Den vilde hest

Dette er mit bidrag til konkurrencen. Enjoy!

2Likes
9Kommentarer
1418Visninger
AA

7. Mathilda

 

Da klokken er 03:40 om natten, vågner jeg ved lyden af slæbende skridt på staldgangen. Jeg kaster et blik på Sara, der sover endnu. "Vågn op!" hvisker jeg og rusker i hende. Sara slår øjnene op, og kigger sig forvirret omkring. "Hvem... hvor... hva'...?" mumler hun søvnigt. "Det lyder, som om der kommer nogen" forklarer jeg. "Lad os undersøge det!" Vi giver os til at kravle på det spredte halm mod den åbne lem, og ser ned på staldgangen. Skridtene kommer nærmere og nærmere nu. Vi sidder helt musestille, og siger ikke en lyd til hinanden. "Hvem der?" lyder en velkendt stemme. "Fuck!" udbryder Sara. "Hvad er der?" spørger jeg. "Det er jo Mathilda. Staldens sladretøs" svarer Sara. "Jeg ved I er deroppe! Kom frem, eller jeg henter Rikke!" truer stemmen i mørket. Stemmen forstummer. Der er helt stille. Men ikke helt. Skridtene kan stadig høres. Snart kan vi høre trin på stigen, og vi bevæger os lydløst tilbage til hulen. Fra halmballerne kan vi tydeligt se Mathilda som ser sig søgende omkring med et vagtsomt blik. Pludselig er hun helt tæt på vores hule. Hendes ellers så smarte Converse-sko er blevet helt beskidte af halm og hestemøg. Hun har sikkert også været inde i boksene.

 

 

 

Mit hjerte banker dobbelt så hurtigt, da en af halmballerne bliver flyttet til side. "Hvad fanden laver I her?" spørger Mathilda. "Camping," lyver Sara. "Ha! Som om! Jeg har været i nærheden af jer hele tiden. Jeg ved også, hvad I foretager jer med Perle" svarer Mathilda selvskkert. "Hvordan ved du det?" spørger jeg. "Jeg var på vej hjem, da jeg så dig cykle i retningen af rideskolen i aftes. Jeg fulgte efter dig hele vejen hertil. Da jeg stod af min cykel, gemte jeg mig bag en busk tæt på ridebanen, mens jeg holdt øje med jer" fortæller Mathilda, og finder sin mobil frem fra lommen. Hun viser nogle billeder, hun har taget med den af os sammen med Perle ude på ridebanen. "Når Rikke ser dem, bliver I smidt ud. Det er en god lærestreg for jer" siger hun slesk og giver sig til at grine ondskabsfuldt som en stukken gris. "Farvel, tabere!" råber hun og klatrer triumferende ned ad stigen med mobilen i hånden. 

 

 

"Det her skal vi ikke lade hende slippe af sted med!" siger jeg, da Mathilda er forsvundet. "Nej, du har ret! Lad os få mobilen fra hende!" svarer Sarah. Vi er ikke helt klare over hvordan, men efter et stykke tid har vi fundet på en genial plan. Vi skynder os at klatre ned ad stigen, og spæner derefter ud på gårdspladsen, på trods af at vi har fået strenge ordrer om ikke at løbe på staldgangen. Jeg finder min mobil frem for at se, hvad klokken er. Uret viser 04:10. Vi har en times tid til at klare opgaven. Mathilda har heldigvis ikke forladt rideskolen endnu. Hun står udenfor og ser på os med et gennemmborende blik. Månens stråler reflekterer  hendes brune, krøllede hår. Kun en ugles svage tuden i det fjerne afbryder stilheden. "Nå," siger Mathilda pludselig. "Ja, hvad nu?" siger jeg. Mathilda vender sig om, og spæner ned ad den grusbelagte gårdsplads. "Efter hende!" råber jeg desperat, og vi sætter i løb. Vi løber alt hvad vi kan, rundt om stalden, ude på de tomme hestefolde, og rundt omkring det tilhørende hus. Efter at vi har gjort det tre gange uden pause, har jeg fået blodsmag i munden, men jeg nægter at standse før vi har fået mobilen fra hende. Til sidst finder vi endelig Mathilda, der står ved møddingen udenfor bag stalden.

 

 

 

"Jeg advarer jer," siger hun truende. "Hvis I kommer ét skridt nærmere, bliver det værst for jer selv!" Jeg står og betragter hende forpustet. "Vil du ikke nok slette billederne?" får jeg fremstammet. "Om jeg vil slette billederne? I kan tro nej, idioter!" råber hun rallende. Jeg vidste, at hun ikke ville være barmhjertig. "Slet dem!" råber Sara. Og lidt efter lyder det taktfast fra os: "Slet dem! Slet dem! Slet dem!"  Mathilda ser tvivlrådigt på os. Det ser ud, som om hun tænker. Vi bevæger os langsomt og beslutsomt mod hende. Mathilda træder instinktivt nogle skridt tilbage. På et tidspunkt er hun ved at få overbalance, fordi hun er ved at falde i møddingen bag hende. "Giv os den så!" råber jeg. I det samme lyder der et plask, og Mathilda er forsvundet i møddingen. Da Mathilda stikker hovedet op fra det tyndtflydende hestemøg, er henes hoved helt brunt. "Så hjælp mig dog!" hyler hun. Modvilligt går vi hen til møddingen og hjælper hende op. Da hun står ved siden af os, roder hun i sin lomme for at finde sin mobil. "Min mobil!" råber hun, "Den har kostet 4.000 kroner! I skylder mig en ny!" hvæser hun. JEg og Sara står som lammet. Vi ved ikke, hvad vi skal sige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...