2 different worlds. {1D}

Den 17-årige Valerie McQueen lever det luksiriøse liv. Hun er datter af en verdensberømt designer, så hun får hvad hun vil have. Men Valerie er ikke snobbet på nogen områder, og behandler folk som de behandler hende. En dag finder hun en mobil ude i byen, og den tilhører en Zayn Malik. Hun bliver nød til at tjekke den igennem for at finde en hun kan ringe til, og da hun får kontakt til Zayn, beskylder han hende straks for at være en sindssyg fan som har stjålet den. Men hvad sker der, når en af de andre drenge tager kontakt til hende?

1684Likes
1576Kommentarer
198069Visninger
AA

3. Niall Horan

 

 

Jeg havde fundet hans mobil, brugt min tid på at ringe til folk så han kunne få den tilbage. Jeg kunne bruge min tid på alt muligt andet, men nej! Det er det man får ud af at være venlig. Han var en fejl. Han skulle ikke få mig til at græde på denne måde. Jeg behandlede altid folk med respekt, og den opførelse han havde givet mig, den var ikke acceptabel! Den sårede mig. Jeg vidste jeg lod det komme for tæt på. Når jeg fx læste ting om mig på nettet, så tog jeg det ikke personligt. Men så kommer han bare her, og tror han ejer det hele. Hvem fanden tror han egentlig han er? Jeg tørrede mine øjne. Jeg ville gerne kunne gå i seng uden tanken om, at der fandtes sådan nogle folk. Han måtte have haft en dårlig barndom, ellers måtte der virkelig været noget som plagede ham. Men det skulle ikke ændre, at han var en idiot med stort I!

Jeg gik ind på twitter og skrev: #Some people can be so evil. Wish I could go to sleep without knowing there are people like them in this world. # Jeg loggede af, børstede tænder og lagde mig under dynen. Jeg ville ikke tænke på ham længere. Jeg ville sove, og så begive mig op på skolen i morgen. Endnu en fed dag – eller sådan noget.

*

Vejret var godt fra morgenstunden af, så jeg valgte at gå i skole. Jeg havde ikke fået nogen særlig god nattesøvn, så det havde været en dårlig dag var det øjeblik, hvor jeg vågnede. Jeg måtte bare få det bedre ud af dagen, og det gjorde jeg bestemt ikke ved, at køre med min nyeste bil i skole. Jeg ville ikke have opmærksomhed i dag. Jeg ville bare have dagen overstået, så jeg kunne komme hjem. Lige i dag var en utrolig dårlig dag for folk, hvis de gik mig på nerverne.

Jeg kørte en hånd igennem mit hår, åbnede døren og gik ud. Fuglene pippede højt, og himlen var helt blå. Jeg smilede stort, tog et par solbriller på og begyndte at gå mod skolen. Jeg skulle igennem byen, men så kunne jeg vel nå at købe noget at drikke på vejen. Jeg tog musik i ørerne – eller det ene øre. Jeg kendte utrolig mange folk i England, eller de kendte mig pga. min far. Så jeg ville smile og virke imødekommende. Alt andet havde vist sig at være spild af tid. Desuden, hvis jeg absolut skulle være ’kendt’, så hellere gøre det med et godt ry end et godt.

Jeg gik igennem St. James Park, som altid fik mit humør en smule op. Der var så smukt her omkring, og der var altid en god stemning. Jeg skruede lidt højere op for min musik og kiggede rundt. Der var ikke så mange herinde om morgenen. Lige nu var der bare nogle stressede mennesker, og en lyshåret dreng med sorte solbriller. Jeg sendte dem alle et smil, og kom endelig ind i byens gader. Jeg satte kurs mod en kiosk, hvor jeg kunne få noget kaffe. Det havde jeg brug for, hvis jeg skulle holde dagen ud.

