2 different worlds. {1D}

Den 17-årige Valerie McQueen lever det luksiriøse liv. Hun er datter af en verdensberømt designer, så hun får hvad hun vil have. Men Valerie er ikke snobbet på nogen områder, og behandler folk som de behandler hende. En dag finder hun en mobil ude i byen, og den tilhører en Zayn Malik. Hun bliver nød til at tjekke den igennem for at finde en hun kan ringe til, og da hun får kontakt til Zayn, beskylder han hende straks for at være en sindssyg fan som har stjålet den. Men hvad sker der, når en af de andre drenge tager kontakt til hende?

1684Likes
1576Kommentarer
198002Visninger
AA

7. Let the game begin.

 

Jeg vendte mig langsomt rundt, og så Zayn stå og kigge helt forvirret på mig, men stadig med et vredt blik. Et blik jeg havde kaldt forførende… men det var skræmmende.

”Zayn” jeg sagde hans navn uden vrede. Lige nu var det måske ikke tidspunktet at flippe ud på ham. Jeg vidste ingenting om ham, og jeg vidste ikke om han var sindssyg og kunne finde på at slå. Jeg vidste bare, at jeg måtte undskylde lige meget hvad.

Jeg løb pludselig tør for ord. Jeg stod bare og gloede på Zayn. Hans øjne borrede sig ind i mine, og ud fra hans kropssprog kunne jeg se, at han gjorde alt for at holde sig i ro. Jeg lukkede øjnene og bed mig i læben. ”Undskyld” fløj det ud af min mund. Jeg havde ikke noget imod at undskylde, men det var så svært overfor Zayn. Jeg var vred på ham. Jeg hadede ham for at være så pisse ond overfor mig den første gang. Jeg hadede ham for at give mig et blåt mærke, og jeg hadede ham for at få mig til at græde. Men mest af alt hadede jeg ham, for at påvirke mit humør så meget.

Mens jeg stod og studerede hans ansigt for at se enhver mine han trak, skete der noget underligt. Hans skulder sank en smule og hele hans holdning blev afslappet. Et smil gled over hans læber, og lidt efter lænede han sig op af sit skab. Han kiggede op og ned af mig, og det føltes faktisk ret ubehageligt.

”Det er i orden” sagde han, og selvom han smilede var hans ord virkelig kolde. Jeg kiggede forvirret på ham. Havde han lige tilgivet mig? Jeg trådte et skridt tilbage. Og hvorfor fanden i helved smilede han? Burde han ikke råbe af mig? Fortælle jeg skulle skride fra hans hus? Han kunne da ikke bare sætte sig ned på den måde, og lade som om alt var okay! Jeg havde slået ham!

Det faldt mig pludseligt ind, at han smilede fordi han troede han havde vundet. Jeg gik endnu et skridt bagud, hvilket han vidst nød. ”1-1” sagde han og rejste sig hurtigt op. 1-1? Jeg kunne ikke lade være med at grine hånligt. ”Okay” sagde jeg langsomt og gik hen mod døren. ”Hvis det er sådan du vil have det” mumlede jeg, og skulle til at åbne døren, da Zayn lagde en hånd på døren og smækkede den i. Jeg vendte mig forskrækket om, og kunne mærke hans ånde på min kind. Hans ansigt var helt tæt på mit, og hans øjne borrede sig ind i mine. Mit hjerte sprang et slag over. Han stod så tæt, at jeg uden tvivl helt klart kunne dufte hans parfume, og sikkert også hans ånde, hvis jeg ikke havde holdt vejret. Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg holdt vejret. Hans hånd lå lige ved siden af mit hoved, og det at der var så lidt plads imellem os, havde en utrolig urolig effekt på mig… hvilket Zayn vidst kunne tyde, for et irriterende og drillende smil gled over hans ellers så perfekte ansigt.

Jeg ville kigge ned i jorden, men hans øjne holdt mit blik oppe. Jeg måtte gøre et eller andet. Jeg kunne ikke stå her, så vidste han helt klart hvordan min krop reagerede på ham! Og hvorfor reagerede min krop sådan her på ham? Jeg nåede ikke mere, før hans stemme lød lige ude for mit øre. ”Lad spillet begynde” hviskede han stille, og før jeg kunne nå at gøre noget, havde han åbnet døren.

