Sheila

Sheila er datter af indianerhøvdingen af Maji-stammen. Indianerne har en tradition - en slags manddomsprøve - der kaldes Talsutaja, hvor stammens drenge skal tæmme en ægte vildhest før de kan træde ind i de voksnes rækker. Men der er ingen tradioner for kvinder! Sheila er træt af at at kvinder bliver set som mindreværdige i stammen, så hun beslutter at hun vil deltage i Talsutaja, sammen med sin ven Jago. Men det vil hendes far slet ikke hører tale om! Hun kommer dog afsted men laver et dumt væddemål om at hun skal tæmme den mest berygtede, vilde hest af dem alle! Den hvide hest, Kuda. Mange har prøvet men han er umulig at tæmme! Det værste er, at hvis der ikke lykkedes for Sheila at tæmme Kuda er hun nødt til at gifte sig med en af de personer hun foragter allermest...

17Likes
26Kommentarer
2145Visninger
AA

3. Kapitel 3

Jeg bevæger mig let og lydløst gennem skoven. De er ikke særlig langt foran mig, så jeg må passe på med mit tempo. De må ikke opdage mig! Jeg er tæt nok på til at høre deres stemmer, de snakker og leer. Ind i mellem hører jeg også en stemme jeg er helt sikker på tilhører Jago. Men jeg hører også en anden, Akhis! Bare lyden af ham giver mig kvalme.

 

 

Tidlig om morgen blev der holdt en afskedsceremoni for de der skulle deltage i Talsutaja. Tashia og jeg tog afsked med Jago, og der var selvfølgelig en helt masse omfavnelse og tårer, det skulle jo virke ægte! Jeg fortalte min mor at jeg og Tashia skulle ud på vores sædvanlige svømmetur som hun, jeg og Jago er på hver dag. Men jeg fulgtes kun med Tashia et stykke af vejen, hvorefter jeg sagde farvel og tog af sted. Hun var ikke meget for min idé om at deltage i Talsutaja, især ikke fordi min far sagde nej, men jeg fik hende alligevel overtalt, med hjælp fra Jago. Heldigvis.

 

 

Jeg går i gennem det dugvåde græs, fuglene kvidrer og den friske skovluft giver mig røde kinder. Der er gået lang tid siden jeg tog afsked til Tashia, og vi er efterhånden ret langt inde i skoven, men stadig ikke langt nok til at jeg tør vise mig endnu. Jeg går i mine egne tanker og nynner for mig selv, men pludselig ser jeg nogle af de drenge fra gruppen, der danner bagtrop. Straks indser jeg, at jeg er kommet alt for tæt på, og jeg har stor sandsynlighed for at blive opdaget. Jeg tager et skridt tilbage, men lige da min fod rører skovbunden lyder et højt knæk! Forskrækket kigger jeg ned, og ser at jeg har trådt på en gren der nu er knækket midtover. Drengene foran mig hørte knækket, det er jeg sikker på. Jeg skynder mig at smide mig på jorden og krybe ind under en busk, inden de kigger i retning af grenen.

"Hørte du noget?", spørger en stemme. Jeg kan hører skridt der kommer nærmere og nærmere.

 "Ja, tror du det var et dyr?", spørger en anden.

"Måske", svarer den første stemme. Der er stille et øjeblik, de lytter. Jeg holder vejret og ligger helt stille. Der bliver rodet i den busk jeg ligger i, men heldigvis er den så tæt at man ikke vil kunne se, hvad der er under den, hvis man kigger på den oppefra. Jeg ligger fladt på maven på den kolde jord. Pludselig dukker der en hånd op få centimeter ved siden af mit hoved. Den søger, kommer tættere og tættere på mit ansigt! Jeg prøver at flytte hovedet den anden vej, uden at jeg bevæger mig for meget. Sveden pibler ned fra min pande og løber nedover mit ansigt, mens jeg stærkt frygter at blive opdaget. Mine øjne er lukkede.

"Nå, det var nok ikke noget særligt", siger en af drengene så. Hånden ved siden af mig forsvinder.

”Kom! De andre er langt foran", jeg hører løbende skridt, og snart er der helt stille igen. Der går dog lidt tid før jeg ånder lettet ud, og rejser mig op fra mit skjulested. Jeg børster snavs og jord af mit tøj og går videre - Denne gang mere forsigtigt!

 

 

Skovens stilhed bliver afbrudt af flodvandets rislen. Jeg sidder oppe i et træ skjult af trækronernes lysegrønne blade, et perfekt gemmested. Nede på jorden har drengene slået lejr. De sidder spredt rundt omkring i mindre grupper, og nogle bader også, og alle leer og snakker.

"Jeg føler bare at jeg er den eneste her, der tager noget som helst seriøst", vrænger en velkendt stemme, der ødelægger alt idyllen, men jeg kan ikke se hvor den kommer fra. Jeg læner mig frem fra mit skjulested, mens jeg holder godt fast i træets stamme for ikke at falde ned. Under mig står Akhi og hans følge, og selvfølgelig er de, de eneste der ikke griner.

"Jeg er helt sikkert den eneste der er kvalificeret til Talsutaja!", brokker Akhi sig, mens de to andre han står med bare nikker, og giver ham ret i alt hvad han siger. Argh, han irriterer mig. Han tror altid han er bedre end alle andre! Frustreret over Akhi lader jeg mit blik glide hen over resten af lejren, mens jeg søger efter Jagos velkendte ansigt.

 

 

Der går ikke længe før jeg ser ham stå ude i søen med nogle af hans andre venner. Vandet på hans bare overkrop glinser i sollyset, og selv herfra hvor jeg sidder, kan jeg se det store smil der altid kruser om hans læber. Jeg læner mig endnu mere fremad, mens jeg håber på at han vil kigge op i mod træet, jeg sidder i. Men han kan ikke se mig her, da jeg er alt for godt gemt bag træets blade. Igen læner jeg mig endnu mere fremad stadig med blikket rettet mod søen, men ligeså snart jeg har flyttet mig, knækker den gren jeg sidder på, og jeg falder ned. Jeg prøver at gribe fat i en af træets grene, men det lykkedes ikke. De har opdaget mig, og jeg falder bare uden at jeg kan gøre noget ved det og lander på pladask på jorden. Lige foran Akhi og hans venner…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...