Jeg kom hen til kiosken og hilste på nogle mennesker, som stoppede op og hilste. Jeg lod langsomt mit blik glide rundt, indtil det blev min tur. ”En stærk kaffe” sagde jeg og smilede til personen som stod bag disken. Han kendte mig, da jeg tit var herinde. ”Bliver det en hård dag?” spurgte han om, mens han sendte mig et smil. Jeg grinte kort og nikkede. ”Endnu en lang skoledag” sagde jeg og tog imod kaffen. ”Så ønsker jeg dig en god dag, og hils din far” sagde han og tog imod pengene. Jeg lagde min pung ned i min taske, og da jeg skulle til at slå blikket op igen, landte det på bladene. Jeg spærrede øjnene op, da jeg var på forsiden. Jeg tog hurtigt mine solbriller af, satte dem op i panden og kiggede rundt. ”Må jeg?” spurgte jeg manden om, inden jeg bladrede op på siden. ”Selvfølgelig Miss” sagde han og kiggede nysgerrigt med. Jeg slog op på siden, og så et billede af mig og de tre drenge fra i går. Mit blik gled hurtigt ned af siden.

#Valerie McQueen One Direction fan# stod der som overskrift. Jeg kiggede forvirret op på manden. One Direction? Jeg kom pludselig i tanke om ham Zayn’s ord fra i går: ”Det kan godt være du er en fan, men det giver dig ikke ret til at stjæle mine ting!” var han kendt? Jeg læste videre. #Valerie McQueen mødte i går tre af drengene fra One Direction, og da hun ville spørger om et billede så det ikke ud til drengene var særlig begejstret. Valerie blev set gå grædende derfra, og senere siger en kilde, at hun skrev på twitter: ”Some people can be so evil. Wish I could go to sleep without knowing there are people like them in this world.” Mon drengene knuste hendes drøm? Og hvad vil hendes far sige til det?# stod der til sidst.

Jeg stod og kiggede med store øjne ned i bladet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Det var dog helt ubeskriveligt, hvor langt fra sandheden det var! ”Miss, er du okay?” manden bag disken prikkede til min skulder, hvilket fik mig til at vågne op. Jeg kiggede hurtigt rundt, og så op på ham. ”Ja. Undskyld mig” sagde jeg og gik videre hen af gaden. Jeg tog mine solbriller på, og fik igen øje på drengen i parken. Han kiggede direkte over i min retning. Jeg rystede på hovedet. Det var en virkelig underlig dag i dag. En overgang var jeg i medierne hele tiden med nye løgne hele tiden, men jeg var blevet god til at holde mig fra dem nu. Hvis jeg endelig var i bladene, så var det noget med min far. Og nu var jeg blevet set med de tre kendte drenge fra One Direction eller hvad de nu kaldte sig selv, og pludselig er jeg stor fan?

”Valerie McQueen?” en stemme fik mig til at hoppe bagud. Drengen med det lyse hår og de sorte solbriller stod lige foran mig. Havde han fulgt efter mig? Det løb mig koldt ned af ryggen. Følelsen af folk der holdt øje med mig, det kunne jeg virkelig ikke lide. Jeg bed mig i underlæben, kiggede på mit ur og sukkede. ”Undskyld, men jeg kommer for sent” sagde jeg og vendte om. Min far gik meget op i, at jeg skulle passe min skole, så at komme for sent var ikke så tilfredsstillende for ham. Jeg gik hurtigt væk fra ham, tog mine solbriller på og satte farten op. Lige nu var jeg faktisk taknemmelig for skolen. Jeg vidste ikke hvorfor, men noget sagde mig, at jeg ikke have lyst til at snakke med ham drengen. Noget sagde mig, at jeg havde mødt ham før. Hans stemme var bekendt, lidt for bekendt måske.

 

Jeg sad og prøvede at følge med, men det var efterhånden mislykkedes flere gange. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det der stod i bladet, og drengen fra i morges. Og desuden gik det mig også på nerverne, at være omringet af så falske folk. Jeg plejede at skubbe det fra mig, men de sidste uger, så var det bare blevet så forfærdeligt. Da jeg var en rigtig bitch havde jeg mange venner, men de var jo også falske. Jeg ville aldrig gå tilbage dertil, selvom mit liv var en hel del sjovere dengang. Men jeg kunne ikke lide mig selv, og jeg rodede mig ud i alt muligt lort.

