2 different worlds. {1D}

Den 17-årige Valerie McQueen lever det luksiriøse liv. Hun er datter af en verdensberømt designer, så hun får hvad hun vil have. Men Valerie er ikke snobbet på nogen områder, og behandler folk som de behandler hende. En dag finder hun en mobil ude i byen, og den tilhører en Zayn Malik. Hun bliver nød til at tjekke den igennem for at finde en hun kan ringe til, og da hun får kontakt til Zayn, beskylder han hende straks for at være en sindssyg fan som har stjålet den. Men hvad sker der, når en af de andre drenge tager kontakt til hende?

1685Likes
1576Kommentarer
199270Visninger
AA

17. Don't blame yourself.

 

Zayn åbnede døren til bilen, og lod mig sætte mig ind. Jeg gemte mit hoved bag mine hænder, da der også var begyndt at dukke paparazzier op. Et lyn lyste himlen op, og lidt efter sad Zayn ved siden af mig. ”Det er jeg ked af” sagde han hurtigt og startede bilen. Han kørte forsigtigt forbi dem, og åndede lettet op, da han kørte ud på vejen.

”Det er i orden” sagde jeg som svar på hans spørgsmål. ”Jeg skulle jo opleve det før eller siden” sagde jeg roligt. Zayn rystede på hovedet og grinede. ”Kan du et øjeblik ikke flippe helt ud, og fortælle hvor meget du ville ønske jeg var en normal dreng?” han lagde en hånd på mit lår, og gav det et klem. ”Det kunne jeg godt, men det ønsker jeg ikke” sagde jeg og lagde min hånd oven på hans. Han sendte mig et varmt smil og kiggede så på vejen igen. Han skulle ikke tro det var hans skyld, for det var det bestemt ikke.

Lyden af regnen der slog mod ruden, og musikken der spillede fra radioen gjorde mig træt. Zayns tommeltot aede forsigtigt mit lår, hvilket gjorde mig trættere. Han sad og nynnede med på sangen. Det var vidst en med Rihanna – where have you been – eller sådan noget.

Jeg lagde mit hoved op af ruden og kiggede på Zayn. Hans hår var vådt, men det var pænt til ham. Han havde et perfekt ansigt. Hans næse, selv hans øre var fantastiske i mine øjne. Godt nok var det hans udseende og hans mystiske væremåde der i første omgang havde tiltrukket mig, men bag det, var han også helt igennem fantastisk. Jeg var helt forelsket i ham.

Hans øjne mødte mine, men denne gang kiggede jeg ikke væk og begyndte at rødme. Jeg sendte ham et smil, som han gengældte. Hans hånd gled lidt længere op, hvilket fik mig til at grine. Han var stadig påvirket fra episoden inde fra toilettet af, og jeg kunne da heller ikke ligge skjul på, at hans berøringer på mit lår, ikke tændte mig – for selvom det var rart, så havde det altså også en anden effekt på mig.

***

Da vi endelig kom hjem, stod der fans foran bygningen. Jeg kiggede på Zayn, som sendte mig et roligt smil. ”Der kommer vagter, bare rolig” sagde han og fjernede sin hånd fra mit lår. Jeg kiggede væk og så et lyn lyse himlen op. ”Jeg håber du har en trøje jeg kan låne. Jeg fryser og..” ”Det er vinter” sagde han og grinte kort. Jeg blinkede to gange med øjnene. Vinter? Det var da ikke vinter? ”Det er noget Harry plejer at sige” sagde han roligt. ”Og selvfølgelig har jeg en trøje du kan låne. Selvom du er pænere uden” han tog min hånd og flettede vores finger sammen. ”Der er også meget du er pænere uden” mumlede jeg, hvilket fik ham til at grine højt. ”Ja det lagde du jo ikke skjul på ude på toilettet” sagde han drillende og trak mig hen til sig. Jeg vidste folk ville tage billeder, men lige nu var jeg ligeglad.

”Du skulle nødig snakke” sagde jeg og slog ham på inderlåret. ”Jeg kan slet ikke kende dig. Du er blevet så flabet” sagde han med en forførende stemme, hvilket fik mig til at grine. ”Ellers er du bare blevet…” jeg viftede med hånden ”mindre flabet? Måske rent faktisk sød?” sagde jeg og satte mine negle i hans lår. Hans øjne lyste at lyst, hvilket jeg fandt sjovt. Jeg trak min hånd til mig, og åbnede døren, da et par vagter kom ud. ”Pas nu på” sagde jeg og lavede et nik mod hans underliv. Han grinte falsk og kiggede ’seriøst’ på mig, inden han steg ud.

