2 different worlds. {1D}

Den 17-årige Valerie McQueen lever det luksiriøse liv. Hun er datter af en verdensberømt designer, så hun får hvad hun vil have. Men Valerie er ikke snobbet på nogen områder, og behandler folk som de behandler hende. En dag finder hun en mobil ude i byen, og den tilhører en Zayn Malik. Hun bliver nød til at tjekke den igennem for at finde en hun kan ringe til, og da hun får kontakt til Zayn, beskylder han hende straks for at være en sindssyg fan som har stjålet den. Men hvad sker der, når en af de andre drenge tager kontakt til hende?

1684Likes
1576Kommentarer
197945Visninger
AA

4. It's a Win Win.

 

 

”Så, hvordan er det at være verdensberømt?” spurgte jeg Niall om, mens jeg svingede mine ben frem og tilbage. Jeg ved ikke hvor lang tid vi havde sættet her, men lang tid nok til at finde ud af, at Niall virkelig var nede på jorden og rigtig sjov. Jeg havde det lidt dårligt over min opførelse overfor ham, men han havde sagt det var forståeligt. Den måde Zayn reagerede på i går var ikke okay, og derfor havde Niall opsøgt mig, fordi han hadede når folk var kede af det – specielt hvis det var dem der var grunden. Ret sødt alligevel! Det var også rart bare at have en at snakke med. Det var længe siden jeg ikke kunne udpege en person til at være pisse falsk overfor mig.

”Det er fantastisk” sagde han hurtigt og tog sine solbriller på igen, da solen kom frem. ”Man oplever utrolig mange ting. Men det kender du vel selv?” han kiggede på mig og sendte mig et smil. Jeg trak på skulderne og bed mig i læben. Selvfølgelig gjorde jeg det. Min far kunne skaffe alt til mig, hvis bare jeg passede min skole. ”Det Niall?” han kiggede undskyldende på mig og rejste sig. Jeg havde slet ikke hørt hans mobil havde ringe. Jeg kiggede op mod solen, og nød dens stråler mod min hud. Jeg elskede sommer, og nu var sommeren endelig ordentlig på vej.

”Valerie?” jeg åbnede mine øjne og kiggede på Niall som stod foran mig. ”Jeg er ked af det, men jeg bliver nød til at gå” sagde han og borrede sine øjne ind i mine. Jeg nikkede hurtigt. Han havde sikkert en masse at lave, og jeg var sikkert også ret kedelig at være sammen med. ”Men, det har været rigtig hyggeligt, og jeg kunne godt tænke mig, at lære dig bedre at kende” sagde han og sendte mig et stort smil, som varmede alt indeni. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Mente han det? Jeg kiggede ned i jorden, da jeg ikke vidste hvordan jeg skulle reagere. ”Hvis du vil” sagde han lidt efter. Jeg grinte kort og kiggede så på ham igen. ”Det vil jeg gerne” Jeg kunne se et stort smil brede sig på hans læber. ”Skal du noget i morgen?” sagde han hurtigt. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Nogen ville nok se det som desperat, men jeg så det som… virkelig sødt. ”Jeg skal i skole, men ellers ikke rigtig noget” Jeg rejste mig op og børstede mig af. ”Skal vi så mødes her, klokken tre?” han kiggede på sit ur og så ud til at være stresset. ”Ja, det er fint” sagde jeg hurtigt. ”Super! Vi ses!” sagde han og begyndte at løbe. Jeg kiggede efter ham, indtil jeg ikke kunne se ham længere. Vildt hvordan en dag kunne gå fra at være så dårlig, til at blive… god. Jeg tog mig selv i at smile og bevægede mig så hjem af.

***

Jeg prøvede at følge med, da en papirkugle landte på mit bord. Jeg kiggede hurtigt rundt, og fik øjenkontakt med Jessica. Jeg sukkede og havde et øjeblik lyst til bare at kaste den i hovedet på hende, men min nysgerrighed tog over, og jeg åbnede den.

#Kunne du ikke bare få din far til at skaffe et møde med dem? Du plejer at få alt af ham, så hvorfor stjæle? Forstår godt Zayn hader dig J # sod der. Jeg kunne mærke et stik i hjertet, men jeg skulle ikke vise tegn på følelser eller noget. Jeg lod et smil glide hen over min mund, men det var så falsk som det kunne blive. Jeg kiggede over på hende, og sendte hende bare et stort smil, hvilket fik hende til at kigge usikkert på Aja. Jeg lænede mig tilbage i sædet, lagde mine hænder i mit skød og kiggede op på tavlen. Jeg ville ikke vise hvilken reaktion det havde på mig. Jeg havde det utrolig dårligt over Zayn beskyldte mig for at være en tyv, men nu det gik som et rygte på hele skolen, så fik jeg det dårligere.

