2 different worlds. {1D}

Den 17-årige Valerie McQueen lever det luksiriøse liv. Hun er datter af en verdensberømt designer, så hun får hvad hun vil have. Men Valerie er ikke snobbet på nogen områder, og behandler folk som de behandler hende. En dag finder hun en mobil ude i byen, og den tilhører en Zayn Malik. Hun bliver nød til at tjekke den igennem for at finde en hun kan ringe til, og da hun får kontakt til Zayn, beskylder han hende straks for at være en sindssyg fan som har stjålet den. Men hvad sker der, når en af de andre drenge tager kontakt til hende?

1683Likes
1576Kommentarer
197069Visninger
AA

15. Reunited.

 

Jeg var lige kommet ind på mit værelse. Min far ville komme hjem i nat, men det ville jeg ikke vente på. Jeg ville bare i seng, så det kunne slå tiden ihjel. Jeg savnede ham allerede som en sindssyg. Jeg savnede også de andre, og jeg håbede virkelig de mente det med koncerten.

Jeg tog et hurtigt bad og fik endelig nyt undertøj på. Det var rart at få noget ordentligt tøj på igen, i stedet for at rende i Niall’s tøj. Faktisk var det rart at gå med, og det mindede mig om dem. Jeg havde stadig Zayn’s t-shirt, og den valgte jeg at sove i, hvilket gav mig en rolig nattesøvn.

***

 ”I don’t wanna wake up lonely. I don’t wanna stay alone in the dark” lød det fra mine høretelefoner, da jeg åbnede døren til skolen. Jeg var vågnet i nat da min far kom hjem, ellers havde jeg ikke set noget til ham. Jeg vågnede op i morges, alene og uden nogen form for råb, hvilket der havde været præcis på dette tidspunkt i går. Jeg savnede dem allerede, og dagen var startet dårlig ud, så lige nu, ville jeg bare hjem og sove, selvom dagen lige var begyndt.

”I won’t let go, won’t give up noooo” en smerte I skulderen var til at føle, og hurtigt forsvandt musikken fra mine øre. Jeg ramte hårdt gulvet og tabte min mobil ud af hånden. Jeg hørte et par gisp bag mig, som lidt efter blev til grin. Jeg rakte ud efter min mobil, og så til min forskrækkelse, at skærmen havde en stor lang rids. Jeg tog mine høretelefoner og rejste mig op. Jeg gjorde et kast med hovedet, for at se hvem der havde skubbet mig – eller gået ind i mig. Jeg vendte mig rundt, og fik øje på Jessica. Hendes mund var formet som et o men blev hurtigt til en sur grimasse.

”Se dig dog for, idiot!” sagde hun og lod sin skulder ramme min. Jeg bed mig i læben, da det var den skulder jeg var faldt på. Jeg ville ikke begynde at råbe op. Den ære skulle hun ikke have. Jeg vidste det kom ud på nettet, og så ville alle se anderledes på mig, så jeg valgte at ignorer det. Jeg havde dog ikke svært ved at berolige mig selv, hvis sådan noget som det her skete. Det var kun Zayn, der kunne få alt i mig vendt op og ned. Åh Zayn. Jeg kiggede rundt på de andre, lod et grin trænge igennem mine læber, og gik ind i klassen. Den bitch – undskyld mit sprog, skulle ikke få mig ned.

Dagen skred langsomt af sted – og når jeg siger langsomt, så var det virkelig langsomt. Jeg prøvede desperat at lukke de hviskende stemmer ude, men det var værre end før. Hvad end rygtet nu var, så var jeg ikke sikker på, at jeg ville vide det. Måske var det bedst at gå uviden?

***

Jeg tog langsomt min taske op fra gulvet, for at sparre tid. Jeg ville under ingen omstændigheder falde igen, for det var jeg ikke sikker på, at jeg kunne holde til. Den sidste time havde de ikke lagt skjul på hvisken. Det var lige før man ikke kunne kalde det en hvisken. De havde nævnt drengenes navne utrolig mange gange, og der faldt det mig ind, hvor meget jeg egentlig savnede dem. Det var præcis det her de havde taget fra mig, de sidste par dage. De havde taget denne form for ensomhed væk, og erstattet den med kærlighed. Jeg følte mig pludselig så ensom igen, så jeg greb hurtigt ud efter min mobil. Jeg kiggede omkring, og så de sidste var ved at pakke sine ting. Jeg lod blikket glide ned over skærmen, og lod en finger følge ridsen. Tårerne pressede sig på, men ikke pga. deres latterlige rygte, men pga. ensomheden. Jeg hadede den, og den var værre at gå med nu, hvor jeg næsten lige havde vænt mig til det modsatte.