Jeg sukkede og kiggede rundt. Jeg fik øje på min gamle veninde Jessica. Hun havde blikket rettet mod mig, mens hun sad med et smørret smil og hviskede noget til Aja, som begyndte at fnise. Jeg kiggede hurtigt væk igen. Noget sagde, at der var startet et rygte om mig. Det var ikke kun dem der kiggede på mig, men også en del andre. Jeg lænede mig tilbage i sædet og prøvede at følge med igen. Hvis det bare var et rygte, så skulle jeg bare være ligeglad.

Jeg valgte at gå lidt før tid, hvilket min lærer ikke sagde noget til. Da klokken endelig ringede var jeg ude af skolens område. Jeg ville ikke engang vide hvad det rygte var om. Det sagde mig ikke spor. Eller selvfølgelig var jeg nysgerrig, men det kom som regel altid til at såre mig, så jeg måtte være ligeglad.

Jeg gik igennem London og kunne mærke mit humør var ret langt nede. Jeg tog mine solbriller på og musik i ørerne. Jeg skruede helt op, og gik hurtigere igennem byen. Jeg orkede ikke at skulle smile og hilse på en masse folk i dag. Jeg ville bare hjem og tage mig et langt bad, og bare få alle mine tan… Jeg blev revet ud af mine tanker da jeg faldt hårdt ned på jorden. Mine solbriller faldt af og musikken røg ud af mine øre. Jeg kiggede hurtigt op for at se hvem der gik ind i mig, og da drengen fra i morges stod med en udstrakt hånd, sukkede jeg irriteret. Faktisk var det ret creepy at det var ham igen.

Jeg rejste mig op uden hans hjælp, da jeg kunne mærke hvordan vreden skyllede ind over mig. Det var i orden at gå ind i folk, men at det var ham fra i morges, det irriterede mig. ”Følger du efter mig?” sagde jeg anklagende og kiggede rundt efter mine solbriller. ”Nej jeg…” han stoppede med at snakke og løftede mine solbriller op. Et gisp undslap mine læber, da de var knækket midt over. ”Det var virkelig ikke med vilje” sagde han hurtigt og hvis jeg ikke tog fejl, så kiggede han mig i øjnene. Jeg kunne ikke se noget for hans solbriller. Jeg rystede på hovedet. ”Det er lige meget” sagde jeg og tog dem ud af hans hånd. ”Nej” sagde han hurtigt. ”Jeg burde købe nogle nye til dig” sagde han og smilede venligt. Jeg rystede på hovedet. ”Hvis bare du vil lade være med at følge efter mig” sagde jeg en anelse sur. Det havde været en forfærdelig dag, og nu blev den kun værre! Fint nok, jeg var datter af en kendt designer, men han skulle sku da ikke følge efter mig!

”Jeg følger ikke efter dig” sagde han hurtigt, ”Kan du ikke kende mig?” Jeg kiggede forvirret på ham, men før jeg fik svaret trak han mig med ind mod Sct. James Park. ”Hvad laver du?!” spurgte jeg om og kunne mærke panikken skylle ind over mig. Han kunne da ikke bare tage mig med et eller andet sted hen! Jeg anede ikke hvem han var, og han ku… Jeg gik et skridt tilbage da han tog sine solbriller af. Det var en af drengene fra i går! Det løb mig koldt end af ryggen. Det var ham der havde prøvet at få Zayn til at slappe af, men det gik vidst ikke så godt. Hvordan kunne han overhovedet tillade sig at opsøge mig efter i går?

Jeg gik et skridt bagud, og kunne mærke vreden komme igen. ”Er du kommer for at gøre mig mere tilgrin?” røg det ud af min mund. Det lignede slet ikke mig at være så uhøjlig, men efter deres opførelse i går, så var jeg fuldstændig ligeglad. ”Nej, overhovedet ikke” sagde han hurtigt og kiggede rundt. ”Så lad mig være!” sagde jeg og begyndte at gå. Jeg kom igen i tanke om forsiden på bladet, og kiggede hurtigt rundt, for at se om der var paparazzier der fulgte efter mig igen – eller ham.

