Kunsten at sove med åbne øjne

Død og ødelæggelse. Ej, læs, og se om det er noget for dig.

3Likes
4Kommentarer
1055Visninger
AA

1. Philippa

"Farvel, mor!" Jeg så tilbage efter min mor. Hun stod i døren og vinkede farvel. Jeg tog min ene hånd op ad lommen for at vinke tilbage. Det var min første skoledag i syvende, og jeg havde sådan glædet mig til at se Philippa igen! 

Døren smækkede i, kort efter jeg vendte mig om for at gå videre. Vinden hev og rev i mig, tvang mig til at gå baglæns og falde omkuld. Det var utroligt, dagen før havde solen skinnet og der var skyfri himmel; Nu var vejret kedeligt og gråt, det blæste, og vandet piskede mod asfalten.

Jeg drejede om hjørnet mod Philippas hus. Vi skulle følges. Jeg nåede ikke meget længere end to-tre skridt ned ad gaden, da jeg så hende. Hendes mor sad parat i bilen, mens Philippa gik mod bilen. Hun kiggede ned ad gaden mod mig, og jeg følte noget varmt og godt brede sig på mine kinder, under al regnen. Hun vinkede. Jeg vinkede igen. Men noget i hendes blik ændredes, det blødte mere op, så insisterende på mig, da det gik op for mig, at jeg skulle komme derned. Vandet plaskede op ad mine bukser, da jeg i løb fik banet mig ned til hende.

"Hej Martin. Du gode gud, du er jo vokset mindst en halv meter den her sommer!" udbrød hun. "Nej, ikke mere snak om det. Kom, læg din taske ind i bagagerummet." Hun smilede det smil, jeg elskede ved hende. "Vi skal jo helst ikke blive drivvåde," sagde hun samtidig med, at hun krøb om på bagsædet. Tøvende fulgte jeg efter hende. Det var første gang vi fulgtes i skole, og der var en sær tavshed mellem os, da vi kørte afsted. Min mor havde ikke bil, og bad mig følges med nogen på grund af regnvejret. Den første jeg tænkte på, var Philippa. Ingen af mine drengevenner boede i nærheden. Desuden, mon ikke man var nødt til at prøve det? At følges med en veninde?

Philippa var den første til at bryde tavsheden. Jeg kunne ikke høre, hvad hun sagde første gang, så jeg bad hende gentage. "Jeg sagde, har du haft en god sommerferie?"

"Den var fin nok," svarede jeg. "Men den kunne godt have været længere," grinede jeg. "Sådan er det jo hvert år," sagde Philippa. Bilen standsede lige ude foran skolen.

"Kan i have en god skoledag?" sagde hendes mor. Jeg hørte Philippa mumle noget med "ja, det kan vi godt, mor". Jeg skubbede døren op. Allerede få sekunder efter var bagagerummet åbnet, og hende og mig gik hen til vores klasselokale for at have time.

 

Det øsede stadig ned, da jeg kom ud. Jeg så opgivende ud i regnen, hvordan kunne jeg overhovedet komme tørskoet hjem?

Jeg tog mig sammen, og gik derud, idet jeg hørte en velkendt stemme kalde på mig. Den var høj og skinger. Efter det lød der trampende skridt nærved, og jeg vendte mig om. Philippa kom løbende imod mig, sammen med to andre piger fra klassen. Det var Julie og Anna. Mon ikke, de skulle være sammen?

"Du skal da ikke gå hjem i det her vejr, skal du?" spurgte Philippa. Anna skulle lige til at komme med indvendinger, men Julie kom hende i forkøbet. "Min mor kan godt køre dig hjem, hvis du vil have det."

Jeg tænkte lidt over mit tilbud. Selvfølgelig ville det være dejligt, men hvor mærkeligt ville det ikke være, at sidde i en bil sammen med dem? Specielt fordi Julie stadig var forelsket i mig, det havde hun været i lidt over et år. Hun havde ikke fortalt mig det, det havde Philippa. Hun fortalte mig sine dybeste hemmeligheder, selv dem, som hun egentlig helst ville holde for sig selv. Men nogle gange... Nogle gange følte jeg bare, at jeg ikke kunne gøre det samme. At jeg holdt hemmeligheder for hende. Jeg kunne bare ikke komme i tanke om, hvad.

Philippas ansigtsudtryk ændrede sig fra det ene øjeblik til det andet. Før smilede hun i hele ansigtet, men nu... Hendes pupiller trak sig sammen, og hendes blik blev fjernt. Jeg stirrede på hende med vantro. Hvad lavede hun, prøvede hun at narre mig på en måde?

Cirka 10 sekunder efter blev hendes blik normalt igen. "Hvad skete der? Er der noget galt?" De andre piger gik helt amok, spurgte hele tiden om det næsten samme spørgsmål. Den højeste af de tre piger med det lyseste hår, svarede på alle spørgsmål med tre ord: "Jeg er okay," sagde Philippa. "Men hvad skete der, siden I råber sådan op?"

Mens de snakkede, og deres stemmer fortonede sig, gik jeg langsomt væk fra snakken og på vej hjem. Det blev en meget våd og meget kold tur hjem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...