Skyggens Lærling: En anden historie *Færdig*

Pigen Chrare er 15 år, og bliver den første kvindelige rangerlærling. Rangerne er kongens elitekorps og der har aldrig været en pige inden i deres midte, før nu. Chrare vækker en masse ophidelse og diskutioner, og hun skal stå model til en hel del. Nu må hun vise at en pige kan lige så meget som en mand. Men hun ender hurtigt i farefulde situationer.


Denne historie er en parallel historie til serien Skyggen Lærling. Historien foregår i samme univers, og jeg da jeg synes rigtig godt som personerne i serien så er de også med i min udgave af Skyggens Lærling. Jeg har leget med tanken om en kvinde i det kendte Rangerkorps, vil derfor skrive en historie om den første pige i Rangerkorpset, og hvordan de andre rangere reagere på Charer.

Serien Skyggens Lærling er skrevet af John Flanagan.

(Det er ikke nødvendigt at læse prologen, men hvis du vil være helt sikker på hvad Rangere er så læs den. Hvis du kender serien Skyggens Lærling så lad vær.)

46Likes
100Kommentarer
9466Visninger
AA

19. På banen igen

Charer vred sig og prøvede at få sine hænderne fri, men det gik ikke særlig godt. Rebene skar sig ind i huden, og hun skar ansigt af smerte. Hun opgav og sank modløst sammen. Hun skulle bare have føjet Halt, og så være listet efter dem bagefter. Nu kom hun i hvert fald ingen steder. Hun måtte sidde og vente på at de andre kom tilbage. Charer var rasende og prøvede at sparke ud med benene, hvilket resulterede i at hun faldt om på siden. Fedt, nu lå hun her. Hun så rundt i det lille værelse. Der var to senge, et bord og hendes rejseudstyr lå over i hjørnet.

En ide tog form sig i hendes hoved. Hun prøvede at bevæge sig over mod udstyret, hvilket ikke var nemt. Hun kunne knap nok bevæge sig, eftersom rebene der bandt hendes fødder sammen, var forbundet med de reb der bandt hendes hænder sammen. Hun bevægede sig som en orm hen over gulvet. I det mindste, havde Halt ikke forbundet rebene med hendes tommefingre, tænkte hun. Rangere var kendt for at kneble og binde folk sammen, på meget ubehagelige måder, der betød at hvis man prøvede at bevæge sig, så ville det gå ud over ens tommelfingre. Men den smerte havde Halt i det mindste sparret hende for, tænkte hun bittert.

Hun nåede sit udstyr, og prøvede at sætte sig op. Hvis bare hun kunne få fat i sin dolk. Hun kunne se sin bue og sit pilekogger, men hun kunne ikke få øje på sin dolk. Det skulle også lige passe med at Halt havde taget den, men hun var heldig. Hendes dolk lå i sin skede på gulvet, og Charer prøvede at få fat i den, hvilket var næsten umuligt. Hun kunne ikke bevæge sig særlig meget, men hun prøvede at læne sig frem. Hun kunne få sine hænder lidt fra hinanden og så lykkedes det.

Hendes hænder lukkede sig om det velkendte skæfte. Hun sukkede lettet og vendte dolkens spids mod sig selv. Den ramte nogle af rebene, og hun prøvede at få den ind under rebene, så hun kunne skære dem over. Efter hvad der virkede som en evighed, lykkedes det og hun begyndte at skære sine reb over.

 

Hun gned sine håndled og så på de røde mærker, som rebene havde efterladt sig. Efter meget lang tid, var det endelig lykkes hende at få alle rebene skåret over. Hun spændt bæltet, med skeden og dolken, om livet. Hun slog sin rangerkappers hætte over hovedet og tog sit pilekogger og sin bue. Hun gik med hastige skridt hen til døren og studerede låsen. Hun havde ikke nogen dirke, men hun havde noget der var lige så godt. Hun rakte en hånd op i sit hår, og fandt hvad hun ledte efter. En fin hårnål. Hun kiggede igennem nøglehullet og dirkede hårnålen ind i hullet.

Ditlev havde lært hende det. Han havde sagt: ’Fordi du er en pige, så hav altid en hårnål på dig, for den kan faktisk bruges til andet end at holde håret oppe.’ Der lød et klik, og Charer trykkede håndtaget ned og åbnede døren. Hun sukkede. Hvor hun dog savnede Ditlev. Men hun havde ikke tid til at blive stående. Nu måtte hun finde de andre. Hun løb lydløst ned ad den mørke gang. Da hun skulle dreje om hjørnet, lød der slæbende fodtrin.

