2 different worlds. {1D}

Den 17-årige Valerie McQueen lever det luksiriøse liv. Hun er datter af en verdensberømt designer, så hun får hvad hun vil have. Men Valerie er ikke snobbet på nogen områder, og behandler folk som de behandler hende. En dag finder hun en mobil ude i byen, og den tilhører en Zayn Malik. Hun bliver nød til at tjekke den igennem for at finde en hun kan ringe til, og da hun får kontakt til Zayn, beskylder han hende straks for at være en sindssyg fan som har stjålet den. Men hvad sker der, når en af de andre drenge tager kontakt til hende?

1684Likes
1576Kommentarer
197923Visninger
AA

13. Different side.

 

”Jeg kan lide hvad jeg ser” sagde han og blinkede til mig, hvilket gav mig kuldegysninger. Han stod lige bag mig – uden at røre mig. Jeg kunne mærke det, og jeg skulle beherske mig meget, for ikke at vende mig om og kysse ham. ”Du tiltrækker mig” hviskede han og tog forsigtig om mit liv. Hans kolde hænder satte et gys igennem mig. Jeg ville ikke virkelig desperat, og selvom jeg måtte kæmpe imod mig selv, så vendte jeg mig ikke rundt.

Jeg vidste det kom bag på Zayn, da han efterhånden var blevet van til, at jeg ikke kunne ’modstå’ ham. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Han tog en smule hårdere fat om mine hofter og drejede mig rundt, så vi stod ansigt til ansigt. Jeg kiggede på hans læber og havde en stor trang til at kysse dem, men jeg ville irritere ham en smule. Så nemt skulle han ikke tro han kunne ’få’ mig. Jeg rystede på hovedet og trådte et skridt bagud. Jeg vendte mig mod ham, tog en grå t-shirt og trak den over hovedet, og lidt efter hoppede jeg i shortsene.

Jeg vendte mig mod Zayn, som så lidt forvirret ud, men stadig med hans charmende smil plantet på læberne. ”De andre venter” sagde jeg og slog ham blidt på skulderen. Jeg hørte ham grine inden jeg forlod værelset. Well, hævnen er sød!

”Godt i kunne komme” sagde Harry spydigt og drak noget af sit vand. Jeg hørte Louis sige et eller andet til Harry, og lidt efter flækkede de begge af grin. Jeg kiggede over på Niall, som sendte mig et stort smil. ”Godt at se du har det bedre” sagde han og pegede på en stol ved siden af ham. Jeg nikkede anerkendende og satte mig ved siden af ham. ”Hvad skal vi så lave i aften?” spurgte jeg om, for at få en samtale i gang. ”Vi bliver nød til at smutte når vi har spist” sagde Liam og kiggede over mod Harry og Louis. ”Det er sidste feriedag, så vi vil sige farvel til vores familier” sagde han hurtigt efter mit forvirret ansigt. ”Aha” sagde jeg og stak til maden. Følelsen af, at de skulle på arbejde mandag gjorde mig ret ked af det. Jeg havde ingen ide om hvordan det var at være kendt, men min far var det, og han havde travlt HELE tiden. Måske ville de slet ikke få tid til mig?

Jeg kiggede ned i kødet og sukkede lydløst. De sidste par uger havde været perfekte for mig. Godt nok plagede tanken mig, at jeg løj for alle – selv min far. Men jeg kunne ikke rigtig gøre så meget andet. Udover det havde jeg haft det skønt, og jeg havde opdaget en side af mig selv, som jeg aldrig havde set før. En side der var parat til at ’opleve’ ting i stedet for kun at være den der fine pige, som alle så som det perfekte barn. På to uger havde jeg været så fuld, at jeg mistede min mødom til en dreng jeg påstod jeg hadede. Jeg havde løjet for min far, og jeg havde fået nogle helt fantastiske venner.

”Valerie?” Niall gav mig en albue i siden. Jeg kiggede hurtigt op, og så alle drengene kiggede på mig. ”Du har slet ikke spist noget?” sagde Liam og kiggede rundt på de andre. Jeg trak på skulderne. ”Jeg er vidst ikke så sulten alligevel” sagde jeg og smilede svagt. Niall hostede. ”Du har slet ikke spist noget hele dagen! Du har vel ikke anoreksi?” han drejede hovedet på en virkelig sjov måde, som fik mig til at grine. ”Na, det regner jeg ikke med” sagde jeg og fniste. ”Er det fordi du er bange for at smage min mad?” Harry lænede sig hen over bordet. ”Bare så du ved det” sagde han hurtigt. ”Jeg er bedre end Niall til at lave mad” sagde han og fik det til at lyde stort. Jeg ventede på han ville sige mere, men det gjorde han ikke. ”Hvor skulle jeg vide fra hvor god Niall er til at lave mad?” min kommentar fik Louis til at hoppe op i stolen og grine. ”Nå ja, hun er IKKE fan” sagde han og sendte mig et stort smil. ”Hun kan da umuligt være andet. Hun må elske os. Hun burde vide hvor mange piger der ville elske at være hende!” sagde Harry og lænede sig tilbage i stolen.

