Sheila

Sheila er datter af indianerhøvdingen af Maji-stammen. Indianerne har en tradition - en slags manddomsprøve - der kaldes Talsutaja, hvor stammens drenge skal tæmme en ægte vildhest før de kan træde ind i de voksnes rækker. Men der er ingen tradioner for kvinder! Sheila er træt af at at kvinder bliver set som mindreværdige i stammen, så hun beslutter at hun vil deltage i Talsutaja, sammen med sin ven Jago. Men det vil hendes far slet ikke hører tale om! Hun kommer dog afsted men laver et dumt væddemål om at hun skal tæmme den mest berygtede, vilde hest af dem alle! Den hvide hest, Kuda. Mange har prøvet men han er umulig at tæmme! Det værste er, at hvis der ikke lykkedes for Sheila at tæmme Kuda er hun nødt til at gifte sig med en af de personer hun foragter allermest...

17Likes
26Kommentarer
2090Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

Jeg mærker hvordan adrenalinen pumper i mit blod, mens skoven suser forbi mig. Mit hjerte pumper heftigt, og jeg prøver at holde styr på min vejrtrækning. Det har Jago fortalt mig er vigtigt, når man løber.Vi spurter af sted, side om side og hvis jeg ikke vidste bedre, vil jeg sige, at jeg fører! Træerne begynder at tynde ud ,og der er i stedet flere buske og blomster omkring os, hvilket betyder vi snart er nede ved søen, hvor Tashia sidder og venter på os. Opsat på at vinde presser jeg mig selv til det yderste og løber en smule hurtigere, men min slutspurt bliver spoleret af Jago, der pludselig løber ind foran mig! Jeg har lyst til at skrige af ham, men det vil bare forsinke mig endnu mere. Nu er det alligevel for sent! Vi kan se Tashia der sidder og venter på en sten, med sine tåspidserne i vandet. Jago stopper, hvilket jeg først ikke ser, og derfor kommer jeg til at løbe ind i ham, og vi falder om i sandet. Tashia griner højt og fjollet, mens jeg frustreret rejser mig op.

"Din snyder!", siger jeg irriteret, mens Jago rejser sig op.

"Jeg var så tæt på...", siger jeg, mens min irritation damper af. Jeg kan ikke være sur på Jago i særlig lang tid, aldrig. Det er i hvert i fald ikke sket før. Han er min bedsteven og jeg, Tashia og ham er uadskillige. Jeg sætter mig ved siden af Tashia på stenen, mens Jago sidder ved søbredden og klasker noget koldt vand i ansigtet.

"Wow, du er helt klart klar til Talsutaja imorgen!", udbryder Tashia frydende, mens hendes lysebrune øjne stråler. Søde, altid glade Tashia... Selvom vi har været venner siden vi var børn, har hun stadig ikke fattet, hvor meget jeg hader Talsutaja. Jeg hader min tipoldefar for at have opfundet det... Det minder mig altid om forskellen! Den forskel der bliver gjort på mænd og kvinder i vores stamme. Vi kvinder får aldrig lov til at sige vores mening, aldrig! Vi står altid i baggrunden, når der skal træffes beslutninger. Næ nej, vi har intet at bevise. Argh, det irriterer mig. Jeg sidder og borer mine negle ned i min håndflade, uden jeg rigtig ligger mærke til det.

 

 

"Er du okay, Sheila?", spørger Jago, og afbryder mine tanker.

Jeg tøver lidt, og inden jeg når at svarer, kigger han drillende på mig og siger: "Er det fordi jeg vandt over dig?". Tashia kigger fnisede på mig, og jeg svarer: "Nej... Det er bare Talsutaja, du ved".

Han kigger på mig, rynker brynene og lader en hånd glide gennem sit mørkebrune, pjuskede hår.

"Nårh, ja. Vi skal nok lade være med at snakke om det", siger han så. Talsutaja er en tradition der tager sted hvert år, for de unge mandlige indianere i stammen. De drager ud i skoven og må først komme tilbage, når de har tæmmet en vildhest. Når alle de overlevende kommer hjem, holdes der en fest og de bliver endelige rigtige mænd. Men der er ikke nogen prøvelser for kvinder... Næ, det behøver man jo ikke for at lave mad og passe dyr og børn, vel? Jeg kan mærke raseriets blusse op i mig igen men jeg prøver at lade det ligge.

