørger hvordan det gik. Vejret i London var perfekt i dag, hvilket påvirkede mit humør på en helt fantastisk måde. Det var længe siden jeg havde vist mig i byen, men jeg havde haft travlt. Dianna min fars assistent havde hevet mig rundt i alle butikker, for at finde de perfekte sko til mig, som skulle passe til den kjole jeg skulle have på. Min far har fødselsdag på lørdag, og der kommer flere tusind gæster, så jeg skulle jo gøre et godt indtryk!

Jeg havde været rundt i nogle forskellige butikker og egentlig bare forkælet mig selv, da det var længe siden jeg havde været ude at shoppe. I tænker måske, at jeg sikkert bruger utrolig mange penge på tøj, men der tager I fejl. Jeg køber tøj fra H&M, og af og til køber jeg tøj i genbrugsbutikker. At bruge sindssygt mange penge på én trøje, hvor du nemt kunne få tre for, det er ikke mig. Jeg elsker at bruge penge, misforstå mig ikke! Men jeg bruger dem ordentligt, hvilket min far altid sætter pris på. Desuden, hvorfor bruge penge på dyrt designer tøj, når ens far kunne skaffe det?

”Ja, vi ses!” sagde jeg glad og tog mine poser. Jeg gik hurtigt ud af butikken, kiggede rundt og fortsatte hen imod en af min fars yndlingsbutikker. Det var altid svært for mig, at finde en gave til ham, da han jo havde alt, men jeg havde dog besluttet, at købe et armbånd til ham, som han kunne gå rundt med. Jeg satte farten op, da klokken var ved at være mange. Der var fire dage til lørdag, og jeg skulle nå at købe hans gave i dag!

”Hmm” mumlede jeg til mig selv. Jeg havde fundet to armbånd jeg skulle vælge imellem. Jeg stillede mig hen foran spejlet og holdt dem oppe. De var begge flotte på hver deres måde, og jeg vidste han ville blive glade for dem begge. Jeg bed mig i læben. Måske skulle jeg bare købe begge to? Så havde han jo noget at vælge imellem. Jeg smilede stort over min ide, kiggede mig selv i spejlet og skulle til at gå, da mit blik faldt på noget bag mig. Jeg vendte mig rundt, og kiggede over mod sofaen, som stod foran omklædningsrummene. Jeg gik hurtigt derhen. Jeg kiggede mig omkring, men der var ikke en eneste i butikken, ud over arbejderne. Jeg bøjede mig ned, og løftede en Iphone op. Hvem kunne glemme den her? Ens mobil var ens bedsteven! Jeg kiggede ned på den. Den så helt ny ud. Jeg stod og trippede en smule. Skulle jeg give dem til dem der arbejdede her, eller skulle jeg selv finde ud af, at få den afleveret til personen? Jeg kunne ikke bare lade den ligge. Det kunne jo være en der havde ønsket sig den i utrolig lang tid!

Jeg hørte en hosten bag mig, og vendte mig hurtigt rundt.”Undskyld Miss. Men vi bliver nød til at lukke nu.” Jeg kiggede ned på armbåndene i min hånd, og så den sorte Iphone. ”Åh, ja selvfølgelig!” sagde jeg og gik hen imod kassen. Nu var det besluttet – jeg måtte selv finde ejeren.

”Fortsæt en god dag, og hils gerne deres far” sagde manden bag disken. De havde lukket butikken for længst, og det kom faktisk lidt bag på mig, for lang tid jeg havde været herinde. Well, jeg var ikke den store fan af særbehandling, men det var nu alligevel lidt rart. Men kun i dag!

*

Jeg sad på mit værelse og hørte højt musik. Jeg var alene hjemme – igen, og jeg hadede det. Jeg hadede stilheden og jeg hadede at være i sådan et stort hus. Folk vidste hvem der boede her, og selvom vi ikke havde haft indbrud før, så var det en af mine største frygter – udover mørke.

Jeg sad med mobilen som var helt ny. Eller det troede jeg, da personen heller ikke havde lås på. Faktisk var der ikke særlig meget på mobilen – eller hvert fald ikke i kontakter. Jeg kunne ikke tillade mig at kigge personens private sager. Måske for nogle år siden ville jeg have elsket det, men sådan var jeg ikke længere. For 2 år siden, da jeg var de 15-16 år, så var jeg en virkelig stor diva. Jeg behandlede folk dårligt, jeg var snobbet og jeg hadede min far, hvis han ikke var hjemme til at give mig opmærksomheden. Men nu kunne jeg kun takke mig selv, for at have åbnet øjnene og set hvor mange folk der rent faktisk kun respekterede mig, fordi jeg nærmest tvang dem til det.

