Skyggens Lærling: En anden historie *Færdig*

Pigen Chrare er 15 år, og bliver den første kvindelige rangerlærling. Rangerne er kongens elitekorps og der har aldrig været en pige inden i deres midte, før nu. Chrare vækker en masse ophidelse og diskutioner, og hun skal stå model til en hel del. Nu må hun vise at en pige kan lige så meget som en mand. Men hun ender hurtigt i farefulde situationer.


Denne historie er en parallel historie til serien Skyggen Lærling. Historien foregår i samme univers, og jeg da jeg synes rigtig godt som personerne i serien så er de også med i min udgave af Skyggens Lærling. Jeg har leget med tanken om en kvinde i det kendte Rangerkorps, vil derfor skrive en historie om den første pige i Rangerkorpset, og hvordan de andre rangere reagere på Charer.

Serien Skyggens Lærling er skrevet af John Flanagan.

(Det er ikke nødvendigt at læse prologen, men hvis du vil være helt sikker på hvad Rangere er så læs den. Hvis du kender serien Skyggens Lærling så lad vær.)

46Likes
100Kommentarer
9505Visninger
AA

18. Tænk

De red hele dagen og holdte kun få pause. Nogle gange red Will i forvejen for at følge sporet, senere kom han så tilbage igen. Charer så op på himlen. Solen havde fået en rosa farve, og tusmørket havde allerede lagt sig. Charers øjne sved af træthed og hun måtte virkelig tage sig selv i skindet, for at hun ikke skulle falde i søvn. Hun trak vejret dybt og fokuserede.

”Så er vi der næsten.” Lød det fra Will og Charer kvikkede op.

 Hun kunne se lidt lys og sukkede lettet. De var på vej ind i en af de større byer. Allerede herfra kunn Charer se en stor flod, som snoede sig i landskabet og ind gennem den store by. Charer var ikke vand til at være i større byer, derfor glædede hun sig til at komme ind i byen, og så glædede hun sig til at få noget mad og få en seng at sove i.

”Efter hvad jeg har fundet ud af,” Begyndte Will. Flere beboer i de små landsbyer, havde lagt mærke til oprørsgruppen, skønt de ikke vidste at det var en oprørsgruppe. De havde bare beskrevet en helt masse mennesker, som kom gående gennem- eller lige udenfor deres landsby. Det havde været en stor hjælp, og nu var de endelig nær den by, hvor oprørsgruppen havde slået sig ned.

”Så skulle de have et tilholdssted her i byen, men jeg ved ikke hvor. Men jeg ved at de ”underholder” folk med deres taler på Kløveren hvert aften. Det er en ret stor kro, hvor der også er mulighed for overnatning.” Sagde Will.

Halt nikkede tilfreds. ”Godt, så er det der vi tager hen.”

De red alle sammen ind af den store byport, og de red ind i byen. Charer kiggede nysgerrigt rundt. Der var sandelig liv i byen, og derfor var der ingen der rigtig lagde mærke til de fire fremmede. Hun kunne se den store flod, som snoede sig gennem byen. Der var en bro over floden, så man kunne bevægede sig mellem de to bydele. Charer så væk fra floden og klappede Parva på halsen. Parva havde båret rundt på Charer hele dagen, og Parva måtte også være ret træt.

”Du en god pige. Snart så kan du slappe af og få noget at drikke og spise.” Parva vrinskede glad, som om hun så frem til det.

Charer rettede sig op og red efter Will, Horace og Halt. De red et stykke ind i byen, for de stoppede ved en stor kro. Charer havde set kroer hist og her, og denne kro var en af de finere. Hun steg af Parva, og der kom en staldknægt løbende hen, for at tage sig af hestene. Charer tøvede, da drengen ville føre Parva hen et sted, hvor hun kunne stå. Charer brød sig ikke om, at overlade Parva til en fremmed. Hun så på drengen. Han var ikke særlig gammel og han var snavset. Han talte på et fremmed sprog, men tone var venlig og han så spørgende på Charer.

”Du kan roligt overlade Parva til ham.” Lød det fra Halt. Charer så op. Der var allerede nogen der havde taget de andres heste. Hun gav tøjlerne til drengen, der smilede og førte Parva væk.

Charer gik efter Will, Horace og Halt ind på kroen. Den var stor og der var mange mennesker. Der var en trappe der førte ovenpå, hvor der også var folk der sad og spise og drak. Stemningen var løftende. Der var glade stemmer og snakken over alt. Henne ved et større bord sad der mange mennesker. Der var en mand ved pejsen, som stod op og talte til de mennesker, som gad at lytte til ham. Det var en mand fra oprørsgruppen, ingen tvivl om det. Charer synes han virkede bekendte, men hun kunne ikke huske hvor hun havde set ham. Halt førte dem hen til et bord, tæt ved folkemængden og manden fra oprørsgruppen. Will, Charer og Horace satte sig, mens Halt gik op til baren. Charer så hen på manden og lyttede opmærksomt.