Jeg tog min blyant og skrev lidt frem og tilbage på mit papir, da endnu en papir kugle landte på mit bord. Jeg kiggede kort ned på den, og kastede den så tilbage. Jeg havde ikke lyst til at læse hvad der stod. Et hånligt fnis kom fra Jessica, men det blev hurtigt spoleret af klokken der ringede ud. Jeg sukkede lettet, og begyndte pludseligt at smile, da jeg kom i tanke om Niall.

Jeg tog hurtigt min taske og gik ud af klasseværelset. Folk stod og hviskede i alle hjørner, og de fulgte mig med øjnene. Det var virkelig ubehageligt, og jeg hadede det, men jeg vidste, at de ikke skulle få mig ned. Jeg satte musik i ørerne og gik ned af gangen med et smil på læberne. Jeg var taknemmelig for, at jeg i løbet af året havde kunne sætte en facade op, hvis sådan noget som det her skete. Der var heldigvis ikke så lang tid tilbage af skoleåret, så jeg måtte holde ud.

***

Jeg småløb hen i parken, og da jeg så Niall lyste jeg op i et smil. Han stod med nogle fans, så jeg gik langsomt derhen. Vejret var ret gråt, og hvis jeg ikke tog fejl, så ville det blive et ret slemt regnvejr der var på vej. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da nogle af pigerne gik derfra med et kæmpe smil plantet på læberne. Jeg elskede at se folk glad. Det havde en helt fantastisk effekt på mig.

”Valerie!” Niall’s stemme lød oprigtig glad da han sagde mit navn. Jeg slog mit blik hen på ham, og så de sidste piger forsvinde. ”Det må du undskylde” sagde han på vej hen imod mig. Jeg viftede med hånden for at vise det var okay. Det var jo hans job, og han gjorde folk glad. Det måtte egentlig være et fantastisk job at have. Bare det at folk så op til en, og at man kunne gøre dem glade. Jeg sendte ham et smil, og da han trak mig ind i et kram kunne jeg ikke lade være med at smile.

”Har det været en god dag?” spurgte han mens vi gik i parken. Mit smil stivnede et øjeblik, men det kom hurtigt frem igen. Jeg var her sammen med Niall nu, og han var alt andet end falsk overfor mig. ”Den har været helt okay” sagde jeg og blev overrasket over for stor en løgn det egentlig var. Niall smilede stort og kiggede så over på mig. Okay, han kendte mig ikke så godt – det var en fordel.

”Såååå” sagde jeg langsomt. ”Hvad skal vi lave?” jeg sendte ham et stort smil, og kunne pludselig mærke nogle vådt på min pande. Jeg kiggede hurtigt op, og så hvordan nogle næsten sorte skyer var gledet hen over himlen. Jeg kiggede ned igen og mødte Niall’s blik. ”Det vil nok ikke være så klogt, at blive her” sagde han og grinte. Før jeg kunne nå at reagere stod det ned med regn. Niall greb ud efter min hånd. ”Jeg ved hvor vi skal hen” sagde han og begyndte at løbe. Jeg lod et grin komme ud og løb med.

”Niall, jeg magter ikke at løbe længere” sagde jeg og fik ham til at stoppe op. Det stod ned med regn, og mit tøj var helt gennemblødt. Niall vendte sig om og smilede. ”Vi er der også lige om lidt” sagde han og prøvede forgæves at fjerne det lyse hår, som sad klistret til hans hoved. ”Kom” sagde han og rakte ud efter min hånd. Jeg kiggede ham i øjnene, sukkede og tog imod den. Vi begyndte at løbe igen, men denne gang ikke ret langt.

”Bor du her?” spurgte jeg om, da vi stod foran et halv stort hus. ”Fjerde etage, ja” han gik hen mod dørmanden, som åbnede døren for os. Jeg havde aldrig været herinde før, men bygningen havde flere gange fanget mine øjne.

