Skyggens Lærling: En anden historie *Færdig*

Pigen Chrare er 15 år, og bliver den første kvindelige rangerlærling. Rangerne er kongens elitekorps og der har aldrig været en pige inden i deres midte, før nu. Chrare vækker en masse ophidelse og diskutioner, og hun skal stå model til en hel del. Nu må hun vise at en pige kan lige så meget som en mand. Men hun ender hurtigt i farefulde situationer.


Denne historie er en parallel historie til serien Skyggen Lærling. Historien foregår i samme univers, og jeg da jeg synes rigtig godt som personerne i serien så er de også med i min udgave af Skyggens Lærling. Jeg har leget med tanken om en kvinde i det kendte Rangerkorps, vil derfor skrive en historie om den første pige i Rangerkorpset, og hvordan de andre rangere reagere på Charer.

Serien Skyggens Lærling er skrevet af John Flanagan.

(Det er ikke nødvendigt at læse prologen, men hvis du vil være helt sikker på hvad Rangere er så læs den. Hvis du kender serien Skyggens Lærling så lad vær.)

46Likes
100Kommentarer
9631Visninger
AA

20. Opdaget

Charer løb igennem byens mørke gader og så sig omkring. Der var næsten ingen mennesker på gaden. Hun løb forbi værtshuse og kroer, hvor der var lys og stemmer. Hun løb ned ad små sidegader og ledte efter Den Syngende Fugl. Hun stoppede op og så sig omkring. Hun var på bar bund. Hun vidste kun at kroen var efterladt og at den lå i denne del af byen. Men hvor skulle hun lede? Bydelen var stor. Hun burde have fået oprøreren til at vise vej. Hun sukkede irriteret over sin egen skødesløshed. Hun svøbte kappen godt om sig, og forsatte ned ad gaderne i mindre fart. Hun skjulte sig i skyggerne, da hun ikke ønskede at blive set. Efter lang tids søgen fik hun endelig øje på det.

Et gammelt skilt der svang frem og tilbage i den stille vind. I lyset fra en kro kunne hun se navnet: Den Syngende Fugl. Lettelsen og spændingen tog sit greb i hende, da hun listede nærmere. Hun listede om bag kroen, for at finde en bagdør. Der var ingen grund til at give sine fjender en fordel, ved at gå ind af hoveddøren. Bagdøren var gammel og hang kun lige på sine hængsler. Hun åbnede døren på klem, og sneg sig ind af døren. Der var mørkt, og hun bevægede sig så lydløst som muligt. Støvet lå i et tykt lag på gulvet, og fik det til at kilde i hendes næse. Hun lagde en hånd for sin næse, for ikke at komme til at nyse. Det hjalp og hun bevægede sig længere ind.

Pludselig kunne hun se hvor hun var. Hun stod i selve krostuen. Vinduerne var støvet og beskidte, og der stod det par gamle borde og stole. Men ellers var der stille. Hun rynkede brynene. Hvis Halt, Will og Horace var der, burde der så ikke være noget larm. Burde de ikke for længst have fået fat i gruppen. Der burde ikke være så stille. Havde den irriterende oprører taget hende ved næsen? Hun så sig irriteret rundt. Det havde han sikkert. Hvad skulle hun dog gøre nu? Hun var så optaget af sine egne tanker, at det først var i sidste øjeblik, at hun hørte en lyd og nåede at reagere.

Det skete hurtigt og uden en tanke. Hun greb sin dolk, snurrede rundt på hælen og kastede den i retning af lyden. Der lød et lille gisp og så et bump. Hun tog sin bue frem og lagde en pil på strengen. Hun gik hen til barren, og gik langsomt om bag den. I den svage lys fra vinduerne, kunne hun se en skikkelse. En mand. Han var høj, slank og muskuløs. I hans bryst sad Charers dolk. Hun bevægede sig tættere på ham. Hans øjne var åbne og glasagtige. Han var død. Hun havde dræbt ham.

Chokket lammede hende. Hun havde aldrig dræbt nogen før. Hvad havde hun dog gjort?! Hun havde dræbt en mand! Hendes ben begyndte at svigte hende og hun greb ud efter noget, hun kunne holde fast i. Hun fik fat i en fast overflade, og støttede sig til den. Hendes hjerte bankede, og hendes ben truede med at give efter under hende. Så lød der fodtrin og Charer vendte sit hoved. Det kom oppefra og fra en dør der førte til kælderen. Pis. Oprøreren havde talt sandt, og Charer havde begået en virkelig dum fejl. Hun havde regnet med at Halt, Will og Horace var der. Hun havde ikke regnet med, at hun skulle stå overfor fjende helt alene.

