Kunsten at sove med åbne øjne

Død og ødelæggelse. Ej, læs, og se om det er noget for dig.

3Likes
4Kommentarer
1034Visninger
AA

2. Frosne tanker

"Så du var sammen med Philippa i går?" spurgte Andreas med et drillende smil på læben.

"Nej, for sidste gang, jeg snakkede bare med hende i går." Alle os drenge stod i omklædningsrummet. Jeg havde fortalt, hvad der var sket i går med Philippa, da hendes blik pludselig blev fjernt. Som jeg allerede havde regnet ud, blev alle helt chokerede. Heldigvis kunne jeg berolige hendes såkaldte "elskere", at hun stadig var i live. "Er der nogen der vil med ud?" spurgte jeg, for at komme væk fra emnet. Nogen rystede svagt på hovedet, mens andre fulgte efter mig frivilligt.

Himlen over vores hoveder så faretruende sort ud, men vores idrætslærer havde insisteret på, at vi skulle blive ude, til det begyndte at regne. Den stod på fodbold, og det var der flere drenge, der ikke havde lyst til. Blandt andet mig selv. Vores idrætslærer, Jens, vendte ryggen mod mig, da jeg hørte en af drengene råbe: "Kan vi ikke spille drengene mod pigerne?" Der var en anden der sagde, at det ville blive unfair. Det førte til et mindre skænderi.

"Ti så stille! Vi finder ud af det lige om lidt," råbte vores idrætslærer. Han så temmelig vred ud.

Jeg så Philippa stå lidt længere væk. Hun havde stramme, sorte bukser på, en hvid t-shirt og en trøje udover. Hun så ud til at fryse temmelig meget, endda. Hele hendes krop sitrede, hendes læber var helt blå af kulde. Selv hendes tænder klaprede. Jeg gik over mod hende, og spurgte, om hun var ok.

"Om jeg er ok? Jeg fryser bare lidt."

"Lidt?" sagde jeg, som for at drille hende lidt. Et lille smil spillede på hendes læber, det var tydeligt. "Kom, lad os gå ned til..."

"Nej." Min stemme skælvede lidt, men tonen var bestemt. "Du fryser. Jeg kan se det på dig, du ryster jo over det hele! Kom, vi går ned til læreren og sig..."

"Nej." Nu var det hendes tur til at lyde bestemt. "Jeg bliver, hvor jeg er, og du kan ikke bestemme, hvad jeg gør og ikke gør. Jeg vil ikke hjem, jeg bliver her." Hun lagde armene over kors, sikkert både på grund af kulden og for at se trodsig ud.

"Men du er jo hundekold! Du har brug for at komme indenfor og få varmen. Hvis du ikke skal være med til fodbold, skal du i hvert fald hjem." Flere af drengene, som egentlig var på vej ned til fodboldbanen, kiggede interesseret på os, og lyttede med til vores samtale. Jeg blev mere eller mindre sur på dem, og dermed mere sur på hende, fordi hun var i nærheden. Jeg prøvede at tage fat i hendes arm for at hive hende med ned til vores idrætslærer, og sige, at hun ikke havde det godt.

"Hold nu op! Jeg gider dig ikke mere!" Philippa rev sig fri, og løb ind i omklædningsrummet med tårer i øjnene.

Det var som om ordene gav stød. De lammede mig et øjeblik, og fik mig til at føle mig tom indeni, som om jeg havde mistet noget. Jeg rystede ved kuldegysningen der løb ned over min ryggrad, og gik langsomt ned til der, hvor vi skulle spille fodbold.Vi nåede at spille i - hvad, 10 minutter? - da jeg så hende komme ud igen. Hende øjne var helt røde, fordi hun havde grædt. En af pigerne stod ved hendes side. Det var Anna, og det var tydeligt, at hun var temmelig vred på mig. Hendes dødkolde blik blev vendt mod mig, og jeg sænkede mit blik. Da jeg kort så op igen, kiggede hun på Philippa; Hendes ansigt var blødt op, og hun mumlede noget til hende. Kort efter stod hun og kiggede på. Vores lærer satte hende hurtigt på et hold, så snart hun var klar. Jeg kunne mærke, at Anna holdt øje med mig, uanset hvor hun stod. Det var en ubehagelig følelse.

Bolden landede foran Philippas fødder, og lige da hun skulle til at sparke til bolden, skete det igen. Hendes blik blev fjernt, hendes pupiller trak sig sammen, og hun standsede midt i en bevægelse. Hendes fod blev sænket meget langsomt, og hun kom hurtigt til sig selv igen.

"Philippa! Åh nej, jeg vidste, der var noget galt!" Thomas, vores lærer, løb over til hende som den første. "Er du okay? Du ser sløj ud. Jeg synes, du skulle tage hjem."

"Jeg følger hende gerne hjem!" Anna rakte hånden op, og meldte sig frivilligt.

"Det tror jeg nu ikke, unge dame. Hvorfor ikke få Martin til det? Han er jo sådan en gentleman." Inderst inde vidste jeg, at det var forkert at følge hende hjem. Men mit hjerte sagde mig noget andet. Jeg ignorerede den del af mig, der tvang mig til at blive og spille videre. Desuden, fodbold var jo heller ikke så sjovt alligevel.

"Det gør jeg gerne." Det lød knap nok som om, det var mig selv der talte. Men jeg gik ind i omklædningsrummet, tog tøj på og fulgte hende hjem. Hendes hånd var meget kold, og hun rystede stadig. Om det var af skræk eller kulde, anede jeg ikke. Men tårer løb stille ned ad hendes kinder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...