2 different worlds. {1D}

Den 17-årige Valerie McQueen lever det luksiriøse liv. Hun er datter af en verdensberømt designer, så hun får hvad hun vil have. Men Valerie er ikke snobbet på nogen områder, og behandler folk som de behandler hende. En dag finder hun en mobil ude i byen, og den tilhører en Zayn Malik. Hun bliver nød til at tjekke den igennem for at finde en hun kan ringe til, og da hun får kontakt til Zayn, beskylder han hende straks for at være en sindssyg fan som har stjålet den. Men hvad sker der, når en af de andre drenge tager kontakt til hende?

1685Likes
1576Kommentarer
199261Visninger
AA

19. They really love me.

 

Jeg ved alle efterhånden bruger den, men jeg vil gerne have i hører den, da det er min yndlingssang, og den har inspireret mig til alle de sørgelige scener i alle mine movellaer.  Titanic Instrumental 

 

-------

Mine øjne mødte hans, og vreden var nem at se. Jeg nåede næsten ikke at lukke døren bag mig, før jeg hørte en høj lyd. Jeg vendte mig forskrækket om, og så min far havde banket hånden ned i bordet. ”Hvor fanden har du været henne Valerie?” han snakkede med en vrede, som jeg aldrig havde hørt før.

”Først ser jeg dig i nyhederne med en eller anden kendt dreng, og så kommer du ikke hjem, og du kommer ikke engang i skole?” han var gået tættere på mig. Tårerne pressede sig på. Jeg burde have givet besked, det vidste jeg godt.

”Hvor længe har du hængt ud med ham?” Jeg sank en klump. Jeg kunne ligeså godt fortælle sandheden. Han kunne se om jeg løj, men kun fordi jeg var så tæt på at bryde sammen. ”I nogle uger” hviskede jeg og kiggede ned i gulvet. ”Nogle uger?!” råbte han højt og slog igen hånden ned i bordet, så det gav et sæt i min krop. ”Så du har løjet for mig i flere uger?!” hans øjne lyste sikkert af vrede, men jeg turde ikke kigge – jeg kunne ikke. ”D-du..” min stemme knækkede. ”Hvad ville jeg?!” ”Du ville ikke tillade det alligevel!” råbte jeg højt og kunne mærke vreden pumpe rundt i min krop. ”Du går i en eller anden verden om jeg skal finde sammen med Simon! Men han er forfærdelig!” sagde jeg højt og bed mig så hårdt i læben, for ikke at græde. ”Så derfor hænger du ud med en kendt dreng, og lader hele verden vide det, men ikke mig?” Han havde ret. Det var dumt af mig, ikke at fortælle ham noget først, men han ville ikke kunne forstå det!

”Valerie, han har fået dig til at glemme skolen. Du er blevet set for meget i medierne., Er det sådan du vil have det igen?” han hentydede til sidste gang jeg var i medierne næsten hver uge. Men dengang var jeg så langt ude, at jeg ikke kunne kontrollere mig selv. Denne gang havde jeg ikke gjort noget! Jeg havde hængt ud med en ven, det var det! ”Det kommer ikke dertil igen. Det er anderledes far. Han er en ven! De er alle fem mine venner. At de er kendte ændrer jo ikke noget” hviskede jeg stille. ”Alle… fem?” min far lød forvirret. Jeg nikkede. ”One Direction” et smil gled over mine læber da jeg sagde det, men det forsvandt hurtigt igen, da min far mumlede det. ”De er ikke gode for dig Valerie” sagde han langsomt. En indre vrede kom frem. Ikke gode for mig? De havde gjort mere for mig, end han ville komme til i hele sit liv! ”Du må finde nogle andre venner. Nogen som ikke tiltrækker pressen. Du skal ikke udstilles dårligt. Se bare hvad der skete i går” Han havde altså set det med fansene. Hvordan skulle han også kunne undgå det? Jeg rystede på hovedet og borede neglene ind i hånden, for at holde vreden inde. ”De er gode for mig” vrissede jeg af ham, hvilket ikke var meningen.

