Skyggens Lærling: En anden historie *Færdig*

Pigen Chrare er 15 år, og bliver den første kvindelige rangerlærling. Rangerne er kongens elitekorps og der har aldrig været en pige inden i deres midte, før nu. Chrare vækker en masse ophidelse og diskutioner, og hun skal stå model til en hel del. Nu må hun vise at en pige kan lige så meget som en mand. Men hun ender hurtigt i farefulde situationer.


Denne historie er en parallel historie til serien Skyggen Lærling. Historien foregår i samme univers, og jeg da jeg synes rigtig godt som personerne i serien så er de også med i min udgave af Skyggens Lærling. Jeg har leget med tanken om en kvinde i det kendte Rangerkorps, vil derfor skrive en historie om den første pige i Rangerkorpset, og hvordan de andre rangere reagere på Charer.

Serien Skyggens Lærling er skrevet af John Flanagan.

(Det er ikke nødvendigt at læse prologen, men hvis du vil være helt sikker på hvad Rangere er så læs den. Hvis du kender serien Skyggens Lærling så lad vær.)

46Likes
100Kommentarer
9464Visninger
AA

11. Nytteløs

Charer vågnede langsomt og kiggede rundt. Først havde hun svært ved at huske hvor hun var, men så kom det tilbage til hende. Hun lå i sit telt og en solstråle kom ind gennem teltåbningen. Hun satte sig op og gav et lille skrig fra sig. Hun vendte hovedet. Hun havde en anden bluse på, end den hun havde haft på i går. Hun rynkede på næsen, ved tanken om at Will, Halt eller Horace skulle have givet hende en anden bluse på.

Hun løftede blusen over hovedet, og kunne se at hendes skulder var forbundet. Hun tog blusen over hovedet med en hel del besvær. Smerten skar gennem hende. Hun kravlede, så godt hun kunne, ud af teltet. Hun så op gennem trækronerne og op på himlen. Det var midt på dagen. Hun kiggede rundt i lejeren. Der var ikke nogen.

Hun rejste sig op og rynkede brynene. Hvor mon de var henne?

”Charer! Du er vågen!” Charer fik et chok og vendte sig rundt. Horace kom imod hende.

”Hej Horace, hvor er Will og Halt?”

”Det er redet hjem. De fik de informationer de behøvede og red hjem til kongen.”

”HVAD!” Råbte Charer lamslået, men så begyndte Horace at grine.

”Åh… du skulle se dit eget ansigt! Helt ærligt! Troede du virkelig at de bare ville rejse?” Grinede Horace. Jeg satte irriteret hænderne i siden, og skar ansigt da jeg brugte min såret skulder.

”Horace, det er ikke særligt sjovt. Hvor er de?”

”De er ude for at se hvilken vej det bedst kan betale sig at ride. Will red over grænsen her til morgen. Oprørene er væk. De opdagede jer. Hvordan går det med skulderen?”

”Fint.” Løj jeg og satte mig ved teltet.

 

Will og Halt vendte tilbage i løbet af eftermiddagen. De var redet over græsen og havde ledt efter spor af oprørene, og havde fundet ud af hvad vej de skulle ride. De havde alle lige spis aftensmad. Charers skulder gjorde mere og mere ondt. Men hun sagde ikke noget. Hun frygtede at Halt ville rense hendes skulder igen.

”Jeg synes at en af os skal ride Charer hjem.” Sagde Horace.

”Hvad?! Nej glem det!” Sagde Charer irriteret. Hun skulle ikke hjem. Hun ville ikke komme hjem såret og se svag ud.

”Charer, problemet er at vi ikke rigtig kan ride videre, så længe du er såret.” Sagde Will stille.

”Det bedste er hvis du kan få behandlings derhjemme.” Forsatte han. Charer lagde vredt armene over kors og skar ansigt. Den forbandede skulder.

 ”Jeg kan sagtens klare det.”

”Nej, Will har ret. Du gør bare det hele værre, hvis du ridder med den skulder.” Sagde Halt.

”Jamen så kan jeg jo heller ikke ride hjem! Der er længere hjem, end der er over grænsen.” De andre tøvede og hun skjulte et smil. De vidste at hun havde ret.

”Macindaw-borgen ligger ikke langt herfra. Hun kan vel blive hos Orman, baronen på Macindaw-borgen.” Charer så irriteret på Horace. Så skulle han lige ødelægge det hele med sine smarte ideer.

”Det er faktisk ikke nogen dårlig ide.” Sagde Will. Vel var det så! Charer synes det var en rigtig dårlig ide.

”Jeg vil ikke være på en eller anden borg, mens I rider rundt i Picta! Glem det. Jeg vil med!” Sagde hun vredt.

”Vi kan ikke have dig med. Du har brug for hvile og dit sår skal hele.” Sagde Halt og Charer følte modet svigte. Tre mod en. Tre ranger mod en rangerlærling.

Hun ville bare så gerne med og så skulle hun absolut blive såret.

”Vi rider af sted til Macindaw-borgen i morgen. Charer, få masser af søvn. Det bliver en hård ridetur for dig.”Sagde Halt.

Vred, irriteret og såret rejste hun sig. Hun sparkede vredt til sin skål og gik hen til sit telt. Hun lagde sig ind i teltet og lukkede øjnene.

Hun synes ikke at det var fair. Hun ville bare gerne med. Hun forbandede ham der havde skudt hende. Hvis bare hun havde passet bedre på. Hun ville finde en måde at komme med på. Langsomt faldt hun i søvn, mens hun tænkte over hvordan hun kunne komme med.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...