Skyggens Lærling: En anden historie *Færdig*

Pigen Chrare er 15 år, og bliver den første kvindelige rangerlærling. Rangerne er kongens elitekorps og der har aldrig været en pige inden i deres midte, før nu. Chrare vækker en masse ophidelse og diskutioner, og hun skal stå model til en hel del. Nu må hun vise at en pige kan lige så meget som en mand. Men hun ender hurtigt i farefulde situationer.


Denne historie er en parallel historie til serien Skyggen Lærling. Historien foregår i samme univers, og jeg da jeg synes rigtig godt som personerne i serien så er de også med i min udgave af Skyggens Lærling. Jeg har leget med tanken om en kvinde i det kendte Rangerkorps, vil derfor skrive en historie om den første pige i Rangerkorpset, og hvordan de andre rangere reagere på Charer.

Serien Skyggens Lærling er skrevet af John Flanagan.

(Det er ikke nødvendigt at læse prologen, men hvis du vil være helt sikker på hvad Rangere er så læs den. Hvis du kender serien Skyggens Lærling så lad vær.)

46Likes
100Kommentarer
9559Visninger
AA

14. Malcolm

Charer lå og sundede sig på en lille sofa i Malcolms stue. For fanden det havde gjort ondt. Han havde åbnet såret helt så betændelsen kunne løbe ud. Derefter havde han renset såret, hvilket havde gjort så ondt, at Charer troede at hun skulle besvime. Til sidst havde han forbundet hendes skulder, og havde sagt at hun skulle slappe af. Hun lå med lukket øjne og trak vejret tungt.

”Kaffe?” Hun åbnede øjnene, og så Malcolm stå ved sofaen. På stuebordet var der to kopper og en kande.

”Ja tak.” Sagde hun. Kaffe, det kunne hun godt bruge lige nu. Hun satte sig op med noget besvær. Malcolm havde gjort et eller andet, så nu kunne hun ikke føle sin skulder eller sin arm. Den var bare tung og slap. Malcolm skænkede kaffe op, og Charer tog taknemmeligt imod den ene kop.

Hun tog en slurk og slappede af. Hun sukkede.

”Må jeg spørger hvad du laver i Norgate? De ser ikke ud til at være herfra.” Sagde Malcolm og så en smule nysgerrig ud.

Hun tøvede. Men hun kunne vel lige så godt sige sandheden. ”Det er jeg heller ikke. Jeg er fra Len længere væk. Jeg er på en opgave, men så blev jeg skudt.”

”En opgave?” Malcolm så interesseret på hende. ”Hvilken opgave indbefatter en ung pige, som rejser alene til Norgate, hvor hun bliver skudt i skulderen?”

”Jeg er ikke alene.” Sagde hun en smule tøvende.

”Hvorfor er du så her alene?”

”Tjo… de ville efterlade min hos borgherren Orman, og så ville de selv klare resten af opgaven. Men jeg ville også med, så jeg tænkte at du måske kunne hjælpe mig, så jeg i det mindste kan ride over grænsen til Picta.” Malcolm nikkede og lyttede.

”Hvem følges du med, om jeg må spørger?”

Charer så på ham. ”Øhm… Will, Horace og Halt.” Malcolm løftede hurtigt hovedet, da han genkendte navnene. Han så overrasket på Charer.

”Hvad?!”

”Jeg er rangerlærling.” Det fik ham til at skyde øjenbrynene helt i vejret. Fedt, endnu en der ikke troede på at piger duede til noget. Hun så bittert ned på sin kop.

”Er du rangerlærling og på mission sammen med dem?” Hun nikkede.

Der lød en lille kluk latter og Charer så overrasket op på ham. Han smilede. ”Jamen, man ser da noget nyt hele tiden.”

”Så du synes ikke det er dumt? For det er der mange der gør.”

Malcolm smilede bare. ”Jeg har set kvinder være lige så modige som mænd. Jeg betvivler dig ikke. Jeg tror desuden at mændene blandt rangerne, har godt af lidt kvindelig konkurrence.”

Det fik Charer til at grine. Hun kunne godt lide Malcolm. Han var venlig og flink. Han var også rar at snakke med. Hun tog igen en slurk af sin kaffe. Det var rart at vide at ikke alle mænd så hende som uduelig. Hun fik nyt mod. Hun skulle med til Picta lige meget hvad.

”Men jeg går ud fra at de andre ikke ved at du er her.” Sagde Malcolm og rynkede brynene. Charers smil forsvandt og hun nikkede.

”De er bange for at der sker mig noget, så de brugt min skadede skulder som undskyldning for at lade mig blive et sikkert sted.” Svarede hun surt. Det var ikke rimeligt.  

”Måske har de ret. Det er ikke smart at tage på missioner når man er skadet.”

Charer så stædigt på ham. ”Jamen hvis det var en af dem, så ville de tage med alligevel. Jeg kan godt!” Malcolm nikkede og så smule overrasket på hende.