***

Jeg var blevet hos dem hele aftenen os set film. Det var virkelig hyggeligt, og de andre vidste vi havde lagt ’lussingen’ bag os. Men hver gang jeg kiggede over på Zayn, så kiggede han på mig og sendte mig et smil, som fik min mave til at vende sig. Den episode inde på værelse havde gjort mig helt forvirret. Mente han der stod 1-1? Hvis det var et spil han ville have, så skulle jeg da nok spille med. Hans skulle ikke vinde, ikke så længe jeg var med i spillet.

Det var nu snart en uge siden alt det mellem Zayn og jeg var sket. Det var torsdag i dag, og jeg skulle hjem til dem igen. De havde fået tre ugers ferie, da de næsten lige var kommet hjem fra en tour. Jeg havde været sammen med dem næsten hver dag i ugen, og hvis jeg sagde nej, så kom Louis bogstaveligtalt og hentede mig – så jeg havde intet valg – selvom jeg ikke havde noget imod det. Min far troede jeg var sammen med en veninde, men hvad han ikke vidste havde han jo ikke ondt af. Jeg havde ikke tænkt at fortælle ham noget lige nu. Jeg var virkelig glad. Jeg havde rent faktisk fået nogle venner, og det skulle han ikke tage fra mig igen.

Nå men ud over det, så var Zayn og mit forhold totalt underligt. Efter den episode inde på værelset, så havde han rent ud og sagt flirtede helt vildt med mig. De andre drenge havde også godt lagt mærke til det, og det at jeg afviste ham synes de bare var sjovt – hvilket han vidst også selv gjorde. Min krop reagerede fuldstændig latterligt, hvis han var for tæt på mig, så jeg holdt mig på af stand. Jeg havde ikke haft en seriøs forelskelse før, så jeg vidste ikke hvordan det var, men én ting vidste jeg, og det var, at jeg ikke var forelsket i Zayn. Hans flirteri irriterede mig grænseløst, og jeg var ikke særlig god til at skjule det, så derfor blev han ved. Jeg tror han synes det var sjovt at se mig sådan. Jeg kunne meget bedre lide det før, og jeg ville faktisk ønske det stadig var sådan. Jeg skulle aldrig have undskyldt for at slå ham.

”VALERIIIIE!” Louis kom løbende hen imod mig, og i det øjeblik, hvor jeg troede han ville løbe lige ind i mig, så stoppede han op, tog om mig og løftede mig op. ”Louis! Luft!” sagde jeg og grinede. Jeg blev en helt andet i deres selskab. Derhjemme skulle jeg altid være så… perfekt, men her kunne jeg være mig. Her kunne jeg være den jeg vil, og selvom jeg levede på en løgn overfor min far og drengene, så var det alt værd. Jeg elskede at være hos dem, og bare det at have venner betød alt for mig.

”Valerie?” råbte Liam og kom ud i gangen. ”Hey girl!” sagde han glad og krammede mig. Det var som mit andet hjem her hos Niall. Drengene brugte virkelig alt deres tid sammen, hvilket var ret sødt. Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan det var når de ikke havde ferie, men ja. De havde da også besøgt deres familier, men lige for tiden påstod de, at de ville bruge deres tid på mig. De så mig overhovedet ikke som alle andre gjorde. De var overhovedet ikke falske, og når jeg var sammen med dem, så glemte jeg alt det dårlige.

”BØH!” sagde en høj stemme bag mig. Jeg gav et skrig fra mig, og fløj hen i Louis’ favn. Jeg kunne høre drengene grine, og langsomt kunne jeg mærke blodet stige mig til hovedet. ”Easy babe” sagde Harry og kom hen imod mig. Jeg flyttede hurtigt Louis’ arme og kiggede irriteret hen på Harry. ”Det var ikke okay” sagde jeg og ’surmulede’ hvilket fik ham til at grine.

”Valerie?” Niall’s stemme lød højt, og lidt efter kom han ud fra køkkenet. Jeg smilede stort og fløj hen i hans favn. Han var på meget kort tid blevet min bedsteven. Jeg have ikke ligefrem plapret ud om mit liv, og han vidste måske heller ikke så meget om mig, og det var nok ikke det ’bedstevenne’ forhold så mange andre havde. Niall og mit forhold var… anderledes. Det er ikke helt til at forklare, men han havde ligesom ’trukket’ mig op af det hul jeg var på vej ned i. Selvom havde jeg stadig nedture, og det var hårdt at lyve for min far, men Niall gjorde det på en måde nemmere – selvom han ikke anede noget om det.