Jeg kiggede hurtigt over på ham. Han havde jo egentlig ret. Prøv og tænk på, hvor mange der ville elske at være i mine sko lige nu? Jeg anede ikke hvordan de sang, og jeg havde ingen ide om hvem af dem der var forsanger og alt det der, og alligevel sad jeg med dem? Det var ikke til at tro de var kendte. De var så nede på jorden og lavede så normale ting.. Jeg smilede over mine tanker, hvilket fik de andre til at mumle højt om hvad der var i vejen med mig.

Jeg kiggede op på dem. ”Jeg ved ikke engang hvem der er forsanger i jeres band. Faktisk ved jeg ingenting om jer… andet end, at I elsker at se film og alle sammen er ret perverse” sagde jeg og lagde min gaffel ned. De kiggede alle med et alvorligt blik på mig. ”Wow” sagde Liam langsomt. ”Den beskrivelse har jeg aldrig fået af os” sagde han og smilede svagt. Åh nej. Havde jeg sagt forkert? ”Måske vi skulle tage hende med til en koncert?” sagde Niall og kiggede afventende på drengene, som nikkede ivrigt.

”Hey vent vent vent” sagde jeg hurtigt. ”Hvem siger jeg gider?” jeg smilede lumsk til dem. ”Vi tvinger dig” sagde Louis hurtigt og rejste sig op. ”Men det bliver en anden dag! Vi har travlt” sagde han og puffede til Liam og Harry, som lidt efter rejste sig. En klump bredte sig i min mave. Var det nu vi skulle sige farvel? Og blev det et farvel for altid? Den tanke kunne jeg ikke klare. Jeg kiggede over på Niall, som kiggede efter dem. Jeg var aldrig god til at sige farvel. Men hey! Jeg kunne jo bare sige ja til koncerten? Et smil gled over mit ansigt.

***

”Hvorfor skal i ikke hjem til jeres familier?” spurgte jeg om, da vi sad inde i stuen og så TV. Niall kiggede over på mig, hvilket automatisk fik mig til at smile. Jeg var så glad for jeg havde lært ham at kende. Han var så fandens sød.

”Min familie bor i Irland, så jeg kan ikke bare komme derhen” sagde Niall og drejede sig, så han lå med kroppen hen mod mig. ”Og jeg har desuden været sammen med dem i starten af ferien” sagde han og kastede en pude over til mig. ”Hey!” sagde jeg hurtigt og lagde den i min favn. Jeg var helt udmattet efter i går, så jeg orkede ikke at slås med ham, hvilket han vidst var tilfreds med. Der var jo nogen der ikke havde sovet hele dagen.

Jeg vendte langsomt mit blik mod Zayn, som sad med hovedet nede i sin mobil. Jeg kiggede over på Niall, som lavede et nik mod puden. Jeg løftede den og kastede den op i luften og hen mod Zayn. Han fik et chok, kiggede irriteret op fra sin mobil og sukkede. ”Hvad?” sagde han og sendte mig et drillende smil. ”Jeg spurgte dig faktisk om noget” sagde jeg langsomt og trak mine ben op under mig.

”Huh? Hvad så?” sagde han stadig med blikket mod sin mobil. Jeg rystede på hovedet og lukke øjnene i. Jeg var ikke træt, men jeg havde brug for at slappe af. Jeg lyttede til tv’et og nød drengene var stille. Det var sjældent, så de var vel ret trætte.

Pludselig gav jeg et skrig fra mig og slog ud til siden. Niall gav et højt grin fra sig, og da jeg opdagede, at det var puden Zayn havde kastet tilbage kunne jeg mærke blodet stige mig til hovedet.

”Er du bange for en pude?” spurgte Niall om og lagde hovedet bagud og grinede. Jeg tog fat om puden ”Jeg fik et chok!” sagde jeg og kastede den hurtigt hen mod Niall, som bare grinede videre. Mit blik flakkede rundt og landte på Zayn, som sad med sit underlige blik og studerede mig. Han fjernede ikke engang sit blik, da jeg bustede ham i at kigge. Hvis det havde været mig, så var jeg blevet helt rød i hovedet nu. Hvorfor blev han slet ikke pinligberørt over det?