Pigerne skreg, men denne gang stoppede han ikke op for at skrive autografer. Hans hånd holdt godt om min, og folk begyndte at skrige begge vores navne. Nogen græd, mens andre nærmest pressede sit tættere på os. Jeg var træt og havde en smule hovedpine af alle de piger, men jeg smilede alligevel. Det her ville komme overalt om nogle få timer, så gad jeg altså ikke ligne en der var virkelig sur.

Da vi kom indenfor åndede jeg lettet ud. Zayn hilste kort på nogen inden vi gik hen imod elevatoren. Jeg var virkelig træt, selvom klokken kun var lidt i seks. Jeg kunne sove på stedet.

Jeg lagde mit hoved på Zayns skulder og lukkede mine øjne. Han stod og grinede, af hvad vidste jeg ikke. ”Har jeg allerede kørt dig træt?” spurgte han kækt om. Jeg kiggede op på ham. ”Du har nær kedet mig ihjel” sagde jeg træt, hvilket fik ham til at grine. Der var ingen tvivl om det – jeg havde vundet i dag, og jeg nød det.

***

”Hvor rart!” sagde jeg og smed mig i sengen. Zayn grinte ude fra gangen af. Jeg orkede ikke at tage noget som helst af. Jeg havde gået hele dagen, og nu skulle der bare slappes af! Det var helt rart at være hjemme hos ham igen. Jeg lukkede mine øjne. Jeg måtte tænke på alt det dårlige senere. Som med min far, og skolen…. Og at hele verden snart vil se mig som Zayns ’flirt’ eller hvad de nu fandt på. Lige nu ville jeg bare nyde at være sammen med ham, for hvem ved, hvornår jeg ser ham igen?

Pludselig satte Zayn sig oven på min mave. Jeg gav et grin fra mig. ”Zayn! Du vejer” sagde jeg og prøvede at skubbe ham væk. Han begyndte at grine. ”Det er mine muskler” sagde han og spændte i hele kroppen. Jeg nikkede ironisk og lagde mine hænder på hans lår. ”Er du sulten?” spurgte han forsigtigt om, og fjernede noget hår fra mit ansigt. Jeg havde slet ikke spist hele dagen, så ja jeg var faktisk sulten!

”En smule” sagde jeg og nød hans øjne, som borede sig ind i mine. Han nikkede kort, og tog fat i lynlåsen af min jakke. En smerte gik igennem mig, da han trak den ned. Han så det og stoppede hurtigt. ”Er du okay?” jeg nikkede hurtigt og lavede tegn til at han skulle fortsætte. Det var ligesom et plaster, det skulle rives af.

Han tog forsigtig fat i jakken og trak det fra såret. Jeg havde uden jeg selv havde lagt mærke til det, boret mine negle ned i hans lår, men han sagde ikke noget til det. Han fjernede i stedet min jakke og kiggede mig i øjnene. Jeg lå kun i BH, så at han kiggede mig i øjnene i stedet for på mine bryster, overraskede mig en del – på en positiv måde.

Pludselig så hans øjne helt sørgmodige ud. Jeg kiggede forvirret på ham. ”Hvad sker der?” spurgte jeg roligt om, og satte mig halvt op, så jeg støttede med albuerne. Hans blik gled væk fra mit, og landede på mit bryst. ”Jeg har aldrig set eller hørt noget lignende. Ikke engang med Eleanor eller Danielle” sagde han og kiggede mig så i øjnene igen. Han var ked af det – han bebrejdede sig selv. Det kunne jeg se, og det var forkert.

Jeg lagde en hånd på hans kind. ”Det er lige meget, jeg er jo okay” sagde jeg og smilede opmuntrende. Han lod en finger glide rundt om sårene. ”Det er ikke okay af dem” sagde han og fjernede sig fra mig. Uden et ord gik han ud i køkkenet. Jeg smed mig tilbage på sengen. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre lige nu. Jeg havde aldrig set Zayn på den måde, derfor havde jeg ingen erfaringer med det.

Jeg greb ud efter min taske og tog min mobil frem. Jeg måtte ringe til Niall – nu. Jeg fandt hurtigt nummeret og ringede ham op. Jeg anede ikke, hvor han var, men jeg havde brug for ham – lige nu.

”Det Niall?” en glad stemme lød i røret. Jeg kunne ikke lade være med at smile. ”Niall” sagde jeg hurtigt. ”Vallie? Vallie!” sagde han glad. Noget sagde mig, at han ikke havde kigget på displayet. ”Er det Valerie?” Harry’s stemme lød bag ham. ”OH WHY DON’T YOU COMEON OVER VALERIE” råbte Louis bag ham, hvilket fik mig til at grine. Jeg kom hurtigt til mig selv, da jeg hørte lyde fra køkkenet. ”Niall, jeg har brug for din hjælp” sagde jeg og afbrød, hvad en af drengene var ved at sige.