”Valerie?” jeg hørte råb inde fra stuen, og begyndte at grine. Jeg kom i tanke om, hvor mange gange mit navn var blevet nævnt inden for de sidste 10 minutter. ”Hvad?” råbte jeg tilbage, da jeg sad ude i køkkenet sammen med Niall og Liam. ”Kom ind og vælg en film!” råbte Harry. Jeg kiggede på drengene. ”Film, igen?” de grinte begge to. ”Vejret er gråt” sagde Niall og kiggede ud af vinduet. Jeg rullede med øjnene. De havde altid en god undskyldning for at se film.

”VALERIE!” råbte Harry igen. ”Let din røv og find en selv. Jeg gider ikke få et chok mere” sagde jeg og tog noget af den is Niall var i gang med at spise. Man skulle næsten tro, at jeg boede her. Det gjorde jeg på en måde også, og det havde gjort mig tæt med drengene. Jeg følte virkelig, at jeg havde kendt dem meget længere end en uge.

”Ikke min is Valerie!” sagde Niall bebrejdende og rakte ud efter den, men jeg var hurtigest. ”Val” sagde han langsomt. De kaldte mig tit val, hvis de ikke orkede at sige hele mit navn. Ja, de var dovne. Det skulle man ikke bruge en uge for at finde ud af!

”Giv mig den!” sagde han og rejste sig, men inden jeg kunne flytte mig mærkede jeg et par arme om min krop. ”Hey!” råbte jeg højt og slap isen, som Liam greb. ”HARRY!” skreg jeg højt, da jeg kunne mærke det på hans hår. ”Hey tiger” sagde han og løftede mig op i sin favn. ”Du bad mig lette røven” sagde han drillende og gik ind i stuen med mig. ”HARRY” sagde jeg og begyndte at grine. ”Du skulle finde en film, ikke hente mig!” brokkede jeg mig. Han smed mig i sofaen lige oven på Louis. ”Jamen hej Valli” sagde han og begravede hovedet mod min hals, hvilket han vidste kildede. (I ved, hvor man puster ind mod ens hals) Jeg sprang hurtigt væk og tørrede hans savl af min hals. ”Iv” mumlede jeg irriteret og gik hen til filmene. Jeg var slet ikke i humør til at se film lige nu, så jeg valgte bare en eller anden.

”Her, taber” mumlede jeg og holdt filmen op mod Harry, som kiggede fornærmet på mig. ”Er du sikker på du tør se den?” en ny stemme blandede sig, og det gik først op for mig nu, at Zayn var herinde. Jeg drejede rundt på hælen og kiggede over på ham. Han havde nogle hudfarvet bukser på, en sort trøje, og så havde han sat sit hår op + han var smurt ind i parfume. Det var ikke Zayn med parfume, men parfume med Zayn. Han sendte mig et irriterende (Irriterende = charmende) smil. Han irriterede mig allerede.

”Har du tabt din parfume ud over dig selv?” spurgte jeg spydigt om, inden jeg dumpede ned i sofaen hvor han sad, men længest fra ham. Jeg hørte Louis grine højt, og lidt efter kom han ind i stuen igen. Hvornår var han gået? ”Naa” sagde Zayn langsomt. ”Jeg ville bare have dig til at lægge mærke til mig” sagde han og lagde en arm på sofaen. ”Og det gik jo meget godt” sagde han og blinkede. Jeg rullede med øjnene og skulle til at rejes mig op, da Louis skubbede mig ned i sofaen igen. ”Nu skal der hygges!” sagde han og skubbede mig hen imod Zayn. Hvorfor vidst jeg bare, at han gjorde det med vilje?

Jeg skubbede irriteret til Louis, men han ignorerede mig. Efter Zayn på mystiskvis havde ’ændret’ sig til at være endnu mere irriterende end før, så synes drengene åbenbart, at det var sjovt at irritere mig med det. De vidste alle jeg ikke kunne fordrage Zayn, men alligevel fik de os på en underlig måde altid til at være sammen. Enten sidde ved siden af hinanden, eller være alene i et rum. Jeg hadede det, og de vidste det. Men de morede sig åbenbart med det, selv Zayn som burde være ligeså irriteret som mig.

Niall slukkede lyset og satte sig ved siden af Louis, som sad ved siden af mig. ”Er jeg den eneste der ikke gider det her?” spurgte jeg højt om. ”Jep” sagde Louis hurtigt uden at kigge på mig. ”Jeg er lige her, hvis du bliver bange” Zayn’s stemme lød lige ud for mit øre, og jeg kunne nemt mærke hans ånde på min kind. Jeg trak mig hurtigt væk, og kiggede på ham med et seriøst blik, men han sendte mig bare et smil og åbnede sine arme, for at vise han mente det. Hvad var der i vejen med ham! Han hadede mig, jeg hadede ham. Hans flirtende måde at være på, den gav mig kvalme.