”Goddag Hr. Horan” sagde en mand og gik forbi. Niall smilede venligt, og gik hen til elevatoren. Jeg kunne mærke hvordan varmen lagde sig tæt om mig, hvilket fik mig til at fryse. ”Jeg h-h-håber du har noget tørt tøj” sagde jeg og lænede mig op af væggen inden i elevatoren. Niall trykkede på en knap og kiggede på mig med et drillende smil. ”Hvad?” sagde jeg træt og kunne pludselig høre et højt brag. Niall kiggede ud af vinduet der var. Jeg fulgte hans blik, og i det jeg kiggede ud, blev hele himlen lyst op af et lyn. Et ryk gik igennem min krop. Jeg hadede virkelig tordenvejr.

”Kom” sagde Niall og gik ud af elevatoren. Vi gik langs en gang. Der var virkelig flot her. Jeg satte farten op og gik med Niall. ”Fryser du?” spurgte han om, og lod sit blik glide op og ned af mig. Jeg nikkede og prøvede at varme mig selv med armene. ”Kom” sagde han og åbnede døren for mig. Jeg smilede automatisk og gik ind. Jeg kiggede rundt, der så rydeligt ud. ”ER DET DIG NIALLER?” en drenge stemme lød i mit øre. Jeg kiggede hurtigt og forvirret over på Niall, som også så forvirret ud. Jeg tog min jakke af, hang den op og fulgte med ham.

”Hvorfor er i her? I burde da være hos Harry” hørte jeg Niall sige. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle gå med. ”Det lagde op til regn, og vi kunne ikke nå at komme hjem til Harry, og så vil vi da ikke tage af sted uden dig Nialler” sagde en bekendt stemme. Jeg kunne ikke lade være med at grine af hans kælenavn. ”Og hvorfor er du så våd?” spurgte en anden stemme om. Jeg tog mig sammen og gik hen til Niall, jeg kunne jo ikke stå her for evigt.

”Måske du skulle få noget tø…” da jeg kom ind stoppede stemmen hurtigt. Jeg kunne føle fire blikke på mig, og foran mig stod der tre drenge. ”Niall” sagde den ene dreng og gispede. ”Har du en pige med hjemme!” sagde den ene dreng, som så så bekendt ud. Jeg bed mig i læben og kiggede rundt. ”Har Niall en pige med hjem?” en stemme jeg kendte alt for godt lød i mit øre. Jeg stivnede og kiggede over på Niall, som bed sig i læben. Jeg kunne mærke jeg begyndte at ryste. Om det var kulden eller pga. ham vidste jeg ikke. Jeg kiggede hen mod døren, da han kom ind i rummet. Det var ikke til at tage fejl af – det var ham. Ham der beskyldte mig for at være en tyv. Ham Zayn, ham fra One Direction, og hvis jeg ikke tog fejl, så stod jeg foran hele bandet.

Hans blik faldt langsomt hen på mig, og da hans blik mødte mit, kunne jeg se hans ellers venlige ansigt ændre sig. Hans brune øjne lyste op af vrede. Jeg kunne mærke mit hjerte pumpe i brystet. Det var helt forkert. Det var ham der fik mig til at græde. Det var ham der fik mit humør så langt ned. Jeg rystede på hovedet da han endelig tog blikket fra mig.

”Hvad skal det her forestille?” spurgte Zayn vredt om. Jeg kunne se to af de andre drenge kigge med store øjne hen på Zayn. Jeg burde ikke være her. Jeg burde være langt væk. Jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig ville blive så trist pga. en dreng igen! Han var så uhøflig, og minderne kom tilbage. Før jeg vidste af det, havde jeg vendte mig rundt og var på vej hen imod døren.

”Valerie” hørte jeg Niall sige, men jeg ignorerede ham. Jeg greb ud efter min jakke, da en varm hånd tog fat om mit håndled. Det kunne ikke være Niall, da vi lige var kommet hjem. Jeg vendte mig hurtigt rundt, og kiggede lige ind i nogle grønne øjne. ”Hvor skal du hen?” spurgte han om og stillede sig hen foran døren. ”U-undskyld” mumlede jeg hurtigt og kunne mærke tårerne presse sig på. ”Jeg burde ikke være kommet” halvhviskede jeg, og prøvede at tage fat i håndtaget.

”Valerie!” Niall kom løbende ud til os. ”Undskyld. Jeg vidste ikke han var her. De skulle have være hjemme hos Harry” sagde han og nikkede hen imod ham drengen der stod ved siden af mig – ham Harry.