Niall var så småt stoppede med at grine, men af og til kom der et lille udbrud mere. Den dreng, han var så underligt, men jeg elskede ham for det.

”I går blev Zayn set forlade diskoteket med en pige, pigen dækkede dog sit ansigt til, så det er meget utydeligt.” Jeg kiggede hurtigt hen mod tv’et, hvilket de andre vidst også gjorde. Et billede af Zayn med mig i hånden blev vist på skærmen. Først gik der en glæde igennem mig, da jeg kom i tanke om i går, men det blev hurtigt ændret, da min far kom ind i mine tanker. Jeg havde ikke set ham hele weekenden, og han anede ikke hvad jeg lavede. Han ville flippe ud, hvis han vidste jeg var taget i byen med selveste One Direction. Han vidste hvem de var, selvfølgelig gjorde han det. Han ville aldrig lade mig være sammen med dem! Åh gud hvor var jeg taknemmelig for de ikke viste hvem pigen var – det var et rent held.

”Valerie?” Niall puffede til mig med sin fod, hvilket hurtigt fik mig ud af min verden. ”Hvor er du henne?” sagde han drillende, hvilket hurtigt fik mig til at plante et smil på læberne. ”Hovsa” mumlede jeg bare og kiggede hen på Zayn, som sad og stirrede ned i sin mobil. Havde han virkelig intet at sige til det? Var han bare ligeglad? Det irriterede mig grænseløst, at han bare sad med hovedet i sin mobil, men så igen… Han anede jo ikke hvordan jeg havde det med min far, men det var også det bedste. Han skulle ikke vide hvordan han var eller hvad hans mening var. Jeg var forelsket i Zayn og havde et godt forhold til drengene. De var mine første venner, og jeg ville ikke uden dem. Det skulle min far ikke tage fra mig, på nogen måde.

Jeg rejste mig efter lidt tid op. Tankerne havde overtaget mit sind, og gjort mig ret trist. Jeg vidste det var dumt at blive, for jeg ville bare få det værre. ”Jeg går i seng” sagde jeg stille og gik hen mod Zayn’s værelse. Hvorfor det var hans, det ved jeg ikke. Måske lidt fordi jeg havde brug for ’ham’. Jeg vidste pludselig ikke hvordan jeg skulle være over for ham, når vi bare sad overfor hinanden. Han gjorde mig forvirret og usikker, men alligevel tryg og glad.

Jeg tog de shorts af jeg havde lånt af Niall, og smed dem på gulvet, hvorefter jeg forsigtig listede op i sengen. Hvorfor jeg listede vidste jeg ikke. Jeg kravlede hen til vinduet og kiggede ud. Det var virkelig flot. London var virkelig bare flot om aftenen. Jeg kiggede op på månen. Gan vide om min mor også kiggede på den lige nu? Jeg har måske ikke fortalt noget om min mor, men sandheden er, at jeg ikke vil snakke om hende. Jeg kender hende ikke, og jeg vil heller ikke. Det var ikke noget der gjorde mig ked af det. Jeg havde efterhånden vænt mig til det. Men tænk hvis hun sad et sted og tænkte på mig?

Jeg gav et suk fra mig, og trak Zayn’s dyne helt om til mig. Hans duft bredte sig i min næse, hvilket fik en glæde til at skylle ind over mig. Gud hvor jeg egentlig savnede hans arme om mig, og hans kys mod mine læber. Faktisk… så savnede jeg den tryghed han havde med sig. Aldrig havde jeg prøvet noget lignende, og det at skulle undvære det ’så længe’ det gjorde mig trist. Jeg havde selv skubbet ham væk inden vi skulle spise, måske det var det der fik ham til at være så fraværende? Men sådan var Zayn jo ikke? Han ville jo ikke bare acceptere et nej for et nej. Han blev ved, og det måtte jeg give ham. Faktisk måtte jeg takke ham, for ellers ville jeg ikke sidde og fortælle mig selv om og om igen at jeg var forelsket i ham. Jeg ville have benægtet og sagt jeg hadede ham.

Døren gik op, og lidt efter hørte jeg Niall og Zayns stemmer. ”Hey Valli. Er du okay?” spurgte Niall forsigtig om. Uden at fjerne blikke fra månen der lyste værelset op, nikkede jeg. Jeg hørte ham hviske noget til Zayn, og hvis jeg ikke tog fejl, så hørte jeg ham grine inden han gik.

”Hvem siger du skal ligge i min seng?” sagde Zayn drillende. Jeg lænede mit hoved op af vinduet og smilede. ”Det har du sikkert ikke noget imod” svarede jeg stille, hvilket fik ham til at grine. ”Nå ikke?” sagde han, og lyden af en lynlås lød. Jeg kiggede ind i vinduet, og så Zayn havde taget sin trøje af. En underlig rar og bekendt følelse skød igennem mig. Jeg bed mig i underlæben og åndede på vinduet, så det blev helt dugget.