Før jeg vidste af det, røg mine fingre hen af tasteturet, og dannede langsomt nogle ord, som hurtigt blev til en sætning.  #Hey Niall. Hvordan går det?#

Jeg vidste jeg så ham i går, men jeg savnede ham. Jeg kunne ikke få mig selv til at skrive til Zayn. Han havde allerede set mig græde to gange, og jeg ville ikke virke for påtrængende – derfor blev det Niall. Jeg tog høretelefonerne i ørene og valgte så en sang, som Louis og Harry havde insisteret på, at jeg skulle købe på itunes. Det var noget med One thing, og eftersom jeg savnede dem, så ville jeg klart høre den.

Da jeg kom ud på gangen, var de fleste taget hjem. Der stod et par stykker og hang ud, og da de fik øje på mig, gik hvisken i gang. Jeg kiggede ligeud, og lod som om, at de ikke påvirkede mig på nogen måde. Der var ikke så lang tid tilbage. 3 uger, og så var skolen over. Det kunne jeg vel godt klare, ikke?

På vej hjem, vibrerede min mobil. Jeg orkede ikke at tage den frem, da det sikkert var en eller anden randon sms fra en, som havde fået fat i mit nummer. Sådan var det tit. Det var ikke for at lyde snobbet eller noget, men jeg forstod ikke, hvorfor de ikke havde mere respekt for mig. Måske var jeg ikke en af dem der sagde så meget, for hvad skulle jeg sige? Jeg havde ingen at gå med, og hvis jeg lukkede munden op, var det for at deltage i timerne.

Efter jeg valgte at droppe Jessica, blev det hele et rod. Hun vendte alle imod mig, men jeg kunne vel takke hende. Uden hendes flittige hjælp, var jeg ikke blevet som jeg var nu. Så ville jeg sikkert være et sted i hegnet hver weekend, og hvis jeg var uheldig, var jeg vågnet op i en andens seng. Jeg hadede mig selv, da jeg var sammen med hende. Hun gav mig dårlig selvtillid, selvom jeg var med på næsten alt. Jeg burde takke hende, takke hende for at føre mig sammen med drengene. Hvis det ikke var fra hende, så ville jeg stadig rende rundt som hendes hundehvalp. Men igen, min far var pisse rig, og hvis jeg fortalte ham om hvad der foregik, så ville han enten ignorer det, eller køre det helt op. Så godt kendte Jessica min far, men han så hende jo også som et godt barn.

Jeg fnøs, et godt barn. Han skulle bare vide. Alle de gange han måtte sende en chauffør fordi jeg lå i en hæk og brokkede mig – det var alt sammen Jessicas værk. Jeg burde væmmes ved hende, men det gjorde jeg ikke. Måske var jeg blevet lidt for sød?

Efter lidt tid, tog jeg mobilen op for at skifte sang, og da et navn på fem bogstaver dukkede frem, kom dagens første ægte smil frem. Jeg låste hurtigt min mobil op og glemte alt om min musik.

#Hey Valerie. Det går fint. Hænger ud med drengene, har lige været til et interview. Hvad med dig? xx# Jeg stoppede op for at skrive tilbage. Jeg havde fuldstændig glemt, at jeg havde skrevet til ham! Ih.

#På vej hjem fra skole. Hils dem!# skrev jeg en smule koldt, men det kunne jeg ikke nå at ændre. Jeg lod det være og lod mobilen falde ned i lommen. Hvor jeg dog misundede de havde hinanden, og hvor jeg dog misundede den interviewer. Når jeg endelig fandt nogle venner, så endte det med at være et par pisse kendte drenge. Et par pisse kendte oversøde drenge. Jeg sukkede. Jeg burde overhovedet ikke klage. Jeg havde endelig fået mig et par venner, og om jeg så kun så dem en gang om måneden, så burde jeg være taknemmelig. Det var mere end jeg nogensinde havde haft før. Tænk jeg var så egoistisk.

Jeg kunne mærke en regndråbe på min arm. Som var vejret en tolkning af min indre sorg, begyndte det at styrte ned. Jeg gjorde ikke noget ved det. Jeg fortsatte i et langsomt tempo, mens jeg kunne mærke hvordan regnen trængte ind. Min jakke havde været dyr, og mine stiletter kunne ikke fås længere, men jeg var ligeglad. Det eneste jeg havde i tankerne var negative ting, og da regnen alligevel havde genneblødt alt, kunne jeg vel ligeså godt lade de tåre, som inderligt trængte på, komme ud. De blandede sig hurtigt med regnen, og det var det jeg elskede. Ingen kunne se mig græde, og jeg behøvede ikke have et smil plantet på læberne, for hvem vil gå og smile som en anden idiot, når vejret var så dårligt?

