Et Udemærket Liv

..

3Likes
2Kommentarer
780Visninger
AA

3. Et nyt skridt

 

Jeg savnede det. Jeg savnede de dage, vi havde sammen dengang. Selv om vi stadig var venner, var der noget over det sted, der virkelig fyldte mig med glæde. Naturen, huset, alle de lyse og glædesvækkende farver. En stemme rungede i det fjerne, men jeg kunne ikke høre, hvad den sagde. Jeg stoppede med at spille guitar, og vågnede op fra mit flashback. Jeg følte mig nærmest kvalt i luften fra det lille rum. Luften var tung og grå. Efterhånden var det lige før, at man kunne se, nikotinen løbe ned ad de triste vægge.  Det så næsten ud som om, at væggene var kede af det. Som om de havde givet op. Stemmen, der havde revet mig ud af mit flashback, gentog sig. Denne gang kunne jeg høre, hvad der blev sagt. Stemmen rungede ned ad den lange gang, og ind i det lille lokale, jeg sad i. - ”Noa, du skal på om ti minutter!” Jeg sukkede dybt, idet jeg lagde min guitar fra mig. Før i tiden elskede jeg at optræde med musik. Jeg nød at spille det, og spille det for andre. Den accept og succes jeg følte, når jeg havde leveret showet. Den glæde jeg oplevede, når jeg så ud over det glade publikum. Nu er det bare et arbejde.  Jeg greb baretten, som hang på stumtjeneren, og trykkede den godt ned på hovedet, før jeg gik ud af lokalet. Jeg stak diskret mine hænder ned i lommerne, og rodede rundt i dem til, jeg kunne mærke en nøgle. Jeg tog hårdt fat om den, og pressede det kolde metal ind imod min håndflade, mens jeg lod døres smække bag mig. Mine skridt gav en høj genlyd ned gennem hele gangen, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om nu publikum kunne høre det. Inderst inde vidste jeg jo godt, at det ville være urealistisk, men tanken om det gav mig kvalme. Jeg lukkede øjnene, og tog en dyb vejrtrækning. Den støvede luft begyndte at lugte af medicin, og for mine øjne tegnede der sig billeder af hospitalets lange gang med de hvide vægge. Jeg rystede hurtigt tanken ud ad hovedet. Det begyndte at løbe mig koldt ned ad ryggen, og min allerede hvide hud syntes blegere.  Jeg begyndte at tænke. Tænke over, hvordan jeg egentlig endte her, og hvad det ville føre til. Jeg havde længe drømt om at opnå berømmelse, og det havde jeg muligheden for nu. At blive genkendt, at blive rig, at blive elsket. Jeg ville jo bare være lykkelig.  Gangen var nået sin ende, og jeg trådte forsigtigt om bag scenen. Chris skævede over mod mig nede fra den anden ende af scenen. Han holdt otte fingre frem. Jeg sendte ham et hurtigt nik, og gik ned mod de andre.  
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...