Skyggens Lærling: En anden historie *Færdig*

Pigen Chrare er 15 år, og bliver den første kvindelige rangerlærling. Rangerne er kongens elitekorps og der har aldrig været en pige inden i deres midte, før nu. Chrare vækker en masse ophidelse og diskutioner, og hun skal stå model til en hel del. Nu må hun vise at en pige kan lige så meget som en mand. Men hun ender hurtigt i farefulde situationer.


Denne historie er en parallel historie til serien Skyggen Lærling. Historien foregår i samme univers, og jeg da jeg synes rigtig godt som personerne i serien så er de også med i min udgave af Skyggens Lærling. Jeg har leget med tanken om en kvinde i det kendte Rangerkorps, vil derfor skrive en historie om den første pige i Rangerkorpset, og hvordan de andre rangere reagere på Charer.

Serien Skyggens Lærling er skrevet af John Flanagan.

(Det er ikke nødvendigt at læse prologen, men hvis du vil være helt sikker på hvad Rangere er så læs den. Hvis du kender serien Skyggens Lærling så lad vær.)

46Likes
100Kommentarer
9369Visninger
AA

12. Macindaw-borgen

Halt havde haft ret. Rideturen var hård og det gjorde fandens ondt i Charers skulder. Hun måtte tage sig sammen for ikke at ømme sig. Hun trak vejret dybt, men Will hørte det. Han vendte hovedet og så på hende. Charer rettede hurtigt ryggen og lod som ingen ting. Hun var stadig sur. Så skulle hun være på en eller anden tåbelig borg, mens Halt, Will og Horace klarede missionen. Det var ikke fair. Meningen var jo at hun skulle vise, at piger kunne det samme som mænd.

De havde reddet et stykke tid, og så kom Macindaw-borgen endelig til syne. Charer så sig omkring og fik øje på Grimsdell-skoven. Den skov hvor folk tidligere troede at der boede en troldmand, men det var i virkeligheden en meget dygtig healer, Malcolm. Charer havde haft hele natten til at tænke, plus en meget smertefuld ridetur. Hun skulle nok komme til Picta, hun skulle bare bruge lidt tid.

De red ind i borgen og endte i en kæmpe forgår. En mand, tydeligvis en ridder, kom hen mod dem.

”Hvem er i?” Spurgte han med en skarp stemme. Will steg af Tug og gik hen til manden.

 "Mit navn er Will Treaty.“ Manden stivnede og bukkede så for Will.

”Vi vil gerne snakke med borgherren, Orman.” Sagde Will, med en meget myndig stemme.

”Selvfølgelig Sir.” Sagde ridderen og skyndte sig af sted. Charer så sig omkring og opdagede så at Halt og Horace også var steget af deres heste. Pis! Charer havde på fornemmelsen, at hendes skulder ville komme til at gøre rigtig ondt.

Men besvær steg hun af hesten og gispede af smerte. ”Møg.” Mumlede hun stille.

”Ret dig op.” Sagde en stemme. Hun løftede blikket og så Halt. Hun rettede sig op og skær ansigt af smerte. Halt så alvorligt på hende.

”Du skal ind og slappe af. Vi skal have renset din skulder igen, og så skal du have ro.” Charer kunne mærke hvordan blodet forsvandt fra hendes ansigt. Hun huskede tydeligt smerten, fra sidste gang Halt rensede hendes skulder. Men de blev afbrudt af en venlig stemme.

”Will! Horace! Længe siden.” Charer vendte hovedet og så to mænd komme imod dem. Ham der snakkede, måtte være borgherren. Han var omkring 30 og af middelhøjde. Han virkede meget glad. Men manden bag ham så lidt mere reserveret ud.

”Hej Orman, du er ud til at være ved godt helbred.” Sagde Will med et smil.

”Ja, jeg har aldrig haft det bedre. Takket været dig.”

”Godt at hører. Som du kan se har jeg nogle venner med. Horace, kender du, og så min tidligere læremester Halt. Og vi har en lærling med, Charer, den første kvindelige rangerlærling.”

Orman vendte hovedet mod Charer og hun mødte hans blik. Han så en smule nysgerrig ud.

”Jamen dog. En pige i et rangerkorps. Når men velkommen alle sammen. Hvad kan jeg gøre for jer? Jeg tror næppe at I bare er kommet for at sige hej.” Halt trådte frem og hilste på Orman.

”Nej, vi har nogle anliggender i Picta. Men Charer er blevet såret. Hun blev skudt i skulderen. Hun har brug for et sted at være, mens vi ridder til Picta.”  

Orman nikkede forstående og gik smilede hen mod Charer. Charer havde skulet vredt til Halt, mens han talte til Orman.

”Du er velkommen til at blive her, unge Charer.” Charer bøjede let hovedet som tak.

”Det er meget venligt af dem.” Og pisse irriterende. Tilføjede hun i sit hoved.

De gik alle med Orman ind i den store borg.

”Xander vil føre dig hen til et værelse.” Sagde Orman til Charer. Xander var den reserverede mand, som åbenbart var Ormans nærmeste undersåt.

Charer vendte sig om mod Will, Horace og Halt. ”I tager da ikke af sted endnu? Vel?”

Halt tøvede mens han så på Charer. ”Vi venter en times tid. Så kan vi også få renset din skulder.”

Charer nikkede, og lod Xander vise vej til hendes værelse.

 

Værelset var mega stort. Der var store vinduer, en stor seng, et kæmpe spejl og det største badeværelse hun nogensinde havde set. Xander fortalte hende, at hun ikke skulle ødelægge noget. Derefter lod han hende være alene.

Charer tog sin kappe af og havde en plan. Hun havde hørt om ham den gode healer, Malcolm. Det virkede ikke som om Halt, Horace og Will havde tænkt sig at tage hende derhen. Måske mente de ikke at det ville gøre nogen forskel. Måske mente de, at så var de sikker på at hun blev her, hvis hendes sår var længere tid om at hele. Uanset hvad, så ville hun selv opsøge ham Malcolm.

Hun sneg sig ud af sit værelse og ned i køkkenet. Der var så mange mennesker, at de ikke lagde mærke til hende. Derefter smuttede hun ud af en bagdør, og løb af sted over gårdspladsen, mens hun sørgede for at ingen så hende.

Hendes skulder smertede stadig, da hun løb ud af borgen og over det grønne græs, med kursen mod Grimsdell-skoven.

 

(Læs mere om Orman, Will, Horace og Gimsdell-skoven i Skyggens Lærling 5. Der kan i høre historien om en uhyggelig trolddom og hvordan Will mødte Orman på en mission i Norgate.)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...