Bortført

Erica er en pige på 17 år. En dag da hun er til fest med hendes veninde og ven, sker der noget mærkeligt, da hun går hjem.


NB: Det anbefales af mig, at du er mindst 13 for at læse den. Der kommer visse ting i den, der kommer for eksempel vold og lign.

Der vil komme tidspunkter, hvor der står 'I mellemtiden'. Det betyder, at det er Alex (Ericas ven), man følger. Der kommer dog til at stå 'Tilbage igen' efter, fordi så følger man Erica igen. Dette er dog ikke så meget i starten.

Hvis du synes, at den lyder som noget for dig, så glæd dig til at læse den.

Jeg håber, at I kan lide den, da jeg bruger og har brugt en del tid på den. ;D

16Likes
41Kommentarer
4124Visninger
AA

8. Alene med Alex

Kapitel 8:  

Jeg ser på døren. Jeg ligger helt stille. Så lander Alex lige pludselig ved siden af mig på sengen. ¤Hvad pokker?!¤ tænker jeg. Hans hænder er bundede, men der er masser af blod på dem. Jeg kigger på hans ansigt. Han har flere rifter, og de bløder. Jeg opdager han ingen trøje har på. Hans ryg er også fuld af rifter. Jeg gisper. Så hører jeg nogle grine over ved døren. Jeg kigger der over, og ser Nick stå der. "Du er sindssyg!" skriger jeg af ham. Han griner bare. "Nu må I to hygge jer lidt," siger han bare. Så lukker han døren, men jeg kan hører den igen også bliver låst.  

Jeg vender mig mod Alex. "Alex?" spørger jeg stille. Han drejer sig besværet om og ser på mig. "Erica?" siger han. Så åbner han øjnene helt, han smiler lidt. "Erica!" siger han, og han rødmer lidt. Jeg smiler lidt. "Er du okay?" spørger jeg. ¤Wow, selv med alle de sår, ser han mega sød ud,¤ tænker jeg. "Tja, er du?" spørger han så. Så smiler jeg lidt mere. ¤Typisk ham,¤ tænker jeg. "Jeg ser ud til at have det bedre end dig," svarer jeg. Så griner han lidt, men jeg kan se det gør ondt på ham, så han holder op. Jeg ser bekymret på ham. "Hvad skete der?" spørger jeg. "Hvad mener du?" spørger han. "Hvordan kom du her til?" spørger jeg så. "Nårh, jeg var lige gået fra festen, da jeg kom i tanke om, at du ikke havde skrevet," siger han. ¤Jeg skriver jo altid til ham, når jeg kommer hjem, vi er bedste venner,¤ tænker jeg. "Så, jeg gik mod dit hus, for at finde ud af om du var okay," fortsatte han. "Så kom der er en varevogn, den stoppede, ham der gik ud, så slog han mig ned," fortsætter han. "Så endte jeg her, så det næste jeg husker er, at jeg så dig ligge herinde, men så lukkede han døren igen," slutter han. Så sukker han. "Hvorfor er vi her?" spørger han så. "Jeg er ikke sikker," siger jeg. "Men han er vidst sur over, at jeg afviste ham til festen," fortsætter jeg. Så sukker han igen. "Jeg forstår, hvorfor du afviste ham," siger han så. Så smiler vi begge lidt. Så går døren op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...