Skyggens Lærling: En anden historie *Færdig*

Pigen Chrare er 15 år, og bliver den første kvindelige rangerlærling. Rangerne er kongens elitekorps og der har aldrig været en pige inden i deres midte, før nu. Chrare vækker en masse ophidelse og diskutioner, og hun skal stå model til en hel del. Nu må hun vise at en pige kan lige så meget som en mand. Men hun ender hurtigt i farefulde situationer.


Denne historie er en parallel historie til serien Skyggen Lærling. Historien foregår i samme univers, og jeg da jeg synes rigtig godt som personerne i serien så er de også med i min udgave af Skyggens Lærling. Jeg har leget med tanken om en kvinde i det kendte Rangerkorps, vil derfor skrive en historie om den første pige i Rangerkorpset, og hvordan de andre rangere reagere på Charer.

Serien Skyggens Lærling er skrevet af John Flanagan.

(Det er ikke nødvendigt at læse prologen, men hvis du vil være helt sikker på hvad Rangere er så læs den. Hvis du kender serien Skyggens Lærling så lad vær.)

46Likes
100Kommentarer
9470Visninger
AA

2. Rangerens lærling

Charer stod bag et træ. Hendes brune hår var sat op i en hestehale. Hun var spinkel af bygning og kunne derfor nemt skjule sig bag et træ. Charer så på ham. Han lagde ikke mærke til hende, men hun så ham. Han snakkede med riddermester Sembrara. Hun havde kigget på ham mange gange. Han var indhyllet i sin rangerkappe og hætten var slået op. Hun kunne ikke lade vær med at betragte denne ranger. Han var rangeren i hendes len, og hun nærede dyb respekt for ham. Hun kendte ham ikke så godt. Hun vidste kun hvad han hed. Ditlev.

Han var en mand i slutningen af tyverne og man så ikke meget til ham. Hun havde set på ham i smug, siden han reddede hende fra nogle banditter der var kommet til byen. Hun var gået ud en sen aften og de havde overfaldt hende. Heldigvis skete der ikke noget, fordi Ditlev var kommet. Han havde været som en skygge, stille og lydløs, og han havde let klaret de banditter. Derefter havde han havde bragt hende sikkert hjem. Siden da havde hun øvet sig på bueskydning, men hun kunne godt bruge professionel hjælp. Problemet var bare at hun ikke turde spørge, så derfor kiggede hun på ham i smug. Han vendte hovedet en smule, og hun trak hurtigt hovedet til sig. Hun lukkede øjnene og slappede af. Hendes forældre mente ikke at en ung dame skulle skyde med bue og spil, men Charer ville gerne forsvare sig. Hun ville gerne være lige så god som rangerne. Hvorfor skulle en pige ikke kunne forsvare sig selv? Hun åbnede igen øjnene og kiggede hen mod pladsen. Ditlev var væk og riddermesteren kiggede på sine ridderlærlinge som trænede hård. Hun rynkede forvirret brynene og prøvede at finde Ditlev.

”Leder du efter mig?” Sagde en stille stemme bag hende. Hun gispede forskrækket og vendte sig lynhurtigt om. Bag hende stod Ditlev i sin kappe og faldt i et med sine omgivelser.

”Je-eg…” stammede hun. Han var ikke særlig høj, men det gjorde ham hverken mindre skræmmende eller mystisk.

Ditlev smilede under hætten og betragtede hende.”Jeg så du stod her og lurede. Det er ikke pænt at udspionere,” Hans stemme var rolig og lavmælt.

Charer var stum. Hendes hjerte sad helt oppe i halsen og det tog lidt tid før hun kunne svare.”Hvordan gjorde du?”

Rangeren smilede og lænede sig op af et træ.”Jeg er blevet trænet til det. Se den mindste bevægelse og fornemme når der er nogen der udspionere mig.”

Charer rødmede. Fanget på færsk gærning. ”Undskyld,” sagde hun stille, og så ned på hendes lange grønne kjole.

Men Ditlev morede sig bare. ”Glem det. Fortæl mig i stedet hvorfor du udspionere mig.”

Charer rødmede igen. ”Jeg håbede på at kunne se dig træne. Der er mange rygter om rangere, om hvor gode I er til at skyde og til kamp. Jeg ville gerne se om jeg kunne lære noget.”

Ditlev forholdte sig roligt, men under kappen hævede han et øjenbryn. ”Du vil gerne lære at skyde?”

Charer nikkede ivrigt og smilede. ”Ja! Jeg vil gerne være god, lige så god som jer rangere.”

Ditlev tøvende. ”Det kræver hård træning.” Vred og irriteret, bed hun tænderne sammen, og tog sig selv i at komme med et skarpt svar. Selvfølgelig, hård træning. Det kunne piger jo ikke finde ud af. 

”Så træn mig som en ranger.”

Ditlev skjulte sin overraskelse godt. ”Du vil trænes som en ranger, for at blive lige så god til bueskydning som en ranger. Vi træner kun lærlinge.”

Charer var irriteret. ”Så oplær mig som en ranger. Gør mig til en lærling.”

Men Ditlev rystede på hovedet. ”Du er en pige. Du skal oplæres i andre ting.”

”Så som hvad?! Jeg er dårlig til at sy. Jeg hader at skrive og arbejde i haven. Jeg hader at lave mad, og det er jeg for resten også dårlig til. Den eneste til jeg er en smule god til, er at skjule mig og skyde med bue og pil. Jeg kan blive en lige så god ranger, som en dreng. Jeg vil ikke klynke, og du skal bare behandlede mig som en dreng.”

Ditlev tøvede, mens han overvejede det. Charer krydsede finger og håbede virkelig. ”Er du sikker?” spurgte han langsomt.

Charer rettede ryggen og nikkede.”Ja, jeg vil være ranger!”

Ditlev smilede og skubbede hætten tilbage. Charer så på ham med store øjne. Der var stor set ingen i hendes len som så noget til Ditlev, eller vidste hvordan han så ud.  Hans øjne var grønne og hans hår var nøddebrunt. ”Godt, jeg snakker med dine forældre, selvom de sikker ikke vil blive glade for det her. Du møder op hos mig klokken fem i morgen, præcis. Du har en dag, hvor du får en smagsprøve og så kan du stadig nå at ombestemme dig.” Charer nikkede ivrigt og smilede. Hele hendes krop var fyldt med energi.

”Javel Sir!”

Ditlev skar ansigt. ”Første regl, kald mig ikke Sir.” Han trak sin hætte over hovedet og vendte sig. Han forsvandt som et spøgelse mellem træerne.

Charer så efter ham og strålede som en sol. Hun skulle være rangerlærling.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...