***

Da jeg kom hjem, smed jeg mit tøj og gik i bad. Det varme vand løsnede langsomt min stivfrosne krop op, og lidt efter gjorde hele min krop ondt, men det var rart. Det var rart at føle sig varm igen. Turen hjem havde taget ekstra lang tid, men det var jeg jo selv udenom. Så jeg stod bare og nød vandet mod min krop, indtil der ikke var mere varmt vand. Det var vel også ret ligegyldigt, det eneste jeg havde lyst til var at sove.

Jeg havde fået mit undertøj på og stod med min mobil i hånden. Niall havde skrevet, men jeg vidste ikke om jeg ville åbne den. Selvom han havde svaret sødt i den anden besked, så var jeg bange for, at det bare tog endnu hårdere på mig. Jeg måtte huske mig selv på, at jeg så Zayn i morgen. Men det føltes bare som om, at der var så lang tid til næste dag.

#Hilser igen. xx Vi savner dig, hvornår ser vi dig igen?# Pludselig gled et stort smil frem. En varm følelse var til at føle indeni. De savnede mig. Niall havde svaret mig. De havde ikke glemt mig. Selvom jeg ikke havde troet det, så var det virkelig en lettelse at få ’bekræftet’. Jeg vendte hovedet til siden, og så Zayn’s t-shirt. Jeg pressede læberne sammen, inden jeg i én bevægelse havde fået den over hovedet. Jeg følte mig godt tilpas i den, ellers var det den velkendte duft af Zayn, som gjorde det. #Gerne snart# skrev jeg og lagde min mobil på bordet.

Jeg ville ikke vente til min far kom hjem. Følelsen af at være så trist, var forfærdelig! Så jeg besluttede mig for, at gå i seng. Tiden ville gå hurtigere, og snart ville jeg være i Zayn’s favn igen, eller det måtte jeg da håbe. Tænk hvis det hele havde ændret sig? Tænk hvis han havde ændret sig? Faktisk, nu når jeg tænkte over det, så vidste jeg ikke engang hvilken side af ham, der var den rigtige. Han havde vist tre sider af sig selv, på nogle dage. Men jeg kunne lide dem alle sammen. Jeg var forelsket i ham, og så kunne han vel opføre sig som han ville, for siger man ikke, at kærlighed gør blind? Jeg smilede og lukkede øjnene. Kun en skoledag, og så Zayn.

***

Skolen var ikke så anderledes end de andre dage. Folk hviskede bag min ryg, og af og til fik jeg er par puf i ryggen. Jeg lod som om det ikke irriterede mig, og faktisk irriterede det mig ikke i dag. Hver gang jeg fik en smule triste tanker, så dukkede Zayn frem, og følelsen af at se ham om … Jeg kiggede kort på mit ur. 10 minutter. Jeg skulle gå ned til London Eye. Jeg anede ikke hvad vi skulle, men jeg var ligeglad. Vi kunne gøre alt bare han var ved min side.

”Skal du nogen steder, Valerie?” måden hun sagde mit navn på, fik det til at løbe koldt ned af min ryg. Jeg måtte ikke give efter. Jeg måtte huske på Zayn. Jeg vendte mig derfor om imod hende, med et kæmpe smil på læben.

”Ja, faktisk. Så hvis du ikke har noget imod det, så vil jeg ikke spilde min tid…” jeg kiggede rundt ”her” sagde jeg langsomt, og sørgede for hun fik blikket, som fortalte, at hun kedede mig. Jeg var så træt af hende og de hviskende og fnisende stemmer bag hende. Hun var ingenting uden dem, og hvis jeg måske kunne ydmyge hende foran dem, så ville hun måske lade mig være.

Hun kiggede rundt på sine veninder, og trådte et skridt tættere på mig. Hendes truende adfærd sagde mig ikke noget, da vi var på skolens grund, og hun ville under ingen omstændigheder blive ’fanget’ af en lærer. ”Du skal ikke engang prøve på, at få det til at lyde som om du er mere værd end mig” hendes stemme var kold og nedladende, men jeg tog mig ikke af den. Jeg lagde mit hoved lidt på skrå, og kom til at tænke på alle de skænderier Zayn og jeg havde haft. Alle de gange vi snakkede nedladende til hinanden, og dengang jeg slog ham.

