Skyggens Lærling: En anden historie *Færdig*

Pigen Chrare er 15 år, og bliver den første kvindelige rangerlærling. Rangerne er kongens elitekorps og der har aldrig været en pige inden i deres midte, før nu. Chrare vækker en masse ophidelse og diskutioner, og hun skal stå model til en hel del. Nu må hun vise at en pige kan lige så meget som en mand. Men hun ender hurtigt i farefulde situationer.


Denne historie er en parallel historie til serien Skyggen Lærling. Historien foregår i samme univers, og jeg da jeg synes rigtig godt som personerne i serien så er de også med i min udgave af Skyggens Lærling. Jeg har leget med tanken om en kvinde i det kendte Rangerkorps, vil derfor skrive en historie om den første pige i Rangerkorpset, og hvordan de andre rangere reagere på Charer.

Serien Skyggens Lærling er skrevet af John Flanagan.

(Det er ikke nødvendigt at læse prologen, men hvis du vil være helt sikker på hvad Rangere er så læs den. Hvis du kender serien Skyggens Lærling så lad vær.)

46Likes
100Kommentarer
9633Visninger
AA

17. Frieri

De pakkede sammen næste morgen. De skulle følge sporerne af oprørende. Hvis oprørende først fik tilhænger kunne de finde på at starte kampe i Picta, og så kunne det sprede sig til Auralen. Oprørende var startet som en gruppe mennesker, der ikke have mange rettigheder i Picta, og de kunne ikke flytte til Auralen, fordi de ikke havde nok penge. Så startede de oprør i forskellige landsbyer og fik tilhænger. Halt havde forklaret alt dette til Charer, der efterhånden havde meget at tænke på.

Hendes skulder gjorde stadig en smule ondt, og hun vidste at den snart skulle rense igen. Malcolm havde sagt at det var vigtigt at den blev renset, men hun glædede sig bestemt ikke til at Halt skulle rense hendes skulder. Derfor sagde hun ikke noget. Hun steg op på Parva og satte efter de andre. Hun red op på siden af Will. De red i tavshed, og Charer begyndte at kede sig.

Hun så på Will. ”Will, jeg vil ikke snage, men jeg er ret nysgerrig.”

Will vendte hovedet og så på Charer. Han smilede. ”Hvad vækker din nysgerrighed?”

”Tja, når man bor i en lille landsby går der rygter.”

Will tøvede og så på hende. ”Hvilke rygter?”

”Tja det gælder faktisk både dig og Horace.” Horace vendte hovedet ved lyden af sit navn.

”Hvad?”

Charer smilede stort og så på begge drenge. Så besluttede hun at spørger Will først. ”Er det sandt at du har friet til Lady Alyss.” Og inden han kunne nå at svare, vendte hun sig mod Horace. ”Og er det sandt at du skal giftes med Prinsesse Cassandra?”

De rødme begge og begyndte at mumle, hvilket gav Halt lejlighed til at drille dem. ”Er ikke begge mundlamme? Helt ærligt tag jeg sammen. Horace, der er efterhånden officielt.”

Horace rømmede sig og så på Charer, som smilede stort. ”Jo det er sandt, hun er hjemme på slottet og er ved at lave gæsteliste.”

Charer synes det var ret morsomt. Begge drenge var røde i hovederne. Hun synes det var ret sjovt at tænke på, at hun red rundt sammen med den kommende konge, og at hun havde kastet en kniv efter ham. Hun vendte sig mod Will.

”Når, du svarede mig ikke.”

Han rømmede sig og så ligeud. ”Tjo… sådan da.”

”Hvad sagde hun så?”

Han mumlede et eller andet og Halt himlede med øjnene. ”Will, vi fatter ikke et ord af hvad du siger.”

Will så irriteret på sin tidligere læremester og så derefter lige ud. Han gentog det han sagde før. ”Altså jeg fik hverken et ja eller nej. Hun blev ret fornærmet.”  

Charer så forvirret på Will. Hun fik øje på Halt og Horace der begge prøvede at skjule deres smil.  ”Hvordan friede du?”

Will så en smule flov ud, som om han ikke havde lyst til at snakke om det. Men Charer gav ikke op. Hun løftede et øjenbryn og så på Will. ”Når?”

Han sænkede stemme en smule, uden at han selv var opmærksom på det. ”Vi snakkede om at Horace og Evanlyn… jeg mener Cassandra skulle giftes…”

Will sagde Evanlyn, fordi det var det dæknavn Prinsesse Cassandra havde gået under, da de havde været på missioner sammen. Den første gang Will mødte Cassandra, vidste han ikke at hun var prinsesse. Den gang havde hun sagt at hun hed Evanlyn. Derfor ville Cassandra altid være Evanlyn for ham.   

”Og så sagde jeg til Alyss, at vi måske skulle overveje at gøre noget i samme retning.” Sluttede Will. Charer så chokeret på ham. Hun var god nok rangerlærling, men hun var stadig en pige og hun vidste godt hvad piger forventede af et frieri.

Horace begyndte at grine en undertrygt latter og Will sendte ham et såret blik. ”Sådan noget siger man ikke til en pige.” Fnisede Horace.

Halt gav sit besyv med. ”Det er ikke sådan piger forventer at en man frier.”

”Hvordan friede du til Pauline?” Gav Will igen. Charer kunne været faldet af hesten af grin. Det var så morsomt. De diskuterede hvordan man friede til en pige. Halt blev knald rød i hovedet over Wills spørgsmål, og Charer vidste at hun hellere måtte bryde ind. Og mænd sagde at kvinder var umulige.

”Okay hør her. Jeg er en pige. Og ved i hvad, en pige forventer at en mand gør det romantisk. Fejre benene væk under hende.” Hun så på Will.

”Du skal gå direkte hen til hende, og husk blomster, så skal du knæle og fri til hende. Jeg ved godt at man ikke kan forvente meget følelsespladder fra jer ranger, men lidt romantik kan i vel godt finde ud af.”

Will stirrede måbende på hende, mens Horace begyndte at grine igen. ”Nu kan man godt mærke, at man rider sammen med en pige.”

Charer smilede og bøjede ironisk hovedet som tak. ”I mænd skal forstille at være barske og alt muligt, men I kan ikke finde ud af at gå hen til en pige og fri til hende, uden at jeres tunger slår knuder og at I er røde i hovederne som en tomat.” Sagde hun selvtilfreds.

”Så Will, fri til Alyss igen og gør det ordentligt uden det der kodesprog. Bare knæl foran hende og sig: Alyss, jeg elsker dig af hele mit hjerte, vil du gør mig den største glæde og gifte dig med mig?”

Will rystede stille på hovedet. ”Du får det til at lyde så nemt.”

”Det fordi det er så nemt. Du elsker hende, så det er bare at tale fra hjertet.”

De red lidt og da hun igen kiggede på de andre, lagde hun mærke til at de alle skævede til hende. Selv Halt. Hun slog irriteret ud med armen.

”Hvad? Jeg er en pige, og vi må sætte jer mænd på plads.”

Både Will og Horace begyndte at grine, og Halt trak på smile båndet. ”Du kunne Pauline også have fundet på at sige.” Sagde han stille.

Charer så på ham, og i et øjeblik var Halts ansigt fuld af følelser, hvilket overraskede Charer. Han smilende lykkeligt, inden han så at Charer så på ham. Så blev han igen den hårde og alvorlige Halt. Charer rystede på hovedet. Mænd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...