Kunsten at sove med åbne øjne

Død og ødelæggelse. Ej, læs, og se om det er noget for dig.

3Likes
4Kommentarer
1107Visninger
AA

5. Aftensmad

"Hvad skete der? Lige pludselig faldt du bare i søvn, og jeg lod dig ligge lidt. Efter lidt tid begyndte du at skrige, og min mor kom ind, for at høre, hvad vi lavede, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige." Philippa lænede sig ind over mig, og selv lå jeg i hendes seng. Hvoran var jeg mon havnet der? 

Jeg satte mig brat op i sengen, og lyttede til fuglenes sang udenfor. Det var efterhånden ved at være aften, og skyggerne og det evindelige mørke tog snart over. "Har I spist aftensmad endnu?" Hun vendte rundt og så mig direkte i øjnene. Jeg kunne se længslen i hendes øjne efter bare at kaste sig over en eller anden og bare græde. Græde hendes tårer ud, ud over en eller andens skjorte, så den blev helt gennemvædet.

"Der er mad nu!" råbte Philippas mor ude fra køkkenet. Det besvarede hurtigt mit spørgsmål, og hun kiggede på mig, spurgte, om jeg ville med ud og spise. Uden at svare gik jeg ud til det usædvanligt store bord, og satte mig. Det virker lidt som det, der skete i min drøm, tænkte jeg. Jeg vedhæftede mig ikke yderligere ved det, men prøvede bare at glemme den ubehagelige tanke.

"Behager maden dig, Martin?" Ordene kom helt bag på mig. Hun kiggede indgående på mig, undersøgede mig for et eller andet. En stor klump af mad sad fast i halsen på mig.

"Det smager fint," hostede jeg. Tvang maden ned i min mave, inden jeg tog den næste bid, men det gjorde bare min hoste værre. Jeg rakte ud efter vandglasset, og efter den første tår strømmede det hele igennem mig. Minderne, fremtiden, alt, hvad jeg havde blev smidt ud af hænderne på mig og lige ind i et ukendt fjæs. Det vrængede ansigt ad mig, og med det samme genkendte jeg personen. "Tak for mad," sagde jeg. Uden videre at tænke over hvad der skete, gik jeg ud og tog mine ting. Jeg smækkede hårdt med døren. Hvordan kunne han være det bekendt, selvom det bare var billeder fra min fantasi?

Jeg kiggede mig ikke for, da jeg gik over vejen. Tårerne løb ned ad mine kinder, så mit syn blev underligt sløret. I det samme fik jeg et ordentligt stød i maven, så jeg fløj bagover, og blev kastet ind i et træ.

 

 

 

Af Opvaskeboersten.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...