"Eller... Du kan da bare tage med os", siger Jago med et skævt smil, og et drilsk glimt i de olivengrønne øjne. Jago og hans mor er ikke oprindeligt fra Maji-stammen. Jeg har hørt at de flygtede hertil fra England, men jeg ved ikke rigtigt, har aldrig rigtigt turde spørge. De ligner i hvert fald ikke os andre. Vi er alle sorthårede og har brune øjne, men der er dog også lidt forskel. Tashias mandelformede øjne er lysebrune og hendes hår er kulsort og glat, hvor mine dådyrøjne er meget mørkere og mit hår er tykkere, mere fyldigt og længere. Vores hud er lysebrun, endda også Jagos.

"Ja, det kan da godt være jeg gør det!", siger jeg og Jago begynder at le.

"Det gør du bare", siger han og jeg og Tashia leer også.

 

 

Faktisk var den idé ikke helt galt... Faktisk har jeg tænkt på den før, men dengang følte jeg mig ikke klar. Jeg er jo hurtig, næsten ligeså hurtig som Jago som er en af stammens bedste jægere! Men er jeg stærk nok til at håndtere en vildhest? Hm, måske en hoppe? Jeg overvejer det mens vi går hjemad.  Resten af dagen går jeg og overvejer idéen. Hvis jeg nu tog med og tæmmede en hest, hvad ville min far, høvdingen så sige? Vil han blive stolt og overbevist om at kvinder faktisk er ligeså gode som mænd? Han er en af dem der ser ned på kvinder, og jeg vil bare gøre alt for at overbevise ham.

"Jeg skal lige noget, venner", siger jeg til Jago og Tashia som bare nikker uden at spørge om hvad. Jeg går hen til høvdingetipien og tager en dyb indånding, inden jeg træder ind. Jeg har besluttet mig! Da jeg er hurtig og en god jæger, faktisk bedre end nogen af stammens drenge må jeg kunne klare det... Lige meget hvad min far mener.

 

 

"Hej far", siger jeg hæst, og sætter mig ned foran ham. Lugten af hans pibe kommer mine næsebor i møde, og jeg begynder at småhoste en smule.

"Sheila. Hvad bringer dig hertil?", spørger han og løfter det ene buskede øjenbryn.

"Må jeg ikke snakke med min far?", spørger jeg spydigt og kigger irriteret på ham.

"Jo da... Du kommer her bare så sjældent", svarer han og det har han faktisk ret i.

"Jeg vil bare... Du ved, Talsutaja", begynder jeg men ved ikke helt hvordan jeg skal fortsætte sætningen. Jeg retter ryggen og kigger min far direkte ind i øjnene. Jeg må bare tage mig sammen, hvis han skal tage mig seriøst!

"Jeg vil deltage i Talsutaja!", siger jeg alvorligt, og til mit held leer han heller ikke af mig. Vi sidder bare i tavshed, og jeg begynder at blive utålmodigt.

"Nej", siger han kort og bestemt. Først sidder jeg og sunder mig lidt og så... Pludselig mærker jeg raseriet der bryder sig frem i mig igen.

"Jeg deltager! Lige meget hvad du mener", siger jeg med had i stemmen.

"Slap af Sheila... Det bliver et nej", han snakker roligt og kontrolleret.

"Nej, far! Jeg vil altså med", hvæser jeg og rejser mig op. Straks kommer min mor ind i tipien.

"Malakas, hvad sker der dog?", spørger hun forundret.

"Sundara,vores datter vil gerne deltage i Talsutaja", fortæller min far.

"Men jeg har sagt nej". Min mor kigger forskrækket på mig.

"Men mor! Hvorfor ikke? Jeg vil bevise mit værd... Bevise at jeg er bedre end i går og tror!", siger jeg og har nu fået kontrol over min stemme.

"Kan I ikke bare overveje det?", spørger jeg. Mine forældre udveksler nogle alvorlige blikke.

"Kom tilbage ved solnedgang... Der får du mit endelige svar", svarer min far, og jeg mærker hvordan et lille håb spirer indeni mig. Jeg takker ham og går derefter ud af tipien. Nu er det bare at vente...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...