Jeg fnøs kort. ”Nej, for det ved vi alle sammen jo godt, er spild af tid” Et øjeblik fortrød jeg ordene der havde forladt min mund, men da jeg så hendes blik ændre sig, vidste jeg, at jeg havde ramt plet. Jeg plejede ikke at være så hård i mine udtagelser, og jeg plejede ikke at svare folk med den snobbede stemme, som jeg for nogle år siden, altid brugte. Men denne gang fortjente hun det. Desuden vidste jeg også, at ord kunne såre ligeså meget som vold, hvis ikke værre.

Jeg vendte mig rundt og ignorerede de hviskende stemmer bag Jessica. Jeg forlod skolens område med et smil på læben. Jeg kunne kun håbe på, at hun for en gangs skyld ville lade mig være. Jeg vidste hun hadede at blive ydmyget, men hvis hun blev ved med at irriter mig, så skulle jeg med glæde gøre det. Jeg havde trodsalt været den værste af Jessica og jeg – dengang.

***

Jeg gik med musik i ørerne, og da jeg så London Eye foran mig, kunne jeg mærke smilet brede sig. Han var derover, et eller andet sted, og om lidt ville jeg kunne føle hans arme om mig – håbede jeg. Jeg kunne allerede dufte hans parfume, hvilket gjorde mig helt blød i knæene. Faktisk… savnede jeg ham. Jeg savnede hans varme hud under min håndflade. Hans kærlige berøringer, og hans læber mod mine. Minderne fløj ind i mine tanker. Jeg ville gøre alt for at opleve ugerne igen og igen. Jeg var sammen med drengene, og om jeg så skulle opleve den samme dag hver dag, så ville jeg gøre det. Jeg holdt virkelig af dem.

Jeg kiggede rundt, og til min overraskelse var der næsten ingen mennesker. Måske det skyldes vejret? Jeg kiggede op. Grå skyer trak sig sammen, men alligevel var luften lun. Det kunne kun betyde, at det ville begynde at tordne. Deje vu. Det var præcis sådan det hele startede dengang med Niall. Det var grunden til jeg mødte Zayn igen. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Alt var blevet vendt op og ned den dag, men jeg fortrød intet. Faktisk var jeg begyndt at elske det vejr, selvom det var ret deprimerende.

Jeg stod og nynnede lidt med på sangen min mobil spillede, da et par arme lagde sig om mit liv. Jeg sprang tilbage, og lod vidst et skrige undslippe mine læber. Jeg rev hurtigt mine høretelefoner ud, og hørte en latter, som jeg virkelig havde savnet. Jeg vendte mig rundt og så Zayn, som stod med hans charmende sexede smil. ”Forfanden Zayn!” sagde jeg hurtigt og lagde en hånd på mit dunkede hjerte. ”Jamen hej til dig også” sagde han og tog sine solbriller af. Hans øjne fangede mine, og straks blev min krop overtaget af en indre uro. Åh gud hvor havde jeg dog savnet de øjne, og den følelse. Det føltes som flere år siden jeg sidst havde set ham, og med den glæde jeg følte, så skulle man også tro det.

Jeg kunne mærke mine øjne begyndte at prikke. Jeg kunne IKKE begynde at tude nu. Jesus Christ, han stod jo lige foran mig. At han havde set mig græde to gange måtte være nok, en trejde skulle han ikke have gavn af, så i stedet tog jeg fat i hans krage, og trak ham hen til mig. Hans arme fandt om mit liv, og lidt efter stod jeg med hovedet på hans skulder. Den velkendte duft kom frem, og endnu engang var mine øjne ved at løbe i vand.

Jeg kneb øjnene sammen, og prøvede at slappe af. Hans ene hånd aede mig på ryggen og efterlod næsten brændmærker efter sig. En kilden gik igennem min krop, så jeg måtte tage en dyb indånding for at berolige mig selv. Jeg åbnede langsomt mine øjne, og kunne mærke Zayn trække sig en smule fra mig, men kun lige så han kunne kigge mig i øjnene. Hans brune øjne borrede sig ind i mine, og lagde en dæmper på mit stadig bankende hjerte. Det bankede ikke længere pga. chokket, men pga. den følelse han fik frem i mig.

Jeg kiggede hurtigt ned i jorden, da jeg stadig var usikker på mine øjne. De blev ved med at prikke, og selvom der ikke var en grund til at græde, så ville de bare ud!

”Hey” Zayns stemme lød bekymrende. Han gav langsomt slip om mit liv med den ene hånd, og lagde en under min hage. Han løftede forsigtigt mit ansigt op og prøvede at fange mine øjne. ”Hvad er der?” han lod en finger glide hen over min kæbe, hvilket sendte kuldegysninger igennem min krop. Pludselig følte jeg mig helt latterlig. Jeg var ved at græde, fordi jeg havde savnet ham? Han stod her nu, så jeg burde bare være glad for det.