”Valerie, de har fået dig til at pjække” sagde han hårdt. Jeg rystede på hovedet op til flere gange. ”Det gjorde jeg selv” min stemme var kold. Han skulle ikke vide hvad der foregik i skolen. ”Det havde du ikke gjort hvis du ikke omgik dem” Han pønsede på noget. Jeg kiggede ham endelig i øjnene. Hans blik var ligeså hårdt som mit. ”Jeg vil ikke have du ses med dem mere” Hans ord var som is, som blev boret ind i mit hjerte. Jeg pressede neglene hårdere ind i hånden. Jeg åbnede munden og skulle til at råbe noget, men han afbrød mig. ”Jeg forbyder dig at se dem!” han råbte det næsten, da han sikkert ikke havde regnet med jeg ville svare ham igen. Tårerne pressede sig virkelig, og et eller to par tårer røg ud.

”Du kan ikke tvinge mig” min stemme var så kold som aldrig før, hvilket kom bag på både mig og min far. Han kunne ikke forbyde mig at se dem. Det kunne han bare ikke! Hvis han var ude på at ødelægge mit liv, så klarede han det meget godt.

”Jeg tager din computer og din mobil, og nøglerne til din bil” sagde han og rejste sig op. ”Og jeg får en bil til at hente og bringe dig i skole hver morgen” Han gik om bag sit bord og skrev noget ned. ”Hvis du gør det” hviskede jeg stille. ”Så tilgiver jeg dig aldrig” Han kiggede op fra sine papir, men kun for at sende mig et blik, der viste at han bestemte. ”Ses du med dem efterfølgende” sagde han langsomt. ”Sender jeg dig på kostskole” hans stemme var kold, og jeg vidste han mente det. Det kunne han ikke gøre imod mig. Det kunne han bare ikke! De drenge betød forfanden da alt for mig! Han havde ingen ide om, hvor meget han ødelagde mit liv ved det her. Det var fuckt up i forvejen, han behøvede ikke gøre det værre!

Tårerne strømmede ned af mine kinder. Jeg tog fat i håndtaget og rev døren op. Jeg kunne mærke min fars blik på mig, men jeg var ligeglad. Jeg tog fat i døren, hev den så hårdt jeg kunne, så det gav et ordentligt smæk. Jeg kunne høre min far kalde på mig, men jeg var ligeglad. Det hele var ligegyldigt. Han havde forbudt mig at se dem jeg holdt mest af. De sidste uger havde været det bedste i mit liv, og nu var det slut. Nu blev mit liv som før, men bare meget værre. Jeg var venneløs, og hvis jeg alligevel gjorde noget for at møde mine venner, så ville jeg blive sendt på kostskole. Hvordan kunne han holde sig selv ud?

Jeg gik forbi gangen ud til, og hørte min familie kalde på mig, men jeg var ligeglad. Smerten indeni var ikke til at beskrive. Det gjorde forfærdelig ondt, og jeg vidste det ville fortsætte. Det ville fortsætte nok resten af mit liv. Han havde ingen ide om, hvad han havde taget fra mig. Ingen kunne erstatte den plads de havde, ikke engang min far. Ingenting. Hvis jeg skulle leve resten af mit liv alene, med dårlige minder, så var det måske bedst at komme væk, med de gode minder?

Jeg smækkede døren ind til værelset, og låste min dør. Jeg gled langsomt ned på gulvet, mens flere hulk slap igennem. Min krop begyndte at ryste, og pludselig blev smerten for meget. Jeg skreg højt, og dunkede mit hoved om i døren. Jeg blev ved med at skrige. Jeg vidste de kunne høre mig, men jeg var ligeglad. Jeg skreg og bankede hovedet ind i døren. Knuden i min mave sprang, men kun for at danne en ny knude. Jeg kiggede op i loftet og borede mine negle ind i benet, mens jeg igen skreg. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle få smerten ud, men den skulle ud. Jeg skreg og skreg, mens hele min krop rystede, men det hjalp ikke. Smerten var der stadig.

