Et sidste farvel

Denne her historie er en kort historie. Ja, du kan læse den, hvis du er mere interesseret. Det var en skoleopgave, og læreren var godt tilfreds, så jeg vil se om I herinde også er det.

2Likes
2Kommentarer
749Visninger
AA

1. Det eneste kapitel

 

”Her ligger du så. Helt kold og bleg. Man kan heldigvis stadig se, det er dig. Jeg er så ked af det. Du må undskylde alle de ting, jeg har gjort imod dig. Det var slet ikke fair. Din sjæl er sikkert oppe i himlen helt død. Det er bare så synd. Hele mit liv er blevet vendt på hovedet, siden den dag jeg fik af vide, du var død. Jeg sad inde på mit værelse, og var ved at lave en julegave til dig. En lille malet sparegris. Mor kaldte på mig, Medea og Polle. Jeg gik ned ligeså stille med Nosheen i favnen. Jeg var træt, det var mandag, og jeg havde stadig lektier for, så mit humør var allerede nede omkring nul. Nede i køkkenet bad mor os om, at sætte os ned. Så fortalte hun stille og roligt, at du var død, og at far var taget op for at besøge dig. Lige på det tidspunkt begyndte verdenen omkring mig at gå i stå. Jeg kan ikke huske, hvad jeg gjorde bagefter, men lektierne fik jeg aldrig lavet.  

 

Onsdag d. 12. skulle vi til familiekomsammen. Det hele var lidt ødelagt, pga. din død, men moster Mira er jo meget streng med den slags, så den blev holdt alligevel. Moster Mira havde, udover vores egen lille familie, inviteret alle dine søskende med påhæng. Det betød en masse gamle mennesker jeg skulle smile og sige hej til, så det var egentlig ikke noget jeg glædede mig til. Især ikke fordi jeg stadig var totalt nede over din død. Men det blev straks noget andet, da jeg mødte dem. Din bror Bo kom hen til mig og sagde som det første: ”Du ligner godt nok Martha! Hver gang jeg besøgte hende snakkede hun ikke om andet end dig, og om hvor smuk og sød du var. Jeg kan se, det passer!” så smilede han et kæmpe bamsefar smil og gik videre rundt. Jeg stod og følte mig lidt skidt tilpas. Syntes du virkelig jeg var så perfekt, dengang du levede? Det syntes Bo åbenbart. Og det var han ikke ene om. Resten af dagen kom alle dine søskende og sagde hej og smilede. Din søster Marrant kom endda hen og gav mig en krammer, imens hun sagde: ”Du har bare gjort min søsters liv til det bedste,” og så gik hun fra mig med en tåre løbende ned ad den ene kind.   

 

Efter familiemødet med alle dine søskende, følte jeg mig helt ved siden af mig selv. Jeg kunne ikke forstå at jeg virkelig betød så meget. Jeg faldt grædende i søvn den aften. Dagen efter kom jeg ikke i skole. Mor gav mig heldigvis lov. Midt på dagen kom Medea hjem og passede mig. Hun satte sig op på min seng og fortalte mig historier, nøjagtig ligesom du plejede at gøre. Nosheen hoppede op i sengen og lagde sig på min mave. Efter 10 minutter faldt jeg i søvn. Ikke fordi historierne var dårlige, tværtimod, men fordi jeg ikke havde kunnet sove hele natten. Jeg tænkte nemlig på dig hele tiden. De efterfølgende dage var meget svære at klare. Hvis ikke Nosheen var der, havde jeg været helt lost. Hun var bare så nuttet, da hun hoppede ind i køleskabet, og da hun kravlede op i skraldespanden. Det var mine to største højdepunkter de nærmeste dage.  

 

Fredag d. 14. kom mor op og vækkede mig kl. 14. Hun var lige kommet hjem fra arbejde. Hun blev bindegal, da hun fandt ud af, jeg ikke havde været i skole hele dagen. Hun troede, jeg selv var stået op. Imens hun stod og råbte ad mig, kunne vi høre en bil bremse hårdt op udenfor. Mor sukkede og løb ned ad trapperne. Jeg fulgte trop i min Hello Kitty pyjamas med tilhørende futter. Udenfor lå det værste syn nogensinde. Det var lille Nosheen, der var blevet kørt ned. Da jeg så hende begyndte jeg straks at græde og putte mig ind til mor. Mor begyndte omgående at skælde bilisten ud, som var en mand i 30’erne, der ikke rigtig vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Mor løb ind og ringede til dyrlægen, mens jeg løb op på værelset og puttede mig ned i dynerne. Det kunne bare ikke ske. Ikke først dig, og så Nosheen. Nosheen, der jo kun var 3 år. Du ville også blive ked af det. Det var jo dig, der havde købt hende til mig.  

 

Lørdag d. 15. lå jeg i sengen hele dagen. Det hele var bare forfærdeligt. Jeg havde så ondt af dig. Du var jo ikke engang særlig gammel, og så skulle dit liv pludselig ende. Jeg græd og græd hele dagen, selv da mor sagde der var aftensmad, var jeg ikke kommet ud med alle tårerne endnu. Jeg sov slet ikke den nat.   

 

Søndag d. 16. fik jeg af vide, at din begravelse ville finde sted tirsdag d. 18. Heller ikke den søndag kom jeg udenfor huset. Sengen var blevet min bedste ven. Eftersom jeg havde grædt i flere dage, var jeg blevet så træt, at mine øjenlåg kunne falde sammen når som helst.   

 

Du sad foran mig. I din gamle gyngestol med et lille hæklet tæppe i dit skød. Ovenpå tæppet lå lille Nosheen, med lukkede øjne, og spandt. Du sad og gyngede ligeså stille frem og tilbage og var glad. Glad og ingen bekymringer. Lidt træt, men på den gode måde.   

 

Mandag d. 17. kl. 04.37 vågnede jeg med et sæt. Jeg havde drømt. Drømt om dig. Du var glad. Sådan som da du levede. Jeg blev glad. Du havde det jo fint. Jeg kunne ikke forstå, jeg havde været så ked af det. Du har jo altid været glad. Hvorfor skulle du så heller ikke være det, når du var død?  

 

Mor kom hjem med en overraskelse. En lille glad ting ovenpå alt det sørgelige. Og gæt hvad det var? En mini Nosheen! Mor synes ikke den mis også skulle kaldes Nosheen, så i stedet kalder vi hende Nova, som betyder ny. Hun er helt perfekt. Lige her i starten er hun selvfølgelig genert, men hun bliver mere og mere nysgerrig. Hun er så dejlig. Jeg gav mor en ordentlig stor krammer som tak.  

 

Kl. 14.07 kørte vi ind på parkeringspladsen ved kirken. Medea, Polle, mor og jeg skulle ind og besøge dig. Far kunne ikke klare det. Vi fik lov til at gå derind én og én. Polle var først. Han gik kun ind og så ud igen. Medea var derinde i lang tid. Da hun kom ud var hendes øjne fyldt med tårer. Så gik mor derind. Hun kom ud hel normal, men man kunne se, hun havde grædt. Så var det min tur. Og nu er jeg så her. Jeg er faktisk slet ikke ked af det. Du har det jo godt. Så farmor. Jeg vil bare fortælle, at jeg elsker dig.”    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...