Kunsten at sove med åbne øjne

Død og ødelæggelse. Ej, læs, og se om det er noget for dig.

3Likes
4Kommentarer
1053Visninger
AA

4. Drøm eller virkelighed?

"Der er mad nu!"

Tiden var gået så hurtigt, siden hun havde grædt ud, og hendes mor var begyndt at lave mad. Den var druknet i et langvarigt kys, som fik mig til at skælve af glæde. Philippas smag sad sirligt og boblede på mine læber, da jeg gik ud ad døren sammen med hende og satte mig ned ved spisebordet, der var lidt større, end jeg var vant til. På bordet stod to gryder: Den ene med risen, den anden med sovsen.

Sådan sad jeg i et kort stykke tid, indtil hun havde vist tegn til, at det var okay, at jeg tog noget at spise. Maden smagte dejligt, det var næsten som at være hjemme ved sig selv, bortset fra at min mor normalt ikke lavede det. Hun brød sig ikke rigtigt om boller i karry.

Der var meget stille ved bordet, i forhold til, hvis jeg havde været hjemme. Intet i huset kørte, ingen snakkede, ingen gjorde andet end at spise. Lyden af gafler og knive mod tallerkenerne gav mig gåsehud, og for at dræbe den lammende tavshed, sagde jeg, at hendes mad var god.

Jeg kiggede over på Philippa. Hun så ned på maden, som om den var forgiftet, og hun ikke turde spise mere. Men der var noget i vejen med hendes blik.

"Philippa?" spurgte jeg lavmælt. Hun vendte hovedet op mod mig, og så mig direkte i øjnene. Hendes blik var helt fjernt, og det var som om, hun blev styret af en eller anden. Som om hun var besat. Jeg beholdt blikket fæstnet ved hendes ansigt, og prøvede at ruske hende vågen.

"Bare lad hende være," sagde hendes far. "Hun gør sådan meget for tiden, og vågner hurtigt op igen. Hende skal du ikke bekymre dig om."

Jeg lod hende vente i lidt tid, da det gik op for mig, at hun skulle forblive sådan for evigt. Lad det ligge, sagde en stemme i mit hoved. Hun skal nok komme til sig selv igen. Og jeg holdt fast i den tanke.

Nu begyndte hendes mor også at reagere på det.  "Philippa?" Hendes mor så alvorligt på sin datter, som sad med et tomt blik, stirrede lige forbi dem. "Er du okay?" Men intet kom ud af hendes mund, andet end det svage åndedræt. Thomas, hendes far, smed sit bestik fra sig, rejste sig fra stolen og gik om og daskede hende i ryggen med håndfladen, som om hun var et spædbarn, der skulle bøvse. Prøvende lagde han en hånd på hendes hjerte. "Vienna, ring til ambulancen." Den ældre mand så på sin kone med et alvorligt blik. Det så ud som om, han kunne bryde sammen hvert øjeblik.

Det føltes som om, mit hjerte blev revet itu. Alle mine tanker stoppede brat, og det vældede ud med spørgsmål. "Hvad er der galt med hende? Kan du fortælle mig hvorfor hun gør det? Hvad sker der, når hun er sådan? Hvorfor kigger hun sådan på mig?" Talestrømmen stoppede ikke, før en bestemt banken lød på vores dør udefra. Jeg vendte mig om mod køkkenvinduet, så jeg kunne se, hvem det var. Det var ambulancemændende!

Vienna tog sin lille piges hånd imellem hendes, og hviskede nogle ord, jeg knap nok kunne høre. Efter hendes mund at gætte kunne det ligne, at hun prøvede at berolige hende på en måde, som kunne være svær at forstå.

Mændene, som var kommet efter Philippa, tog båren med ind i huset, og fik hende op at ligge. Uden at spørge om jeg ville med ind på skadestuen, fulgte jeg efter dem, og selvom de sagde jeg skulle blive, hoppede jeg ind i bilen i sidste øjeblik. En af mændene skulle lige til at åbne munden, men tog det i sig igen. Han smilede hemmelighedsfuldt til mig. Hans øjne var rettet mod mig, og i løbet af få sekunder sad han med en kniv i hans hånd. Jeg skreg og skreg og skreg, til mine lunger var tomme for luft. Et øjeblik senere vågnede jeg og så direkte op i Philippas hoved. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...