Skyggens Lærling: En anden historie *Færdig*

Pigen Chrare er 15 år, og bliver den første kvindelige rangerlærling. Rangerne er kongens elitekorps og der har aldrig været en pige inden i deres midte, før nu. Chrare vækker en masse ophidelse og diskutioner, og hun skal stå model til en hel del. Nu må hun vise at en pige kan lige så meget som en mand. Men hun ender hurtigt i farefulde situationer.


Denne historie er en parallel historie til serien Skyggen Lærling. Historien foregår i samme univers, og jeg da jeg synes rigtig godt som personerne i serien så er de også med i min udgave af Skyggens Lærling. Jeg har leget med tanken om en kvinde i det kendte Rangerkorps, vil derfor skrive en historie om den første pige i Rangerkorpset, og hvordan de andre rangere reagere på Charer.

Serien Skyggens Lærling er skrevet af John Flanagan.

(Det er ikke nødvendigt at læse prologen, men hvis du vil være helt sikker på hvad Rangere er så læs den. Hvis du kender serien Skyggens Lærling så lad vær.)

46Likes
100Kommentarer
9588Visninger
AA

5. Rangerne

Charer ømmede sig en smule. Hendes bagdel gjorde ondt. Hun var ikke vandt til at sidde så længe på en hest. Morgensolen skinnende gennem træerne og de var næsten ved mødepladsen. Ditlev havde givet hende nogle nyttige informationer. Fx at rangerne tit prøvede at gemme sig, udspionere eller overraske hinanden. Men det ville der nok ikke blive så meget af, fordi det her var et meget alvorligt møde.

Charer var meget nervøs, fordi hun skulle møde rangernes kommandant. Ingen vidste at Ditlev havde taget en pige som lærling, og hun var bange for hvad de andre ville sige. Ditlev havde bedt hende om at trækken hætten helt ned over hovedet, så man ikke kunne se at hun var en pige. Han ville gerne, som han selv udtrykte det:’Se de andres fjæs.’ Når de fandt ud af, at hun var en pige. Parva spidsede ører, og Charer rettede sig op i sadlen og lyttede. Hun kunne høre en svag summen af stemmer og lidt efter kom de til en stor plads, der var godt skjult mellem træerne. Der var slået telte op og hun havde aldrig set så mange kappeklædte mænd.

Nogle snakkede, andre øvede sig med bue og pil, nogen kastede med knive eller dolke og andre passede deres heste. Charer og Ditlev red helt ind i lejren. Ditlev skævede til Charer og fornemmede hendes nervøsitet. Han stoppede Blis og gjorde tegn til at Charer skulle gøre det samme. Derefter steg de begge af hestene. Han rakte hende Blis' tøjler.

”Her, sørg for at de får lidt vand, så henter jeg Crowely i mens.”

Charer nikkede, og tog Blis og Parva med sig. Hun gik forbi en masse telte, mænd og lærlinge. Eller,  der var faktisk ikke så mange lærlinge, som hun havde troet. Hun stillede Blis og Parva og fandt to spande og en kæmpe vanddunk. Den var ufattelig tung og hun kunne knap nok løfte den.

”Har du brug for en hånd?” sagde en stemme og tog også fat i dunken.

Hun var ved at skrige som en pige og tabe dunken med vand, men hun nåede lige at fatte sig. Hun nikkede, uden at vise sit ansigt og uden at sige noget. Hun kiggede ikke på den fremmed mand, men lod ham bare hjælpe sig. Sammen fik de fyldt vand i spandene.

”Du må være en ny lærling, velkommen.”

Charer løftede hovedet en anelse så hun kunne se manden. Manden var ikke særlig høj og ret spinkelt bygget. Han så ud til at være omkring tyverne.

”Tak.” Mumlede hun bare stille og ville være gået væk, hvis ikke det var fordi han havde rakt sin hånd frem.

”Mit navn er Will Treaty.“ Sagde han med et smil og hun var ved at falde bagud.

Will Treaty! Det var bare løgn! Will og hans læremester, Halt, var berømtheder. Alle kendte dem og deres bedrifter. Hun stirrede på ham og selvom han ikke kunne se hendes ansigt, kunne han fornemme hendes stirren. Han rynkede brynene en smule.

”Hvem er du så?” spurgte han. Hun begyndte at mumle en masse, mens hun trådte væk fra Will, der så forvirret ud. Så stødte hendes hæl ind i en stor træstamme og hun faldt bagover.

Will var hurtigt henne for at hjælpe hende. ”Er du okay?”

Hun nikkede og lod ham hjælpe hende op og sidde. Da han gjorde det røg hætten væk fra hendes ansigt, og hendes lange hår faldt i bølger om hendes skuldre.

Will stirrede og det samme gjorde en masse andre ranger. Charer skyndte sig at komme på benene i samme øjeblik, som en ældre ranger kom hen mod hende.

”Hvad laver du her?!” Spurgte han truende.

”Je-eg er lærling,” stammede Charer, men manden fnøs. ”Vel er du ej, du er en pigen og vi optager kun drenge!”

”Det står der faktisk ingen steder.” Indskød en anden mandestemme. Will vendte hovedet og smilede til den nytilkommende mand.

”Hej Gilan.” Sagde Will.

Charer følte sig virkelig utilpas og ville bare finde Ditlev. Den ældre mand begyndte at diskutere med Gilan og sagde at piger ikke hørte til hos rangerne, mens Gilan sagde at de måske var underligt, men at der ikke var nogen regel om det. Så kom to mænd og afbrød dem. Til sin lettelse så Charer, at den ene af mændene Ditlev. Den anden mand havde rødt hår.

”Stop det der. Pigen er en rangerlærling nu, det har jeg besluttet.”

 Den ældre mand måbede. ”Seriøst Crowely? Det er en pige!”

Crowely så direkte ind i mandens øjne og så alvorlig ud. ”Ja, men efter Ditlevs beretning har hun egenskaberne for en ranger. Godt nok er hun en pige, men hun fortjener chancen, selvom jeg nok bliver nød til at informere Kongen.” Den sidste bemærkning var nok mere henvendt til sig selv.

Men den ældre ranger var skeptisk. ”En pige! Seriøst?! Ville du sende en pige i krig? Ville riddermester gøre en pige til ridder? Nej! En pige hører ikke til sammen med os. Vi tager på farefulde missioner, hvor hun kunne komme til skade!”

Charer gemte sig halvt bag Ditlev og bed sig i underlæben. Selvfølgelig var manden skeptisk. Hun havde ikke forventet andet. Men alligevel var det ikke rart at føle sig så uønsket. At de troede, at hun bare var en hjælpeløs pige.

Crowely så på den ældre ranger. ”Hun er Ditlevs lærling og hun bliver blandt os. Beslutningen er truffet.”

Den ældre ranger fnøs og gik væk fra dem. Crowely så nu på Will og Gilan.

”Hej med jer to, I ved vel godt at Halt leder efter jer?”

Will smilede. ”Tror han ikke at vi kan klare os selv?”

Crowely grinede. ”Han er nok bange for at i laver ulykker.”

Gilan smilede. ”Nej, han er bare træt af at du altid skal indkalde os på dårlige tidspunkter. Så nu har han brug for, at nogen skal se på hans sure ansigt.”

Charer så til, mens de tre mænd snakkede muntert. Derefter forsvandt Gilan og Will ind gennem træerne. Crowely vendte sig og smilede til Charer. Han rakte hånden frem.

”Hej Charer, jeg er Crowely rangernes kommandant. Velkommen.”

Charer tog hans hånd og gav ham håndtryk.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...