Skyggens Lærling: En anden historie *Færdig*

Pigen Chrare er 15 år, og bliver den første kvindelige rangerlærling. Rangerne er kongens elitekorps og der har aldrig været en pige inden i deres midte, før nu. Chrare vækker en masse ophidelse og diskutioner, og hun skal stå model til en hel del. Nu må hun vise at en pige kan lige så meget som en mand. Men hun ender hurtigt i farefulde situationer.


Denne historie er en parallel historie til serien Skyggen Lærling. Historien foregår i samme univers, og jeg da jeg synes rigtig godt som personerne i serien så er de også med i min udgave af Skyggens Lærling. Jeg har leget med tanken om en kvinde i det kendte Rangerkorps, vil derfor skrive en historie om den første pige i Rangerkorpset, og hvordan de andre rangere reagere på Charer.

Serien Skyggens Lærling er skrevet af John Flanagan.

(Det er ikke nødvendigt at læse prologen, men hvis du vil være helt sikker på hvad Rangere er så læs den. Hvis du kender serien Skyggens Lærling så lad vær.)

46Likes
100Kommentarer
9469Visninger
AA

8. Turen til Picta

Næsten morgen havde Charer pakket og sadlet Parva, og nu stod hun og sagde farvel til sin læremester. Hun var meget nervøs, men prøvede at styre sin nervøsitet. Ditlev klappede hende på kinden, og hun svang sig i sadlen. Hun fulgte efter Will, Horace og Halt. Hun vendte jeg hurtigt i sadlen og så på Ditlev, som var indhyllet i sin kappe. Hun mærkede et stik i hjertet. Han havde støttet hende indtil nu.

Stået ved siden af hende og nu skulle hun væk fra sin læremester, som allerede fyldte meget i hendes liv. Hun sukkede og vendte sig, så hun så lige ud. Parva vendte hovedet og vrinskede, og Charer smilede. Parva prøvede at opmuntre hende, og hun vrinskede glædeligt til Charer.

 

De havde redet i lidt over en dag, og Charer var godt øm bag i. De havde holdt nogle meget få pauser, og havde slået lejr for natten. Charer var ikke vandt til at ride så langt. Horace var i godt humør og snakkede meget og lavede sjov. Will og Horace snakkede nogle gange om tidligere missioner. Halt sagde ikke så meget, men kom nogle gange med spydige bemærkninger. Charer holdte sig i baggrunden og lyttede bare til de andre.

”Vi har omkring en dags rejse, så er vi ved Norgate og derfra er der ikke langt til Picta.” Det var Will der talte. Han havde vendt sig i sadlen og så nu på Charer. Hun nikkede bare til ham.

Hun overvejede noget, og så besluttede hun sig for at spørge. ”Hvad er det helt præcist vi skal ved Picta?”

”Vi skal bedømme situationen, og måske gøre deres konge opmærksom på oprørene.” Denne gang var det Halt der svarede og det gav et sæt i Charer.

”Oprørene er ikke oprindeligt fra Picta, og de vil starte et oprør og måske vende befolkningen mod Pictas konge. Hvis det sker, kan det udvikle sig til en krig, som kan sprede sig til Araluen. De her oprørere, laver kun oprør for at skabe kaos og ødelæggelse.” Sagde Halt.  Charer kunne ikke se hans ansigt, fordi det var skjult under hætten. Hun sagde ikke noget, men kiggede på Will, som så på sin tidligere mentor.

Charer vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun havde ikke hørt Halt sige særlig meget, og nu sagde han pludselig en hel masse, med en rolig og monoton stemme. Måske var hun slet ikke klar til det her.

 

Omkring aften tid var de næsten ved Pictas grænse, og de steg af hesten, for at holde en pause. Will lavede et bål, og gik i gang med maden. De satte sig sammen ved bålet og begyndte at spise og snakke.

”De skulle holde til omkring skoven nær grænsen. Jeg tænkte, at jeg kunne ride over grænse og se om de stadig er der.” Sagde Will, men Halt brummede en smule utilfreds.

”Jeg ville vente til i morgen. Det haster jo ikke.” Sagde Horace.

”Jo før vi finder dem, desto bedre.” Sagde Will. Halt overvejede det.

”Tja, vi kunne lige så godt finde ud af hvor de holder til, så vi ikke skal holde for mange pauser i morgen, og så har vi også tid til at overveje en plan.” Sagde Halt tankefuldt.

”Ja, jeg tager over grænsen og er tilbage i morgen for at aflægge rapport. Desuden kan Charer tage med mig.” Sagde Will.

Jeg var ved at kvæles i min mad og så hurtigt op. Det måtte være en spøg. Men Will så på mig med blanke øjne, og et alvorligt ansigtsudtryk. Horace så en smule bekymret på mig, mens Halt så ud til at overveje det.

Det kunne de ikke mene. De kunne da ikke for alvor mene det…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...