”synes ikke det er rimeligt! Folk fra Auralen vandrer over vores grænsen, og gør hvad der passer dem. Men hvis vi går over deres grænse, så er de straks efter os! I vores land er der mange fattige som kæmper hård, og her bliver ikke gjort noget ved det, så skulle man da forvente at vores naboland ville hjælpe os, men nej! De har travlt med at hjælpe lande som ligger meget længere væk!” Sagde manden vredt.

Charer vendte hovedet for at se om de andre havde hørt manden. Will sad lænet tilbage med lukket øjne, men han lyttede tydeligvis. Horace så ud til at anstrenge sig for at følge med i samtalen. Charer synes hans koncentrerede udtryk så sjovt ud, men han var jo heller uddannet til sådan noget her.  Halt kom hen til dem og satte sig. Han lagde fire nøgler på bordet.

”Jeg har skaffet os et værelse, og jeg tror jeg ved hvor vi skal lede efter deres tilholdssted.” Sagde Halt.

Will åbnede øjnene og så på Halt, med et spændt udtryk i ansigtet. ”Virkelig? Hvor henne?”

Halt himlede med øjnene. ”Skal du altid stille to spørgsmål, når du spørg om noget?”

Will så forarget på Halt. ”Det gør ikke altid. Vel Horace? Det er da ikke altid jeg gør sådan, vel?”

Horace så fra Halt, som hævede sigende et øjenbryn, til Will som så spørgende på ham. ”Ej… ikke altid, men mange gange.”

”Det gjorde du altid da du var lærling. Du spurgte konstant og hele tiden. Munden stod ikke stille på dig.” sagde Halt.

Will lagde armene over kors. ”Jeg kan godt være stille.” Charer kunne ikke lade vær med at smile over den latterlige diskussion. Der gik ikke en gang to minutter. ”Når, skal vi komme af sted?” Spurgte Will.

Horace lo en halv kvalt latter og Will så forurettet på ham. Halt rejste sig op. ”Det må vi heller, men vi skal lige op på værelset først.”

”Hvorfor?” Spurgte Charer, der bare ville af sted og have fat i den oprørsgruppe.

Halt himlede med øjnene og så på Charer. ”Nu skal du ikke også begynde med alle mulige dumme spørgsmål.”  

”Jeg stiller ikke dumme spørgsmål, jeg forstår bare ikke hvorfor vi ikke bare tager af sted.” Halt var på vej op af trappen, der førte op til værelserne. Charer fulgte efter, med Will og Horace i hælene.

”Fordi,” sagde Halt. ”at du ikke skal med.”  Han drejede ned ad gangen, og kiggede på numrene på dørerne. Charer stoppede op.

”Hvad?!” Det kunne han da bare ikke mene.

Halt vendte sig op og løftede et øjenbryn. Hvordan gjorde han det der? Han så bare så total rolig og fattet ud. ”Lovede du mig ikke, at du nok skulle høre efter hvad jeg sagde, og rette dig efter det.”

Charer roede i sin hukommelse, for at huske at hun havde lovet det. Så kom hun i tanke om det. Hun han lovet Halt det, inden de tog af sted fra Malcolm. Hvor var det bare unfair. ”Jamen… jeg vil med. Jeg kan hjælpe.”

”Jeg vil være sikker på, at der ikke sker dig noget.”

Charer nægtede at flytte sig og så rasende på Halt. ”Du kan ikke holde mig her.”

Da hun sagde det, kom der et farligt udtryk i Halts øjne, som gjorde hende ret bange. ”Det skal du ikke være så sikker på.”

 

Der sad hun så. Bundet på hænder og fødder. ”Det her er ganske unødvendigt, hvis du bare ville gøre som jeg siger.” Sagde Halt. Charer så vredt på ham, og Will og Horace var ved at flække af grin.

”Det her er ikke morsomt!” Snerrede hun af dem, og de kæmpede begge for at holde maskerne.

”I mens vi er væk, så kan du øve dig i at få rebende op. En ranger kan risikere at blive fanget, og en god ting er hvis man kan få rebene op.” sagde Halt roligt.

”Jeg får jo aldrig de her knuder op! Det er jo dig der har bundet mig!”

Halt trak på skulderne. ”Øvelse gør mester.” Så lukkede han døren og Charer kunne høre et klik da døren blev låst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...