***

”Jamen, har jeg noget valg?” jeg drejede mit hoved, så jeg holdt mobilen imellem mit hoved og min skulder. ”Nej” grinte Liam i den anden ende. ”Fint” mumlede jeg. ”Hvad skal jeg have med?” spurgte jeg ind i mobilen. Drengene havde tvunget mig over til dem og sove til i morgen, og hvis ikke, så ville Louis komme herhjem og hente mig, hvilket ikke var godt. Min far anede ikke rigtig noget til dem, og det kom han heller ikke til lige nu. Vi var ikke rigtig ude at ’opleve’ noget sammen. Vi opholdt os mest i Niall og Zayns lejlighed, hvilket jo ikke førte til paparazzier, hvilket førte til, at jeg så dem som nogle helt almindelig belastende overdejlige drenge.

”Val?” Liam trak mig ud af mine tanker. ”Du kan bare komme over nu” sagde han og lagde på. Jeg spærrede øjnene op. Nu?! Jeg trak min anden converse sko over til mig og trak den på, mens jeg hoppede på et ben hen imod døren. Det er ligesom i film når de skal skynde sig, men her gik det langt fra som i en film. På vej hen mod døren på et ben væltede jeg selvfølgelig, og rev mit gardin halvt ned. ”Forfanden i helved” sagde jeg irriteret og fløj op igen. Jeg skulle skynde mig ret meget. Min far skulle ikke se dem, og inden det skulle jeg pakke og stå henne ved porten.

Jeg fløj ud af døren og ned af gangen. Jeg stoppede ved min fars kontor, rettede på mit hår og gik ind. Min far kiggede kort op. ”Hej prinsesse” sagde han inden han kiggede ned i sine papir igen. Jeg kiggede rundt i hans kontor. Det var længe siden jeg havde været her. Faktisk var jeg her næsten aldrig, da jeg tit kom hjem, lavede lektier og gik i seng.

”Jeg tager ud over sover ved Cecilie til i morgen” sagde jeg hurtigt. Cecilie var en pige fra min klasse, og hun var gået med til at dække over mig. Jeg ved ikke hvorfor, måske fordi hun troede jeg var en bitch? Nå, men det havde hun altså. ”Ja, mmh” sagde min far langsomt. Jeg kiggede med overrasket øjne. Var det det? ”Skal du ikke fortælle mig hvornår jeg senest skal være hjemme i morgen og alt det der?” jeg kiggede undrende på ham. Han grinte kort. ”Jeg stoler på dig” og med de ord havde han tager sin mobil frem, og ringet en op. Jeg sendte ham et stort falsk smil inden jeg lukkede døren bag mig.

Jeg gik langsomt tilbage mod mit værelse og begyndte at pakke. Han stolede på mig. Hvorfor stolede han på mig? Han havde ingen grund til at stole på mig. Jeg havde løjet for ham så det stod ud til alle sider. Jeg rystede på hovedet og lagde noget tøj i tasken. Jeg kunne ikke fortælle ham det. Han ville ikke forstå. Han ville have mig sammen med Simon, ikke nogen verdensberømte mennesker. Jeg sukkede og lukkede min taske. Det var faktisk gået hurtigere end forventet. Jeg satte mig opgivende ned i sengen. Jeg var en datter der løj så det sagde spar ti. Jeg tog mig til hovedet. Han ville ikke forstå det alligevel, så det var vel okay.

Jeg kom endelig hen til dem og stod foran døren. Jeg håbede virkelig de kunne gøre mig glad igen, da mit humør var ret langt nede lige nu. Jeg bankede på og kiggede omkring. Der var ret stille derinde – lidt for stille. Jeg skulle til at banke på igen, da døren blev åbnet – af Zayn. Jeg gav et suk fra mig – det var blevet en vane!

”Jamen hej til dig også” sagde han ironisk og trådte til siden, så jeg kunne komme ind.. Jeg sendte ham et falsk smil og gik forbi ham. ”Hvor er de andre?” var det første jeg spurgte om. Zayn gav mig et af hans irriterende blik inden han gik ud i stuen. Jeg sukkede og gik ind på Niall’s værelse for at stille mine ting. Måske jeg bare skulle blive herinde? Jeg mener.. for at slippe for Zayn. Jeg orkede ikke hans flirteri. Jeg orkede ærligtalt ikke at komme i et dårligere humør end jeg var i lige nu.

