Skyggens Lærling: En anden historie *Færdig*

Pigen Chrare er 15 år, og bliver den første kvindelige rangerlærling. Rangerne er kongens elitekorps og der har aldrig været en pige inden i deres midte, før nu. Chrare vækker en masse ophidelse og diskutioner, og hun skal stå model til en hel del. Nu må hun vise at en pige kan lige så meget som en mand. Men hun ender hurtigt i farefulde situationer.


Denne historie er en parallel historie til serien Skyggen Lærling. Historien foregår i samme univers, og jeg da jeg synes rigtig godt som personerne i serien så er de også med i min udgave af Skyggens Lærling. Jeg har leget med tanken om en kvinde i det kendte Rangerkorps, vil derfor skrive en historie om den første pige i Rangerkorpset, og hvordan de andre rangere reagere på Charer.

Serien Skyggens Lærling er skrevet af John Flanagan.

(Det er ikke nødvendigt at læse prologen, men hvis du vil være helt sikker på hvad Rangere er så læs den. Hvis du kender serien Skyggens Lærling så lad vær.)

46Likes
100Kommentarer
10217Visninger
AA

15. Over grænsen, igen

Charer sad på Parva og klappede hende på halsen. Will sagde pænt farvel til Orman. Charer kunne ikke vente med at komme af sted. Hun var så spændt. Hun skulle til Picta. Hendes skulder gjorde stadig ondt, men det var ikke lige så slemt som før. Will svang sig op på Tug og så satte i gang. Charer klikkede med tungen og Parva satte i trav.

 

De var nået over grænsen og skulle følge efter oprørsgruppen, desværre så det ud til at oprørsgruppen var taget ind til den nærmeste by, som lå flere kilometer fra grænsen. Det irriterede Charer en smule, for det betød at de måtte holde pause. Det irriterede tydeligvis også Halt. Han var blevet mere og mere sur. Han kom hele tiden med spydige bemærkninger.

Charers skulder gjorde ondt, men hun sagde ikke noget. Hun ville ikke beklage sig. Hun havde selv bedt om lov til at tage med, så skulle hun ikke klage. Will og Halt stoppede og snakkede kort. Derefter lod Will glide dig ned fra Tug. Charer kom med besvær ned fra Parva, og klappede hende på halsen. Hun smilede til sin hest.

”Dygtig pige, du fortjener hvile.” Parva vrinskede og det var som om hun sagde: Om jeg gør!

Charer grinede og så hen på Will, Halt og Horace. ”Holder vi en pause.”

Halt nikkede. ”Ja, der burde være en sø i nærheden, der kan vi slå lejr og give hestene vand.”

Charer nikkede og gav slip på Parvas tøjler. Hun gik efter de andre, med Parva lige i hælene. Rangerheste var tro mod deres ejere, og kunne aldrig finde på at løbe væk. Derfor gik Charer bare med Parva ved sin side. Hun gik igennem den grønne skov. Der var så smukt. Det mindede hende om der hjemme.

Hun savnede Ditlev. Han var hendes læremester, og havde støttet hende hele vejen. Hun havde kun kendt ham kort, men han betød allerede en hel del for hende. Hun sukkede inden i og så på Parva. Parva skubbede til hende med mulen, og Charer smilede til hende.

De nåede en lille sø, hvor de lod hestene få lidt vand. I mens begyndte de at sætte telte op. Charer var sikker på at hun snart var ekspert i det. Hun gjorde det uden at tænke over det. Sætte et telt op? Barnemad. Det var så nemt.

”Vi skal have mad og så skal vi havde lavet et bål.” Sagde Halt.

”Jeg kan godt lave et bål.” Tilbød Charer. Faktisk brød hun sig ikke om at skyde dyr og rense dem. Hun kunne sagtens gøre det, hvis hun blev nød til det. Men hun brød sig bare ikke om det.

”Jeg kan gå med hende, og hjælpe med at bære brænde.” Sagde Horace og lagde nogle af sine ting på jorden. Halt nikkede.

”Godt, så finder jeg mad.” Sagde Will. Will var rigtig god til at finde mad.

”God så, jeg hjælper Will og laver kaffe.” Sagde Halt.

Charer smilede og gik med Horace ind i skoven. Horace var et kæmpe brød, men alligevel bevægede han sig med behændighed når han kæmpede. Lige nu traskede han gennem skoven, med så højlydte skridt at det måtte kunne høres langt væk.

”Du er ikke særlig stille.” Påpegede Charer.

”Det sagde Halt også da jeg stadig var lærling.” Det er kom et skævt smil frem på Horace læber.

”Halt har altid ret.” Mumlede Charer med et smil.

”Ja, han hader i hvert fald ikke at have ret.” Horace smilede stort.

”Det har du så sandelig ret i.” Sagde Charer, mens hun så sig rundt efter brænde.

”Hvorfor ville du være ranger?” Charer vendte hovedet, og så at Horace så nysgerrigt på hende. Hun trak på skuldrene. Der var mange grunde, og hun tænkte lidt over den væsentligste grunde.

”Jeg er ikke så god til pige-ting. Ditlev hjalp mig en gang, og derefter så jeg op til ham. Jeg tænkte: Hold da op, jeg vil være lige så god som ham.” Hun så på Horace.

”Jeg ville også bevise, at kvinder kan det samme som mænd.” Hun kom til at tænke på noget og smilede. ”Hvem ved, måske bliver det næste en kvindelig ridder.” Hun så på Horace for at se hans reaktion.

Horace så ud som om det var den mest latterlige tanke, han nogensinde havde hørt. ”En kvindelig ridder? Aldrig, måske ranger, men ikke en ridder.”

Hun stoppede op og løftede øjenbryn. ”Når ikke? Ingen troede at det at være ranger, var noget for piger. Piger kan det samme som mænd.” Hun fik øje på noget godt brænde. Hun satte sig på hug og samlede grene, kviste og større grene op.

Derefter rettede hun sig op, og så på Horace. ”Det vil jeg bevise.”

”Hvordan?”

”Når vi kommer tilbage, skal du lære mig at kæmpe med sværd.” Sagde hun med et stort smil. Horace så måbende på hende, og hun fik lyst til at grine. Men det gjorde hun ikke.

Hun lod sig indhylle i rangerkappen og gik ind mellem træerne, mens Horace satte efter hende og kom med indvendinger.

Men hun smilede inde bag kappens hætte. Hvis hun kunne blive rangerlærling, så kunne hun også lære at bruge et sværd. Gilan var den eneste ranger der brugte sværd, og han var ret god til det. Charer var en pige, men en rangerlærling, og når hun satte sig noget i hovedet, så gav hun ikke op før hun havde nået sit mål.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...