Kunsten at sove med åbne øjne

Død og ødelæggelse. Ej, læs, og se om det er noget for dig.

3Likes
4Kommentarer
1108Visninger
AA

3. Mareridt

Jeg besluttede mig for at blive hos hende, til hun fik det bedre. Selv efter jeg havde lavet varm kakao til hende, og hun havde siddet foran kaminen, var hun helt frysende kold. Hendes ansigt var helt blegt, og hendes læber var helt frostblå. Hun lå i sin seng, med dynen trukket godt op over hovedet. Det hjalp ikke rigtig, for hun rystede stadig af kulde, selv efter hun var faldet i søvn. 

Jeg sad og aede hende over håret. Det var som om, hendes åndedræt blev mere og mere roligt. Hun fik bare ikke sin rigtige ansigtskulør tilbage. Det så virkelig ud som om, hun var dødeligt syg.

Jeg kunne høre en lyd udefra døren. Det gav mig et chok. Forsigtigt åbnede jeg døren og kiggede ud. Hendes mor var kommet hjem, og hun havde store poser med indkøbsvarer i sine hænder.. Inden jeg nåede at trække mig tilbage, så hun mig åbenbart.

"Hej Martin! Hvad laver du her?" spurgte Philippas mor. Hendes blik gav mig kuldegysninger langt ned ad ryggen. Det var utroligt, så meget Philippa lignede sin mor: Det samme lyse hår krøllede sig ned ad ryggen, og hende viol-blå øjne kunne fortrylle hver en mand ind i hendes varetægt.

Da det gik op for mig, at hun havde spurgt mig om noget, skyndte jeg mig at svare: "Philippa blev dårlig, og vores idræts-lærer bad mig følge hende hjem." Jeg kunne godt selv mærke, hvor meget jeg rødmede, så jeg sank hovedet og fortalte videre. "Hun var iskold. Selv efter at have siddet med tæppe og varm kakao foran kaminen, blev hun ikke varmere."

Da jeg kiggede op igen, så Philippas mor mistroisk på mig. "Er det noget du bare siger for at drille? Jeg ved fra min datter, at du godt kan finde på at lyve, for at pjække fra skole.

Jeg var helt tom for ideer. Hvad skulle jeg sige til hende, når hun troede, at jeg løj? Hvorfor pokker... nej, hvorfor fanden skulle Philippa også være syg, hvorfor skulle hun det? Hvad skete der med hende på de tidspunkter, hvor hun bare gik kold? Var hun ved at blive syg? Eller det, der var værre... Dødeligt syg?

"Skjuler du noget for mig?" Hun smed sine varer fra sig, og gik hen mod mig. Forsigtigt, men bestemt åbnede hun døren op og så ind i lokalet. Hun smilede, da hun så sin datter trygt ligge og sove. Men hendes ansigt ændredes fuldkomment, da hun så hvor bleg hun virkelig var. Forfærdet gik hun hen til Philippa, og lagde en hånd på hendes pande. "Men hun er jo helt kold!" udbrød den høje mor. I små, hurtige skridt løb hun ud ad værelset for at hente noget.

Selv gik jeg over til hende. Lagde forsigtigt en hånd på hendes pande. Det var rigtigt nok, hun var hundekold. Jeg fjernede den igen, da det føltes som om jeg brændte mig på en ovnplade, der lige var kommet ud af ovnen. Hendes rigtige hudfarve kom tilbage.

Lettet lænede jeg mig ind over hende, og kyssede hende blidt på kinden. Ved min berøring vågnede hun langsomt, og lænede sig om mod mig. Det lignede, at hun et øjeblik ikke vidste, hvem jeg var, men da hun udbrød mit navn, var jeg sikker på, at hun var blevet sig selv igen. Hendes arme lagde sig om min hals, og det føltes som om jeg skulle dø. Da hun så jeg gispede efter vejret, slap hun mig igen og så helt skyldig ud. "Det var ikke min mening at overfalde dig, men jeg har simpelthen haft de værste mareridt, mens jeg sov. Om alt." Tårer piblede ud under hendes lukkede øjenlåg. Jeg lagde min arme om hende, og lod hende græde ud.

Philippas mor kom ind på værelset igen, nu med et termometer i hånden. Da hun så at hendes ansigtskulør var vendt tilbage, og at jeg sad med hende i mine arme, prøvede jeg med mine øjne at fortælle, at vi havde brug for at være alene. Som om hun kunne læse mine tanker, gik hun ud igen og lukkede døren, så vi kunne være i fred. Philippa blev ved med at græde, men efter - måske en time eller to? - kom hendes mor ind ad døren igen for at spørge, om jeg ikke ville spise med? Philippa blev lidt mere glad, da hun hørte, hvad hendes mor foreslog.

"Jo, men jeg vil lige sige det til mine forældre først." Jeg tog min mobil op af min lomme, og sms'ede hurtigt til min far om, at jeg spiste hos hende i dag. Hun lænede sig ned over mig, for at se, hvad jeg lavede. Hurtigt vendte hun blikket væk fra det, som om hun ikke måtte se på det. "Jeg skriver bare til min far, så det gør ikke noget." Jeg prøvede på at grine og få hende med på det, men hun sad i sine egne tanker og grublede over et eller andet. Igen føltes det som om, at hendes hjerne var gået i baglås, men det var lige så tydeligt i hendes blik som på resten af hendes krop, at hun endnu ikke var gået helt fra forstanden.

"Jeg håber, at du godt kan lide boller i karry," sagde Philippa, stadig med sit syn vendt mod sin dyne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...