”Er du okay?” var det første han spurgte om. De andre drenge blev stille. Jeg rejste mig op og lukkede døren til. ”Zayn er vred, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre” mumlede jeg, så han umuligt kan høre det. ”Er han vred? På dig? Hvad har du gjort?” det var nu Liam der snakkede. ”Jeg har ikke gjort noget” sagde jeg hurtigt. Jeg havde nok ikke så meget tid. ”Vi var i byen i dag og..” ”Ja vi så da godt alle billederne” lød det drillende fra Louis, men Liam fik ham til at tie stille. ”Og der kom fans, og selvfølgelig skulle han have lov at skrive autografer, men imellem tiden kom jeg op og skændes med en fan, og hun hældt brændende varmt kaffe ud over mig” sagde jeg hurtigt, og kunne høre Niall gispe. ”Mener du det der?” spurgte Liam om. Jeg nikkede, men kom i tanke om, at de ikke kunne se det. ”Ja, og han bebrejder sig selv. Han er ikke til at snakke med, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre” sagde jeg uden at trække vejret ind imellem.

”Okay, rolig Valerie. Vi kommer derhen. Vi er i nærheden” sagde Liam uroligt og lagde på. Jeg kiggede bare på mobilen. Hvorfor kom de? Kunne de ikke bare fortælle, hvad jeg skulle gøre? Var han slem? Ville han gøre mig noget? Jeg rystede på hovedet. Selvfølgelig ville han ikke gøre mig noget!

Jeg tog mig sammen og gik ud mod køkkenet. Det var vel først gået op for ham nu, hvad de havde gjort. Det var ikke engang gået op for mig. 

Jeg stod i døren til køkkenet, og så Zayn stå med nogle gryder. Han så helt anspændt ud. Jeg havde efterhånden lært lidt om, hvor meget der skulle til for, at han blev det mindste påvirket. Det at det her påvirkede ham så meget, gjorde mig ked af det. Det var mig der var gået ud over, han skulle ikke tage skylden.

Jeg tog en dyb indånding og gik hen til ham. Jeg lagde forsigtigt en hånd på hans ryg, for at vise jeg var her, og lidt efter lagde jeg mine arme om hans liv. Jeg kyssede ham forsigtigt på halsen. ”Det er ikke din skyld Zayn” hviskede jeg stille. Han rystede på hovedet og skubbede mig fra ham. ”Det var ikke sket, hvis jeg var blevet ved dig” sagde han mellem sammenbidte tænder. Jeg sukkede. ”Zayn, de er dine fans. Det er dit job at give dem autografer og det” han afbrød mig ”Jeg har aldrig sagt ja til … sådan noget der!” sagde han hårdt og pegede på mit bryst. Jeg bed mig i læben, han plejede ikke at snakke hårdt til mig.

”Men der er bare nogen fans der er sådan, respekter det Zayn. Det er fordele og ulemper ved alle jobs” sagde jeg og tog fat i hans arm, som han trak til sig. ”Jeg burde have vidst det. Jeg burde ikke lade dig stå alene. Hvis det ikke var fordi du blev set med mig, så var det ikke sket!” ”Zayn!” sagde jeg hårdt. Kunne han ikke bare fatte han ikke skulle bebrejde sig selv?

Jeg tog hans ansigt i mine hænder. ”Det er ikke din skyld! Jeg skulle bare have lade..” han fjernede sit hoved fra mine hænder og skubbede mig væk. Tårerne pressede sig på. Han havde aldrig opført sig sådan før. Jeg måtte bare blive ved med at berolige ham. ”Lyt nu på mig, det er ikke din..” ”Det er min skyld Valerie!” han slog hårdt sin hånd i bordet, hvilket gav mig et chok. ”Forfanden da, det er min skyld. Jeg så hende godt! Jeg så jer snakke, og jeg så hendes truende adfærd. Men jeg troede ikke hun kunne finde på noget!” sagde han og skubbede til en gryde, så den røg på gulvet. Tårerne pressede sig virkelig på. ”Zayn, stop det” sagde jeg og greb ud efter hans hænder, men han afviste mig. ”Hun hældte brændende kaffe ud over dig” råbte han og sparkede en smule hårdt til gryden, så det larmede helt vildt.

Jeg kunne slet ikke kende ham. Hvorfor afviste han mig? Før jeg nåede mere, kom fire drenge brasende ind af fordøren. Zayn kiggede forvirret over mod døren. Da de kom ind af døren til køkkenet, røg tårerne ned af mine kinder. ”Zayn, slap af” Louis var hurtigt henne ved ham. Jeg kunne se han også gjorde modstand ved Louis, men han var ligeglad og holdt bare strammere ved ham.

