Skyggens Lærling: En anden historie *Færdig*

Pigen Chrare er 15 år, og bliver den første kvindelige rangerlærling. Rangerne er kongens elitekorps og der har aldrig været en pige inden i deres midte, før nu. Chrare vækker en masse ophidelse og diskutioner, og hun skal stå model til en hel del. Nu må hun vise at en pige kan lige så meget som en mand. Men hun ender hurtigt i farefulde situationer.


Denne historie er en parallel historie til serien Skyggen Lærling. Historien foregår i samme univers, og jeg da jeg synes rigtig godt som personerne i serien så er de også med i min udgave af Skyggens Lærling. Jeg har leget med tanken om en kvinde i det kendte Rangerkorps, vil derfor skrive en historie om den første pige i Rangerkorpset, og hvordan de andre rangere reagere på Charer.

Serien Skyggens Lærling er skrevet af John Flanagan.

(Det er ikke nødvendigt at læse prologen, men hvis du vil være helt sikker på hvad Rangere er så læs den. Hvis du kender serien Skyggens Lærling så lad vær.)

46Likes
100Kommentarer
9371Visninger
AA

16. Sværd træning

”Kom nu!” Charer stod med et sværd i hånden, og Horace stod over for hende. Henne ved bålet sad Will og Halt, og Will så ud til at more sig. Halt sad med et skævt smil på læben, og fulgte Horace og Charer med øjnene. Maden simrede over bålet.

”Det er en dårlig ide.”

Charer så irriteret på ham. Han mente ikke at hun kunne lære at bruge et sværd. Hun satte vredt hænderne i siden. ”Prøv at lær mig det, ellers kan jeg jo ikke bevise noget.”

”Du er vel ikke bange for at en pige kan slå dig?” Sagde Halt med et smil.

Horace himlede med øjnene. ”Fint.” Han hævede sit sværd og det samme gjorde Charer. ”Hav en fast greb, men knug ikke for hånd om skæftet. Sværdet skal være en del af dig. Du skal tænke på sværdet som en del af din arm”

Charer nikkede og koncentrerede sig. Hun holdte om sværdet, men havde det i et løst greb. Horace begyndte at vise en form for serie og slog sværdet mod et træ. Charer forsøgte at efterligne øvelserne.

”Du skal svinge mere til. Et sværd er ikke så let som en bue… måske skulle vi droppe det.”

”Nej!” Sagde Charer stædigt.

”Fint, fint… du er næsten lige så stædig som Halt.” Det lød en halvkvalt latter fra Will og Halt hævede et øjenbryn. Charer så på træet og trak vejret dybt. Okay, sværdet er en del af din arm, husk det.

Hun tog en dyb indånding og svag sværdet. Overhånds hug, underhånds hug, udfald. Hun gentog øvelserne.

”Du er ikke stærk nok til at tilføre sværdet kraft.” Horace havde armene over kors.

Hvorfor kunne han ikke holde mund? Det irriterede Charer grænseløst. ”Hvis du bliver ved med at sige at jeg ikke kan, så ender det med at det er dig jeg rammer.” Der lød et klukken bag hende.

”Okay, prøv igen.” Sagde Horace.

Hun bed sig i læben og så stift på træet. Overhånds hug, underhånds hug, udfald. Hun svang det så meget hun kunne. Men Horace rystede på hovedet. Hvorfor kunne han ikke lade vær med at gøre det? Horace stod ved et andet træ, og hans mund var en tynd streg.

Han troede ikke på at hun kunne lære det, det stod malet i hans ansigt. Will og Halt så på hende, og Horace blev bare ved med at rette på hende, lige meget hvor umage hun gjorde sig. Det mindede hende om første gang hun skulle lave mad hos Ditlev, hvor hun endte med at smadre hans tallerken. Hun var hidsig, og hun kunne godt finde på at hugge ud efter Horace.

”Mere kræft i svinget og slaget.” Sagde Horace med en opgivende stemme.

Hun kunne godt. Hun skulle vise dem hvor gode piger kunne være. Men da Horace sukkede blev det for meget. Sukket var det der fik bærret til at flyde over. Hendes hånd røg ned til bæltet. I en hurtigt bevægelse tog hun kniven op af skeden, snurrede rundt, slap sværdet og kastede kniven efter Horace.

DUNK! Og så lød der et gisp. Både Halt og Will rejste sig lynhurtigt. Horace stod som forstenet. Kniven havde plantet sig ind i træet, lige ved siden af Horace hoved. Horace skævede til kniven, og Charer så tilfreds på sit kast. Så kunne hun måske vinde lidt respekt. Horace var stum og så med store øjne på kniven.

”Hvad har du gang i?!” Lød Halts vrede stemme. Hun vendte sig rundt og så på Halts rasende ansigt.

”Du kunne have ramt ham!”

Charer så vredt på Halt og lagde armene over kors. ”Jeg tror nok jeg har styr på mine kast.”

Will kom hen med Charers kniv og gav den til Halt. Halt studerede kniven og så op på Charer. Hans udtryk havde ændret sig. Han så tænksom ud. Han kom hen til hende og rakte kniven frem mod hende.

”Kast igen, men lad vær med at kaste efter nogen.”

Hun tøvede og så mistroisk på Halt. Hvad var han ude på? ”Hvorfor?”

”Jeg vil bare se noget.” Charer tog forsigtigt kniven.

”Okay, kig på det træ.” Charer så på det træ, som Halt pegede på. Det var pænt lagt væk, og der skulle meget kraft i kastet, hvis hun skulle ramme det træ.

”Prøv at ram det.”

Charer så på træet. Hun kunne godt. Kniven lå godt i hånden, og det var som om det var naturligt at løfte den op. Det var som om hun styrede den helt. Det føltes helt naturligt at kaste den gennem luften.

DUNK! Så sad kniven midt i træets stamme. Den vippede lidt efter sammenstødet med stammen, derefter sad den stille i træet. Halt nikkede hen for sig selv, og Will så imponeret på Charer.

”Du er god.” Hun trak på skuldrene. Hun havde tit øvet sig derhjemme. Knivkast var nok det hun var bedst til.

”Jeg er glad for at du ikke ramte mig.” Lød det fra Horace der så på kniven. ”Du er måske ikke god med et sværd, men du er pænt god med en kniv.”

”Hvor har du lært det?” Sagde Halt og så tænksomt på Charer.

”Øhm… ikke nogen steder. Jeg har øvet mig derhjemme.” Halt nikkede.

”Øv dig noget mere, jeg tror du har talent for kniv kastning. Når vi får tid kan vi tre,” Han pegede på Will, Charer om ham selv. ”Øve noget bueskydning og knivkastning. Vi skal holde vores færdigheder ved lige.”

Han så hen på Horace. ”Du kan jo også øve dig.”

”Ja, det er godt at være i god form. Man skal træne hele tiden, selv når man ikke er lærling.”

Charer nikkede og så hen på sin kniv. Tja, hun havde altid været rigtig god til at ramme plet med knive. Hun gik hen og trak sig kniv fri af træet. Hun så ned på den. Hun havde fået den af Ditlev. Hvor ville hun ønske at han var der. Hun savnede sin læremester.

”Så er der mad.” Sagde Will.

Charer så hen på de andre. Hun stak kniven tilbage i skeden, og gik hen til de andre. Hun satte sig ved siden af Horace.

”Undskyld jeg kastede en kniv efter dig.”

Horace smilede og viftede med hånden. ”Glem det. Nu skal vi have mad, jeg er så sulten!”

”Hvornår er du ikke det?” Lød det fra Halt, og de grinede alle, undtagen end Horace der så fornærmet ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...