Skyggens Lærling: En anden historie *Færdig*

Pigen Chrare er 15 år, og bliver den første kvindelige rangerlærling. Rangerne er kongens elitekorps og der har aldrig været en pige inden i deres midte, før nu. Chrare vækker en masse ophidelse og diskutioner, og hun skal stå model til en hel del. Nu må hun vise at en pige kan lige så meget som en mand. Men hun ender hurtigt i farefulde situationer.


Denne historie er en parallel historie til serien Skyggen Lærling. Historien foregår i samme univers, og jeg da jeg synes rigtig godt som personerne i serien så er de også med i min udgave af Skyggens Lærling. Jeg har leget med tanken om en kvinde i det kendte Rangerkorps, vil derfor skrive en historie om den første pige i Rangerkorpset, og hvordan de andre rangere reagere på Charer.

Serien Skyggens Lærling er skrevet af John Flanagan.

(Det er ikke nødvendigt at læse prologen, men hvis du vil være helt sikker på hvad Rangere er så læs den. Hvis du kender serien Skyggens Lærling så lad vær.)

46Likes
100Kommentarer
9474Visninger
AA

13. Gimsdell-skoven

Halt ville blive så rasende, når han fandt ud af at hun var væk. Når, det var der ikke noget at gøre ved. Hun bevægede sig gennem skoven. Trækronerne var tætte og gjorde at der ikke var meget lys der slap imellem dem. Hun gik igennem den dunkle skov. Det var ret uhyggeligt.

Hun bevægede sig længere ind og der var stille. Hendes skulder smertede og frygten kom langsomt. Hvorfor havde hun ikke tage sin bue med? Eller sin dolk? Det var dumt. Hun vidste jo ikke hvad der var i denne skov. Det blev mørkere.

Hun gøs en smule og så sig bange omkring. Hun synes hele tiden hun kunne fornemme nogle øjne som så på hende. Hun slog armene om sig selv, og bevægede sig længere ind i skoven. Hun bed sig i underlæben og så rundt. Hun kunne end ikke høre fuglene synge, der var bare en endeløs stilhed.

Hun stoppede op da hun nåede en sø. Den var stor og uhyggelig. Vandet var mørkt og grumset og man kunne ikke se bunden. Hun så rundt og overvejede hvor hun skulle gå hen. KNÆK. Charer snurrede hurtigt rundt. Der lød endnu et knæk fra en gren.

”Hvem der?!” Hun prøvede at lyde rolig og fast i sin stemme, men det lykkes ikke.

”Er det Malcolm?” Hun var stille og ventede på svar. Intet. ”Jeg leder efter Malcolm, jeg har brug for hans hjælp!” Råbte hun ind mellem træerne.

Stilhed. Ingen svarede hende. Så lød der skridt. Kæmpe store skridt. Charer veg tilbage og var ved at falde i søen. Der kom en kæmpe til syne mellem træerne. Eller kæmpe var måske så meget sagt. Manden foran hende var højere og større end et almindeligt menneske.

Charer gispede af overraskelse og af frygt. Men så kom en hund flyvende og løb hen til hende. Den gøede og logrede med halen. Hun tøvede. Kæmpen så vagtsomt på hende. Hun lænede sig frem og klappede hunden, som sad med tungen ud af munden. Den var sød og Charer kunne ikke lade vær med at smile.

”Shadow...” Charer så op og kiggede forskrækkede på kæmpen som tøvede.

Så snakkede kæmpen igen. ”Hun’en hed’ Shadow.” Sagde han. Han kunne udtale ordene helt, men Charer forstod hvad han sagde.

”Hedder hunden Shadow?” Kæmpen nikkede og hun strøg hunden over dens bløde pels. Hun så igen op på kæmpen.

”Kender du Malcolm?” Spurgte hun forsigtigt.

Kæmpen nikkede. ”Malco’m bor i skov. Kender vej til hus.” Sagde kæmpen.

Charer samlede mod til sig. Kæmpen virkede ikke farlig, han virkede ret harmløs. ”Kan du vise mig vej til Malcolms hus? Jeg har brug for hans hjælp.”