”Valerie?” Simons stemme lød ude fra døren, hvilket fik knuden i maven til at springe. Jeg gav et hyl fra mig og kravlede hen til badeværelset. Skulle min far ødelægge mit liv, skulle jeg nok sørge for hans liv også blev ødelagt. Han elskede mig ikke, ikke hvis han kunne forbyde mig at være sammen med det jeg elskede allermest. Hans arbejde betød alt. Jeg skulle ikke i medierne fordi det var slemt for min far. Alt handlede om min fucking far! Men skulle han ødelægge mit liv, skulle jeg nok ødelægge hans.

Jeg tog fat i håndvasken og hev mig selv op og stå. Jeg greb ud efter pilleglasset der stod foran mig. Jeg kiggede kun kort på det, før jeg åbnede det og hældt alle pillerne ud i min hånd. Jeg hev min tandbørste ud af koppen den stod i, og fyldt det op med vand. Jeg var ligeglad om jeg blev kvalt i pillerne. Jeg lagde næsten alle sammen ind på tungen og hældt vand oveni. Det ville tage smerte. Det ville tage minderne, og det ville give mig ro. Oveni det, ville det give mig far et utrolig dårligt ry, og det måtte vel såre ham en smule. Jeg håbede det ville såre ham ligeså meget som han havde såret mig, men det var næsten umuligt.

Jeg fik dem med besvær sunket. Jeg vidste jeg snart ville være tappet for energi, og jeg vidste hvad jeg skulle gøre. De havde fortjent det. Jeg var skredet fra dem, uden at fortælle hvad der skete. Skulle jeg forlade denne åndssvage verden, så skulle det være med et minde om det. Jeg ville forlade verden med et smil på læben. Jeg måtte hen til dem.

***

Jeg havde kvalme, og mine øjne blev ved med at synke i. Jeg kunne mærke hvordan min krop blev trættere for hvert minut, men det var okay. Jeg stod alligevel foran døren ind til deres hus. Jeg havde det forfærdelig, men tanken om de var på den anden side, gjorde mig glad. Det fik mig til at smile selvom jeg havde det forfærdeligt.

Jeg løftede hånden og bankede svagt på. Jeg håbede det var nok. Jeg tog ved dørkarmen og mærkede et stød i maven. Jeg bukkede mig hurtigt forover, idet døren gik op. ”Valerie?” Louis’ stemme var ikke til at tage fejl af. Jeg smilede for mig selv, og kiggede op på ham. ”Åh gud, hvad har du lavet?” han tog hurtigt fat i mig, og før jeg vidste det, lå jeg i hans favn.

”Wow, hvad sker der?” Nialls stemme var forvirrende, og da mit blik mødte hans, kunne jeg straks se han blev urolig. ”L-Louis” mumlede jeg og tog fat i hans hånd. Jeg kunne mærke kræfterne forlade min krop. ”Jeg har ikke meget tid” hviskede jeg, hvilket fik ham til at se uforstående på mig. ”Er Zayn her?” et smil gled over mine læber, da jeg sagde hans navn. Niall vendte sig hurtigt rundt, og kaldte på Zayn.

”Hvorfor ser du så dårlig ud?” Louis strøg mig over kinden, hvilket sendte beroligende beskeder til min krop. Jeg nød det, jeg nød alle berøringer, for snart ville jeg ikke føle dem igen.

”Valerie?” Mit blik gled langsomt hen til døren, hvor Zayn stod. Han lavede store øjne og var hurtigt over ved mig. Liam og Harry kom gående efter. Jeg var utrolig taknemmelig for, at de var her. Tænk hvis de ikke var. Hvad havde jeg også tænkt på?

”Hvorfor har du koldsved?” Louis flyttede sig og lod Zayn sætte sig foran mig. Hans urolige øjne borede sig ned i mine og gav mig skyldfølelse. Jeg vidste jeg måtte snakke nu.

