Love You More Than This - One direction

Historien handler om 18 årige Julie Simpson, hun er en ung, glad og frisk pige, men folk gider hende bare ikke. Hun har en bedste veninde ved navn Katy. En dag da hun går en tur i parken sker der noget, hun møder sin gamle barndomsven, og hendes liv ændres forevigt.





16Likes
4Kommentarer
1919Visninger
AA

2. Kap. 2

 

Jeg valgte at gå en tur, vejret var godt. Jeg gik ud af døren og ned i byen. Det var svært at komme forbi, der var nogle nede at optræde. Jeg kunne hører en masse råbe og skrige. Og så, så jeg noget, 5 drenges hoveder, dem havde jeg da set før i dag. Jeg kiggede mere efter og det var dem, og MIN LOUIS. Han stod lige der efter 8 år, tænk at det virkelig var ham, jeg var lige ved at græde, men gjorder det ikke. Jeg stod der lidt, og det lød virkelig godt. ’’Tak til alle fordi at i kom’’ sagde en velkendt stemme, Louis. Alle pigerne skreg, og begyndte at løbe. Drengene var ved at gå, og det samme gjorder jeg. Det var nok sidste gang jeg ville se Louis, min Louis, den Louis jeg elskede og holdte af. Han havde nok alligevel glemt mig.

I dag var det 2 dage siden, jeg havde set Louis. I dag var jeg igen alene, min familie var hele tiden ude. Jeg gik ned i køkkenet for at tage noget morgenmad. Jeg kiggede rundt, men der var ikke rigtig noget, så jeg besluttede mig for at gå ned og købe noget. Jeg gik rundt nede i supermarked, og endelig var jeg færdig. Jeg valgte at gå ud, og nyde vejret, så det gjorder jeg. Jeg gik ned i parken, og satte mig på en bænk. Der var mange i parken, og jeg nød bare solen. ’’PAS PÅ’’ råbte en stemme bag mig, jeg vendte mig og en fodbold kom lige imod mig. Den ramte mit hoved, og jeg faldt ned fra bænken. Shit det gjorder ondt. ’’Ej det må du virkelig undskylde, jeg er virkelig ked….’’ Mere nåede drengen ikke at sige for jeg afbrød ham, ’’Louis?’’ sagde jeg. ’’Er du en fan?’’ spurgte han, ’’Nej bare rolig’’ sagde jeg. Han kiggede lidt på mig, og lavede så store øjne. ’’Julie, Julie Simpson?’’ spurgte han overrasket. Så lyste jeg op, han kunne huske mig. ’’Ja, kan du virkelig huske mig?’’. Vi blev afbrudt af en stemme lidt væk fra os, ’’KOM NU’’ råbte han, det var også en fra bandet gættede jeg på, han havde iværtfald nogle søde krøller. Louis tog noget papir op af lommen og skrev noget på, derefter gav han mig det. ’’Ring, jeg må løbe, og det må du virkelig undskylde igen’’ sagde han og løb. Louis, min Louis, han kunne stadig huske mig. Jeg gik lidt videre, og der gik 2 timer, så besluttede jeg mig for at gå hjem. Jeg var hjemme, og gik ind af døren. ’’Er det dig skat?’’ spurgte en stemme inde fra stuen, ’’Ja’’ sagde jeg, og løb op på mit værelse. Jeg tog sedlen op af min lomme, og der stod nogle tal, det måtte være hans nummer. Jeg tog min mobil frem, og tastede nummeret ind, men  jeg ville ikke allerede ringe eller skrive, så ville jeg bare virke desperat. Jeg tog noget af det slik jeg havde købt frem, og begyndte at spise. Jeg sad lidt, og tog så min Macbook frem igen, jeg gik på Facebook, og så at jeg havde en venneanmodning, fra Louis. Allerede. Jeg accepterede og så kunne jeg se at han var på. #Hej# skrev han, #Hej# svarede jeg. #Kan du ikke lige sende en sms, så jeg også har dit nummer?# skrev han, jeg tog hurtigt min mobil frem og skrev bare hej. Jeg gik tilbage til min computer, men vores samtale gik lidt i stå der.

Jeg vågnede ved en mobil der ringede, jeg rejste mig og trykkede på den grønne knap. ’’Hallo?’’ mumlede jeg surt, ’’Åh, undskyld vækkede jeg dig?’’ spurgte en stemme. Jeg kiggede på mobilen, ’Louis’ stod der, ’’Åh, hej Louis, ja du vækkede mig, og jeg er ikke et morgen menneske ’’ sagde jeg, han grinte lidt, men snakkede så vider. ’’Jeg tænkte om vi ikke kunne mødes i dag, der er meget vi skal have snakket om?’’ spurgte han, jeg lyste op, og havde bare lyst til at skrige ja, men jeg tog det stille og roligt. ’’Ja det kan vi da godt, bare sig tid og sted’’ sagde jeg. Vi aftalte tid og sted, og så stod jeg op. Vi skulle mødes i parken, der hvor Louis havde fyret en bold i hovedet på mig, men det gjorder bare ikke ondt mere. Jeg gjorder mig færdig og gik nedenunder, jeg tog noget morgenmad, og så var jeg smuttet. Jeg havde et par shorts, en hvid T-shirt og en college jakke på. Jeg gik stille ud af døren, og så gik turen mod parken. Jeg kom derned, og staks fik jeg øje på en dreng, som jeg havde set før. Louis. Jeg gik stille over imod ham, ’’Hej’’ sagde jeg, og han vendte sig forskrækket om, ’’Hej Julie’’ sagde han og krammede mig, det kram havde jeg savnet. Han var lidt højere end mig, men sådan var det nogle gange. Vi valgte at gå en tur og snakke lidt. ’’Louis der er noget jeg har tænkt meget på. Hvorfor stoppede vi med at holde kontakten?’’ spurgte jeg, han kiggede ned i jorden. ’’Der var sygdom i min familie, og jeg var helt ude af den, og jeg gad ikke snakke med nogle, og da jeg endelig fik det godt igen troede jeg at du havde glemt mig’’ sagde han. Jeg kiggede på ham og sendte ham et smil. ’’Når, men jeg synes at du skal møde drengene’’ sagde han, jeg nikkede stille og sammen gik vi. Vi stod foran en stor flot hvid villa, jeg gik sammen med Louis hen til hoved døren, og han åbnede. Vi trådte ind i en stor flot entre, her ville jeg stå mange gange, håbede jeg. ’’Jeg er hjemme’’ råbte Louis. En dreng med flotte krøller , og nogle søde grønne øjne trådte ud i entréen. Det var ham der kaldte på Louis i parken. ’’Nå så du er den berømte Julie, jeg hedder Harry’’ sagde han, ’’Berømte?’’ sagde jeg og kiggede på Louis, ’’Ja han snakker konstant om dig’’ sagde Harry, og så kiggede jeg over på Louis, han rødmede lidt, sødt. Jeg grinte lidt. ’’Vil du med oven på, de andre kommer først om en halv time?’’ spurgte Louis for at skifte emne. Jeg nikkede og vi gik oven på, og ind på hans værelse, det lignede et rigtig drenge værelse, men ikke særlig rodet. Men der var nået der fangede min opmærksomhed, et billede, et billede som jeg havde set før, og ikke kun en gang, men hver aften inden jeg sov.

---------------------------------------

Undskyld for det dårlige kapitel, og at det gik lidt stærkt, men jeg vil gerne hurtigt igang.

P.S Like vores historie

-Cecilie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...