Der var en der kom i hendes retning. Hun skjulte sig i mørket, og lyttede intens til de slæbende fodtrin. En mand, en fuld mand, kom ned ad gangen, og lagde ikke mærke til Charers mørke skikkelse. Da han stoppede op ved en dør, blev hans ansigt tydeligt i månelyset fra et vindue. Charer stivnede da hun genkendte ham. Det var den oprører der havde holdt tale nedenunder. Men det var ikke kun derfor Charer stivnede. Nu da hun stod så tæt på ham, vidste hun hvor hun havde set ham før. Det var den mand der havde skudt hende med en armbrøst. Raseriet formørkede Charers sind. Hun var træt, irriteret og vred, og det kom den oprører til at bøde for.

Hun listede sig ind på livet af ham. Han var så fuld, og havde problemer med at få værelsesdøren op, at han ikke lagde mærke til det mindste. I en hurtig bevægelse slog Charer ham hårdt i hovedet. Han gav et udråb fra sig og vendte sig om, men da han gjorde det, skubbede Charer ham ufatteligt hårdt ind mod væggen. Dolken glimtede i månelyset fra vinduet, da hun trak den op af skeden og pressede den mod mandens hals. Manden gryntede overrasket og så med opspilet øjne på dolkens skarpe blad.     

Charers hætte var trukket ned over hendes ansigt, og derfor kunne oprøreren ikke genkende hende.

”Okay, nu skal du høre her. Gør som jeg siger, ellers er du færdig, forstået?” Spagde Charer med en mørk stemme. Mand nikkede, og hans gyldne hår var klistret af sved. Charer studerede ham. Han så ikke ud til at være så gammel igen. Måske 30. Han var muskuløs og en smule klodset.

”Fortæl mig dit navn” Forlagte Charer.

”André.” Sagde han med sin dybe stemme. Lugten af sprut overvældede Charer og gav hende kvalme.

”André.” Sagde hun kort for hovedet. ”Du arbejder for nogle oprørere, som deres bueskytte. Har jeg ret?” Selv i sin berusede tilstand, så André forbløffet ud. Men han nikkede langsomt.   

”Hvor holder de til?”

André kneb øjnene sammen, og hans mund blev en tyng streg. ”Hvorfor skulle jeg fortælle dig det?”

Charers raseri blussede op, og hun pressede kniven mod hans strube, så blodet så småt begyndte at løbe. André udstødte et gisp.

”Jeg stillede dig et spørgsmål. Svar mig!”

André så igen på dolken og gispede. Sikken en kujon. ”De holder til på den anden side af broen. Der er en gammel forladt kro i den anden bydel. Der holder de til.” Skyndte han sig at sige.

”Hvad hedder stedet?” Da André ikke svarede, pressede hun igen dolken mod hans strube.

”DenSyngendeFugl” Udbrød han så hurtigt, at Charer knap nok fik fat i navnet. Hun gennemgik informationerne i hovedet.

André så varsomt på hende. Hun kunne ikke lade ham gå. Men en vidunderlig tilfredsstillelse hamrede hun knæet op mellem hans ben, og han skreg af smerten og knækkede sammen. Hun tog sin dolk, og hamrede skæftet i tindingen på ham. Han udstødte et grynt, og så faldt han bevidstløst om på gulvet. Charer stak dolken i skeden, og tog fat i Andrés fødder, og slæbte ham hen til sit eget værelse. Da hun havde bundet ham til sengen og låst døren, hastede hun igen ned ad gangen. Hun endte i kroen. Kroen var stadig fyldt med mennesker og hun listede ubemærket ud af døren, indhyllet i sin rangerkappe.

Gaden var mørk og hun kunne høre et par fulderikker råbe efter en pige, et eller andet sted i mørket. Charer kunne høre lyden af vand fra floden og tøvede ikke. Hun vidste ikke hvor Will, Halt og Horace var, men hun regnende med at de befandt sig nær den gamle kro, så hun løb en til sten broen, der førte over folden og over til den anden bydel. Derefter satte hun i løb den gennem de mørke gader.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...