Jeg sukkede irriteret, da jeg efter en halv time stadig ikke havde fundet noget. Jeg havde indtil nu nægtet at læse hans beskeder.. For tænk hvis en fremmede læste mine? Jeg rystede på hovedet og lagde mig ned på maven. ”Rihanna you da one” spillede fra min computer. Jeg elskede musik, og hvis jeg ikke hørte det mindst hver dag, så følte jeg mig tom. Jeg havde heller ikke så meget ud over min musik. Jeg så ikke meningen i at være sammen med folk, som kun var falske over for mig. 

”Jeg gør det ikke!” sagde jeg højt og lagde mobilen fra mig. Jeg vendte ryggen til den, men slog så blikket over på den igen. En person kunne savne sin mobil, og her sad jeg og spillede så pisse hellig. Det ville jo ikke skade at kigge. Jeg havde gjort det før, og jeg blev måske nød til det nu. Jeg sukkede irriteret og rakte ud efter den. Hvorfor kunne folk ikke bare huske deres ting? Jeg åbnede den, og gik ind i beskeder. Der stod nogle forskellige navne, som Boobear, Hazza, Nialler, Tricia og sådan noget. Det her gav jo ingen mening! Jeg kunne ikke bruge de navne til noget. Jeg sukkede og kiggede op. Måske skulle jeg bare have givet manden nede i butikken den?

Jeg kiggede ned igen, og så jeg var gået ind i en besked som var under navnet Boobear. Jeg sukkede, nu var beslutningen jo taget. #Vi ses i morgen bro# var det eneste der stod. Jeg rullede en smule op og læste videre. #Niall kan ikke vælge hvilket jakkesæt han skal vælge. Red mig!# stod der, sikkert ment for sjov. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Niall, det lød sødt. Jeg rullede længere op, men der var ikke rigtig mere. Jeg havde det dårligt over at have læst personens beskeder. Jeg mener… hvis nogen læste mine, så ville jeg blive rasende! Men på den anden side.. hvis min mobil blev væk, og folk blev nød til det, så var det måske okay?

Jeg tog mig sammen til at ringe personen op. Personen skulle møde ejeren af mobilen i morgen, ellers var det nu? Jeg glemte at kigge på datoen, hvilket så var for sent nu. Jeg havde aldrig været den generte type, og det var jo en god gerning jeg gjorde. Jeg måtte bare håbe på det bedste.

”Hallo?” sagde stemmen, og lød faktisk en smule sur. Jeg skar en grimasse, men valgte så at smile. ”Hej, jeg er…” jeg blev afbrudt af den samme stemme. ”Zayn, det er en der ringer fra din mobil” sagde han mumlende, som om jeg ikke skulle høre det. Aha, så mobilen tilhørte en dreng. Jeg rejste mig op, og gik hen i vindueskarmen. ”Hvad vil du have?” spurgte en stemme, sikkert Zayn’s. Jeg kiggede forvirret ud i luften. Hvad jeg ville have?  ”Em” sagde jeg langsomt. ”Jeg har din mobil og..” han afbrød mig hurtigt. ”Ja, det kan jeg regne ud. Hvad vil du have?” sagde han hårdt. Hvor var han uhøjlig! ”Undskyld mig?” sagde jeg en anelse højt. ”Zayn! Kom nu” en dyb stemme kaldte på ham. Der blev helt stille. Jeg havde lyst til at sige noget til ham, men hvad vidste jeg ikke. ”Mød mig i morgen ved Big Ben, klokken halv elleve” og så lagde han på. Jeg sad bare og stirrede ned på mobilen. Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Han var bare oprevet over sin mobil. Han anede jo ikke hvem jeg var. Jeg talte til ti og åbnede så mine øjne. Han ville sikkert takke mig i morgen. 

*

Jeg løftede poserne over på den anden hånd, og prøvede desperat at få mit ur til at vende rigtigt, så jeg kunne se klokken. Jeg havde været tidligt oppe, for at shoppe lidt inden jeg skulle ’møde’ Zayn. Jeg var derfor ikke i et specielt godt humør. Jeg var træt, og tingene gik bare ikke efter mit hoved. 11:24! Jeg gispede og kiggede omkring. Jeg havde seks minutter til at komme hen til Big Ben. Jeg kiggede ned på mine ret høje stiletter. Det ville nok tage lidt over seks minutter. Jeg sukkede og satte det lange ben foran det andet.

Jeg var nok kommet lidt for sent, men han havde vel ikke noget imod at vente? Det var hans mobil. Jeg håbede ikke han havde travlt så. Jeg kiggede rundt, og fik øje på et par turister der stod og tog billeder. Det gik hurtigt op for mig, at jeg ikke havde nogen ide om hvem jeg ledte efter. Jeg stod og trippede på stedet, og kiggede rundt. Jeg hev langsomt hans mobil op af min lomme og kiggede rundt igen. Der var en masse mennesker, og det irriterede mig, at jeg ikke havde fået spurgt om, hvem jeg skulle lede efter. Men han havde lagt på før jeg overhovedet kunne spørger! Jeg gav et irriteret suk fra mig idet mobilen vibrerede i min hånd.