”Wow wow wow” sagde en dreng med mørkt hår, og hvis jeg ikke tog fejl, så var det ham der var sammen med Zayn den dag. ”Hvad sker der lige her?” en anden dreng kom ud og kiggede rundt. ”Det var hende der stjal min mobil” vrissede Zayn surt og lænede sig op af døren. Jeg kunne mærke hvordan sorgen blev til vrede. Jeg havde IKKE stjålet hans fucking mobil! Jeg gav slip fra håndtaget og gik et skridt hen imod Zayn. Jeg skulle til at sige noget, men Niall stemme stoppede mig. ”Hun stjal den ikke Zayn” sagde han med en stemme jeg ikke havde hørt fra ham – overhovedet. Han lød virkelig sur. Jeg troede slet ikke han havde den side af sig selv.

Zayn gik et skridt tættere på mig og Niall. ”Så du beskytter hende altså nu?” sagde han surt. Jeg gik hurtigt et skridt tilbage igen. Jeg kunne nemt huske hvordan han hårdt havde taget fat i mig i parken, og hvordan hans truende adfærd havde været. Tårerne pressede sig på, men jeg kunne ikke begynde at græde igen! Jeg havde lovet mig selv ikke at græde over sådan noget latterligt noget igen.

”Zayn” drengen bag ham lagde en hånd på hans arm. ”Ikke nu Liam” sagde han surt og kiggede Niall i øjnene. ”Hun.stjal.den” sagde han hårdt. Niall blev ved med at fastholde hans blik, selvom det var så hårdt og fuld af vrede. Jeg kunne godt afsløre, at jeg var pisse bange for Zayn. Han fik mig til at ryste, og han fik tårerne til at presse sig på… og sammentidig fik han mig til at boble af vrede. Jeg kunne ikke på noget tidspunkt huske, hvornår jeg havde været så sur. ”Jeg stjal ikke din fucking mobil” ordene var hårde og kolde, og et øjeblik var jeg i tvivl om det kom fra min mund.

De vendte alle sammen deres blikke mod mig. ”Jeg fandt den” sagde jeg hurtigt inden han nåede at komme med en spydig kommentar. ”Og jeg gjorde ALT for at finde en jeg kunne ringe til” vrissede jeg surt og gik et skridt tættere på ham. ”Men det fortryder jeg. Jeg fortryder, at jeg brugte min tid på noget så ligegyldigt som dig” sagde jeg, men det lød næsten som en hvisken. Jeg stod et øjeblik og kiggede ham i øjnene, men hans blik skræmte mig. Jeg gik et skridt tilbage og kiggede rundt. Jeg kunne se ham… Ham Harry stå med et lille smil på læben.

Jeg vendte mig derefter om mod Niall, som så forbløffet på mig, men lidt efter undskyldende. ”Jeg vidste virkelig ikke han var her” sagde han igen. Jeg rystede bare på hovedet og sendte ham et lille smil. ”Jeg er altså virkelig forvirret” sagde en anden stemme. ”Hun stjal din mobil, men alligevel stjal hun den ikke?” det var ham drengen der havde stået ved siden af Zayn. Det var Louis. Ham de kaldt boobear. Jeg kunne ikke lade være med at smile, og det kunne de andre vidst heller ikke. ”Jeg stjal den ikke, og hvis jeg gjorde, så ville jeg alligevel ikke aflevere den tilbage til…” jeg stoppede mig selv og kiggede over på Zayn. ”Det der” mumlede jeg og vendte mig rundt.

”Hvor skal du hen?” Harry tog hurtigt fat i min hånd. ”Em.” sagde jeg hurtigt. ”Hjem?” Drengene kiggede på hinanden. ”Du kan da ikke gå ud i det vejr” sagde Liam omsorgsfuld. ”Bliv og få varmen” sagde Niall og tog forsigtig fat i min hånd, som lå om håndtaget. ”Hun kan ikke blive” sagde Zayn koldt. Jeg rullede med øjnene og kiggede over på Niall. ”Jeg vil med glæde blive her” sagde jeg og kiggede over på Zayn, som sendte mig et hårdt blik. Drengene smilede og gik ind i stuen. Da jeg gik forbi Zayn, sendte jeg ham et lille smil – bare for at være provokerende. Han behandlede mig dårligt, og jeg behandlede ham dårligt. Fair deal, ikke? Det var da en win win. 

 

---------------------------------------------------

Det ville betyde utrolig meget, hvis I ville like! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...