”Jeg er kommet for at sige farvel” min stemme var svag, og et gisp lød bag mig. ”Valerie, hvad fanden har du gjort?” Zayn ruskede i mig, hvilket fik alle tårerne frem i mine øjne. ”Er der noget galt med hende. Ring efter en ambulance!” hørte jeg Liam sige. Jeg rystede på hovedet. ”Det kan ikke betale sig” hviskede jeg og knurrede Zayns hånd ind i min. ”Valerie hvad helved snakker du om?” Louis sad på min anden side og kiggede bange på mig. Jeg begyndte at hulke og kunne mærke min krop begyndte at ryste. Jeg satte mig op og lagde mig hen til Zayn. Han lukkede hurtigt armene omkring mig og strøg mig over håret. ”Valerie, fortæl mig, hvad du har gjort. Hvad skete der?” han kyssede min pande.

Jeg kiggede op og så på Niall og Liam. De så begge bange ud. Jeg kunne høre Harry snakke i telefon. Jeg kunne ikke lade være med at smile. De var her virkelig.

”Valerie, fortæl det!” Louis slog mig blidt på kinden, og langsomt kom jeg til mig selv. ”Jeg må ikke være her” hviskede jeg, hvilket fik Zayn til at kigge forvirret på mig. ”Min far har ødelagt alt” mumlede jeg ind i Zayns skulder. Liam kiggede uroligt rundt, inden han gik helt hen til mig. ”Valerie, hvad.har.du.gjort?” måden han sagde det på, fik alt indeni til at springe. Han lød så forbandet bange. De fortjente at vide det. Jeg skulle dø her, de fortjente det.

 ”Han truede mig. Jeg m-må slet ikke være her” hviskede jeg og tog ved Zayns arm. ”Han tog jer fra mig, og nu tager jeg mig fra ham” ordene lød forkerte, de lød så forkerte, at jeg var sikker på de ikke forstod, men da Zayn havde rejst sig op, vidste jeg de vidste det.

”Valerie, hvad fanden har du gjort!” Zayn og Liam tog mig under armen. ”De skal op, nu!” En rysten gik igennem min krop. De havde fundet ud af det! De skulle ikke op. De skulle æde mig op indefra.

Jeg slog ud efter dem. ”De skal ikke op” mumlede jeg, men Liam trak mig bare med. ”Valerie, hvad fanden har du gjort!” hørte jeg Niall sige med gråd i stemmen. Jeg vidste det ikke var et spørgsmål, mere en konstatering om, hvor dum jeg havde været. Liams bange ord, Nialls gråd og Harrys telefonsamtale.  De holdt af mig. De holdt virkelig af mig. Og jeg ville tage mit eget liv, for at tage hævn over min far. Hvad havde jeg gang i? Det var helt forkert.

Jeg blev placeret foran toilettet. Jeg havde ikke kræfter til andet end at sidde der. ”Du bliver nød til at stikke to finger i halsen på hende” hørte jeg Liam sige til Zayn. Jeg orkede ikke at gøre modstand. Det eneste der gik igennem mine tanker var, hvor egoistisk jeg var. Jeg kunne bare være tage væk fra min far. Niall havde gjort det klart, at jeg altid var velkommen hos dem. I stedet havde jeg taget nogle fucking piller, som åd mig op indefra. Hvad havde jeg gjort?

Tårerne trillede ned af mine kinder. ”Undskyld” hviskede jeg, og kunne lidt efter mærke to finger i munden. Jeg lod ham stikke to finger i halsen på mig. Jeg fortrød jeg havde taget de piller. Jeg fortrød det virkelig.

