Skyggens Lærling: En anden historie *Færdig*

Pigen Chrare er 15 år, og bliver den første kvindelige rangerlærling. Rangerne er kongens elitekorps og der har aldrig været en pige inden i deres midte, før nu. Chrare vækker en masse ophidelse og diskutioner, og hun skal stå model til en hel del. Nu må hun vise at en pige kan lige så meget som en mand. Men hun ender hurtigt i farefulde situationer.


Denne historie er en parallel historie til serien Skyggen Lærling. Historien foregår i samme univers, og jeg da jeg synes rigtig godt som personerne i serien så er de også med i min udgave af Skyggens Lærling. Jeg har leget med tanken om en kvinde i det kendte Rangerkorps, vil derfor skrive en historie om den første pige i Rangerkorpset, og hvordan de andre rangere reagere på Charer.

Serien Skyggens Lærling er skrevet af John Flanagan.

(Det er ikke nødvendigt at læse prologen, men hvis du vil være helt sikker på hvad Rangere er så læs den. Hvis du kender serien Skyggens Lærling så lad vær.)

46Likes
100Kommentarer
9477Visninger
AA

3. Træning

Klokken fem næste morgen stod Charer ude foran den lille rangerhytte ude i skoven. Solen var knap nok stået op og Charer bankede nervøst på døren. Hendes ting var blevet båret derud aften før. Der var ingen der åbnede, så hun bankede igen. Igen ingenting. Måske var Ditlev ikke hjemme. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, men pludselig fik hun en fornemmelse af, at der stod nogen i nærheden. Hun vendte sig rundt og skreg som en tøs. Kort efter fotrød hun sit tøseskrig. Ditlev stod to meter bag hende. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst, mens hun prøvede at få vejret.

Han smilede, da hun gispede og prøvede at fatte sig.”Du burde have hørt mig komme. Jeg lavede faktisk en del larm," Sagde han. Han havde armene fuld af tykt træ, som man brugte til brænde. Det skulle bare hugges over.

Han smed stakken og gik ind gennem træerne.”Kom.”

Charer fulgte villigt med. De gik igennem træerne, og hun huskede aften før. Ditlev var kommet og havde sagt at han ville tage Charer som sin lærling. Hendes forældre var flippet ud og havde sagt: At det kunne ikke komme på tale! Selvfølgelig reagerede de sådan. Hendes far havde råbt og hendes mor havde nær fået et hjertestop. Men Ditlev havde håndteret det hele med en ufattelig ro. Han havde roligt forklaret det hele og det endte med, at hendes forældre modvilligt gav hende lov til at blive lærling.

De stoppede op lidt inde i skoven. ”Hvad så nu? Skal vi skyde med bue og pil nu?” Spurgte hun ivrigt. Hun kunne ikke vente med at komme igen. Det kriblede nærmest i hendes krop, for at få lov til at komme igang. Men Ditlev rystede på hovedet.

”Nej, vi skal finde træ.”

”Træ?” Spurgte hun forvirret.

”Ja, træ. Hvis du nu sidder i skov, langt væk fra alting og det er nat. Så ville du gerne kunne lave et bål ikke?” Hun nikkede tøvende.

”Godt! Så lad os finde noget træ og tænde et bål.”

Dagen gik med at lære hvordan man lavede et ordentligt bål, og hen mod aftenen erklærede Ditlev, at Charer skulle lave aftensmad. Han sagde at en ranger blev nød til at kunne lave mad, og siden Charer ikke var særlig god til det, skulle hun lære det. Hun hadede det. Hadede at ordne grønsager og stå i et varmt køkken. Hun hadede at Ditlev sad på en stol og rettede hende, hver gang hun gjorde noget forkert.

Hun skulle til at hælde noget op i gryden, da Ditlev afbrød hende. ”Nej, du kan ikke lave noget når vandet ikke koger,” Han lød opgivende.

Charer hadede at lave mad, og hun var dårlig til det. Hun blev så fandens træt af Ditlev. Vreden og udmattelsen efter dagens arbejde blev for meget for hende.  Rasende, vendte hun sig om og kastede en tallerken ned i gulvet. Der lød et højt brag, da tallerken gik i stykker.

”Så lav din mad selv! For jeg kan ikke finde ud af det!” råbte hun vredt. Hvor vovede han at kritisere hende, når han selv bare sad på sin flade.

Ditlev lagde hovedet på skrå.”Du ødelagde min tallerken.” Sagde han i et roligt tonefald.

Han rejste sig. ”Du skal have tålmodighed og være åben, selv overfor ting du ikke gider. Hvis du siger til dig selv, at du ikke kan, så kan du heller ikke. Og nu… har du ødelagt min tallerken og vores aftensmad. Du må hellere lære hvordan man opføre sig, og hvad man får ud af at gøre det her.” Han pegede på den ødelagte tallerken.

Charer så op i Ditlevs grønne øjne og det var som om, de grønne øjne så der lige gennem hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...