Kæmpen nikkede og kaldte på hunden, Shadow. Shadow løb hen til kæmpen.  Kæmpen vendte sig og begyndte at gå ind mellem træerne. Charer småløb efter ham, og kom op på siden af ham. Hun skar ansigt da skulderen igen smertede. Hun så op på kæmpen, han kiggede på hunden og smilede. Han var faktisk slet ikke så skræmmende.

”Hvad hedder du?” Spurgte hun og så op på ham.

Kæmpen vendte hovedet og så ned på hende. ”Troba’ ”

Charer nikkede og så på kæmpen. ”Det er et pæn navn, Trobar. Jeg hedder Charer.” Trobar nikkede.

De gik gennem skoven i tavshed. Endelig kom de til en lysning og i lysningen lå et hus. Den så ret hyggelig ud.  Trobar førte Charer hen til huset. Trobar bankede på og ventede. Døren blev åbnet af en lille mand, der ikke var meget højere end Charer. Han havde gråt pjusket hår og nøddebrune øjne. Han så venlig ud.

”Jamen goddag.” Manden så på Charer og derefter på Trobar.

”Hvem er det du har med?”

”Ch’are.” Sagde kæmpen.

Manden vendte igen blikket mod Charer. ”Jamen hvad kan jeg hjælpe dig med?"

”Du er Malcolm?” Spurgte hun stille.

”I egen høje person. Hvorfor har du opsøgt mig?”

Charer tøvede og hev lidt ned i sin lange, posede bluse, så forbindingen kom til syne. ”Der var en der skød mig med en pil. Jeg har virkelig brug for hjælp.” Ellers kan jeg gå tilbage til Halt, så han kan lege healer, Tænkte hun.

Malcolm flyttede sig så Charer kunne kom indenfor. ”Kom ind og lad os se på det.”

Charer nikkede som tak og gik ind i det hyggelige hus. Det var personligt indrettet og Charer så sig nysgerrigt omkring. Malcolm snakkede kort med Trobar og lukkede døren efter sig. Derefter førte han Charer ud i et køkken. Han hev en stod frem til hende.

”Bare sæt dig ned.”

Charer satte sig ned og så sig omkring. Hun skævede til Malcolm som fandt alle mulige underlige ting frem. Små redskaber osv. Urter, krukker og alt sådan noget Charer ikke anede et dyt om. Derefter hev han en stol frem til sig selv. Han satte sig overfor hende og lænede sig en smule frem. Han hev kort ned i hendes blusen og så på forbindingen.

”Det har blødt.” Konstaterede han. ”Har du fået det renset?”

Charer nikkede kort og Malcolm lænede sig tilbage. ”Lad os håbe der ikke er gået betændelse i.” Sagde han og Charer fik en knude i maven.

”Du bliver nød til at smide blusen, så jeg kan se på såret.”

Charer tog sig sammen. Hun var ranger. Desuden så havde enten Will, Halt eller Horace allerede skiftet bluse på hende mens hun sov. Hun hev sin bluse over sit hovedet og smed den til siden. Hun slog armene om sig selv. Hun frøs en smule. Malcolm lænede sig frem og fjernede nænsomt forbindingen, men det gjorde alligevel ondt. Charer bed hårdt tænderne sammen, for ikke at komme til at skrige. Hun var ikke et pattebarn.

Han lagde forbindingen på bordet og så på hendes sår. ”Det skal renses og jeg kan nok også lappe dig sammen. Men såret… der en smule betændelse i.”

”Hvad så?” Spurgte Charer med bange anelser.

”Bid tænderne sammen.” Sagde han og tog en lille kniv frem. Det var meget lille, men den var sikkert skarp. Charers vejrtrækning stoppede og hun stirrede rædselsslagen på kniven. Han vil åbne hende sår, så væske og blod kunne løbe ud. Det ville komme til at gøre ond.

Charer klemte øjnene i, da Malcolm lænede sig frem med kniven i hånden…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...