”Jeg ved du ikke stjal mobilen” råbte han efter mig. Jeg stoppede brat op og vendte mig rundt. Alt det jeg ikke fik sagt i går kunne jeg pludselig godt sige nu. ”Det gjorde jeg ikke. Jeg fandt den og brugte flere timer på at finde ejeren! Og så er han bare sådan en oplæst nar” røg det ud af min mund. Ingenting kunne stoppe mig lige nu. ”Men det er jo også klart, at man er så højrøvet og arrogant når man er verdensberømt” sagde jeg højt, og kiggede hurtigt omkring igen, inden jeg fastsatte mit blik på drengen, som pludselig smilede stort, hvilket kom helt bag på mig. Hvorfor smilede han? Han havde ingen grund til at smile! Kunne han ikke se, at jeg var pisse vred?

”Den side af dig viser medierne aldrig” hørte jeg ham mumle. Hvad? Jeg kiggede forvirret over på ham, og trådte et skridt hen imod ham. ”Ikke noget” sagde han hurtigt og smilede igen. ”Måske fordi der kun er sådan en side af mig, når folk fortjener at blive behandlet sådan!” sagde jeg irriteret. ”Og fordi medierne aldrig fortæller noget der er sandt” sagde jeg og hentydede til bladet i morges. Drengen kom med et kort grin. ”Så du så også bladet i morges?” hans stemme var blid, selvom jeg stod og råbte af ham. ”Jeg kunne ikke undgå det” vrissede jeg surt af ham. ”Og bare så du ved det, jeg er ikke fan!” et højt grin lød fra ham, hvilket trak i mit smilebånd. Hans grin lød sjovt, og jeg måtte kæmpe for ikke at smile. Jeg bed mig i underlæben og fastholdt mit blik. ”Det kunne jeg regne ud i går” sagde han og lod sit blik fange mit. Hans øjne så uskyldige ud, og et jag af skyldfølelse gik igennem mig. Måske havde jeg været lidt for hård overfor ham? Han prøvede trodsalt at hjælpe mig i går.

Der var stilhed i noget tid, hvilket fik mig til at ’tjekke’ ham ud. Han havde nogle mørke bukser på som hang en smule, en hvid t-shirt og så et par solbriller. Hans lyse hår strittede lidt, men det så meget sødt ud. Hvis jeg ikke tog fejl, så var han lidt højere end mig. Han rømmede sig og kiggede så på mig igen. ”Jeg vil gerne undskylde på Zayn’s vegne” sagde han og gik hen imod mig. ”Jeg er Niall. Niall Horan” sagde han og rakte hånden frem. Jeg kunne ikke lade være med at smile da han sagde hans navn. Det var det navn der stod på mobilen, og det navn jeg havde synes var sødt. Jeg tog imod hans hånd. ”Valerie. Valerie Mc..” ”McQueen” sagde han og afsluttede min sætning. Jeg bed mig i læben, og havde faktisk håbet han ikke vidste hvem jeg var, men det gjorde han, og det ærgrede mig.

”Så Valerie..” sagde han langsomt. ”Nu når du ikke stjal den, må jeg så spørger hvor du fandt den?” spurgte han om og begyndte at gå ind mod parken. Jeg holdt et grin inde og fulgte med. Skulle jeg fortælle ham, at jeg havde læst Zayns beskeder? Jeg trak på skulderen. Jeg skyldte ikke Zayn noget. Ligemeget hvad, så vil han være en arrogant højrøvet nar i mine øjne. Jeg kom til mig selv, og så Niall kiggede afventede på mig. ”Em” sagde jeg langsomt og fjernede mit hår fra skulderen. ”Inde i den butik, hvor du ikke kunne bestemme hvilket jakkesæt du skulle have” sagde jeg og kiggede væk. Niall begyndte at grine ”Så det er sådan nogle ting Zayn oplyser om mig?” sagde han og fangede mit blik. Jeg kunne ikke lade være med at smile og satte mig på en ledig bænk. Mit humør var blevet en smule bedre, og alt den vrede jeg havde før var væk. Mit ’sande’ jeg var kommet tilbage, og det viste sig, at Niall var en sød fyr i forhold til hans ven. 

-----------------------------------------------

I må utrolig gerne like den, hvis I synes den er god! Det ville betyde meget. :D Den skal nok blive bedre og mere spændende. :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...