”Er der noget du vil have med?” Zayn stak hovedet ind og snakkede tydeligvis i mobil. Jeg kiggede over på ham, og prøvede at give ham et koldt blik, men det var lidt svært, når hans øjne gled op og ned af min krop. Han vidste jeg ikke brød mig om det, så det var tydeligt han kun gjorde det for at være provokerende. ”Noget myregift” mumlede jeg og smed mig i Niall’s seng. ”Myregift?” sagde Zayn forvirret, og selv herfra kunne jeg høre Niall grine i mobilen. ”Ja, vi har et stort stort insekt her” sagde jeg og grinede over hvor latterlig jeg egentlig var, men det var det værd. Jeg tog enhver chance for at irritere Zayn på. Selvom han måske ikke viste det, så måtte han da blive bare lidt irriteret, ikke?

”Hun er bare latterlig. Men ja, køb noget… myregift” sagde han og skar en grimasse, inden han lagde på. Han lænede sig op af døren. ”Myregift? Seriøst?” Han gik hen til Niall’s spejl og satte sit hår. Jeg kiggede over på ham. Jeg gad ham ikke lige nu.

”Er det virkelig nødvendigt jeg skal låse mig ude på toilettet for at blive fri for dig?” spurgte jeg om og rejste mig op. ”Blive fri for mig?” han tog fat i min hånd da jeg gik forbi ham. En varm følelse skyllede ind over mig, men blev hurtigt erstattet af kvalme. ”Det ved vi jo begge godt, ikke er noget du vil” sagde han og blinkede. Jeg hev irriteret min arm til mig. ”Zayn, jeg orker ikke det der” sagde jeg ærligt og gik hen imod døren. ”Mig eller min charme?” spurgte han flabet om, og var hurtigere henne ved døren end mig. Jeg rullede med øjnene. ”Er dig og din såkaldte charme ikke det samme?” Jeg sendte ham et irriteret smil. ”Jeg mener.. I er begge to pisse arrogante” sagde jeg og prøvede at komme forbi ham. ”Av” sagde han og tog en hånd op til hans hjerte. ”Den sad” sagde han tomt, og lagde en arm over døren, da jeg tog fat i håndtaget.

Jeg sukkede højt, og kunne mærke jeg blev en smule irriteret. ”Zayn, hvad vil du?” spurgte jeg irriteret om. ”Vi ved jo begge godt, at du ikke har noget imod mig” sagde han og gik et skridt tættere på mig. Jeg kunne straks mærke min mave slå en knude, og lidt efter begyndte mit hjerte at pumpe hurtigere. Jeg hadede den følelse!

”Du tager fejl” sagde jeg hurtigt. ”Jeg har noget imod dig, alt for meget” sagde jeg og prøvede at lyde hård, men det mislykkedes totalt. ”Kostbar” mumlede han ind i mit øre, hvilket gav et gys igennem min krop. ”Ellers gider jeg dig bare ikke, der er forskel” sagde jeg og trådte et skridt bagud, men stødte på væggen. Zayn sendte mig et kækt smil og trådte et skridt tættere på. Jeg havde lyst til at skubbe til ham. Jeg gad ham ikke! Hvad var det han ikke kunne fatte i det?

”Jeg tror vi holder os til kostbar” mumlede han stille, og gik et skridt tættere på mig. Min krop skreg, at jeg skulle gå væk, men min hjerne ville ikke reagere.

”Du står her endnu” sagde han pludselig, og lod to finger glide hen langs min hals. Det gav et sæt i min krop.”Ja, hvad fanden har jeg egentlig gang i” sagde jeg højt, og skubbede blidt til ham, men han gik hurtigt et skridt frem mod mig igen. Jeg lod min hånd blive på mit bryst, hvis nu han skulle komme for tæt på igen

. ”Kostbar” sagde han igen og lagde en hånd på væggen bag mig. Jeg kiggede hurtigt ned i jorden. Hvorfor blev jeg stående? Jeg burde sku da løbe skrigende bort! Jeg hadede ham! De sindssyge følelser han fik frem i min krop var had, så hvorfor flyttede jeg mig ikke?

---------------------------------------

Wow. Jeg havde ikke regnet med, at så mange ville læse denne movella. Tusind tusind tak! :-D I giver mig helt klart lysten til at skrive. Mange mange tak! :* xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...