”Er du okay?” Zayn lød pludselig anderledes. Jeg kiggede chokeret hen på ham, og så et anderledes smil fra ham. Et smil der slog knuder i min mave og fik min puls til at stige. Jeg nikkede og lagde mit hoved ind mod vinduet igen.

Sengen rystede en smule, og lidt efter sad Zayn henne foran mig. Han lod sit blik hvilke på mig i et par sekunder, før han vendte sig blik ud af vinduet. ”Det er flot” mumlede jeg, da han sikkert ville spørger hvad jeg kiggede på. Han nikkede bekræftende og kørte en hånd igennem sit hår. Jeg fulgte hans bevægelser og lod mit blik hvile på hans krop. Et genert smil gled hen over mig, og hurtigt kiggede jeg væk. Der plejede altid at være en underlig akavet stemningen imellem Zayn og jeg, men denne gang var det anderledes. Det var rart og roligt, og der var ingen spydige kommentar fra nogen af os.

Jeg kunne se han var en smule nervøs, for han bed sig i læben. Selvom jeg nemt kunne bruge det imod ham og starte et sjovt skænderi imellem os, så lod jeg være. Jeg havde aldrig set den side af Zayn før, og den tiltrak mig næsten mere end den anden.

”Du siger bare til hvis du vil snakke om noget” sagde han roligt, og jeg vidste det var lidt svært for ham at sige. Jeg kiggede hurtigt over på ham og blev mødt af hans varme brune øjne, som kiggede spørgende ind i mine. Jeg nikkede langsomt, og som var det planlagt kravlede jeg hen til Zayn, som hurtigt tog imod mig.

Jeg lagde mig imellem hans ben med hovedet på hans bryst, og hans arme om mig. Et smil gled over mine læber, og en helt fantastisk følelse var til at føle i min mave. Jeg kunne mærke hans ånde på mit hår, og lidt efter hans hånd på min trøje. Jeg lænede mig tilbage og trak dynen over mig.

Forsigtigt trak Zayn min bluse op og lod to fingre nusse min mave. Det kriblede i min mave og fik mig til at bevæge mig en smule uroligt, da det kildede. Zayn gav et kort fnis fra sig inden han lod sin hånd lægge sig fladt på min mave. Det hele var en smule underligt, men jeg nød det! Det gik langsomt op for mig, at jeg slet ikke kendte Zayn. Denne side havde jeg aldrig troet jeg skulle se. Faktisk troede jeg ikke han havde sådan en side, men jeg havde ingenting imod den. Faktisk havde jeg ikke noget imod, at jeg ikke rigtig kendte ham. Jeg var fuldstændig forelsket og det kom vel hen af vejen.

Jeg fjernede mit blik fra vinduet, og kiggede op på Zayn som også kiggede ud af vinduet. Som kunne han mærke jeg kiggede på ham, fjernede han sit blik fra vinduet og kiggede ned på mig. Han sendte mig et smil og fjernede en tot hår fra mit ansigt. Jeg løftede min arm og lagde den om bag hans nakke. Lige nu føltes ingenting akavet.

Jeg strakte mig en smule og skulle til at trække hans hoved ned mod mit, men det gjorde han selv, og da vores læber mødtes i et perfekt kys, føltes det som om vores krop smeltede sammen.

Jeg lod ham skille vores læber ad og udvikle kysset, mens hans hånd forsigtig kravlede længere op under min bluse. Han nussede stille min mave igen, hvilket fik mig til at fnise. Han trak sig væk og begyndte selv at grine. ”Du er værre end Niall” sagde han og skar en grimasse. ”Ingen er værre end Niall” mumlede jeg og puttede med ned under dynen, mens hans arme blidt strammede sig om mig.

Jeg var træt, men ikke træt nok til at sove. Zayn var vidst heller ikke så træt, ellers viste han det hvert fald ikke. Vi lå stadig som før, hvilket var rart. Vi snakkede om alt muligt mens vi sad og gloede ud af vinduet. Af og til kyssede han min pande, ellers var der ikke rigtig så meget af det. Det var hyggeligt, og jeg følte jeg så en helt anden side af Zayn. Vi snakkede om alt muligt ligegyldigt, og så alligevel ikke. Vi var meget inde omkring hans liv eller drengene, og når han spurgte ind til mig, så fik jeg altid drejet det væk. Han opgav til sidst og spurgte ind til de andre drenge. Det var virkelig hyggeligt, og jeg havde slet ikke tid på hvor lang tid vi lå der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...