”Du overbeviser i hvert fald mig, så må du også overbevise dem.”

Charer sank trist tilbage i sofaen. Det var det der var problemet. Hun kunne ikke overbevise dem og især ikke Halt. Han var stædig som et pakæsel. ”Jeg ved det, men de vil ikke lytte. Desuden så elsker Halt at skændes, han er ekspert i det, så han vinder altid."

”Nej, det vil jeg nu ikke sige. Han vandt ikke over mig, det blev det vidst uafgjort.” Sagde Malcolm med et smil og et glimt til øjet, der fik Charer i lidt bedre humør.

”De har sikkert fundet ud af at jeg er væk, så de finder mig sikkert snart.”

”Det gør ikke mig så meget, hvis de kommer her. Jeg vil gerne hilse på dem igen.” Malcolm sagde det med et smil.

”Så jeg må godt blive lidt?” Hun lyste op og så bedende på Malcolm.

Han smilede venligt og nikkede. ”Det har jeg ikke noget i mod. Du må meget gerne blive her. Så kan du også genvinde nogle kræfter.”

Det var Charer glad for. Hun orkede ikke at gå tilbage til borgen og få en skideballe. Hun ville hellere slappe af og have kræfter til at få den skideballe. Hun smilede taknemmeligt til Malcolm. ”Tak.”

”Du skal ikke takke. Nu synes jeg at du skal slappe lidt af.”

Charer smilede og stillede koppen fra sig. Malcolm rejste sig og ryddede af bordet. Charer tog et tæppe over sig og lukkede roligt øjnene. Hun smilede, mens hun slappede af. Hun kunne endelig få lidt ro uden at skulle bekymre sig for meget. Hun gled dybere og dybere ned i søvnen.   

 

Der lød mumlende stemmer et sted fra, den ene stemme var ret ophidset. Charer rørte på sig og en smerte slog igennem hende. Fedt, smerten var vendt tilbage, men den var i det mindste ikke lige så slem som før. Hun tog en dyb indånding. Hun åbnede øjnene og havde meste af alt lyst til at lukke dem igen, men der lød stemmer fra hoveddøren. Langsomt satte hun sig op og prøvede at ignorere smerten. Det gik nogenlunde. Hun rejste sig op og gik hen mod døren. Hun stoppede op. Lige indenfor døren stod Malcolm, Will, Horace og Halt. Åh nej. Nu var hun på den.

Halt fik øje på hende, og hans ansigt lyste af raseri. Ikke godt. Han var mere rasende end hun havde forstillet sig. Will snakkede med Malcolm og smilede. Så fik han også øje på Charer. Malcolm vendte hovedet, og så hen på Charer. Han så hurtigt på den rasende Halt, og snakkede lavmælt til ham. Men Halt var totalt kold. Han gik vredt frem mod Charer.

”HVAD BILDER DU DIG IND?!” Råbte han, og Charer var tæt på at holde sig for ørerne.

”Undskyld, men…” Fremstammede hun. Halt var så vredt og det skræmte Charer.

”Men hvad?! Du stak af!”

Charer fik et trodsigt udtryk u ansigtet. ”Nej! Jeg ville bare have Malcolm til at ordne min skulder, så jeg kunne holde ud at ride over grænsen.”

”Du skal ikke over grænsen!”

”Jo jeg skal! I skal ikke bare behandle mig som en hjælpeløs pige! Jeg vil med!” Råbte hun vredt.

Halt så rasende på hende. ”Hvordan skal jeg kunne tage dig med, når du ikke gør hvad jeg siger?!”

”Jeg skal nok lytte, bare ikke når du behandler mig som en lillepige!”

”Halt, måske skulle vi overveje det.” Endelig var der en der sagde noget fornuftigt. Will var kommet hen til Halt, men nu fik han bare dræber blikket.

”Will…” Sagde han advarende. Men Charer vidste at Halt ikke bare blev sur på Will. Halt respekterede og elskede Will for højt til det. Charer havde hørt folk snakke, og havde også snakket med Gilan. Halt så Will som sin søn, det vidste Charer.

”Hun vil gerne være en ranger, og vi ranger ville aldrig lade nogle små skræmmer forhindre en mission. Hvad ville du selv have gjort? Hvis du var blevet skudt med en pil, ville du kæmpe til det sidste. Ligesom den gang du faktisk blev skudt med en giftpil.”

”Det husker jeg godt. Du var stædig som et pakæsel.” Sagde Malcolm, som brugte Charers beskrivelse af Halts stædighed. Hun kunne ikke lade vær med at smile. Halt kneb øjnene sammen.

”Så nu rotter i jer sammen mod mig?”

”Nej Halt, men lad os nu give Charer en chance.” Sagde Will.

Halt så hen på Charer, som lagde ansigtet i undskyldende folder. ”Godt, vi tager tilbage til Macindaw-borgen og tager af sted i morgen. Men fra nu af skal du gøre som jeg siger.”

Charer nikkede, og da Halt vendte sig om smilede hun triumferende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...