Jeg kiggede ned, og så der stod Boobear, og så noget med #Hvor bliver du af?# Jeg kom til at slippe et grin ud. Hvad havde han regnet med? Jeg anede ikke hvordan han så ud! Jeg gik ind i beskeden. Jeg havde faktisk også andre ting at lave. #Sorry to say it, men jeg aner ikke hvem jeg skal gå hen til# skrev jeg hurtigt og kiggede mig omkring. Et par drenge sad på en bænk, og sendte blikke hen i min retning. Hvis jeg ikke tog fejl, så vidste de godt hvem jeg var, ellers var de bare ret perverse.

Min mobil vibrerede igen, og denne gang tøvede jeg ikke med at åbne den. #Sjovt. Vi står henne ved isboden# skrev han koldt. Jeg skar en grimasse. Hvorfor var de så underlige? Jeg kiggede mig omkring, og fik øje på isboden. Vejret var ikke specielt godt i dag, så der var kun…. Nogle drenge derhenne. Uden tøven gik jeg derhen. Så snart jeg fik afleveret denne mobil, så kunne jeg komme videre. Det tog alt min tid!

”Zayn?” var det første jeg sagde, da jeg kom derhen. Tre drenge vendte sig rundt og kiggede på mig. Den ene havde lyst hår, og var ikke så høj. Den anden havde lysebrunt hår, som sad flot med voks og så et par solbriller. Den trejde havde sort hår, og nogle brune øjne der stirrede lige ind i mine. Deres blikke var først hårde og kiggede nedladende på mig, men lidt efter blev de blødere. Eller hvert fald fra ham den lyshåret side.

”Har du min mobil?” drengen med det sorte hår – som var Zayn kiggede en smule ligeglad på mig. Jeg rullede irriteret med øjnene, og rakte den hen imod ham. ”Hvorfor stjal du den?” spurgte han surt om, og rev den hårdt til sig. Stjal den? Hvad mente han med det?! ”Undskyld mig?” sagde jeg og lagde den ene arm over den anden. Jeg kunne langsomt mærke hvordan mit humør sank dybere og dybere. Jeg havde fundet hans mobil, brugt min tid på at finde ud af hvem fanden den tilhørte, og så beskyldte han mig for at være tyv? ”Du hørte mig godt” sagde han irriteret. ”Det kan godt være du er fan, men det giver dig sku da ikke ret til at stjæle mine ting!” sagde han og gik et skridt hen imod mig. Jeg tog automatisk et tilbage. ”Zayn” sagde drengen med solbrillerne og lagde en hånd på hans arm. Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte sprang et slag over. Fan? Fan af hvad? Jeg var virkelig lost lige nu. Og hvordan kunne han tale så grimt til mig? Det eneste jeg havde gjort, var at finde hans fucking mobil!

 ”Man kan fanme heller ikke have nogle ting i fred” sagde han surt og trådte så et skridt tilbage. ”Lad hende nu lige tale ud” sagde ham den lyshåret, men Zayn løftede sin hånd, og fik ham til at tie stille. ”Hvad vil du have?” sagde han og kiggede mig hårdt i øjnene. Hans ord var så hårde, og det kom fuldstændig bag på mig. Han trådte et skridt frem, hvilket hurtigt mig til at tage et skridt baglæns. Jeg mistede balancen, og var lige ved at falde, da en arm tog hårdt fat i mig.

”Zayn forfanden” sagde ham den lyshåret og trak hårdt hans arm fra min. ”Hvad? Jeg hjalp hende jo bare!” sagde han og trak hårdt hans arm til sig. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Jeg tog hurtigt min hånd og lagde på den arm, som han havde holdt om. Jeg masserede det blidt, det gjorde ondt! Tårerne kom langsomt frem i mine øjne. Hvordan kunne man være så utaknemmelig?

Jeg kiggede mig omkring og så hvordan nogen var stoppet op for at kigge. Jeg bed mig i læben og prøvede at holde mine tårer inde. Han havde holdt lidt for stramt om min arm, og hele situationen havde i sig selv skræmt mig ret meget. Jeg var ikke typen der græd, men jeg kunne pludselig ikke holde op. Jeg snøftede og kiggede langsomt hen mod Zayn, som kiggede med et overrasket blik på mig. ”Flot Zayn” mumlede den lyshåret. ”Hun stjal min mobil, hun har god grund til at græde!” sagde han højt, og fik hurtigt sit hårde blik igen. Jeg tørrede mine øjne, gik et skridt bagud. Jeg kunne ikke sige noget – overhovedet. Jeg kiggede ham dybt i øjnene og rystede langsomt på hovedet. Det han havde gjort var ikke okay. ”Je-g…” min stemme knækkede. ”Jeg stjal den ikke” sagde jeg og vendte mig rundt. Jeg kunne føle folks blikke på mig, men jeg var ligeglad. Selv da en af de andre kaldt på mig gik jeg videre. Hvordan kunne man være så uforskammet?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...