Skyggens Lærling: En anden historie *Færdig*

Pigen Chrare er 15 år, og bliver den første kvindelige rangerlærling. Rangerne er kongens elitekorps og der har aldrig været en pige inden i deres midte, før nu. Chrare vækker en masse ophidelse og diskutioner, og hun skal stå model til en hel del. Nu må hun vise at en pige kan lige så meget som en mand. Men hun ender hurtigt i farefulde situationer.


Denne historie er en parallel historie til serien Skyggen Lærling. Historien foregår i samme univers, og jeg da jeg synes rigtig godt som personerne i serien så er de også med i min udgave af Skyggens Lærling. Jeg har leget med tanken om en kvinde i det kendte Rangerkorps, vil derfor skrive en historie om den første pige i Rangerkorpset, og hvordan de andre rangere reagere på Charer.

Serien Skyggens Lærling er skrevet af John Flanagan.

(Det er ikke nødvendigt at læse prologen, men hvis du vil være helt sikker på hvad Rangere er så læs den. Hvis du kender serien Skyggens Lærling så lad vær.)

46Likes
100Kommentarer
9510Visninger
AA

4. Krisemøde

Charer stod med buen på pilestrengen og koncentrerede sig om at sigte. Hun skulle ramme den skive der var tegnet på træet cirka 25 meter fra hende. Ditlev stod lænet op af et træ, og hvis man ikke vidste bedre, ville man tro at han sov. Hun slap pilen og den susede gennem luften, hvorefter den ramte træet med et højlydt smæk! Charer havde næsten ramt skivens midte, og var selv godt tilfreds.

”Du venter for længe med at skyde.” Lød det fra Ditlev. Kappens hætte var trukket ned over hovedet, så man kun kunne se hans næse og mund.

”Jamen det var det ret godt alligevel. Jeg ramte næsten.”

Ditlev løftede hovedet og så på Charer. Hans grønne øjne skinnede. ”En ranger er altid præcis. Hvis du nu skal skyde en flygtende… bandit, så kan de få centimeter du rammer ved siden af betyde at han slipper væk. ” Ditlev lød alvorlig, og Charer kunne godt se hvad han mente, men hun var nu stadig ret tilfreds med sit skud.

”Hvad mener du med, at jeg venter for længe med at skyde?”

”Du tøver for meget. Jo længere tid du venter med at skyde, jo mere i tvivl kommer du. Det skal gå hurtigt. Træk, sigt og skyd.”

Charer nikkede, og så hen på træet hvor pilen sad. Ditlev kom hen til hende og smilende. ”Dine skyd er blevet meget bedre, i forhold til da vi startede. Vi forsætter i morgen. Først har jeg en du skal møde.” Charer gik efter Ditlev med et spørgende udtryk.

Hun havde været ranger lærling i tre uger. Træningen var hård, og Ditlev var en hård lærer. Han straffede hende også, hvis hun svarede for meget igen. Den første aften hun havde lavet mad, var hun endt med at sove udenfor og uden aftensmad. Ditlev sagde, at ranger nogle gange måtte undvære mad, når de var på missioner. Der kunne være to dage, hvor de ikke fik noget at spise. Så man skulle sætte pris på sin mad. Charer var blevet bedre til at lave mad. Nu var det ren faktisk spiseligt.

De stoppede op ved hytten, hvor der nu stod to heste. Den ene var gråbrun og vrinskede som hilsen, da Ditlev kom hen til den. Den anden var lysebrun med lang manke. Charer kunne ikke lade vær med at stirre. Den var ikke så stor, men den var smuk. I hvert fald i Charers øjne.

Hun vidste at ranger havde specielle rangerheste, som var trænet utroligt godt. Hun vidste også at rangerne havde et særligt bånd til deres heste. Hun gik tøvende frem og så på heste. Tøvende strøg hun den over mulen.

”Det er Parva,” sagde Ditlev med smil. ”Min hest hedder Blis.” Charer så smilede på Blis, og derefter så hun tilbage på Parva.

”Hej med dig Parva.” Parva vrinskede som hilsen.

”Må jeg ride på hende?” Spurgte hun hurtigt.

”Hvis du føler du er klar til det.” sagde Ditlev, og hun tøvede. Hver gang han kom med sådan et kryptisk svar, var det som regel fordi der var noget hun skulle lære. Det havde hun lært på den hårde måde. Fx da hun skulle lære at bruge en dolk, hvis hun nu skulle komme på nært hold af nogen. Det var endt med at hun slog sig ret hård, da Ditlev væltede hende omkuld.

”Fortæl mig lidt om rangerheste.” Sagde hun i stedet og Ditlev smilede anerkendende.

”Ranger heste er meget kloge og særligt oplært. De bliver oplært til at smide folk af, medmindre man hvisker et form for kodeord til dem. Hvis man gør det, vil hesten til hver en tid lade dig ride på den.”

Charer så på Parva, mens hun forsat strøg hende over mulen.”Hvad er Parvas kodeord?”

Ditlev kom hen og hviskede hende i øret. ”Lille sød solsikke.”

Charer hævede øjnbrynene. ”Det er da latterligt!” Lille sød solsikke, hvad i alverden var det for et kodeord!

Ditlev træk smilende på skuldrene. ”Det er svært at gætte.”

Hun lænede sig frem og hviskede Parva i øret."Lille sød solsikke." Parva vrinskede glad, og Charer smilede. Hun satte den ene fod i stigbøjlen og træk sig op i sadlen. Det var heldigvis ikke første gang hun sad på en hest, og hun følte sig godt tilpas. Med et smil klappede hun Parva på halsen.

”Rid lidt rundt på hende.” Opfrodrede Ditlev.

Charer nikkede og sparkede med hælene i siderne på hesten. Men Parva blev stående.

”Du skal bare bede hende om det.” Det gjorde hende smule forvirret, men gjorde som Ditlev sagde. Hun strøg Parva langs halsen. ”Kom så tøs, af sted, nu skal vi have os en ridetur.”

Parva kastede med hovedet, som om hun forstod hvert eneste ord. Så satte hun i gang og red ind mellem træerne. Parva satte tempoet op og susede ind i skoven. Charer grinede og nød luften der susede imod dem. Det var en utrolig befriende følelse. Træerne susede forbi dem og Charer kunne ikke stoppede med at grine.

 

Da de kom tilbage svang hun sig smilende af sadlen. ”Det var fantastisk!

”Parva er helt vidunderligt…” Men så stoppede hun sig selv, da hun så Ditlevs udtryk. Ditlev stod og så alvorlig ud.

”Vi har et problem. Der er blevet kaldt til krisemøde.”

Charer stivnede. ”Hvad gør vi så?”

Ditlev gik hen mod huset. ”Pakker. Vi skal af sted i aften og så skal vi møde op på det sted, hvor vi ranger normalt har årsmøde."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...