”Hey” Niall lagde en hånd på min skulder. ”Kom her” sagde han og skubbede mig blidt hen mod døren. Jeg fulgte med ham, men kun fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre. Noget sagde mig, at det ikke var første gang Zayn reagerede på den måde. De vidste da hvert fald, hvad de skulle gøre.

”Ville han slå mig?” var det første jeg spurgte om, da Niall lukkede døren bag os. ”Nej!” sagde han uden tøven. ”Selvfølgelig ikke. Det kan han ikke finde på” sagde han og trak mig ind til sig, men jeg skubbede ham væk. Der var nogle ting jeg skulle vide først.

”Hvorfor kom i med det samme?” spurgte jeg om, og lod ham tage min hånd. Det gik først op for mig nu, at jeg kun stod i BH, men det tog han sig vidst ikke af. Det så hvert fald ikke ud til at distrahere ham. ”Fordi vi kender ham. Da du sagde han bebrejdede sig selv, så plejer han at flippe ud. Især når der er sket dig noget” sagde han og gav min hånd et klem. Jeg kiggede underligt på ham. Hvorfor skulle han lige sige det med mig? Som om vi var gift eller noget.

”Hør, han gør dig ingenting. Han er sur på sig selv – udelukkende sig selv. Og hende pigen der gjorde det” hans blik gled ned på mit bryst. Han skar en grimasse og trak mig hen til sig. ”Vil du have noget koldt på?” spurgte han roligt om. Det gik først op for mig nu, at det faktisk gjorde ondt. Jeg havde haft så travlt med at få Zayn til at indse det ikke var hans skyld. Jeg nikkede svagt, og lod ham trække mig ud i køkkenet.

Jeg stod lænet op af vasken og tog imod kluden Niall gav mig. Jeg lagde den mod mit bryst, og kunne høre stemmer fra stuen af. ”Hun blev såret pga. mig” det var Zayn der snakkede, han lød ked af det. Han var ked af det pga. mig. Han var ked af noget han slet ikke skulle være!

Jeg smed kluden på bordet, og gik hen imod døren til stuen. ”Valerie!” sagde Niall hurtigt og gik efter mig. Jeg ignorerede ham, og åbnede døren til stuen. Drengene kiggede alle hen på mig, og Liam sendte Niall et blik, som sikkert spurgte, hvorfor han lod mig komme herind.

”Valerie, du bliver…” jeg afbrød hurtigt Liam. ”Jeg bliver nød til at snakke med Zayn, under fire øjne” mumlede jeg og ignorerede Harry, som prøvede at sige et eller andet. De tøvede og kiggede alle på hinanden. Jeg sukkede irriteret og kunne mærke jeg blev nervøs. Hvad skulle jeg overhovedet sige til ham? ”Vi er lige herude” sagde Liam og sendte mig et smil. Jeg prøvede at gengælde det, men det blev til en grim grimasse.

Døren lukkede og der blev stille i stuen. Mine håndflader var svedige, og mit hjerte bankede hurtigt. Jeg kiggede over på Zayn og så han så helt ødelagt ud. Jeg bed mig i læben. Jeg skulle tage mig sammen. Han skulle ikke være ked af det.

Jeg gik hen til ham, men da det ikke stjal hans opmærksomhed, tog jeg hans hænderne fra hans mave, og satte mig med begge ben omkring hans mave. Jeg løftede blidt hans hoved op og tvang ham til at se mig i øjnene. Han havde ikke grædt, men det skulle man tro, for hans øjne var virkelig triste.

”Vil du ikke godt høre på mig?” spurgte jeg stille om, og lagde min hånd på hans hals. ”Stoler du på mig?” spurgte jeg om, da han ikke svarede på det andet. Et forvirret glimt var til at finde i hans øjne. ”Stoler du på mig?” jeg gentog mig selv, og lidt efter nikkede han. ”Så stol på at jeg er okay. Det er ikke din skyld. Jeg skulle bare være gået fra hende. Det er ikke din skyld nogen folk er så latterlige. Okay? Det hun gjorde, gjorde mig ikke ked af det” løj jeg. Selvfølgelig gjorde det det, men det behøvede han ikke vide. ”Men det gør mig ked af, at se dig på den måde der” hviskede jeg og lagde min pande mod hans.

Han skulle til at sige noget, men jeg tyssede på ham. Jeg vidste det var endnu en bebrejdelse, og det gad jeg ikke høre på. ”Bare stolt på mig” mumlede jeg og kørte en hånd igennem hans hår. ”Undskyld” hans stemme var lav og hæs, men virkelig charmende – præcis som før. Jeg kunne ikke lade være med at smile. ”Bare stol på mig, så er det okay” Han nikkede. ”Undskyld jeg skubbede dig væk” sagde han og lagde sine hænder på mine hofter. Jeg nikkede og kyssede hans underlæbe. Han trak mig længere ind til sig og kyssede mig så ordentligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...