Min mave trak sig sammen, og langsomt kunne jeg mærke hvordan vandet, pillerne og maden kom op igennem min hals. Jeg lod Liam føre mit hoved ind over toilettet, og lidt efter røg det hele ud af min mund. Smagen var ækelt, og mine øjne lukkede sig langsomt i. Nialls gråd fik mig til at slå øjnene op igen. Hvordan kunne jeg få ham til at græde? Hvordan kunne jeg gøre det her imod ham? Han havde været så sød imod mig hele vejen igennem, og det samme havde de andre drenge. De havde alle respekteret mig som jeg var. De havde alle sammen behandlet mig, som jeg altid havde ønsket at blive behandlet. De så mig som en normal pige. Hvordan kunne jeg gøre det?

Jeg kiggede hen på Zayn, som sad op af væggen med tåre i øjnene. Hans kinder var våde, så han havde grædt. Jeg samlede de sidste kræfter og kravlede hen til ham. Min krop var svag, og jeg rystede helt vildt. Jeg kiggede hen mod døren, hvor de andre drenge stod. De stod alle med tåre i øjnene. Niall stod med hoved ind i Harrys skulder. De holdt jo af mig – alle sammen.

Zayns varme arme lukkede sig om mig. ”Hvad fanden har du gjort Valerie” hviskede han og knurrede mig ind til sig. Han rystede, han græd. Jeg var forfærdelig. Tænk jeg fik ham til det. Den mystiske hårde Zayn. Ham jeg elskede. Jeg snøftede og lukkede mine øjne. ”Valerie!” sagde Liam hurtigt, og lidt efter rystede han i mig. Jeg ville gerne åbne mine øjne, men jeg orkede det næsten ikke. ”Valerie, kig på mig!” Nialls stemme lød. Jeg åbnede øjnene kort, for at se hans øjne som var fulde af tårer. Jeg sendte ham et smil og kunne mærke kræfterne forlade mig krop.

Jeg var stadig til stede da jeg blev lagt op på en båre. Jeg kunne føle alle hænderne omkring mig, og jeg kunne føle masken jeg fik på, men jeg kunne ikke høre dem. Jeg kunne høre en mumlen og en høj sirene, men alt andet var svagt for mig. Mit hjerte pumpede af sted, sikkert i fuld gang med at sende signaler rundt i kroppen om, at jeg skulle overleve og blive ved med at trække vejret.

Jeg ville åbne mine øjne, men noget holdt dem lukkede. Jeg kæmpede mod mig selv. En anden side i kroppen var så stærk, at jeg var ved at overgive mig, men pludselig så jeg Zayns ansigt for mig.

Hans brune øjne der så drillende ind i mine. Hans berøringer og hans drillende ord. Den måde han fik min krop til at reagere. Et smil gled over mine læber. Lidt efter så jeg Niall for mig. Han stod i parken, hvor han første dag havde hevet mig til side. Jeg havde været ond overfor ham, men alligevel blev han min bedsteven. Hans grin der fik mig til at grine, og hans søde accent. De andre drenge var også til at se bag Niall. De stod og smilede til mig, sendte blikke fra Zayn til mig – præcis som de gjorde efter den nat i byen. Jeg kunne ikke forlade dem. Måske var min far en nar, men jeg havde ikke brug for at se ham igen. Jeg kunne bruge mine egne penge på at besøge drengene. Jeg kunne godt leve uden ham. Jeg blev snart 18. Jeg måtte blive ved. Jeg måtte vise dem jeg var stærk. Deres urolige blikke var ikke til at glemme. De holdt af mig. Jeg elskede dem, jeg kunne ikke uden dem.

Mit hjerte sprang af sted, mens hele min krop rystede. Jeg kunne overleve det her, det skulle jeg. Jeg skulle overleve for dem. Jeg skubbede de triste tanker væk, og langsomt begyndte virkeligheden at komme tilbage. Jeg kunne høre dem. De sagde mit navn, de bad mig være stærk. Jeg var stærk! Jeg knurrede min hånd sammen. Deres ord gik lige ind i hjertet. Jeg blinkede et par gange med øjnene, og til sidst slog jeg dem op.

 ”Hun er vågen!” hørte jeg en stemme sige, og et smil gled over mine læber.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...