Skyggens Lærling: En anden historie *Færdig*

Pigen Chrare er 15 år, og bliver den første kvindelige rangerlærling. Rangerne er kongens elitekorps og der har aldrig været en pige inden i deres midte, før nu. Chrare vækker en masse ophidelse og diskutioner, og hun skal stå model til en hel del. Nu må hun vise at en pige kan lige så meget som en mand. Men hun ender hurtigt i farefulde situationer.


Denne historie er en parallel historie til serien Skyggen Lærling. Historien foregår i samme univers, og jeg da jeg synes rigtig godt som personerne i serien så er de også med i min udgave af Skyggens Lærling. Jeg har leget med tanken om en kvinde i det kendte Rangerkorps, vil derfor skrive en historie om den første pige i Rangerkorpset, og hvordan de andre rangere reagere på Charer.

Serien Skyggens Lærling er skrevet af John Flanagan.

(Det er ikke nødvendigt at læse prologen, men hvis du vil være helt sikker på hvad Rangere er så læs den. Hvis du kender serien Skyggens Lærling så lad vær.)

46Likes
100Kommentarer
9394Visninger
AA

9. Pictas grænse

Jo, Will mente det skam. Han ville have Charer med sig over grænsen til Picta. Så næsten morgen havde Charer sadlet Parva, og så hen på Will og Tug. Tug var Wills hest og Charer havde flere gange sagt hej til den lille hest. Parva var blevet meget fornærmet, så Charer måtte undskylde over for sin egen hest. Will havde svunget sig i salden, og Charer trak sin hætte over hovedet.

”Charer.” Sagde en stemme bag hende og hun vendte sig om, for at stå ansigt til ansigt med Halt. Hun så tøvende på ham.

”Ja?” Han lagde en dolk i hendes hånd.

”En af de fineste og bedste dolke blandt ranger. Man har forskellige redskaber som ranger, men den der dolk plejer man først at få omkring sin sidste tid som lærling. Men du skal være godt beskyttet.”

Hun nikkede som tak, og stak dolken ned i sin livrem. Derefter svang Charer sig i sadlen og så på Will.

”Ses i aften.” Sagde han og derefter red han, og Charer satte efter ham.

 

Turen var ikke så lang som hun havde frygtet. Det tog dem en times tid at nå bjergene. Will fortalte at der skulle være oprører inden i landet, omkring i byerne og nær skoven ved grænsen. Derfor red de over grænsen og ind i Picta. De red ind i skoven og Will stoppede Tug. Han vendte sig rundt og så på Charer.

”Jeg prøver at finde spor efter dem. Bliv her med Tug og Parva i mens. Hvis jeg ikke er tilbage om en time eller to, så lad Tug vise vej. Han kan altid finde mig. Ellers skal du ride tilbage over grænsen. Forstået?” Spurgte han og Charer nikkede forstående.  

De steg begge af hestene og Will tog sin bue og sit pilekogger. Han forsvandt så hurtigt ind mellem træerne, at man skulle tro at han var blevet usynlig. Charer gik hen og smilede til Tug.

”Hvad så? Skal vi finde på noget fornuftigt at lave, mens vi venter på Will?” Tug vrinskede og gjorde et kast med hovedet, der kunne minde om et nik. Men den vendte hovedet og så efter sin ejer.

Charer klappede Tug på halsen. ”Han kommer om lidt.”

Hun tog begge heste med sig, ind mellem tæerne og fandt et godt skjulested, hvor krattet var så tæt, at det var svært at se hestene. Hun tog sin bue og sit pilekogger og lænede sig op af et træ, klar, hvis der skulle komme nogen.

 

Efter en time var Will ikke kommet tilbage og Charer sad på jorden. Hun kiggede på sin kniv, og havde også kastet med den. Hun var ret god til det med knivkast. Det var lige før hun var bedre til det end til at skyde med pile. Hun var ret nervøs og det var Tug også. Parva puffede lidt til Tug, for at aflede hestens opmærksomhed.

Charer havde ikke lyst til at ride tilbage over grænsen uden Will. Hun kunne lige forstille sig Halt og Horace skuffede ansigter og bekymrede miner. Hun kunne forstille sig hvad alle ville tænke, hvis Will var blevet væk og hun bare var redet sin vej. Folk troede ikke på at en pige kunne blive ranger, nu havde hun chancen for at vise at de tog fejl. Hun ville ikke ride tilbage over grænsen uden Will.  Aldrig i livet.

Hun hørte en lyd og rettede sig op. Lyttede. Der var det igen. Nogen bevægede sig mod hende. Hun gennede hestene længere ind i buskadset og kravlede selv op i et træ. Hun tog sin bue og pil og gjorde sig klar til at skyde. Oppe fra træet havde hun god udsigt og lidt efter fik hun øje på Wills spinkle skikkelse, som var gået hen til Tug. Hun åndede lettet op og hang sin bue over sin skulder. Hun kravlede ned og tog i stedet sin kniv frem. Hun var mest tryg ved at have et våben i hånden.

”Will! Du var længe om det.” Sagde hun muntert, men da han vendte sig om stivnede hun. Hans ansigt var bekymret og alvorligt.

”Vil skal tilbage nu. Jeg fandt hovedgruppens lejr og opsnappede nogle informationer. Men der opstod nogle komplikationer. Vi skal tilbage nu. Uden at blive set. Charer… PAS PÅ!”

Charer nåede lige at vende sig om og se en mand. Han var høj og robust.  Han havde en masse skæg og uglet brunt hår. Men mest af alt, så stod han med en armbrøst. Charer nåede lige at reagere, samtidig med at manden skød. Hun havde sin kniv i hånden og kastede den uden videre mod manden. Hun hørte pilen fra armbrøsten suse af sted, mens en hvislende lyd lød højt tæt ved hendes øre. Hun så kniven bore sig ind i mandens bryst, samtidig med at en af Wills pile borede sig ind i mandens bryst, lige ved siden af hendes kniv.

Men nu mærkede hun en skarp smerte i venstre skulder. Smerten var voldsom og lammede næsten hendes skulder. Hun gispede og vaklede bagud. Et par stærke hænder greb hende. Hun så op på Wills ansigt og hans øjne var spærret op i chok. Han åbnede munden og talte, men hun kunne ikke høre ham. Hun vendte hovedet og så skaftet på en pil, stikke ud af hendes skulder. Det svimlede for hende...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...