Hun tog sig sammen og gjorde sin pil klar. Hun gemte sig bag barren, og kunne høre hvordan fodtrinene stoppede. Hun holdte vejret mens støvet lagde sig omkring hende. Okay, det er nu eller aldrig, tænkte hun. I en hurtig bevægelse rettede hun sig op og sendte en byge af pile af sted.

 

Oprørerne havde været forberedte, men efter hvad hun kunne bedømme, så havde hun ramte et par stykker, inden hun løb mod bag udgangen.  Hun løb af sted, og hun kunne høre råb og løbende fodtrin. De havde sikkert fundet deres døde kammerat nu. Hun løb ud på gaden, og kunne høre løbende fodtrin bag sig. Hun ville bare tilbage over broen, og ind på sit værelse på kroen, indtil de andre kom tilbage. Hun løb ned ad en gaden, og kunne nu se noget der mindede om en hovedvej, da en mand sprang ind foran hende. Hun stoppede bart op, og kunne høre de andre vinde ind på hende. Manden gik frem mod hende og hun bakkede bagud.

”Nu sidder du i saksen, knægt.” Lød det fra manden, og Charer stivnede. Han troede hun var en dreng. Men han kunne selvfølgelig heller ikke se hendes ansigt eller hår, på grund af rangerkappen.

”Du har virkelig dummet dig. Du er samme med de andre araulaner, er du ikke? Dem der fulgte efter os hele vejen gennem Picta?”

Manden talte på fælles handelssprog, men han havde en kraftig accent.  Manden tog et skridt mere, og Charer overvejede sine muligheder. Hun havde mistet sin dolk og hun kunne ikke nå at spænde sin bue, inden manden ville være over hende. Faktisk, så havde hun ikke rigtig nogen muligheder.

”Svar mig knægt!” Råbte mand vredt, men Charer stod helt stille uden at sige en lyd.

Manden snerre rasende, og Charer blev opmærksom på kniven i hans hånd, i samme øjeblik som han kastede sig frem mod hende. Hun nåede ikke at reagere. Hun burde dukke sig eller springe til siden. Men hun nåede det ikke, for der lød en susende lyd og manden stoppede op. Han stod og svajede lidt, inden han faldt død om på jorden. Charer så sig forvirret rundt, da en skikkelse sprang ud og greb fat i hende.

Panikken overtog og hun gjorde en ynkeligt forsøg på at komme fri. Hun skreg, sparkede og slog ud efter sin angriber. En hånd lagde sig over hendes mund, mens hendes angriber pressede hende op mod en stenmur. Murstenene pressede sig ind i hendes ryg, og nu kom der flere til syne. Hjertet bankede voldsomt i hendes bryst, mens hun prøvede at kæmpe sig fri. Hun sparkede og slog ud med armene, men ramte ikke noget. Der kom to hen mod Charer og hendes angriber, og så stoppede hun med at kæmpe imod. Det var to velkendte skikkelser, der var trådt frem fra mørket.

”Hold så mund.” Hvislede en meget velkendt stemme.

”Halt?” Sagde hun halvkvalt og han fjernede hånden fra hendes mund. Hun kunne ikke se hans ansigt, men han var sikkert rasende.

”Hvad laver du her?” Spurgte Halt med kontrolleret vrede i stemmen.

”Jeg fik rebene op.” Sagde hun bare og Halt snerrede vredt af hendes tåbelige svar.

”Halt,” lød det fra Will. ”de kommer. De har set os.”

Halt slap Charer og gav hende, hendes bue og pil, som hun havde tabt på jorden. Charer tog i mod det, og vendte hovedet netop som flere oprørere kom til syne. De satte alle i løb, og Charer løb lige ved siden af Halt. De løb ud på en større vej og satte kurs mod broen.

”Hvordan fandt du deres skjulested?” Spurgte Horace, der løb op på siden af hende.

”Jeg mødte en oprører på gangen, og han fortalte mig det. Han er inde på værelse, og er bundet fast til sengen.”   Der lød en stille latter fra Horace.

”Fandens.” Lød det sagte fra Halt, og Charer så problemer.

Længere fremme, ved broen, stod der oprørere og spærrede broen, så de ikke kunne komme forbi. De stoppede alle sammen op. Will og Halt gjorde deres pile klar, og Horace trak sit sværd frem. Charer skulle til at tage sin bue frem, da hun fik stukket flere ting i hånden. Det var dolke og knive. Hun så op på Halts ansigt, og han så hende i øjnene.

”Ram så mange som muligt.” Sagde han, og Charer nikkede.

Hun lagde en kniv klar i hånden. Flere oprørere kom, og nu kunne de ikke flugte nogen steder hen. Hun vendte sig mod oprørerne ved broen og tog en dyb indånding. Så var det nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...