Et smil gled over mit ansigt. ”Jeg har bare savnet dig” sagde jeg med en lille stemme. Zayn gav et kort grin fra sig, inden han trak mig ind i et kram igen. ”Jeg har også savnet dig Valerie” mumlede han ned i min hals. Jeg lukkede øjnene og bed mig i læben. Måden han sagde mit navn på, sendte en masse signaler rundt i min krop – nogle signaler der ikke burde være der nu, da jeg lige blev ’genforenet’ med ham, men det var åbenbart ikke noget jeg selv måtte bestemme, for lysten var der stadig.

Jeg trak mig fra ham og sendte ham et smil, som han hurtigt gengældte. Jeg tog forsigtigt hans solbriller ned, hvilket fik ham til at grine. ”Hvad skulle det til for?” spurgte han om lidt efter. Jeg trak på skulderne og bed mig igen i læben. ”Du ser sexede ud med dem på” sagde jeg, men fortrød straks. Jesus mother of god! Forfanden, jeg havde været sammen med ham i fem minutter, og jeg flirtede allerede med ham. Men siden hvornår havde jeg ladet det påvirke mig? Hele Zayn og mit forhold var en flirt. Det havde det været i lang tid. Lige siden dengang jeg gav ham en lussing var han begyndt på at flirte med mig. Og efter dén aften i byen, så havde jeg da heller ikke ligefrem lagt skjul på mit flirteri. Så hvorfor kunne jeg ikke bare være ligeglad, ligesom jeg var dengang?

”Well” sagde Zayn langsomt og trak mig ind til sig, så sommerfugelen i maven gik amok. ”Du ser også sexet ud med skolehår” Jeg kunne føle hans ånde på min kind, men kun et kort øjeblik, for en latter undslap mine læber, og mit hoved røg bagover, da jeg ikke ville grine ham lige i hovedet. ”Skolehår?” sagde jeg imellem grinene. Zayn strammede sit greb om mig, men mit grin ville ikke stoppe. ”Jep, skolehår” sagde han og hvis jeg ikke tog fejl, kiggede han mig i øjnene. Jeg kunne ikke se det for hans solbriller, men det gjorde mig ikke noget. Jeg havde ikke løjet, han så fandens godt ud med dem på.

Mit blik gled ned på hans læber. De læber jeg havde kysset, og de læber der havde kysset mig. De læber havde givet mig en følelse ingen ville kunne erstatte, og jeg savnede den følelse, men jeg ville ikke kysse ham – ikke nu. Hvis han bare havde det en smule som jeg havde det omkring ham, så vidste jeg også, at han før eller siden ville give efter, men indtil da, ville jeg opfriske minderne fra før vi begyndte at flirte for alvor. Jeg ville vise ham, at jeg ikke var blevet kedelig.

”Hva, er du færdig med stirre, så vi kan komme af sted?” Zayn’s stemme lød drillende, hvilket fik mig til at rulle med øjnene – en gammel vane. Han grinte kort og slap mig. ”Jeg stirrede ikke” mumlede jeg og begyndte at gå. ”Hvad kalder du det så?” han gav mig et puf med skulderen, hvilken fik mig til at smile. ”Jeg tjekkede dig ud” jeg sendte ham et smil og kiggede op og ned af hans krop. Et smil gled over hans ansigt, og lidt efter tog han om min arm, og trak mig i ét ryk væk fra vejen.  

”Hvis du vil tjekke mig ud, kan du så gøre det uden at gå ind i en lygtepæl?” Jeg kiggede forvirret på ham, men da jeg kiggede bagud gav det hele mening. Jeg kiggede hurtigt den anden vej, og prøvede desperat på ikke at rødme. Jeg havde været så ’optaget’ af ham, at jeg ikke havde set mig for. Wow, min plan om at spille en smule kostbar gik virkelig godt, hva? ”Tak mig senere” hans stemme var lige ud for mit øre, hvilket fik mig til at træde et skridt fra ham. Han lod et grin undslippe, og langsomt, uden jeg kunne stoppe det, blev mine kinder varme.

Noget sagde mig, at denne dag blev sjov, pinlig og ikke mindst perfekt.

 

------------------------------

Har sidste skoledag i morgen, og har haft travlt hele ugen. Skal til Tyskland nu her, så har ikke tid til at lave kapitlet længere. Jeg lovede I ville få mere, så her er det! Efter mandag, så skulle jeg gerne have mere tid til at skrive. Håber I kan være tålmodige. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...